Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

Mija Milovic – det stille liv, Stilleben, ”Still Life” – Still (a)live

Blog May 24 2023, af Simin Stine Ramezanali
Cornelis Nobertus Gijsbrechts – Vanitas still life with skull (ca. 1667-1668)

Af Simin Stine Ramezanali

Mija Milovic og jeg sidder i mit hjem i Tingbjerg. Vi kigger ud ad vinduet – og på min vindueskarm, hvor jeg har stillet små ting op i en ret flot, men meget tilfældigt komposition. Vi har lige fået taget pressebilleder til sommerens koncerter med vores band SLIM0. Fotografen instruerede os: Vi sad ved siden af hinanden i forskellige niveauer og positurer, omringet af døde liljer og roser, den ene af os lidt mere til højre. Så lagde vi os ned: vores ansigter ved siden af hinanden, som tre modne frugter.

Mija og jeg har aftalt at gå direkte over i dette interview om hendes nye plade Still Life, der bliver udgivet på Escho d. 26. maj.

Albummet er enormt rigt på genrer, referencer og stemninger – jeg fik fornemmelser af sampling og montage – et øjebliksbillede der har taget lang tid at lave, hvor de forskellige motiver påvirker hinandens betydning, løfter hinanden op og står både i hinandens skygge og lys – ikke ulig den måde en maler udvælger motiver til et stilleben, der hver især kan påvirke andres symbolske betydning, når de sættes i konteksten af hinanden.

Kraniet og og det ufærdige brev

Mijas praksis og bagkatalog er virkelig stort og virkelig alsidigt. Mija har lavet nonne-techno i duoen Dirty Nun Tekno Crew, været korleder i mange år, lavet krimi-rock med Skyggen, animeret notation. Hun står også bag det lille pladeselsskab megaXpres sammen med Oliver Laumann, der bl.a. udgiver Michael Schøiler Tingsgård og Puck Mintie – en af Mija Milovics andre aliaser.

Alt dette skinner igennem på Still Life. Der er meget at tage fat i, ikke-lineær storytelling, skiftende temperamenter, mystik, hits og intermezzoer. Alle tematikkerne kunne være udgangspunkt for at snakke om alle de ligeværdige indgangsvinkler, jeg oplever albummet indbyder til, men vi starter ud med at snakke om døden, som også er et gennemgående tema på Still Life

S: Der optræder et ”jeg” på pladen, der taler til sig selv. Det fik mig til at tænke på, om ”Still Life” er en plade, du har skrevet til dig selv som død?

M: “Død er et tema på pladen, død som i at give slip  – død er ikke en stilstand – jeg vil lade noget dø for at skubbe noget videre. Det her album er på en måde også allerede dødt for mig, fordi jeg ikke er i gang med det længere. Titelnummeret er til mig selv. Jeg kan ikke skrive fra a – b tekster, jeg skriver ikke ting, jeg selv forstår – det er umuligt. Jeg skriver til min underbevidsthed, også for at det skal være spændende og mystisk for mig selv.

Jeg prøver tit på storytelling, altså musik der har en start, en midte og en slutning – men modsiger mig selv, jeg kan ikke ignorere de andre stemmer der dukker op. Pladen handler om, at livet er omskifteligt. Jeg har en dialog med forskellige stemmer, med mig selv eller sangen/kompositionen, vi diskuterer altid helt vildt. På den måde synes jeg, det kan være pisseirriterende at være et empatisk menneske, fordi jeg gerne vil give plads til alle stemmerne”.

I gotta find a resting mind

I gotta find a resting mind

Friend, friend

Sit down for a second

cause I can see you are filled up

with anxiety

it’s not your fault, it’s not your fault

it’s not your fault time bender

release all your muscular tension

and out on your blasting extensions

Mija Milovic – Resting Mind Pt.2
Foto af Mija Milovic

Violinen i sivene

S: Jeg fik en følelse af, at nogle af numrene på pladen er lavet for at tilføje en anden dimension til det efterfølgende nummer, ligesom et stilleben, en komposition af (ofte) mad og hverdagsobjekter, i en særlig gren af eller ting i forrådnelse. Jeg tænker på, at en særlig undergren hedder vanitas morte – den skal minde os om at døden er en præmis for os alle. Det gælder bl.a. numrene Em og Time – kan du fortælle nærmere om deres rolle på albummet? 

M: “Ja. Det er vigtigt, at numrene komplimenterer hinanden. Det er det, der gør en god plade for mig. Jeg arbejder på mange numre på samme tid og bliver altid overrasket, når de bliver færdige. Måske fordi jeg ikke har tid nok.

Det nummer jeg elsker mest er ”Time”. Det har en mere løs fornemmelse af tid. Det er jeg begyndt at interessere mig mere og mere for, altså den slags numre der bare tilbyder et rum at være i. Det er ikke ligesom et nummer med en mere klassisk pop/rock form”.

S: Er det numre, der vil sætte en tone mere end at fortælle eller diskutere? Som jeg hører det, er Time og Em ikke interesserede i at diskutere med sig selv, som nogle af de andre numre er. Det er som om, du improviserer med dig selv?

M: “Jeg kan ikke lide musik, der er for let at tolke eller afkode. Det er ikke mystisk nok for mig at gøre, derfor kan jeg lide impro – det kan være som en nøgle til noget ubevidst, som kan gøre noget meget interessant”.

S: Du har det altså ambivalent med sange generelt?

M: “Ja – det vil jeg sige”.

Jeg spørger alligevel Mija, om vi ikke kan dykke ned i en sang. Igennem mange af Mijas projekter, går det at bruge musikfaglige termer som metaforer igen som et greb. Det er særligt tydeligt i nummeret Second Voice, der både handler om en relation (muligvis romantisk/professionel), men også oplevelser fra musikbranchen. En slags magtkamp der udspiller sig gennem både overstemmer og understemmer. En kamp om hvem der kan få lov til at være leaden, men også et kompositorisk forsøg på at ophæve magthierarkier i de forskellige musikalske funktioner i nummeret.

M:Second Voice handler klart om en magt. Den er bygget op omkring en meget simpel harmonik – 4 akkorder. En form for magtkamp som også handler om branchen. Hovedpersonen bliver forført af en, der har magt i branchen. En person der aldrig vil give leaden videre. Hovedpersonen får aldrig lige så meget magt. Derfor forlader hovedpersonen den anden og går på scenen alene. Det kan jo være svært at spille band eller at være en del af musikbranchen”. 

Second Voice leger med stemmerne – forskyder dem. En dominerende guitar, strygere. Mija synger en anden stemme på sin egen lead, der af og til nærmest bliver dissonant, og som understreger magtkampen. Teksten bliver en kommentar til kompositionen. Det er et af de numre på pladen, der har er mere klassisk opbygning, en sang, hvis man vil, men der er også et ekstra raffineret humoristisk lag (en anden stemme?) som går ud til musiknørderne.

Oh Yeah we did meet up

we did some catching up

you sang the lead and 

I on top
it really messed me up

that you never would

do the second voice

So i left you lead yourself

Mija Milovic – Second Voice

Det tiltede timeglas

På “Still Life” kan vi prøve at afkode mange tendenser og referencer. Her tænker jeg på både grunge, sample-stilen og de ned-pitchede stemmer, der leder mine tanker mod en specifik Soundcloud-lyd, forskellige små nicher,  internet communities og genre-udvekslinger. Det er min oplevelse, at disse lydlige markører ofte hænger sammen med musik, der hylder ungdommen.  Samtidig har nogle af numrene en næsten Beatles-agtig akkordprogression og hit-kvalitet, der kommer fra en helt anden tid. Mija og jeg taler om en tendens, vi begge ser i musikken, der forsøger at indkapsle ungdommen i et nostalgisk udtryk og lyd.

S: Der er meget musik, der handler om – og fejrer – det at være ung. På Still Life hører jeg guitar riffs, der smager af grunge, renæssance-inspirerede stryger-kompositioner og Soundcloud-tendenser, titlen på albummet inviterer mig til at reflektere over det stille liv, måske acceptere det liv, blive (for)ældre?

M: “Ja, det kan man godt sige. Jeg havde det faktisk ikke så fedt med at være 21. Jeg havde for travlt med ikke at stole på mig selv og mit liv, som en slags byggeplads der er i konstant bevægelse, så jeg har det ikke nostalgisk omkring den tid.

Lige nu er jeg faktisk i gang med at skrive et nummer til en yngre udgave af mig selv – åbne guitar akkorder i tempo 110 6/8 dele riff. Jeg kigger tilbage, men også på dem, der er unge nu og siger: jeg håber I har det godt! Jeg ser også meget frem til at høre, hvad jeg selv og mine venner har at sige, når vi er i fyrrerne, halvtredserne osv. Praise me for my age”.

Still Life optræder der ikke rigtig nogen karakterer. I hendes tidligere projekter har jeg oplevet at Mija har sat sig selv i den varme stol, fundet nogle karaktertræk, som selvfølgelig også var noget, hun selv kendte, overdrevne for at skabe en karakter, nogle gange sågar bygget en hel verden op at skrive og finde en lyd i. Her kan vi nævne Puck Mintie, Skyggen, Dirty Nun Tekno Crew og mange flere. Denne gang virker musikken til at komme et andet sted fra – nemlig Mija selv, 34 år, alle hendes stemmer og alle de mennesker der har bidraget til albummet.

Illustration af Oliver Laumann

Gylden musling, en hemmelig gave

S: Jeg kommer til at tænke på den blå rose, der er på coveret af pladen. Hvilken betydning har den for musikken, hvis den altså har en?

M: “Den er vigtig for mig. Fordi min partner gav mig den en dag – og hvad betyder det? Det er weird. Den blå rose symboliserer mystikken om det uopnåelige. Mystik og at det hele kommer til at falde sammen, jeg er okay med at være død. Så holder jeg den blå rose, og den kan forføre mig og jer forskellige steder hen, men den er heller ikke ægte. Jeg er meget romantisk og anti-romantisk på samme tid, tror ikke på romantik”.

S: Men alligevel kan du ikke lade være med at give plads til romantikken i din musik?

M: Nej, haha.

”Still Life” balancerer hele tiden på en knivspids mellem det romantisk drømmende og den kaotisk-jordbundne hverdagsfortælling. Det får mig til at tænke på Joni Mitchell i samtale med Kurt Cobain og Shit & Chanel (Danmarks lesbiske svar på Beatles) for at nævne nogle musikere, der på samme måde insisterer på fortællinger, der spreder sig over alle livets faser.

Blandingen af hits og intermezzoer giver mulighed for at lytte til albummet fra midte til top, fra start til slut eller omvendt kvart vejs ned og op igen – man bestemmer selv. (Anti-)romantik, død, blå roser, branche kritik som nattens dæmoner, at være voksen, andenstemmer og afslutninger – det hele finder et hjem i Orkestergraven, i billedet. En masse levet liv, det dystre, det smukke og det sjove. Det fragmenterede bliver et konceptuelt greb, og derfor hører jeg et album, der ønsker at leve videre i mange år med kompositioner og tekster, der dør i cyklusser. 

”Still Life” udkommer d.26. maj via Escho.

Redaktionens note: Simin Stine Ramezanali og Mija Milovic spiller sammen i bandet SLIM0. Ramezanali er ikke involveret i “Still Life” eller en del af Milovics eget liveband.