Passive/Aggressive

Baby In Vain – Slumrende, gråkolde dagdrømme

Blog February 27 2024 , af alexanderjulin

Baby In Vain – “Afterlife” (Escho, 2024) – anmeldelse af Martin Funder, foto af Aleksandra Milanovic

Som røg i solen vrider Baby In Vains tredje album, Afterlife, sig igennem dets 10 numre. Det er et album der bærer præg af de samme luftige nuancer som trions forrige album See Through (2020). Afterlife er bandet ikke nært så hårdt som på See Through, men med deres hidtil mest storladne produktion skaber Baby In Vain et stærkt og gråkoldt limbo mellem bløde ørehængere og drømmende melankoli. 

Afterlife er et album der har en særlig fængende fremdrift – en fængende og dagdrømmende rækkevidde, som gør at albummet føles perfekt at køre i bil eller tog til. Den fængende fremdrift skyldes måske Baby In Vains hårde melodiske kerne. En kerne som bedst kan beskrives som noget, der opstår et sted midt i samspillet mellem Lola Hammerich, Andrea Thuesen Johansen og Benedicte Pierleoni-Nielsen. Når Pierleoni-Nielsens trommespil på melodisk vis skubber de mange guitarer og vokalharmonier frem, opstår der et særligt rummeligt sammenspil, hvor hvert nummers fokus aldrig mister forbindelsen til den fælles puls, som alle numre langsomt spirer fra. 

Titelnummeret trækker tempoet langsomt op, og med det flabede og sørgmodige guitar hook er det svært ikke at lade sig rive med af dagdrømmeriet. Nummeret er bredt instrumenteret med strygere og vokalharmonier, og den store produktion gør de markante skift opslugende på en særlig bedrøvet og sommerlig måde. Det er en produktion, der giver nummeret en poleret glans, og som får det helt frem i højttalerne samt det stærke groove til at fungere virkelig godt. 

Parasite og Home For You lyder som om, de er optaget med en telefon, hvilket skaber en unik fornemmelse af at være helt tæt på bandet. Parasite starter med lyden af et utålmodigt band, der hundser med hinanden lige inden en indspilning. På Home For You er det som at blive kastet ind i lyden af et studie, hvor klaver klimpren, tamburin raslen og metronom, pludselig former sig om en sang. Det er en virkelig tiltrækkende og intim produktion, hvor der er plads til fejl og fjollerier. Det skaber et levende rum til numrene og står i skarp modsætning til det mere polerede rum, som titelnummeret, Afterlife, bor i.

Intangible og Got It In You drejer albummet i en mere dyster retning. Begge numre har en særligt sørgmodig kvalitet, som til dels skyldes Nils Gröndals tårevædende strygere. Med baglæns, fordrejede og bøjede vrid hulker guitarsoloen på Got It In You over det nærmest kravlende langsomme tempo. Selvom nummeret nok er albummets mest dystre, rummer det et håbefuldt sortsyn, som er gennemgående for alle numre. 

Med huh-kor og et bredt strygerarrangement falder omkvædet på Intangible med en omhyggelig timing, som drejer det spændte nummer om til en smuk og dyster ørehænger. Det er et nummer som nemt kunne glemmes i et endeløst klichefyldt hav og slutte med et langt fade out. Men dets bløde melankoli slukker en ganske særlig musikalsk tørst, som jeg ellers kun kan slukke med The Carpenters’ karakteristiske fløjsbløde melankoli. 

Mine er et næsten todelt nummer. Hvor første del bærer præg af et filmisk tema, brydes den af en del hvor nummeret lægges i et tight og bestemt groove. De to dele flettes sammen med en kølighed, der understreges af de mange vokalers luftige fylde. Når Lola Hammerich og Andrea Thuesen Johansen skiftevis træder frem som forsangere, og de mange vokalharmonier folder sig ud, er det som karakterfulde og dynamiske sceneskift, der får bandet til at rotere om sig selv på en enormt levende måde.

Afterlife er et album som føles utroligt velkommende at lytte til. Omkvædene falder ikke en takt for tidligt eller for sent, og det levende sammenspil giver numrene en varm menneskelig puls. Selvom albummet ikke er lige så hårdtslående som bandets tidligere udgivelser, er Afterlife et album der rummer en enorm dynamisk bredde, hvor der er plads til at mærke bandets sammenspil på både storladne produktioner og rå knitrende demo sessions. Det viser en sans for dynamik og produktion og giver en varm følelse af et virkelig sammenspillet band. 

Det er nærliggende at beskrive Afterlife som et drømmende album – det fungerer som nævnt fantasisk til en køreturs dagdrømmerier. Men at bruge en metafor som drømmende kan også have alt for abstrakte konnotationer. Det abstrakte bliver ofte set som noget attråværdigt, hvilket i min optik fravrister musikken den helt særlige evne, den har til at gøre livets mange abstraktioner bare en anelse mere konkrete. Med deres dynamiske lyd og sans for storladen melankoli, formår Baby In Vain til gengæld at gøre hverdagens unikke dagdrømmeri til en konkret og håndgribelig oplevelse. Afterlife er en lytteoplevelse, der blidt får hverdagens søvngængeri til at føles en anelse mindre slæbende.

Info: “Afterlife” udkom på Escho d. 23. februar.