Passive/Aggressive

Gooms – en kollektiv strøm af oplevelser, indtryk og anarki (interview)

Feature December 3 2014 gooms1

Af Adam Thorsmark

I en tid, hvor visse kredse forsøger at indsnævre visse genrer ud fra tilbageskuende eller stillestående kategoriseringer, er Gooms’ fremragende debutalbum, “Beyond Life”, landet som en anarkistisk alien fra det ydre rum. Et album, der – som ‘jazzen 2014′ – er næsten umuligt at genredefinere, men som står som et funklende eksempel på, at avantgarde og pop ikke behøver at være to uforenelige størrelser.

Dissekerer man materialets materie, har vi at gøre med nogle yderst underfundige indslag, der leder tankerne hen på Deerhoof, Dirty Projectors og Animal Collective (anno “Sung Tongs”) og deres uforudsigelige instrumenteringer og skæve sangstrukturer, samtidig med at R. Stevie Moore og Frank Zappas skøre charme gennemsyrer albummet. Idéerne nærmest vælter over hinanden. Alligevel er det blevet langt mere strømlinet end det ”skizo-dobbeltalbum med 40-50 sange”, som bandet først spåede. Kvartetten består af Aske Zidore, Jens Ramo, Suni a Argjaboda og Lasse Bækby Buch, og vi fangede førstnævnte til en snak om albummets tilblivelse.

P/A: I har blandt andet indspillet på den amerikanske vestkyst, hvilket synes at skinne igennem. Hvad har omgivelserne betydet for albummet?

Aske Zidore: ”Jeg tror, at omgivelserne har betydet alt for den her plade. Den er blevet skrevet og indspillet sindsygt mange forskellige steder og er kommet meget let til os. Vi har chillet ret meget af tiden, for at sige det mildt. Men når vi har haft en idé eller et moment sammen, er der sket gode ting. Det har betydet meget for os, at vi har oplevet ting sammen og har hængt ud sammen konstant i lang tid. Vi har opbygget et fælles stream af bekendtskaber, natur, musik, film, billeder og LOL, som vi har kunnet grave frem, når vi skulle lave musik. Musikken er sådan set også indspillet i København og andre steder, men San Diego og Oregon var helt klart ekstremt for os og har givet os mange ting med videre.”

P/A: På overfladen måske et lidt dovent spørgsmål, men jeg er oprigtigt nysgerrig, fordi albummet er så spraglet: Kan du nævne et par pejlemærker (musikalsk såvel som ikke), der inspirerede en specifik lyd på albummet eller udtrykket helt overordnet?

AZ: ”Shit, der er mange. Grunden til, at det lyder så spraglet, er nok, at vi hurtigt blev det her chilleren band, som har brugt alt for lang tid på at lave et album og derfor har oplevet sindssygt meget undervejs. Player er et eksempel. Et andet eksempel er Northern Voices’ “Thule Spirit”. Men også Captain Beefheart , Steve Roach, Eccojams (Eccojams – “A3″ nedenfor, red.) og sådan noget”.

P/A: Albummet lyder nogle gange ganske instinktivt og spontant, andre gange gennemtænkt og vældig gennemarbejdet. Indspillede I løbende, eller havde I skrevet alle sangene, da I gik i studiet?

AZ: ”Numrene er indspillet løbende, mens sangene er blevet skrevet. Og så er der selvfølgelig nogle ting, der er blevet indspillet om, dubbet på etc. Men det er egentlig ikke, fordi der er noget, der er sådan mega gennemtænkt eller gennemarbejdet for den sags skyld. Det har været sjovt og ligetil det meste af tiden.”

P/A: Du har produceret en del album, heriblandt Choir of Young Believers, CTM, Rumour Said Fire, Treefight for Sunlight og sågar et par sange på Dean Blunts seneste album, “Black Metal”. Hvordan er det igen at stå med et færdigt album, hvor du selv er sangskriver og sanger i et rockband? Hvorfor sker det først nu her 5 år efter det sidste Oh No Ono-album? Og er det noget, du har savnet?

AZ: ”Det er fedt at spille med et band igen. Og så er det dobbelt så fedt, fordi vi er pissegode venner og har det grineren sammen. Jeg har ikke savnet at spille i Oh No Ono og har egentlig også haft travlt med en masse andre sjove ting indtil nu. Og så har vi som sagt ikke haft travlt med at gøre det her album færdigt.”

Video: Gooms “House Call”

P/A: Hvad håbede I at opnå med at lave denne plade? Og føler I, at det er lykkedes?

AZ: ”Det er klart blevet til noget andet, end jeg troede for halvandet år siden. Der havde jeg nok troet, at det ville blive til en skizo-dobbeltplade med 40-50 tracks. På et tidspunkt syntes vi, at det ville være federe at lave et mere skarpskåret album. Det er nok det, som det i vores øjne er blevet til nu. Og så er det nok blevet væsentligt mere tjekket, end hvad jeg havde forestillet mig.”

P/A: Hvad er jeres kommende planer for Gooms?

AZ: ”Vi går i studiet inden for den næste måneds tid og indspiller nogle nye sange, som nok kommer ud med det samme. Og så skal vi i gang med nye indspilninger til foråret. Ja, og så vil vi bare gerne spille så mange koncerter som muligt, så hvis du kender nogen, der mangler os, så skriv endelig.”

INFO: ”Beyond Life” er ude nu på Escho. Gooms giver koncert sammen med Spines hos Fællesantenne/Lappland i køkkenet over KB18 den 13. december kl. 15. RSVP