Passive/Aggressive

”Fuck Levesyge” – Slørede minder om det mest usandsynlige punkband fra Aarhus Nord

Feature November 27 2014, af passive/aggressive levesyge1

Hestevæddeløb, grillbaren Oasen, et sekskantet kaoshus og en aldeles bleg Mikael Simpson er blot nogle få af elementerne i historien om Levesyge: et særegent band på 00’ernes punkscene i byen, der dengang hed Århus.

Af Andreas Melchior

”Vi burde hedde Leversyge, fordi vi drikker så mange bajere, at vi bliver syge i vores lever”. Fjern r’et, og du går fra en plat og egentlig sørgelig joke til det perfekte navn til det mest rendyrkede og usandsynlige punkband fra Aarhus Nord nogensinde: Levesyge. ”I’m a living sickness,” som The Calico Wall sang i 1967, men det vidste bandmedlemmerne selvfølgelig ikke noget om dengang.

Levesyge eksisterede rundt regnet fra sensommeren 2002 til engang i 2004 og bestod af vennerne Jonas Okholm Jensen (nu vokalist i Spost) på vokal, Andreas Bonven og Rasmus ”Aben” Nielsen på guitarer, Thomas Rehling på bas (det er ham, som man kan høre på Levesyges eneste udgivelse), senere afløst af Jens Hjortshøj, samt Bjarke Paaske på trommer. Gruppen, som stort set ingen vidste eksisterede, var blandt andet antændt af feberdrømme om travbanen, det mytologiske USA og, ikke mindst, de der damer. Der var kun sjældent gevinst. Heller ikke på skrabelodderne.

På trods af at Levesyge ikke tilhørte nogen specifik ”scene”, formåede de alligevel at skabe en del ravage på den indspiste alternative musikscene i Aarhus, der dengang bestod af tvivlsomme og forældede britpoparrangementer og en noget selvcentreret punkscene. Blandt andet i form af en opvarmningskoncert for det engelske støjband Boyracer, hvor Bitten (President’s Heart og kæreste) og Krede (ven, i dag guitarist i Spost) var med på scenen. Efterfølgende så en befippet arrangør sig nødsaget til delvist at undskylde Levesyges optræden over for Boyracer. Forsanger Stewart Anderson trak blot på skuldrene og konstaterede tørt: ”Well, it’s always nice to see a guy in a skirt”.

Senere fulgte endnu en opvarmningstjans, denne gang for musikerpersonligheden Mikael Simpson, som angiveligt stod og så bange ud under hele koncerten, kridhvid i hovedet. Bagefter købte han Levesyges cd. Skulle man give ham den gratis, nej, ikke til ham, han har røven fuld af penge pga. sin medvirken i Joker-reklamerne (”Jokeren er løs”, Simme!). Cd’en, som Simpson købte, hed Fuck Levesyge.

I bund og grund bestod denne ep af kassettebåndsoptagelser, som i første omgang var blevet spillet for skeptiske venner på klubværelserne på Tordenskjoldsgade på Trøjborg. For en gangs skyld holdt vennerne kæft og lyttede, og skepsissen blev afløst af forundring. Når Levesyge øvede og indspillede, foregik det under kaotiske og berusede forhold i et sekskantet hus midt i Nyringen og Næringen i Risskov, hvor man skulle hente en nøgle ved ”Abens” gamle nabo for at komme ind.

Alle sammenligninger er meningsløse. Hvis man alligevel skulle udpege inspirationskilder, som kan hjælpe med at karakterisere Levesyges lyd og virke, kunne det være amatørismen fra Velvet Underground, sortsynet fra Joy Division, galskaben fra The Fall, Jesus & Mary Chains overstyrede feedback og, måske vigtigst, en lille smule efterladenskaber af visse bandmedlemmers forkærlighed for dårlig metal.

”Alle sammenligninger” er også titlen på første eksplosive nummer på Fuck Levesyge. Det varer under et minut. Man danner sig et mentalt billede af Jonas, som forsøger at råbe sine tekster ud, mens en rasende kollega prøver at kvæle ham under julefrokosten på grillbaren Oasen i Vejlby, hvor han arbejdede. ”Kontrol” besidder et tungt Stooges-agtigt groove og lidt ”Dead Souls” med Joy Division. Stop-start-refrænet blotter nummeret, et øjeblik bliver det næsten sårbart, men det bliver hurtigt og vredt skubbet væk, vi skal videre nu. De uimodståeligt huggende riffs i ”Skyd Dig Selv” følges til dørs med en opfordring til at gøre netop dette. Med en pistol. ”Ny Støj” er måske smadret krautrock, men det er det nok alligevel ikke. Støjen får lov at gøre arbejdet. Sådan lyder apokalypsen forhåbentligt. Destruktivt, men uden at være anmassende.

Den 22 minutter og 53 sekunder lange ”Et mord” udvikler sig langsomt til en tømmermændsramt udgave af Velvet Undergrounds ”Sister Ray” og ender som soundtracket til en ufærdig Lynchfilm. ”Hvad i alverden foregår der?!,” tænker man. Ingen ved det. Trommerne er tålmodige, der er chorus på guitaren. Det er, som om bassen er ligeglad med resten af sangen. Et desperat og infantilt råb om ”Fisse!”, efterfulgt af en guitarfigur fra ”Ceremony” med New Order. Sidst i nummeret råber Jonas på klingende aarhusiansk ”Hey, trommeslager, får du ikke ondt i dine arme?”; som et ubevidst og hånligt svar til Ringo Starrs ”I’ve got blisters on my fingers!” i slutningen af ”Helter Skelter” fra Beatles’ White Album. Der kommer aldrig noget svar, men umiddelbart efter slutter det hele.

I musikmagasinet Geigers anmeldelse af Boyracer-koncerten står der, at Levesyge fremfører en “musik, der trods en god energi og sine steder gode passager, ikke virker helt færdig, men i stedet stikker ud i alle mulige retninger end deres egen. Gruppens musikalske udtryk virker samtidig også noget stift og firkantet – som om man ikke lige helt har øvet nok på alle numre”. Denne bedømmelse virker mystifystisk og misforstået, hvis da ikke ligefrem forfejlet. Styrken ved Levesyge er – som ved alle virkelig gode bands – netop, at de altid er på vej, men uden nogen destination. Desuden lavede Levesyge sgu nærmest ikke andet end at øve. Jonas fik sågar hjernerystelse under en øvesession, da han skvattede i sin egen mikrofonledning og stødte hovedet mod en kant.

Fordi Levesyge mere eller mindre befandt sig i sin egen verden og ikke var en del af nogen scene, er bandets lyd hverken dateret eller stigmatiseret. (Fuck) Levesyge er musik, der er lavet til bandet selv, uden hensyntagen til et publikum, som alligevel aldrig er der. Det kan virke næsten utænkeligt i dag, hvor punkens redning tilsyneladende består i at få sit affekterede fjæs på forsiden af dubiøse, reklamesponsorerede magasiner om ”mode og musik”, mens man poserer iklædt sweatshopmærketøj og fortæller sig selv, at man udnytter systemet. Nogen burde trykke Fuck Levesyge på vinyl lige med det vuns. Fuck Levesyge, mand.

(Oprindeligt bragt i Passive/Aggressive ZINE #5. Tak til Morten Lykke, Søren Christensen og Søren Jakobsen for koncerterindringer, og tak til Jonas O for billeder og baggrundsinfo).