Tekst af Anders Jørgen Mogensen – musik udvalgt af Nis Bysted

This Heat var Andreas’ yndlingsband, og derfor kunne det aldrig helt blive mit. Han gav mig “Deceit” i 2005, og pladen overraskede mig, som jeg var vant til, når Andreas, eller Nis, gav mig ny musik, der åbnede nye verdener for mig. Specielt havde Scott Walker ændret meget (det var nu Mads Heltberg, der havde introduceret det for mig i 2003), men “Deceit”-pladen var sin egen, ikke mindst fordi den virkede til at være alle plader i én. Og This Heat sang. Det var det første, der ramte mig. De ikke bare kunne synge, de ville synge. Og spille aggressivt imens.

I 2004, efter KLoAK havde indspillet “A boy getting pregnant”, var vi i bandet blevet besatte af at synge. Til den sidste koncert med Ronny, vores oprindelige guitarist, var der tre vokaler på nærmest alle sange, vi spillede. Ronny sang, Niels sang, jeg var ikke længere alene. Derfor ramte “Sleep”, det første nummer på “Deceit”, mig rent, for her var et punkband, der sang og ikke bare gjorde det for at angribe. De arbejdede med harmonier, de udforskede sangen. Jeg var solgt, og “Sleep” blev mit fikspunkt for pladen.

Læs resten

Af Simon Christensen

Den italienske gruppe Father Murphy har gang i et forrygende år, der har budt på intet mindre end tre udgivelser i bandets trilogy of the cross. Derfor er der nu optimale betingelser for at stifte bekendtskab med en evigt foranderlig kult (både i religiøs og populærkulturel forstand), der har en lang række større og mindre udgivelser på papiret siden 2005. Musikken er blevet mere og mere weird, men samtidig konceptuelt strammere og ekspressivt stærkere: et møde mellem støjens æstetik og en kirkelig messen.

Kernemedlemmerne er ‘Reverend Freddie Murphy’ og Chiara Lee, hvis musik allerede har fundet fans hos bl.a. Deerhoof, Dirty Beaches og Michael Gira fra Swans, men også til Danmark er der en forbindelse. Father Murphy har givet flere danske koncerter arrangeret af Escho og har turneret med Gud Er Kvinde og Iceage, hvilket måske giver en fornemmelse af spændvidden i Father Murphys projekt. Det religiøse aspekt har hele tiden udgjort en speciel overtone, fordi musikken eksplicit er inspireret af den katolske kirkes begrebsverden og sakrale lyd, men ofte med en mørk afstikker. Som en spirituel udforskning af den apokalypse (som kirken selv har opfundet) bevæbnet med droner og konkretmusik.

Læs resten

Af Simon Christensen

Eschos ustyrlige impro-orkester med Anders Jørgen Mogensen på ligeledes improviseret vrøvlevokal har specialiseret sig i at være uden for spotlyset, at nedbryde grænsen mellem lydmand og musiker, mand og maskine(r), og lige så meget at være en del af dansen som at stå uden for og spille op til den. Alt sammen i en live-situation, hvor musikken improviseres, og de samme improvisationer bliver til deres albummateriale på nu tre udgivelser: to kassettebånd på Escho og for kort tid siden deres første LP, “Gelwane”, som udkom på Insula Music.

De lærte af Escho – der før tiden som pladeselskab var en alternativ fest-/musik-arrangør i København – at en fest kunne ske alle steder, og at publikum er villigt til at acceptere et kaos og en anderledeshed, som i NIKOLAS’ tilfælde betyder, at maskinerne får deres eget liv, og at den ellers så velartikulerede forfatter og vokalist Anders Jørgen Mogensen ikke benytter sig af et forståeligt sprog. NIKOLAS tæller desuden Niels Kristian Eriksen og Nis Bysted, der har erstattet Palle Høirup (Lamburg Tony) i forhold til den første inkarnation af gruppen.

“Det er et meget ærligt band. Der er ingen, der prøver at gemme sig bag noget,” forklarer Anders i dette angiveligt allerførste NIKOLAS-interview. Lyt til tidlige udgivelser fra Alle med balloner og terrasser, KLoAK og NIKOLAS efter bumpet. “Gelwane” er tilgængeligt nederst samt i SOUNDS. Læs resten

Af Frederik Denning

Musikalsk adskiller 2014 sig næppe nævneværdigt fra året, der kom før det, eller året før det, når man sådan kigger på året i retrospekt. Dette 2014. Men det er måske kun tilfældet, fordi vi er blevet vant til en dansk musikscene, der i så høj grad leverer en nærmest ufattelig kvalitet og tilmed gør det kontinuerligt. Og det er ikke bare den københavnske musikscene, men den danske.

Både mennesker og medier med interesse for undergrundsmusik har vel i efterhånden et godt stykke tid betragtet opkomlinge som Posh Isolation og Escho som noget særligt. Vi kan være stolte over, at dette her sker i Danmark; det tror jeg, at man kan tillade sig at tænke, uden at det behøver være forbundet med pompøsitet eller selvfedme. Det lader mange i hvert fald til at tænke uden for landets grænser. Læs resten

Af Adam Thorsmark

I en tid, hvor visse kredse forsøger at indsnævre visse genrer ud fra tilbageskuende eller stillestående kategoriseringer, er Gooms’ fremragende debutalbum, “Beyond Life”, landet som en anarkistisk alien fra det ydre rum. Et album, der – som ‘jazzen 2014’ – er næsten umuligt at genredefinere, men som står som et funklende eksempel på, at avantgarde og pop ikke behøver at være to uforenelige størrelser.

Dissekerer man materialets materie, har vi at gøre med nogle yderst underfundige indslag, der leder tankerne hen på Deerhoof, Dirty Projectors og Animal Collective (anno “Sung Tongs”) og deres uforudsigelige instrumenteringer og skæve sangstrukturer, samtidig med at R. Stevie Moore og Frank Zappas skøre charme gennemsyrer albummet. Idéerne nærmest vælter over hinanden. Alligevel er det blevet langt mere strømlinet end det ”skizo-dobbeltalbum med 40-50 sange”, som bandet først spåede. Kvartetten består af Aske Zidore, Jens Ramo, Suni a Argjaboda og Lasse Bækby Buch, og vi fangede førstnævnte til en snak om albummets tilblivelse. Læs resten