Tekst: Simon Christensen. Fotoreportage fra Glenn Branca-koncerten af Søren Rye.
Passive/Aggressive har kurateret den næste uges program og 50 musikstykker til søen, som udgør den nystartede uafhængige internetradio The Lake. Det gør vi i anledning af udgivelsen af vores nyeste magasin ZINE #5.
Af Emil Thorenfeldt
New Yorks fremmeste eksperimenterende orkester, Excepter, udsender i dag Christisland, der er deres første reelle udgivelse efter et par års pause for improvisationsgruppen, som ellers har udgivet i adstadigt tempo siden 2002. Pladen bliver til gengæld den første i en række af udgivelser fra John Fell Ryan & co. i løbet af det næste års tid, og den har i særdeleshed et dansk aftryk i form af label, line-up, titel og coverbilleder. Excepter kan bedst beskrives som et improband med rockinstrumenter og trommemaskiner, der ser som sit eget formål at skabe en parallelvirkelighed til den gængse musikverdens måde at være sig selv bevidst, at være hip og at være konsumerbar – og derfor i spøg reduceres med FACT’s lakoniske beskrivelse: “Excepter is a freaky art/dance ensemble.”
Christisland-projektet har sit udspring omkring af erklærede Excepter-fans i form af folkene bag Sejerø Festival og Escho, som inviterede John Fell Ryan (ex-No Neck Blues Band) til Danmark sidste år og indspillede pladen i København med et flot og åbensindet line-up med amerikanske Robert Girardin (fra Jaws), Lala Ryan og Jon Nicholson, samt Malthe Fischer, Rune Kielsgaard, Nis Bysted og Niels Kristian Eriksen. Dermed er det nye label Cejero også kommet glimrende fra land med den første af fire planlagte udgivelser med hhv. de sidste to års mest prominente Sejerø Festival-navne, Excepter og noisemusiker Robert Turman, samt to andre Sejerø-affiliates i form af Menthol (Kim Las og Niels Kristian Eriksen) og toto (Tobias Kirstein og Toke Tietze Mortensen).
Passive/Aggressive: How did the record come about?
John Fell Ryan: – It started just getting us to Sejerø. That sort of brought us to make a whole tour, and in the making that tour we didn’t realise that Europe kinda shuts down around that time and that it would be difficult for us to find any shows in late July/early August. Paul Smith, who runs Blast First Records, said that we should make an album which we did; in order for us to make our way to Denmark I had to get a grant from the DIVA foundation and part of that was that I was to make a recording and involve local musicians and run a workshop. The record came about just of necessity before finding a way to get us to the magical island of Sejerø. It went really well, we all got along and had a great time. So I was ultimately left alone in Copenhagen for three weeks after the band left and after the tour and after the fest and everything. The mixing and overdubbing of the record was done during that period.
How does it differ from other Excepter releases and how was it recorded?
The core rhythms were programmed in collaboration but mostly Jon Nicholson doing drum machine programming and then everyone else sort of improvised on top of that. And it’s mostly instrumental which we do do but it’s distinct from our LP work which is focused around vocal songs. But we’ve always done these experimental EPs where we try on new hats.
Why instrumental? Was it just something that happened along the way?
It was originally planned to have vocals on it but it was recorded all instrumental, I just didn’t have any vocals ready when we hit the studio. I figured I would have time to add the vocals later during my solo stay in town but the more that I worked on it, the more it seemed to be unnecessary. I mean, I have lyrics and everything written out [laughs]. I recorded some vocals but it was so dense already it didn’t seem to need them other than the backing vocals.
With the type of recording process you have, a lot of the decisions are made pretty late in the process.
Oh for sure, especially with the last batch. We would tend to over-record and then reduce. Over-record multi-tracking and then cut away. There may be 20 minutes improvisation for each side and then ultimately it ended up being 16 minutes on one side and 11 minutes on the other. so there wasn’t that much editing for a record. It was more of just removing tracks. The funny thing is, we spent almost an entire day doing guitar overdubs on guitar overdubs on the tracks and then when it came down to it I just jettisoned all of them. The sort of heavy metal guitar sound you’ll hear on the EP is actually a synthesizer. Lala [Ryan] played that on her white plastic Roland synthesizer.
It’s difficult to define the Excepter sound. How would one even go about putting a genre on it?
I’m loath to do it [laughs]! We have our influences but they don’t tend to be our contemporaries. It’s influenced by record collecting. Improv for sure, but also tools and techniques of electronic dance music. Drum machines and synthesizers, etc. But we don’t make dance singles.
Yeah, you can definitely track a lot of different influences from reggae to early German electronic music.
Yeah, we love all that stuff. Læs resten
“Hvis vi som band gik rundt og tænkte for meget over at opstille regler for den måde, vi laver musik på, ville det være kvælende. Lower består af trommer, bas, guitar og vokal – klassisk rockudstyr – så vi kalder det en form for rock, inspireret lige dele af Queen, Royal Trux, Michael Jackson og Bone Thugs-n-Harmony.” – Lower, Passive/Aggressive Zine #3.
Mixtape lavet af københavnske Lower, der udgiver debutalbum i efteråret 2013.
Af Andreas Syr (Foto: Adam Heleniak og Henrik Edelbo).
Programmet på dette års Click Festival, den tredje af slagsen, blev med god grund mødt af ikke så få udråbstegn og superlativer, da det blev offentliggjort i løbet af foråret. En blanding af hærdede legender, brandvarme nytilkommere, internationale navne og lokale hoveder. Udover kunstudstilling, workshops, foredrag og en enkelt efternøler-koncert med Laurie Anderson, var festivalen i år, på papiret i hvert fald, delt skarpt op, med et næsten rendyrket technoprogram om fredagen, og et mere spraglet, eksperimenterende program om lørdagen. Det skulle dog (heldigvis) vise sig, at der var langt flere genre- og oplevelsesmæssige ligheder dagene imellem, end der var forskelle.
Festivalen finder sted i Kulturværftet i Helsingør, og vel lugter der lidt kommunalt i sådan en kulturkasse, men det er til gengæld en sjældent forundt oplevelse, at få lov til at høre så god og især så støjende og harsk musik i et rum, der er lavet udelukkende til formålet. Især de meget technoide og de meget noiseprægede koncerter fungerede perfekt, imens de rockede måske havde det lidt sværere. Men i det store og hele gjaldt det, at lyden var uovertruffent god under hele festivalen, og så gør det mindre at omgivelserne ikke er de mest sindsoprivende. Det gælder selvfølgelig ikke for de gamle, smukke haller der husede kunstudstillingen såvel som enkelte koncerter, der forløb parallelt med hovedprogrammet.
Af T.S. Høeg
Her følger et historisk rids over en helt bestemt musikform, der aldrig rigtigt er blevet stadfæstet på grund af dens klare, hybride tendenser, hvilket jo skaber forvirring blandt genrefængslernes vogtere, men af mangel på bedre er blevet tituleret alt fra punkjazz, avantgarderock til no wave eller dit meets dat.
Men en ting er stadigvæk sikker: Udtrykket er “too jazzy for rock”, “too rockish for jazz”, hvis ikke bare: “Too weird for small brains”, thi det musiske udgangspunkt når aldrig at bundfælde sig for den uforberedte lytter, før et drabeligt break indtræder med et nyt tempo, ny rytmik, ny dynamik eller andet kaos til følge.
“Det er ikke til at finde hoved eller hale i” eller det lyder “som et trafikuheld” eller “når man trækker en kat i halen”. Nå ja, og hvad så? Og hvorfor skal det gå ud over udøverne af dens slags udgydelser, at normaliteten endnu ikke har lært at folde disse yderligere sanser ud.
Den såkaldte moderne musik har snart 100 år på bagen, så nu må den da snart være sivet ind. Men nej.
En grund af mange er, at middle of the road til stadighed fylder det meste af æteren op, så enhver afvigelse dermed må vige. Intet er nemmere end at følge trop med denne normalitet, så alt det, der stikker ud, har det svært, men alligevel lever sit egetliv. Så se nu at få lyttet, læst eller set under mainstream-måtten, thi det er alligevel altid der, det sker.
Da vores til stadighed levende trio, Cockpit Music, med undertegnede på sax, guitaristen Søren Tarding og janitsharen Peter Ole Jørgensen (aka PO Jørgens, POJ) lagde ud i 1978, eksisterede der ikke rigtig noget tilsvarende på danerisk grund, mens vi til gengæld langt fra var de første i det større, internationale billede. Læs resten
Den ustyrlige, analoge trio Nikolas udsender i denne måned sin debut i form af det machoide danseorgie “Kettleboy/He-Man”, der på sine 2×30 minutter balancerer mellem det intelligente og det dumme, men altid ganske syrede og udforskende med mumle-eksorcisme og en pumpende maskinpark. Nikolas blev startet i asken af KLoAK af Anders Mogensen og Niels Kristian Jesus Eriksen (fra Thulebasen m.fl.) og tæller nu også Nis Bysted. Læs resten
Escho udgiver (for første gang) en båndserie i morgen med musik af vennerne i hhv. Lucky Dragons, Lamburg Tony og Highlife. Sidstnævnte er en amerikansk sanger og guitarist, der har foreviget (?) en 50 minutters sololiveoptagelse fra København på det magnetiske medie, hvor vi bevæger os ud i psykedelisk native freefolk i en romantisk roots-version – med en symptomatisk afstikker til Eric Donaldsons “Cherry O’ Baby” – mens flasker vælter, mobilsignalet interfererer og sagte samtaler rumler som droner under det hele.
Danske Lamburg Tony er en gammel Escho-kending. Han har forfattet halvanden times “Noise Dance” med en skrattende avantgarde-frenetik med vink til bla. Black Dice og Kemialliset Ystävät. Og altid fremragende Lucky Dragons fra Los Angeles når på sit bånd “Publicity Reform” bredt omkring inden for behageligt idélandskab af underlig rytmik uanset variationerne over instrument – det er en drøm af et univers. Læs resten
