Passive/Aggressive

Året, der lige akkurat gik

Blog December 15 2023 , af alexanderjulin

Af Sofie Westh

I et forsøg på at starte denne opsummering af tendenser jeg har lagt mærke til i musikåret anno 2023, gik jeg i arkiverne for at finde inspiration. Her faldt jeg over lyddesigner Peter Albrechtsens artikel fra 2021, hvis anslag minder meget om det, jeg selv sidder med lige på tungen: År 2023, om muligt endnu mere fucked up og nedslående end året forinden. Mere sygdom. Mere ulykke. Mere krig. Mere folkemord. Mere uretfærdighed. Men også mange store kunstneriske og musikalske oplevelser – oplevelser som har bidraget til en følelse af sammenhold. Musikken var mere end nogensinde min mentale medicin, et lyspunkt i en tid der synes mørkere og mørkere. 

Den danske musikscene er i hovedtræk kendetegnet ved dens undergrund, der formår at nedbryde og genskabe sig selv i et tempo, som er med til at holde den interesserede lytter oppe på dupperne. Det er her, jeg har befundet mig i år; mellem genrebrud og traditionelle sangtraditioner, avantgarde-hiphop og søvngænger-rock. Musikkens tempo har enten været afsindigt hurtigt eller baggy som aldrig før – er Xanax stadig en ting? 

Mest af alt ser jeg en tendens til, at musikalske genrer ikke længere er helt så opdelt, hverken i kompositioner eller på plakater. Tværtimod får de i højere grad plads til at eksistere side om side, hvad end det er hos uafhængige community radioer (hvor er vi heldige i København, at Drift er kommet til), hos aspirerende koncertarrangører rundt i landet eller på nye spillesteder (tillykke til naboskabet Ny Lille Klub og Motopol) eller i de genrenedbrydende dj-sets, som kan høres til diverse af storbyens undergrundsfester (f.eks. Jasho Club).

Flere kvinder og minoriserede personer har fået mere plads på den danske musikscene. På Roskilde Festival har vi i år kunne se internationale navne som Lil Nas X på Orange Scene. Gennem foreningen Another Life har jeg været rundt og interviewe en række festivalgængere og artister på Roskilde Festivalen om effekten af repræsentation på eksempelvis scenerne. Undersøgelsen tegner et billede af, at repræsentation bidrager til en følelse af validering, så det er vigtigt, at vi til næste år fortsætter arbejdet mod bedre og bredere repræsentation, lige vilkår og ordentlige arbejdsforhold. Også i de store puljefordelinger, på bestyrelsesgangene og der, hvor man arbejder under kontrakter som sikrer feriepenge, pension, barsel osv. 

Vi har i de seneste år demonstreret imod diskrimination, drab,  undertrykkelse, klimakriser og folkemord gennem sang og rytme.

I de seneste år har der altså tegnet sig et tydeligt billede af, at det danske musik- og kulturliv ikke er bæredygtigt, hverken økonomisk, miljømæssigt, socialt eller mentalt. Alligevel er vi her stadig, artisterne og kunstnerne, aktivisterne og kulturmedarbejderne, de frivillige og de underbetalte. På trods af inflationen bliver der fortsat produceret musik, kunst, performances, arrangementer og festivaler i stor stil, og årets gennemgående uro har været omkranset af et hav af gode oplevelser. Ser jeg tilbage på året, der næsten er gået, har både den nationale og internationale musikscene endnu engang brilleret på trods af verdensomspændende menneskeskabte katastrofer, og den indre medfølgende bekymring som jeg tvivler på, at jeg er den eneste, der brænder inde med. 

Vi har i de seneste år demonstreret imod diskrimination, drab,  undertrykkelse, klimakriser og folkemord gennem sang og rytme. Her kan vi ikke komme udenom protestsangen, som et af de vigtigste elementer i det kontemporære danske musikliv. Sidste år var det den iranske sang, “Baraye”, der blev lyden til verdens første feministiske revolution, i år er årets danske sang “Hvor er regeringen?”. Mens verdens ledere vender ryggen til, vil denne sang fortsat runge i gaderne for at befri Palæstina, Congo, Sudan, Tigray og alle de resterende lande og folk, der har oplevet og fortsat oplever folkemord og lidelse. 

Den amerikanske multiinstrumentalist Laraaji, som fyldte 80 i år, benytter ofte det forcerede grin i sin praksis i en overbevisning om, at selv et anstrengt smil kan åbne op for et ventilationscenter i hjernen. Det er med denne tanke i baghovedet, at jeg vil gå ind i det nye år. Ikke for at undertrykke vrede og frustration, fordi det kan sagtens benyttes til at skabe positive forandringer, men tværtimod for at skabe ventilation gennem smilet. Lad det være et forsøg på at finde en måde at samle kræfter på, så kampen for bedre vilkår, mere bæredygtighed, mere retfærdighed og mere musik i 2024 fortsætter.

Sofie Westh er musiker samt medstifter af og projektleder hos foreningen Another Life.