Af Simon Tornby

Tangerine Dream (1967-) blev dannet i Berlin af bandleder Edgar Froese (1944-2015) og startede først som et psykedelisk rockband. Bandet skulle dog gennem flere udskiftninger i besætningen og udgive en lille håndfuld plader, før de havde den første, tilnærmelsesvis stabile besætning. Med John Peels hjælp fik Tangerine Dream en kontrakt med Virgin, og de første skridt blev taget mod en musik, der tog udgangspunkt i improvisation med synthesizere og sequencere.

Bandet er kendetegnet ved at være uhyre produktivt. Over 100 officielle albums (hvoraf lidt under halvdelen er liveoptagelser), samt ca. 300 timers semi-officielle bootleg-udgivelser. Froeses iver for at udgive blev for nyligt beskrevet i et interview med tidligere medlem Paul Haslinger (komponist bag “Halt and Catch Fire”, “Crank”, “The Dirt”, “Fear the Walking Dead”), hvor han erfarede, at hans optagelsesprøve blev udgivet på et album (“Underwater Sunlight”), efter han var kommet med i gruppen.

Deres første store soundtrack var til William Friedkins suveræne spændingsfilm “Sorcerer” fra 1977. Friedkin fortalte, da han selv præsenterede bandet ved en koncert i Tivoli i København i 2014, at han ville have hyret Tangerine Dream til at lave musik til “Exorcisten”, hvis han dengang havde kendt til dem.

Efter “Sorcerer” startede Tangerine Dream med at producere musik til film og tv, og har i alt lavet omkring 50 soundtracks. Udover Sorcerer, som iøvrigt er et af Tangerine Dreams bedste plader, bør også samarbejdet med Michael Mann fremhæves (“Thief” og “The Keep”), samt den alletiders apokalyptiske “Miracle Mile”, en af de bedste vampyrfilm nogensinde “Near Dark” og “Risky Business” – den ofte misforståede film, der udgjorde Tom Cruises gennembrud.

Det, jeg bedst kan lide ved bandet, er, hvordan musikken ofte virker meget spontan. Der er selvfølgelig en grad af forberedte stykker og elementer i musikken, men de har altid startet med at improvisere, og de små fejl og skift, der ofte opstår, når man improviserer, er tydelige – særligt på deres tidligere, mere analogt orienterede plader. På deres soundtrack-plader kan man blive ved med at spotte referencer til andre plader og omvendt. Det handler ikke så meget om en konsistent stil, men mere et konstant – og til tider uoverskueligt – output af musik, som man kan vælge til eller fra. Jeg står selv af omkring Chris Frankes exit i ‘87. Dog er der et par enkelte undtagelser, som f.eks. musikken til de førnævnte film “Near Dark” og “Miracle Mile”.

Jeg synes desuden, det er imponerende, at bandet bliver ved med at inspirere musikere frem til i dag. Et  nyere eksempel er Oneohtrix Point Nevers soundtrack til Safdie brødrenes rigtig gode film “Good Time” fra 2017. I soundtrackets brug af sequencere og melodilinjer kan man tydeligt høre inspirationen fra Tangerine Dream. Hør f.eks nummeret “Flashback” og derefter første nummer på Tangerine Dreams “Ricochet”.

Audiodromen er kompileret af Simon Tornby for Passive/Aggressive og sendes på The Lake Radio hver anden søndag kl. 21.00.