Af redaktionen
Velkommen til første udgave af P/A Review, en ny kollektiv kritikserie prioriteret og skrevet af Foreningen Passive/Aggressive. The P/A Review udkommer tre-fire gange årligt og fokuserer på de forskellige input, som hver af redaktionsmedlemmerne bringer med sig til dette medierede fluks af et interessefællesskab for det opløftende, outrerede og oversete, som Passive/Aggressive har udviklet sig til gennem et årti.
Derfor udkommer P/A Review som en tosproglig serie, fokuserer på mange forskellige genrer og er åben for alternative værkkategorier. Foreningen er interesseret i den uafhængige musikscene, der har afsmitning på og tangerer dansk musik, og ud over at udkomme her på www.passiveaggressive.dk udgiver Passive/Aggressive tidsskrifter og oversættelser på print, der gerne bidrager til at udvide musikmediernes genstandsfelt.
Forslag til kommende anmeldelser kan sendes til foreningen på kritik@passiveaggressive.dk – man kan også abonnere og støtte den frivillige forening på patreon.com/pasaggressive
Tak til alle medvirkende i denne første udgave af P/A Review, se en samlet liste i kolofonen nederst.
Sofie Birch “Behind Her Name Chestnuts Fall Forever” (Longform Editions)
Med “Behind Her Name Chestnuts Fall Forever” skriver Sofie Birch sig ind på listen over kunstnere, der har bidraget til det formidabelt kuraterede australske label Longform Editions. Hun er dermed i selskab med så prominente folk som Caterina Barbieri, Greg Fox, Clarice Jensen og claire rousay – og det fejrer Birch med en strålende udgivelse.
Over 38 minutter bevæger værket sig gennem en række klaverimprovisationer. Der virker ikke til at være nogen klare melodiske koblinger mellem dem, så snarere end en suite er der tale om en tålmodig collage, hvor klaverstykkerne bliver bundet sammen af susende, bølgeskvulpende feltoptagelser, synthflader og et enkelt sted ordløs vokal.
“Behind Her Name Chestnuts Fall Forever” er blevet til i to tempi. Først har Birch spillet på sin fars gamle klaver, og dernæst har hun i sit studie tilføjet øvrige instrumenter og bearbejdet klaveroptagelserne. De er så nære, at man kan høre pianoet (eller er det en stol?) knirke, og fremstår derfor meget umiddelbare. Men når de så væves sammen med synthtoner, eller når hun skaber forskudte stereoeffekter ud af et changerende klaverarpeggio (måske ved at udnytte, at klaveret er blevet optaget med flere forskellige mikrofoner), er det tydeligt, at der er sket en efterbehandling. På den måde vækker værket flere tidsplaner til live samtidig: Der er morgenen, og der er mindet om morgenen. Og begge er de lige virkelige.
(Mikkel Arre)
Francesca Burattelli “Condition” (Visage)
In her own words, the titular “Condition” of Francesca Burattelli’s new album is “heartbreak”. But as is made clear on the record, heartbreak cannot be made to stay in its romantic container. As your being is spilled over into being-with-another, “one’s body, logic, language and experience of the world” are “possessed by the intimacy of love, one’s system being hacked, as a virus causing a condition.” Heartbreak then, for Burattelli, reveals something about the porous nature of individuality that the reductive narratives that structure so much of how we are taught to understand things like love, life and family fail to capture.
The songs on “Condition” explore the agony and ecstasy of the fragmentation and dissolution that occurs when the time and space of the life you had made with someone else suddenly disappears. Through a mixture of vocal experiments (with each of the assembled vox takes on each track in each language appearing like a figment of a shattered self on the long journey to some new state of being), synths and field recordings, Burattelli excavates a kind of wreckage that is more than personal.
In my listening, “Condition” is expressive of an aesthetic tendency, which is not to say a stylistic similarity, with other artists on the Copenhagen scene like Hôy La. These are the aesthetics of what the theorist Sheri Hellberg calls grammatical claustrophobia: the feeling of entrapment within a system of gendered power the soaks into and structures your very being. “Now I read you, sequence after sequence after sequence, comma after comma after comma” Burattelli recites on “Una Mattina” as if methodically undoing this intoxicating spell. (Macon Holt)
John Cage “Variations VII” (Topos)
Det er altid spændende, når man skal forholde sig til historiske værker, der på mange måder har sat standarder for stort set al (i hvert fald eksperimental) musik, vi propper i vores ører den dag i dag. Men er det kompositionen i sig selv, der egentlig bærer på noget, eller er det mere de bevægelser, tanker, koncepter etc., der blev sat i gang af et hold af musikere og ingeniører over et par aftener i 1966?
Der er så mange tråde i denne udgivelse, at det kan være svært at holde fokus på enkelte aspekter, men jeg vil prøve at kaste lys på nogle af dem.
Selve kompositionen udforsker nogle på det tidspunkt nye teknologiske landvindinger, men selvfølgelig følger den også langt hen ad vejen, hvad John Cage på det tidspunkt allerede havde udviklet over nogle år, the indeterminate – det, der endelig ikke skulle have noget at gøre med jazzen, men som bærer visse elementer af noget, der kunne minde om improvisation, men som, hvis vi skal følge lærebogen, skal kaldes kompositorisk åbenhed, vel?
Uanset hvad er det et udmærket stykke lyd, der peger på mange af de taktikker, lyde og klange, der er blevet udforsket i den mere undersøgende musik, men nok i særdeleshed i/på/med noise-genren/scenens opblomstring. Når det så er sagt, har man jo hørt federe noise-plader, men igen – perspektivet og udgangspunktet samt ikke mindst tiden, det er lavet i, er og var en ganske anden, og det bringer mig til en anden tanke, nemlig rammesætningen af udgivelsen. Superflot designet gatefold-sleeve til de to vinyler og en no-nonsense-tekst af Julie Martin, som i sin tid optog koncerten, og som i øvrigt har været i København flere gange og fortalt om New York i dens friske dage.
Men det er så det. Det er et valg, som jeg godt kunne tænke mig at sætte lidt spørgsmålstegn ved, selvom om jeg i sidste ende godt kan forstå det mere “tidsløse” valg. Klart og historisk, et dokument i sin egen form. Men når nu Topos netop har et slags motto, der hedder “a place for mediated matter & ideas”, kan jeg da ikke blive andet end nysgerrig på, hvad deres idéer er om “Variations VII”. Man kan jo ikke lade være med at tænke på dette værk i sammenhæng med en tænker som F. Kittler, og jeg kunne forestille mig, der var mere kontemporære stemmer, der også kunne sætte “Variations VII” i flot perspektiv, hvis da ikke Topos-folkene selv. Men! Det giver jo så god mening, at Tobias Kirstein, Jacob Kirkegaard og Niels Lyhne Løkkegaard har udgivet netop dette dokument – og hvor er det vildt at tænke på, at det ikke er sket før! Jeg priser mig da lykkelig over, at vi har et hold som dem til at udgive og mediere lydkunst på et højt niveau her i Danmark. (Claus Haxholm)
DJ Sports “The Sourcecode EP” (Trick)
Aarhusianske Milán Zaks har under sit DJ Sports-alias markeret sig som en af de mest interessante elektroniske musikere i Danmark de seneste år. Mens hans tidligere udgivelser i høj grad trak på house, har han bevæget sig mere i retning af atmosfærisk jungle og drum’n’bass. Dette er fortsat tilfældet på “The Sourcecode EP”, hvor udtrykket dog er bemærkelsesværdigt højenergisk.
Udgivelsens A-side indeholder to versioner af titelnummeret. Den første version byder på det mest tempofyldte take på nummeret. Musikken er både hårdtslående og meget elegant på én gang: Bastante beats og sfæriske synth-strøg figurerer side om side. Tempoet bliver derimod i høj grad sænket på den efterfølgende version, hvor DJ Sports med brummende bas skaber en mere dubbet version af nummeret.
EP’ens B-side ligger i klar forlængelse af de to takes på “Sourcecode”-nummeret. Efter et par sekunder med et simplistisk beat introduceres først et repetitivt vokal-sample, hvorefter der prompte følger en karakteristisk drum’n’bass-trommerytme og dernæst en dundrende bas, som får lov at titte frem og tilføje yderligere energi til kompositionen. Ligesom den første version af “Source Code” drives “Dream” i høj grad fremad af det tempofyldte beat. Det lyder, som om der med rytmen skabes et energisk kredsløb, som de forskellige andre lydspor inkorporeres i, hvilket medfører en akkumulation af hæsblæsende kraft igennem nummeret, hvilket slutter mere eller mindre lige så pludseligt, som energien for alvor accelererede.
“The Sourcecode EP” pendulerer i høj grad mod den mere intense og euforiske ende af det musikalske spektrum, DJ Sports’ musik bevæger sig indenfor. Udgivelsen markerer derfor ikke et decideret stilistisk skift, men Zaks udforsker dog et bestemt aspekt af det overordnede udtryk, der kendetegner hans musik, på en for mig at høre ny måde. (Alexander Julin Mortensen)
Hurrian Cult Legacy “Hurrian Cult Legacy” (Cultura Plasmic INC.)
“Hurrian Cult Legacy” is the eponymous debut album from the Newcastle, UK based producer and sound artist better known as Kin. As a practitioner always drawn to explore politically knotty concepts in her work (from surveillance, to exploitation, to the digital commodification of the self and beyond), the alias Hurrian Cult Legacy provides the resources and opportunity to articulate a form of musical resistance to the island mentality that has engulfed the UK in recent years. This is done through a multivalent and seemingly oblique gesture of drawing on the material and references to religion, culture, myths and music of the region of Mesopotamia. An area once colonised by the British and who would then split much of it into rival nations with very little attention to detail.
The tracks on this tightly produced record are constructed from the sampled performances of Hurrian Cult playing piano, flute, hurdy gurdy and more. These are then reformed into tense hip hop instrumentals variously populated with vocal hooks, sampled audio from 20th Century thinkers and, on two tracks, “The Record” and “Progressergorp”, the post-structuralist, post-colonial, speculative rap of collaborator Nobull.
Hurrian Cult Legacy is a simmering conglomeration of references and re-imaginings that captures something of the forlorn hope that may be the only thing keeping many in Britain afloat. There is a determination on this record to rearrange many of the historical narratives that justify so much of the isolating violence taking place on that island. But Hurrian Cult Legacy knows it can only work if this project is performed collectively. So, the record is perhaps best understood as an invitation to an act of recomposition by way of an opening contribution. (Macon Holt)
“Hurrian Cult Legacy” comes out May 6th.
Kaleiido “Voyage” (ExoPAC Recordings)
Den københavnske duo Kaleiido, der består af Cecilie Strange på saxofon og Anna Roemer på guitar, får hjælp af Kasper Tranberg på trompet, sangerinden Stine Steendorph, bassist Anders Christensen og trommeslageren Jakob Høyer til at fremføre en drømmende jazzplade, der ligesom Dancers plade fra sidste år giver en svævende og filmisk rejse ud i det uvisse improland.
Rejsen indledes på det abstrakte albumcover af GJÕDE med maling i flydende, hvirvlende kølige nuancer af hvid, blå og grøn, lidt sort, brudt af en lun orange farve. Stemningen på pladen er til den kølige, melankolske side, men brydes af varme, nærmest orange strøg fra strenge- og blæseinstrumenterne, der sammen med vokalen hjælper én tilbage på sporet af rejsen. Alt sammen holdt i skarp snor af trommerne, der også legende forsøger at skubbe dig væk fra stien.
Hvor Dancer var ude i en solovandring i ørkenen, bevæger Kaleiido sig mere rundt i en drømmeverden bestående af flere forskellige, ukendte landskaber, hvor du momentvis møder Lynchske personligheder, der enten ikke ænser dig eller som danser forbi dig på din rejse gennem det uvisse. I bedste improstil slutter rejsen på samme måde, som den rette linje slutter, og efterlader én tænksom – stoppede rejsen? Behøver den at stoppe? Bare den ikke stopper. (Rasmus Søndergård Madsen)
Müntzing/Wikström “Ping Pong Punktum” (ILK Music)
“Ping Pong Punktum” er et genialt lille krydsmedielt værk – en billedbog og et musikalbum, der er markeret med små overgange og en læsevejledning, ligesom man måske husker det fra kassettebåndslydbøgerne fra de kommunale biblioteker, før den digitale tidsalder overhalede den “teknologi”.
Værket er skabt af den elektroniske duo Herman Müntzing og Qarin Wikström samt billedkunstner Jan Oksbøl Callesen og med samples af Katrine Amsler. De to primære komponister har et bredt spektrum af udgivelser på CV’et fra ekstremt støjende freejazz og smukt klingende impressionistiske svenske viser, men har under pandemien lavet et korrespondanceværk. Det har med Jan Oksbøls streg udviklet sig til en lydbog for en ‘uspecificeret aldersgruppe’, der er lykkedes med at være et åbent værk både som musikalsk værk og medie.
Müntzing kender jeg primært fra den udknaldede freejazztrio TEETH og improscenen i København, mens Wikström har vundet adskillige priser, primært via sine nu 14 albums på det toneangivende label ILK i egne grupper eller solo under navnet Q. På “Ping Pong Punktum” virker de til at have fundet ind til en fælles kærlighed for de analoge maskiner og lydprocessering, skabt på tværs af et lukket system i to hjemmestudier på hver sin side af Øresund.
Grundmaterialet er baseret på billeder, der er processeret til lyd og oversat tilbage til nye billeder og titler; et feedback-loop af paratekster og abstrakte udtryk, der på en eller anden måde i stedet for at pege ud i et rum peger tilbage på en glemt tid. “Ping Pong Punktum” er snarere en hauntologi, der svæver gennem glemslen og i hukommelsen – et lille hæftet zine og et kassettebånd i inderlommen. For mig kunne det lyde som musikken fra en science fiction-drøm eller et soundtrack til overflyvningsbilleder af fjerne territorier, før vi sendte den første satellit i kredsløb, men hvad er det for dig? (Simon Christensen)
Hanne Lippard “PigeonPostParis” (Boomkat Editions | Documenting Sound)
Boomkat’s Documenting Sound series is on fire, with stunning releases by the likes of Felicia Atkinson, Teresa Winter, Jonnine (HTRK) or Lucy Railton coming out on an almost weekly basis. One of the more intriguing recent releases is a spoken word audio diary from Paris by conceptual artist Hanne Lippard.
“PigeonPostParis” is made up of a stream of anthropological delvings into the banal, scientific experiments relayed as anecdotes, personal linguistic research, and occasional witticisms such as: “Amuse bouche – it’s a thing more than it’s a food.” All the while, the backdrop of a variety of background noises makes it feel like we are physically following Lippard around Paris. The murmur of people talking, the sound of footsteps, a street rendition of the theme from “Amélie” (or was it the actual “La Valse d’Amélie” posing as street music?) are never intrusive, but nevertheless add a crucial layer to the recording.
What sets “PigeonPostParis” apart from the many contemporary artists’ attempts at conveying the mundane charms of modern life – apart from the absence of any automated voice baloney – is its understanding of pace, rhythm and the sound qualities of language: mainly English, with occasional references to the pomposity of French. While Lippard’s 2020 album “Work” was made up of short snippets revealing the common-place platitudes of everyday life, the single immersive track of “PigeonPostParis” feels more like an intimate reading despite the roundabout approach to the personal. The wry sense of humor the record is imbued with keeps it from straying into pretentiousness, and makes the half-hour monologue fly by. (Ivna Franić)
Smerz “Believer” (Escho/XL Recordings)
Following a string of solid EPs and singles, the Copenhagen-based Norwegian duo Smerz have recently released their long-awaited debut LP. “Believer” is not nearly as club-oriented as was perhaps expected – it draws more from dusky trip-hop and experimental pop. This austere mood suits Smerz quite well, especially in combination with the eerie videos that have already been released for several tracks.
There’s A LOT going on over the album’s 16 tracks that clock in at barely over 40 minutes. From the aptly titled intro “Gitarriff” and the Tricky-esque lead single, to the sequence of songs that sees heavily abrasive sounds followed by an R&B vocal line delivered over trancey synths, pouring into a brief classical/folk ballad, into a “Rap Interlude”, into another gentle instrumental track… By the time Smerz start rapping over a classical backdrop, your head’s already spinning. When the impressive combo of “I don’t talk about that much” and “Hva hvis” rounds up the record, the ending suddenly feels to arrive too soon.
That might be down to the tracks mostly being quite short, and the musical flow being constantly interrupted before the album ever gets to completely take off. In a weird way, though, this only makes you want to put “Believer” on again and again: even if the whole is messy at times, the details are more than interesting enough to make one want to unpack them. Henriette Motzfeldt and Catharina Stoltenberg seem to have too many good ideas to edit them down into a more cohesive and a less weird record, but doing that would feel wrong in a way – it’s almost as if it would strip the deliciously outlandish “Believer” of its spellbinding qualities. (Ivna Franić)
Havadine Stone “Hyena” (American Dreams)
Pludselig går det stærkt omkring Havadine Stone, der sidste år udgav en vild tekst til Reception Desk II (hvis jeg husker ret?). For nylig udgav hun et bånd, så et mixbånd og nu endnu ét med originalt materiale. Fantastisk! “Hyena” (jeg tænker meget på sammenhængen mellem det dyr og de lyde, jeg hører, men kan ikke binde dem sammen endnu) starter med en rolig nynnen, en melodi der bliver repeteret i et køkken eller køkken-alrum? Et levende hus i hvert fald. Et sted, hvor man kan høre rummet og blæsten eller trafikken udenfor.
Visse steder er der blevet sunget oven i de stemmer, der allerede nynner, hvilket giver en ret flot ekko-effekt. Effekten giver et sjovt ekstra repetitionslag oven i den allerede cykliske melodi. Så vi er altså ude i en potentiel meta-fest, men her kommer det virkelig fine: Dette er netop ikke en intellektuel øvelse i repetition, men en poetisk, interimistisk undersøgelse. Det næste track er ifølge den virkelig fine pressetekst, præcis hvad titlen siger: “Synthetic Crickets and Hospital”. I skal selv læse det, men jeg synes, der bliver præsenteret nogle rigtig flotte tanker her; sammenhængen, billedet eller sanseligheden mellem en respirator og fårekyllingers lyd er ret vild. Resten af teksten er også absolut læseværdig.
Det bliver et ret tæt omsluttet og i mine ører ret “fugtigt” rum, der bliver skabt her, og det giver en vild balance mellem at være beroligende og klaustrofobisk. Generelt er jeg betaget af den ro og intimitet, der bliver arbejdet med og belyst på flere forskellige måder på udgivelsen her: Udvidede field recordings, fundne lyde, digitale klange, fugle i Aarhus, klanglige objekter og en ikke u-øm, men slet ikke over-sart poesi blandes på virkelig fin vis. Det er en udgivelse, der fint kan klare flere gange. (Claus Haxholm)
Pauline Anna Strom “Angel Tears in Sunlight” (RVNG)
Med “Angel Tears in Sunlight” udgav Pauline Anna Strom sit første nye album i over 30 år, hvilket desværre også blev hendes sidste. Ikke længe efter annonceringen af albummet døde Strom selv i en alder af 74. At “Angel Tears in Sunlight” blev den sidste musik, Strom selv udgav, får også albummet til at fremstå som så meget desto vigtigere en musikalsk begivenhed. Men det er dog ikke den biografiske kontekst, der afgør den musikalske kvalitet, selvom den om noget farver min lytning.
“Angel Tears in Sunlight” er i mere end én forstand en dødssang, en afsked. Ikke alene fordi Strom selv gik bort forud for dens udgivelse, men også fordi hun selv havde dedikeret værket til sin ven John Jennings, der døde, mens hun lavede det. Musikken er dog langtfra sørgmodig – tværtimod føles den umådelig let og behagelig at være til stede i. Man kunne med andre ord sige, at den i høj grad føles forløsende, og at det i den forstand også virker legitimt at påstå, at musikken altså også lyder som den tematik om dødelighed, hvormed jeg bl.a. har hørt værket.
”Angels Tears in Sunlight” lyder som tidløs new-age ambient, samtidig med at den på flere punkter alligevel også fremstår ret så tidstypisk. Et nummer som “Marking Time” minder mig eksempelvis om de minimalistiske kompositioner, Caterina Barbieri bl.a. er blevet eksponent for i senere tid. Men mens Barbieris musik ofte lyder storladen, er det noget andet, der er på færde i Stroms musik på “Angels Tears in Sunlight”. I den årrække, hvor Strom forud for udgivelsen ikke var musikalsk aktiv, praktiserede hun bl.a. en form for spirituel healing. Og selvom jeg overordnet forholder mig relativt skeptisk over for sådanne praksisser, så har det dog efter sigende haft betydning for Stroms egen forståelse af musikkens egenskaber – og det kan høres. “Angels Tears in Sunlight” lyder nemlig ofte helende og kærtegnende, som om Strom har formået at få katalyseret en dybfølt omsorg ind i sin musik. (Alexander Julin Mortensen)
Violence of the Fauve “Sketch Everything You Gaze Upon” (Janushoved)
Violence of the Fauve er den københavnske producer/musiker Mads Berglands soloprojekt, som han debuterede med i 2019. “Sketch Everything You Gaze Upon” består af fire numre, der udgør en stemningsmæssigt divers udgivelse. På “We’re still afloat” og “Overflow” bliver vi præsenteret for noget af den mere udadvendte og pompøse musik, der hidtil er udgivet på Janushoved. Intensiteten stiger igennem numrenes spilletid, hvor nogle enormt fængende synth-melodier udgør numrenes hovedfokus. Den kompositionsmæssigt simple musik med det dybt effektfulde udfald vækker derfor også associationer til projektet Raquin, der har udgivet musik på samme label. På den knitrende “Paprika” er det derimod et mere letsindigt stemningsleje, der kendetegner musikken, mens afslutningsnummeret “The Way Leaves Taste” med sine vemodige undertoner føles som et emblematisk nummer for Janushoveds overordnede profil. Her minder brugen af vokal-samples mig om bl.a. Piaget, som ligeledes udgav en EP på selskabet tilbage i december.
Selvom både stil og stemning er hørt før på flere af selskabets andre udgivelser, udmærker “Sketch Everything You Gaze Upon” sig dog bestemt ved sin kvalitative standard. Det er en potent udgivelse, hvis energi øjeblikkeligt ramte mig. (Alexander Julin Mortensen)
Yasmin Williams “Urban Driftwood” (SPINSTER)
Den amerikanske guitarist Yasmin Williams er respektindgydende dygtig. Med den akustiske guitar liggende på lårene, en kalimba på guitarens krop og stepsko til sporadiske tilføjelser af rytme spiller hun præcist og forbløffende ekvilibristisk, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det decideret fremragende ved Williams’ andet album, “Urban Driftwood”, er imidlertid, at hendes raffinerede og opfindsomme fingerspil ikke fremstår som pral eller som akrobatik, lytteren forventes at beundre. Sangskrivningen er så god og sammenvævningen af melodilinjerne så flydende, at det hele lyder let og ubesværet, og ekvilibrismen bliver derfor en biting. Ja, man kan faktisk hurtigt komme til at glemme den.
De 10 numre gnistrer af hooks og smittende idéer, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gået og nynnet så mange passager fra en rent instrumentalt plade. På den måde er “Urban Driftwood” mindst lige så meget pop som folk, og sangene er da også ofte bygget op om en rimelig stram vers-omkvæd-struktur. Dynamikken i Williams’ guitarspil sikrer dog, at de enkelte numre hele tiden veksler og udvikler sig.
Det samme gælder for pladen som helhed: Der er en klar bevægelse fra de indledende numres lyse og fortrinsvis milde humør og ind i mørkere og mere tvetydige stemningsbilleder på pladens anden halvdel. Og så til sidst kommer “After the Storm” og kondenserer alt det forrygende, pladen kan, på knap seks minutter. (Mikkel Arre)
ZULI “All Caps” (UIQ)
Det var oprindeligt meningen, at ZULI tilbage i 2018 skulle have fulgt op på sit debutalbum, “Terminal”, med endnu en EP umiddelbart efter. Desværre blev hans computer stjålet, og næsten alt materialet til udgivelsen var tabt. Nu udgiver ZULI så endelig EP’en “All Caps”, der med undtagelse af et enkelt nummer – “Penicillin Duck” – byder på musik, han har lavet fra ny med henblik på at genskabe den EP, der i sin tid blev taget fra ham.
Hvorvidt musikken afviger synderligt fra det, ZULI oprindeligt havde intentioner om at udgive, står hen i det uvisse. Sikkert er det dog, at hans med sin nyeste EP har skabt endnu en imponerende udgivelse, der lever op til hans øvrige diskografis høje standard. “All Caps” byder på noget af hans mest hårdtslående musik (sammen med hans seneste bidrag til Irsh-opsamlingen og EP’en “Trigger Finger”). På numrene “Tany” og “Where Do You Go” bliver der i bemærkelsesværdig grad trukket på rytmiske elementer fra drum’n’bass og jungle, dog uden at det på noget tidspunkt fremstår som stiløvelser.
I stedet vidner musikken fortsat om den kreative og eksperimenterende tilgang, der kendetegner samtlige af egypterens kompositioner – også selvom det er klart og tydeligt, at “All Caps” er mere entydigt rettet mod dansegulvet end f.eks. “Terminal” eller hans bidrag til Boomkats Documenting Sound-serie fra sidste år. Og på trods af at enkelte komponenter i musikken snildt kan kategoriseres som typiske for bestemte genrer, er helhedsudtrykket på “All Caps” fortsat hævet over alskens fattige genremarkører. (Alexander Julin Mortensen)
The P/A Review #1
ISSN: 2245-862X
March 2021
Contributions by: Alexander Julin Mortensen, Claus Haxholm, Ivna Franić, Macon Holt, Mikkel Arre, Rasmus Søndergård Madsen, and Simon Christensen. Edited by Mikkel Arre & Simon Christensen.
Graphic design: Kasper Vang
Passive/Aggressive is non-profit.
Thank you: Statens Kunstfond.