The P/A Review #3
ISSN: 2245-862X
Oktober 2021
I denne udgave:
Ydegirl ”Ydegirl” (Escho)
Demersal “Death Routines” (Over the Under)
Gusse B “Margara” (Tutti Bluff)
Broder “Det højes smed” (Selvudgivet)
Båd “Oktober Vipper Bladene Af Træerne” (Forlaget Kornmod)
Zoe Efstathiou & Oda Dyrnes “Kyaness” (Alkekung Records)
Vilde Tuv/DJ Ibon “Closer” (Kengu/Poesy)
Guldsjakal “Guldsjakal” (Mastermind Records)
Astrid Sonne “Outside of Your Lifetime” (Escho)
Rådne Lunger “Rådne Lunger” (Mastermind Records)
Pamela Angela “august 2021 mixxxtape” (selvudgivet)
Messell “Disjecta Membra” (Texture)
Eyes “Reperformer” (Indisciplinarian)
Vincent Yuen Ruiz “Le seul salut que je connaisse” (Sensorisk Verden)
Vivian Koch “Beyond Contact” (AD93)
Loren Rush “Dans le Sable” (Recital)
Lingua Ignota “Sinner Get Ready” (Sargent House)
RP Boo “Established!” (Planet Mu)
Nice at Home “Motherial” (Lab Personnel)
EVOL “Speed Snake” (Cejero)
Jefre Cantu-Ledesma/Ilyas Ahmed “You Can See Your Own Way Out” (Devotion)
Hiro Kone “Silvercoat the Throng” (Dais Records)
Velkommen til tredje udgave af P/A Review, en kollektiv kritikserie prioriteret og skrevet af Foreningen Passive/Aggressive. The P/A Review udkommer tre-fire gange årligt og fokuserer på de forskellige input, som hvert af redaktionsmedlemmerne bringer med sig til dette medierede fluks af et interessefællesskab for det opløftende, outrerede og oversete, som Passive/Aggressive har udviklet sig til gennem et årti.
Derfor udkommer P/A Review som en tosproglig serie, fokuserer på mange forskellige genrer og er åben for alternative værkkategorier. Foreningen er interesseret i den uafhængige musikscene, der har afsmitning på og tangerer dansk musik, og ud over at udkomme her på www.passiveaggressive.dk udgiver Passive/Aggressive tidsskrifter og oversættelser på print, der gerne bidrager til at udvide musikmediernes genstandsfelt.
Forslag til kommende anmeldelser kan sendes til foreningen på kritik@passiveaggressive.dk – man kan også abonnere og støtte den frivillige forening på patreon.com/pasaggressive
Tak til alle medvirkende i denne udgave af P/A Review; se kolofonen nederst.
Af redaktionen
Ydegirl ”Ydegirl” (Escho)
The first time I heard about Ydegirl a few years back, a friend made a remark along the lines of, “She makes beautiful music, but then there’s THAT name. What’s up with that?!” Indeed, her music hardly brings to mind well-preserved thousands-of-year-old bodies, but then again, what music does? There is something slightly uncanny, though, always lurking beneath the dazzling, bubbly surface of Andrea Novel’s latest full-length as Ydegirl.
Ydegirl’s new, self-titled album might feel stripped-down compared to most of contemporary pop and r&b production (save for Tirzah, for example), but behind its understated facade lies a world of lush, rich songs whose delicate structures are filled with haunting hooks. The stand-out hit “Zodiac” glows with confidence, as does the single “Valley Song” with its ‘90s Fiona Apple-meets-Massive Attack vibe. By employing classical instrumentation alongside beats and contemporary production tools, Ydegirl infuses her take on folk, pop and r&b with a particular warmth.
Always at the front in the mix, her soft, low whisper safely guides us through the record’s eleven gorgeously ominous chamber r&b songs, not once steering in the wrong direction and offering plenty of earworms along the way. With its singular sound and mood, “Ydegirl” counts among this year’s most coherent and assured musical statements coming from the Copenhagen scene. (Ivna Franic)
Demersal “Death Routines” (Over the Under)
Der, hvor man smækker med døren og går. Der, hvor man ikke har mere at sige og skriger det i stedet. Der, hvor sproget hører op, og volden begynder. Mod ting, mod andre, mod én selv. Demersals seneste 7” er som en bouillonterning af ærgerlige, besværlige møgfølelser, som man ikke kan stille noget op med, men heller ikke kan slippe af med. Den afmægtige rasen har været et grundvilkår siden debut-EP’en tilbage i 2017. På sidste års debutalbum, det mesterlige “Less”, sneg der sig en del flere nuancer ind, ligesom der gjorde det på sommerens decideret melodiske og melankolske split med de screamo-beslægtede Regarding Ambiguity, og vil man læse en bevægelse ind i den udvikling, er de fem sange på “Death Routines” ikke et skridt tilbage, men et koncentrat af alle virkemidlerne. En samlet diskografi på 11 minutter, om man vil.
De korte sange kokser lige så umærkeligt ind og ud af hinandens eget rum, som de to vokaler gør det, den ene mere hysterisk skrigende end den anden. Det her er musik, der er så rasende over verden, at den vender det hele indad, for hvad skulle det overhovedet nytte at slå i den dyne, der omgiver én? Det er alt sammen utrolig ungt i sin insisteren på absolutter og på, at det på ingen måde skulle være muligt at lægge låg på noget som helst her. Men det er også en måde at minde sig selv om, at nogle gange skal den dør altså smækkes, den grydeske tværs gennem køkkenet, det skrig ud, inden det kvæler én.
Når Demersal samtidig har så godt styr på at få musikken til at snuble af sted uden at vælte og på at gro stærke sangskeletter at klaske moradset op på, skal man give sig hen og hænge på. (Jon Albjerg Ravnholt)
Vivian Koch “Beyond Contact” (AD93)
Den Berlin-baserede producer og DJ Vivian Koch har med “Beyond Contact” skabt et overbevisende og ikke mindst fængende album, der placerer sig et sted mellem en lavmælt klubstemning og ambiente soundscapes, hvor fløjsbløde synthmelodier går igen på alle albummets sange.
Der er to primære grunde til, at jeg er vendt tilbage til “Beyond Contact” så mange gange, siden albummet blev udgivet på AD93. Først og fremmest er kompositionerne meget pirrende. Sangene er ikke blottet for beats, men de får aldrig lov for alvor at tage fat, hvorfor flere af sangene – såsom “Lil Birdy Starts to Fly” – virker til at være på nippet til at skulle eskalere uden nogensinde at gøre det. Noget andet er, at der er en virkelig interessant ambivalens i Kochs musik. Den føles både euforisk og ubekymret, samtidig med at der er på én og samme tid også er en nærmest ildevarslende eller lettere melankolsk stemning i hendes musik. De tilsyneladende modstridende følelser skaber et stemningsmæssigt interessant lydunivers, der bl.a. leder mine tanker mod musikere som Sky H1.
Eftersom Koch lykkes med at skabe så fængende og veludførte kompositioner, er det svært ikke at ønske sig mere end de seks numre, som albummet byder på. Men “Beyond Contact” føles både tilstrækkeligt og gennemarbejdet som værk, hvilket er en præstation i sig selv. (Alexander Julin Mortensen)
Gusse B “Margara” (Tutti Bluff)
“Margara” er en samling sange, der ligger et lidt umage sted mellem at være følsomme indie-sange med svensk alternativ drømme-rap som prisme – eller også er det den anden vej rundt. Det er ikke helt til at blive klog på, og det er såmænd ganske befriende og på mange hyggeligt at diskutere det med sig selv, mens man lytter til de ellers velproducerede sange. Problemet er selvfølgelig, at det kunne være fedt, hvis man havde brugt den energi på sangene i stedet for.
I flere tracks er der meget, der er dragende, og fine, fine melodiske forløb, men det er, som om der sniger sig en distance ind eller en form for intellektualisering, i mangel af bedre ord, og jeg ved ikke, om det egentlig tjener sangene til deres bedste. Er man fan af den svenske skole, er der klart meget at hente, og referencerne sidder ret skarpt iblandet den klassiske danske lettere selvudslettende humor, som bryder med frosten og de interne ifyouknowyouknow-agtige stemninger til en vis grad.
Jeg begynder at tænke, at min forvirring også kan være en slags nøgle til de her sange. Og som regel, når jeg bliver i tvivl om noget, så er det, fordi der er noget kød på – er der noget, der bliver diskuteret, sat i fokus eller problematiseret; jeg er bare i tvivl om, hvordan det lige foregår. Jeg forestiller mig lidt et svensk blink-182 af nyere dato, der synger om Mark Fisher i en forstads-ungdomsforblændelse af tegnefilm og relationelt bøvl. (Claus Haxholm)
Loren Rush “Dans le Sable” (Recital)
Det mere end 20 minutter lange titelnummer på A-siden af “Dans le Sable” begynder som en tilsyneladende smukt klingende klavermelodi i romantisk stil med distanceret recitation, men folder sig ud som et orkesterværk med en operasopran, symfoniorkester, mikrotonale overgange og støjende passager, der forvrænger den ellers harmoniske, næsten wiener-klassiske vellyd.
Det er skrevet i perioden 1967-1970, og denne version er opført live i 1975, så man indimellem kan høre publikumslyde på indspilningen. Efter sigende skulle det være denne optagelse af værket, som Loren Rush selv foretrak på grund det kunstneriske udtryk, og nu udkommer “Dans Le Sable” altså mere end 40 år senere på Sean McCanns lille velkuraterede label Recital Program. B-siden er en sammensætning af de to nyere stykker “Song” og “Dance”, hvor sidstnævnte gør brug af computergenererede effekter.
Komponisten er den amerikanske Loren Rush (f. 1935), der optrådte side om side med Terry Riley, Pauline Oliveros og Robert Erickson i 50’erne og i øvrigt var aktiv i tidens eksperimentalscene for ny musik og medgrundlægger af Stanford Center for Computer Research in Music and Acoustics. Siden har han dog levet en mere tilbagetrukket tilværelse end de kendte minimalister fra samme tid.
“Dans le Sable” er en fortælling om at sætte tiden i stå og en musikalsk bearbejdning af klassiske værker i stil med Satie og en arie fra Figaros Bryllup. Denne sammenlægning minder om en proto-udgave af The Caretaker, der komponerer ny musik ved at bearbejde gamle lakplader, men også Robert Ashley og Chris Markers surrealistiske fortællestemmer vækker mindelse om fortælleren her, der hylder det evigt gyldige og det værende, kæmper for at sætte tiden i stå og ender med at blive trukket tilbage ind i fortiden. Han har eksempelvis indsat en ekstra dag som “buffer” mellem fortiden og nutiden, og på denne dag bedriver han absolut intet.
Vi er ude i en form for minimalistisk science fiction, der forskyder tiden i stil med “L’Année derniere à Marienbad”, “La Jetée” og “The Shining” – det er spændingen mellem det harmoniske og mikrotonale, som gør det hele lidt uhyggeligt og lidt mere forgængeligt, end fortælleren ønsker sig. Fantastisk smukt lille værk, der er nået op til overfladen takket være et lille label. (Simon Christensen)
Broder “Det højes smed” (Selvudgivet)
Et vestjydsk hævnsagn, skriver duoen Broder i det flotte og selvgjorte LP-sleeve til EP’en “Det højes smed”. Brødrene Bagger Hviid spiller også i det punkede black metal-band Blot & Bod, der ligesom Broder har rødder i Mayhem og Korpsånd-scenen. Broder favner imidlertid mere bredt; til Festival of Endless Gratitude i 2015 spillede de f.eks. et meget dronet doom metal-set. Det har de også ført delvist videre på denne udgivelse, der heldigvis også bevæger sig videre.
Videre til et virvar af black/død/doom med en bred og kaotisk lydflade, og hvad der nærmest kan betegnes som field recordings i passager mellem de egentlige numre. Noget, der nok for flere kan gøre albummet svært at lytte til, når der rockes ud med nærmest war metal-tendenser på de tonsende øvrige numre. På passagerne høres der bl.a. vindsus, jern der smedes, sværd der slibes, krager der kalder, og en dæmonisk fortællerstemme der lover krig, mudder, ild og stål. Samtidig har Broder valgt at køre produktionen helt mudret og skrabet, hvilket går op i en højere enhed, når virvaret forenes af passagerne mellem numrene.
“Det højes smed” er en episk fortælling, der kræver, men når der er taget hul på bylden, vælter det ud med pus fra det betændte krigssår, EP’en efterlader. EP’en slutter brat med kragernes kald over heden. Samtidig pibler koldsveden frem på panden, når du med frygten rider hjem fra den vestjyske slagmark med nedslagtede troldkællinger på hesten og krigsmord i bagagen. (Rasmus Søndergård Madsen)
Lingua Ignota “Sinner Get Ready” (Sargent House)
To offer an account of a core theme in Kristin Hayter’s project as Lingua Ignota over the four records it has spanned so far, her work excavates and challenges the fascist, often religious, metaphysics that are manifested through the violent misogyny of patriarchal power. Hayter does so by focusing, in the first instance, on the way such violence is inscribed on the flesh of its victims, and in the second instance by providing the musical rituals for revenge on a cosmic scale. Putting it like this only begins to capture the grandeur of Lingua Ignota. These records are an attempt to intercede in this culture-shaping male supremacist philosophy and re-purpose its symbols and rituals to rip it apart. It’s a collective explication of more-than-personal suffering. The newest additions to this project on “Sinner Get Ready” are perhaps the more sustained glimpses we get of the possible beauty this violence has repressed.
Through Hayter’s incredible vocal prowess that extends from operatic singing to caustic metal roars, to whispered defeat with arrangements that feature church organs, industrial noise, choral harmonies and folk instrumentation, and lyrics that place accounts of misogynist violence and its aftermaths in the register of Christian theodicy, “Sinner Get Ready” is audio horror made more potent by its elegance. The album is an atheist’s refusal to allow the sacred to be subsumed as merely a cloak for abuse. It’s an aural attempt to fill in for God’s silence on the behalf of those who need communion. An incredibly subtle irony runs through this work, which is needed to re-purpose the symbols of the violent and powerful. But it’s thankfully not overplayed. This irony just signposts the critical distance between text and subtext that allows listeners to know, despite the original meaning of Lingua Ignota as a vessel of God, that when she sings lines like “all I have learned is everything burns”, what’s really being channelled is Hayter’s vision of a new cosmic power balance. (Macon Holt)
Båd “Oktober Vipper Bladene Af Træerne” (Forlaget Kornmod)
Debutalbummet fra Båd er en håbløst umoderne og sentimental plade, og det mener jeg i den mest positive forstand. Ved roret finder man studerende og musiker Jeppe Dengsø (fra Moon Loves Honey), der selv har komponeret, produceret og indspillet majoriteten af de mange instrumenter, og det er også hele pointen med denne tids-atypiske DIY-udgivelse, der kommer med håndlavede covers på Forlaget Kornmod.
Jeppe Dengsø lader til at høre og lade sig inspirere af meget af de samme uhippe musik som jeg selv. Der nævnes Sakamoto og Bamses Billedbog som inspirationskilder, men hans album indebærer også et stort kendskab til klassiske klaversonater, Radiohead/Thom Yorke, Aske Bentzons øvrige musik og den ellers lidt forbudte fusionsjazz.
“Oktober Vipper Bladene Af Træerne” svæver i det melodiske og ambiente; det er instrumentalmusik for piano, rhodes, akustiske guitarfigurer, elektriske -klangflader, cello, støjen fra bølgeskvulp og vinden i trætoppene, samt forstærkede klarinetter og saxofoner (eller er det med effekter?), men det er sådan set ikke referencerne, der virker som det væsentlige for komponisten, men derimod en mere grundlæggende søgen i det melodiske materiale, voicings og i det omhyggeligt sammenspundne lydlige stof på albummet i sin helhed. Det tror jeg også er grunden til, at Dengsø selv har valgt at spille alle instrumenterne, selvom han sikkert kunne finde kvalificerede samarbejdspartnere til sådan et projekt. Båd har lavet en total kompromisløs produktion med syv smukke skæringer, der står som et eksempel på, at DIY-scenen herhjemme nærer sig ved musik langt fra nu og her. (Simon Christensen)
Zoe Efstathiou & Oda Dyrnes “Kyaness” (Alkekung Records)
Those tightly wound steel coils and carved varnished signifiers of European modernity and its particular universal of exclusive civilisation are put to work for the radically relativising project on “Kyaness”, the debut collaboration record from pianist Zoe Efstathiou and cellist Oda Dyrnes. The pair have declared their interest in exploring the materiality of sound, and that fascination does indeed shine through from the very first moments of the album as the sounds dragged out of their instruments reveal the contingent conditions of the existence of these specialised objects. The distance between the grooves of a piano string and the tension of the bow are as much a part of what gives the opening track, “Fykia”, its identity as a composition as the fact that Efstathiou and Dyrnes composed it.
But this record is more than flat or reductive sonic materialism. “Kyaness”, from its inception as collaboration, is a record about relation. It is through the labours of Efstathiou and Dyrnes – their years of training in those classical traditions that are often taken to unambiguously show the superiority of European civilisation, and which were subsequently reappropriated by modernists to question this assertion following a half-century of carnage at home – that the materiality of sound is set to a different task. By coming in to contact and dialogue with each other – two people from opposite corners, and radically different fortunes, of this self-important landmass (Greece and Norway) – with their training and with the objects of their trade, and with the torment implied by virtuosity, Efstathiou and Dyrnes expose the mechanics of ruination that haunt the present even as they are obscured. “Kyaness” puts subjects and objects in contact with each other in such a way that calls into question the supposed utilitarian virtue of their separation by resonating, through the world before us, with the ruins to come. (Macon Holt)
Vilde Tuv/DJ Ibon “Closer” (Kengu/Poesy)
Det første, jeg ser, er et cover med en farveblyantstegning af klipper, alfer og en syregrøn himmel, hvor lyn danner bogstaverne Closer. Et ret vildt cover, der kunne pege i mange retninger, men som også passer vildt godt til musikken. Vi har at gøre med den hurtige techno, der er vokset frem især i København over de sidste fem-ti år – i dette tilfælde med lidt mere (eventyrlig) trance-inspiration.
Det er et samarbejde mellem DJ Ibon og Vilde Tuv, som klæder begge kunstnere vildt godt: De får skabt et univers, der låner fra den mere episke del af trancen, nogle meget melodiske og smukke passager, men så også den hårdtslående kick, der stort set altid ligger helt fremme i lydbilledet uden at tage energi fra de melodiske passager. Det er i det hele taget tre tracks, der komplementerer hinanden godt. Det første er en slags introduktion, der bliver på et tidspunkt hviske-sunget om en “storm coming from within”, og trods det høje energiniveau er det en åbner på mange måder. Andet track har en bærende arppegio-agtig melodi, der både er hypnotiserende og har fremdrift; jeg tror, det er Vildes stemme, der er blevet samplet, men er ikke sikker. Sidst slutter vi af med en mørkere tur, der synes at være mindre trance og mere norsk grottefest.
Det er en god blanding, der giver EP’en karakter, men også viser en bredde i samarbejdet, så man ikke kan lade være med at glæde sig til, at der kommer en hel plade engang. (Claus Haxholm)
RP Boo “Established!” (Planet Mu)
Det har været et godt år for footwork-musikken. Tidligere i år udkom nye albums fra bl.a. DJ Manny og Jana Rush, og i september udgav genrens selverklærede ophavsmand, RP Boo, sit fjerde album, “Established!”. Stilistisk oplever jeg ikke de store forskelle på “Established!” og forgængeren, “I’ll Tell You What!”. Begge byder på produktioner, der ofte er knastørre, så footwork-rytmerne spartansk får lov at klikke mod en monoton bas eller et skarpt klippet sample. Numrene er både fængende og hårdtslående, og flere kan kendetegnes som såkaldte battle tracks, der skal indbyde til footwork-dansekonkurrencer.
“Established!” byder dog også på andre udtryk. RP Boos musik har som hovedregel ikke den samme pop-appel, som man eksempelvis kunne finde i mange af den afdøde legendariske producer DJ Rashads produktioner. Når han til gengæld skaber rum til mere melodiøse samples, viser han også – bl.a. på “Established!” – at han virkelig har forståelse for at sample på en bemærkelsesværdig og imponerende måde. Tag f.eks. “All Over” og “How 2 Get It Done”, hvor han henholdsvis sampler Phil Collins og Dr. Dre & Snoop Doggs “Nuthin’ but a ‘G’ Thang”. De oprindelige numre fremstår relativt genkendelige, men alligevel formår Boo at inkorporere elementerne fra deres numre i sin musik på en måde, så det vitterligt føles, som om de passer som fod i hose i hans musikalske univers.
Ligesom med “I’ll Tell You What” genopfinder RP Boo langtfra sig selv på “Established!”. Til gengæld giver han en magtdemonstration i de musikalske nøgleelementer og karaktertræk, der kendetegner den genre, han selv var med til at skabe. (Alexander Julin Mortensen)
Guldsjakal “Guldsjakal” (Mastermind Records)
Allstar-bandet Guldsjakal, der tæller medlemmer fra Broder, Taphos, Vile Retribution, Blot & Blod samt Alucarda og Gabestok, sætter for alvor nøglen i tændingen og spiller op til dans med en hård nyser af en virkelig sommeragtig roadtrip-EP.
Guldsjakal spiller en svedig og støvet rock’n’roll ala Motörhead, men med et blacket og let punket tvist, og lykken vil ingen ende tage, da M. Damsgaards stemme lyder som en fræsende motor på første nummer, “Ellevete Time”. Ligesom der på det klokkeklare hit, “Sommer”, kan høres imitation af en klapperslange fra M. Østergaards trommesæt. Det er som taget ud af “Shoot You in the Back” af Motörhead, og det er næsten den perfekte lukker. I hvert fald hvis man hedder Guldsjakal og spiller rockmusik.
Hele herligheden er desværre overstået efter knap 16 minutter, og EP’en kunne sagtens have været dobbelt så lang eller være blevet udvidet til et helt album. Der er i hvert fald potentiale, og jeg venter spændt på næste udspil fra de fem stjerner, der efterlader associationer til klassisk gammelskole-rock’n’roll, der ikke finder sig i noget. Det er en fornøjelse at starte den 1-sidede EP forfra gang på gang over en kop øl eller fem. Lyden af storslået sommerrock og lugten af benzin leverer Guldsjakal virkelig veludført på dette udspil. (Rasmus Søndergård Madsen)
Astrid Sonne “Outside of Your Lifetime” (Escho)
Hele vejen igennem “Outside of Your Lifetime” er der en tiltrækning mod dronen, den stillestående lydflade. Statiske figurer toner frem og blafrer måske, men er nærmest ubevægelige i hele numres længde. Alligevel er Astrid Sonnes seneste album ikke drone-musik; der er konsekvent indfald, som modarbejder de narkotiske elementer: På hvert enkelt nummer bliver nye klangfarver – enkeltvis eller i intime kammerkonstellationer – præsenteret, og spektrummet for mulig lyd er af den årsag i hele albummets udstrækning en kilde til fortsat udforskning.
Det er i disse forskellige konfigurationer af synthesizer, bratsch, vokal og andre værktøjer til udvidelse af de musikalske muligheder, at albummet og Sonne selv finder sin modvægt til den fuldstændige stilstand. Det gælder f.eks. også den chorus-glinsende guitar på åbningsnummeret ”My Attitude My Horoscope”, som vender tilbage på den todelte ”Fields of Grass”, hvor en susende baggrundsstøj kan være titlens græsmarker, og guitarerne, der toner frem foran, så er lyset og vinden, der vækker scenen til live.
Der er, ligesom på forgængeren “Cliodynamics”, en vis kølighed over Sonnes kompositioner, noget skulpturelt som henviser lytteren til en tilbagetrukket beskuerrolle for at blive i metaforen, og sidste nummer hedder da også ”Withdrawal”. Men alligevel kan man blive henført under lytningen, i de intrikate klangrum som på ”Tb Honest”, eller netop i spillet mellem ambient bedøvelse og lysende indfald, som udfolder sig adskillige gange på “Outside of Your Lifetime”. (Markus Tange)
Nice at Home “Motherial” (Lab Personnel)
“Motherial” marks an unexpected return of an obscure cult classic. Led by Bojan Rokvić and joined by a loose group of collaborators, Nice at Home put out a few albums in the late ‘00s that counted among the definitive highlights of the Zagreb underground scene in that period. A glo-fi instant-classic before chillwave was even a thing, their debut album was distributed among friends as limited copies of CDRs. Near-impossible to google, a rare online trace of Nice at Home’s whole output can be found in this greatest hits collection.
Although the project has always played with a variety of genres, as the name suggests, Nice at Home specializes in bedroom lo-fi, with tunes that are often quite melodic and catchy, but sometimes also just weird and experimental. Fluctuating between calm, gentle tracks and raw, fuzzy ones, their recordings are woven through with that special brand of home recordings’ melancholia.
Where their previous stuff was largely centered on vocals, “Motherial” is almost entirely instrumental. Instead of washed-out synth-pop or weird folk, this time they focus on gentle electronica that feels like the perfect soundtrack to the two years everyone’s spent at home. If anyone needed to make a comeback in the second year of a global pandemic, it’s this humble leftfield project with an apt name.
Although culturally far away from the dubious concept, their music actually always felt a bit like an audio equivalent of hygge. Even now, in the glitchy electronic incarnation of “Motherial”, track names like “Sad but Warm” and “Suddenly Cosy” give it all away: Nice at Home are back to provide comfort. In this day and age, it’s probably safe to assume that a lot of us could use it.
Rådne Lunger “Rådne Lunger” (Mastermind Records)
Aarhus-bandet Rådne Lunger udspringer af en 15 år gammel idé om at spille ødelagt og støjende punkrock. Det er en rodet og svær affære, og man kan tydeligt høre, at der er en masse idéer og frustrationer, som har hobet sig op i løbet af det 15 år lange tilløb. Det er både til det gode og til det knapt så gode. Men det sløjfes nu alligevel godt sammen med den fortabte og vrede klagesang på de mere rowdy og sleazy numre, der også kan lyde, som om hele lortet ramler sammen. Det er en hårfin balanceøvelse, vi er ude i. Albummet krydres derudover med catchy punkbangere af en anden verden. Det er dét, som gør albummet svært at komme ind på livet af: Omskifteligheden er kompromisløs, og det skal ikke være let at komme igennem. Ligesom en tidsperiode på 15 år også har sine op- og nedture.
Rådne Lunger trækker på strengene til 70-80’ernes opblomstring af hård rock og punk, og jeg hører sågar 90’erne og 00’erne i form af Turbonegro, om end Aarhus-bandet slet ikke er så festorienteret. Der trækker albummet klart mere i retningen af det mere rå og rowdy, som skete i 70-80’erne.
Ud over at være en hård og grænsesøgende affære er det også en overvejende og overraskende fængende plade, når der rockes igennem. Det gør Rådne Lunger heldigvis mest. De catchy nedtursoneliners giver albummet et pift i den rigtige retning. Som når det i nummeret “Ryggen” flere gange gentages “du fortryder det meste, din ryg sir’ det hele”, eller når der i bedste Turbonegro “I Got Erection”-agtige stil simpelthen bare bliver gentaget, efter flere skodsituationer, at “Hammeren faldt” i nummeret af samme navn. Det giver alligevel blod på tanden til at lytte videre. Rockmusik skal ikke altid være nemt. (Rasmus Søndergård Madsen)
EVOL “Speed Snake” (Cejero)
EVOL’s nye bånd “Speed Snake” præsenterer flere nye tiltag, samtidig med at man tydeligt genkender den superflade og hårde æstestik.
Det vigtigste er nok, at duoen bruger stemmen som hovedkilde. Om det er syntese eller en rigtig stemme, er svært at sige, men kender jeg EVOL (bestående af Roc Jiménez de Cisneros og Stephen Sharp) ret, så er det den syntetiske model, de har valgt.
Men dét, at der i det hele taget er et element af tvivl i noget af den skarpeste musik, jeg kender, er rigtig spændende. Det åbner for nogle helt andre måder at sanse og kontemplere lydene på. Pludselig handler det ikke om rave-ikonografi eller (semi-)deleuziske foldninger, men om, hvad stemmen siger; betydningslag, sprog, camouflage, dybde, perception, menneskets vilje til forståelse osv. Men stemmen er ikke bare stemmen, den er kørt igennem noget, jeg ikke ved hvad er. Det minder om en slags udvidet vocoder, men hvor forskellige resonans-typer bliver bearbejdet på nogle for mig uigennemskuelige måder. Det kunne også være noget besynderlig timestretching eller ultrakort delay-effekt, der rykkes med. Der er en slags (citarsk?) raga-drone af SSSsSsss-slange-S’er, der vokser ud af stemme-effekten, som lægger bunden for stemmens fortælling/ornamentik videre i stykket. Der bliver også undervejs lavet små stemme-melodier, som igen peger på noget langt mere “organisk”, end man ellers er vant til hos EVOL.
Selvom de ofte arbejder med mere “fri” dynamik og variationer/mutationer, så virker det her mere improviseret uden at være en tilfældighedsalgoritme. Selvfølgelig er chancen for, at jeg tager fejl, ganske stor. Men uanset det bliver der på “Speed Snake” åbnet for nogle nye felter, som jeg håber, EVOL vil undersøge mere i fremtiden. Den mere cool/distanceret/tongue-in-cheek attitude bliver lagt lidt på hylden til fordel for et mere sanseligt værk, der stadig har EVOLske grundelementer, som er rigtig spændende at tænke over og samtidig er immersive og hypnotiserende. (Claus Haxholm)
Pamela Angela “august 2021 mixxxtape” (selvudgivet)
Pamela Angela er et samarbejde mellem de to komponister Áslaug Magnúsdóttir og Mia Ghabarou, der begge har gået på DIEM, og så vidt jeg kan regne ud, inkorporerer duoen nogle af de samarbejder, de har med musikere i andre sammenhænge. Deres første båndudgivelse er også udkommet digitalt under den lidt forvirrende titel “august 2021 mixxxtape”, der rummer 12-13 minutters fortættet lyd, der bevæger sig lige på kanten mellem ny klassisk musik, elektroniske glitches og vokaleksperimenter i en art postmodernistisk drømmende værk.
Jeg tror, at mixxxtape skal forstås i forlængelse af Pamela Angelas udforskning af musikalsk form, som hvis en footwork-producer skulle lave et mixtape – bare med helt andre inputs. Udgivelsen er en sammensmeltning af kammermusik og elektronisk efterbehandling. I et ellers smukt univers med fortællerstemmer og fremtrædende soloinstrumenter er der pludselige jump cuts, musikalske stykker der starter og stopper uden varsel, og skarpt støjende sekvenser, der overtager opmærksomheden fra det, man ellers forventede var den primære rolle i værket. Denne konstante manipulering virker som det helt centrale virkemiddel for Pamela Angela, og det får så mange forskellige brudstykker af værker til syne, at de mange spring i tid og klangfarverne faktisk opleves overvældende på den her debutudgivelse, selvom spilletiden er kort.
Effekten er, at man konstant bliver udfordret og føler, at man sidder med i processen sammen med komponisterne, der for hvert et spring gør opmærksom på sig selv – uden dog på noget tidspunkt at antyde, hvad værket skal få lytteren til at føle.
Den sidste del af båndet smelter over i det, der virker som et live-optaget uddrag af et nummer med korstemmer, klaver, strygere og elektronik, som måske er det tætteste, man kommer på en koncertoplevelse, og det stopper lige så abrupt, som det starter, men jeg drikker ellers gerne af den der forfriskende brønd af uforudsigelige elektronmusikproduktioner. En fuldlængde-udgivelse skulle i øvrigt også være på vej. (Simon Christensen)
Messell “Disjecta Membra” (Texture)
Messell’s first record, “Ligesom Rigtige Mennesker”, was a sample-based ambient exploration of the distance between the social performances that surround us and the seemingly internal feeling of incompetence when it comes to projecting our own. His second solo record, “Disjecta Membra”, seems to be coming from a rather more resolved place. As if the work on the first record had helped to reconcile Messell to the inexorability of the conditions described on the first.
Drawing again from samples from other instrumental performances, manipulated and arranged through the black-boxes of laptops and granular synthesis, Messell has put together another luscious record of evocative atmospherics. It’s difficult not to be besotted with the soundscapes he constructs though at times it can be hard to grasp what this prettiness is in service of.
Where the record really starts to formulate a substantive artistic statement, however, are those moments when Messell cuts the beauty short and denies us the comfort of referential stability. This is particularly evident on the two-part title track. In these pieces, the juxtaposition of timbre, the disruption of phrases and frequency, and the deliberateness of the form let you feel the decisions of Messell the composer. It is also at these moments that the connections to the previous solo album are most clear as we can feel him working through the angst of accepting the irresolvability of our communicative predicament in daily life. Ironically, it is here that what Messell wants to say on the record has the most clarity, because some of the quotidian frustrations of self performance can be overcome when we stop pretending we are who we say we are. Instead, through the actions of compositional decisions, Messell is better able to show us what he means. (Macon Holt)
Jefre Cantu-Ledesma/Ilyas Ahmed “You Can See Your Own Way Out” (Devotion)
Jefre Cantu-Ledesma og Ilyas Ahmed slog mig fra første færd som et perfekt makkerpar. Blandt deres soloplader har Cantu-Ledesmas “Shining Skull Breath” fra 2007 og Ahmeds EP-opsamling “Between Two Skies/Towards The Night” fra 2008 sat deres aftryk hos undertegnede og pladesamlere i 00’erne. Fælles for dem er en særlig fornemmelse for skønhedsdyrkelse og et sensibelt ubehag, der ikke helt så let lader sig intellektualisere eller afkode i glasklare formuleringer.
Mødet mellem dem er blevet både en tradering og en nyopdagelse af deres individuelle kvaliteter. Målet har hverken været skarptskårne kompositioner eller en genoptagelse af Ahmeds altid interessante take på islamisk mysticisme i sufismens tradition. Der er snarere tale om en lidt overraskende samtidsorienteret undersøgelse af natur og musikalsk teknologi, der trækker på field recordings som æstetisk virkemiddel og stillestående guitarimprovisationer, der overordnet set samler sig i et fortættet lydbillede bestående af knasende varm såvel som iskold ambient og unheimlich klangudforskning. Samtidig er næsten samtlige kompositioner på “You Can See Your Own Way Out” forholdsvist korte og holder sig under de fem minutter, og på den måde er de en fortsættelse af begge kunstneres behov for at stramme og formgøre deres musik.
Trods dette behov for at opdele de enkelte numre i en form for afsluttethed er pladen samlet set en mosaik af meditationer. Det stillestående og vedholdende ved hvert enkelt nummer er en gestus, der tager lytteren i hånden og lader én være i midten af lydbilledet, klangmaleriet og en knust poesi, som især har været Cantu-Ledesmas vandmærke. Ud over denne fastholdelse er der mere åbne passager på pladen såsom det sørgmodige guitarforløb på fx ”City Walls”. Det begynder håbefuldt med en åben akkord, men som progressionen forløber, bliver nummeret mere og mere trøstesløst og famlende efter en skønhed, der i sig selv viser sig i glimt i guitarklangene såvel som produktionen, som til slut udelader adskillige frekvenser og til allersidst tyngden i guitarens strengelyd. På den måde ender alt ved det udtrykte med at være fuldkomment udtømt.
Fornemmelserne af længsel og sorg præger pladen på næsten samme måde, som de lå og sitrede i flere af kunstnernes tidligere arbejder. Den store forskel fra tidligere er, at Cantu-Ledesma og Ahmeds samarbejde har en karakter af streng eftertænksomhed og resigneret bearbejdning af såvel kompositionerne som meningen med dem. Det kunne minde om en udenforstående betragters blik – som en munkeordens tavse kodeks over for resten af en uoverskuelig verden – som det på en måde også er tilfældet med pladens titelnummer, der fremstår som et sørgmodigt ordspil. Udsagnet kan således tolkes på flere måder, hvad enten det er en let håbefuld formaning at undslippe kloden eller noget mere eksistentielt diffust, en sardonisk opfordring til selvmord eller bare det at finde hjem igen, hvor det så end måtte være. Under alle omstændigheder er det en metafor, der har en forestående bevægelse eller rejse i sig, og det er lige præcis, hvad pladen er i sin egenartede opbygning af skønhedssøgen og udefinerbar angst. (Lasse Skjold Bertelsen)
Eyes “Reperformer” (Indisciplinarian)
Et jungle-remix af en hardcoresang? Med råbevokal og flutterbas? 1996 har lige ringet og sagt undskyld.
“Reperformer” markerer etårsjubilæet for Eyes’ debut, “Underperformer”. Her lod Eyes den kaotiske hardcore tage nogle tøvende skridt ind i voksenlivet – nu skynder de sig at padle baglæns for at lege 90’er-revival med fire elektroniske kunstnere. De har skilt sangene ad for at se, hvad der kom ud af dem, når man satte dem sammen på ny. Puke Wolf har nedbrudt “Surf” til bended guitar og råb og tilsyneladende siddet som et småbarn i en bunke Lego-klodser og besluttet sig for, at smed de syntetisk bølgebrus, bassdrops og junglerytmer på, så var det nok gjort med det. John Cxnnor lykkes bedre med at skabe en ny sang ud af “Off”. Også selvom den nye sang lyder omtrent lige så frisk, som den anden bølge af industriel EBM tilsat heavyguitar gjorde det i midten af 90’erne. Det samme gælder sådan set pןnʞs bearbejdning af pladens titelsang, der bliver gjort til en uskønt bastant synthpopbanger.
Bedst af de fire lykkes Jojo Benimon med sit jungleremix af “Distance”. Det er samtidig det nummer, der fjerner sig længst fra originalen og kun har beholdt vokalen – som så bliver det svageste element, fordi den står sært løsrevet og upassende. Det er altså konklusionen: At remixet først fungerer som andet end et øjebliks sjov, når det lykkes med at skabe et nummer, der ikke forudsætter kendskab til originalen for at kunne nydes – og når det tør bryde byggedelene fra det oprindelige nummer endnu mere ned. (Jon Albjerg Ravnholt)
Hiro Kone “Silvercoat the Throng” (Dais Records)
The fourth full-length from Nicky Mao’s solo project Hiro Kone, “Silvercoat the Throng”, marks a bit of a departure from the dense industrial spaces she inhabited in her previous records. This is clear from the start, as a couple of delicate opening tracks hover between the epic and the restrained, setting the scene for an intense spoken-word performance by one of the esteemed guests on this record, travis of ONO fame. DeForrest Brown, Jr. – aka Speaker Music – also makes an appearance on the sublime “Reciprocal Capture”, which beams with hopeful energy. Palestinian artist Muqata’a takes the final guest spot on the impressive title track.
It might be a little unusual to describe a mostly instrumental electronic album in these terms, but “Silvercoat the Throng” seems to display a newfound closeness. The presence of techno can be felt in traces – for example, in the opening stomp of ‘Mundus patet’ as well as in the rhythms bubbling under the sleek surface of several other tracks, and the same goes for industrial clamor. The strings get a lot more space here, and the tracks in general are given room to breathe and take new shapes and forms. Worry not, though: this is still far from complacent ambiance. Yes, the record might seem unusually restrained at first, but Hiro Kone’s music was always more about a composed, slow-burning approach rather than a full-on sonic assault; and “Silvercoat the Throng” merely allows more room for her intricate sound design to take the centre stage. (Ivna Franic)
Vincent Yuen Ruiz “Le seul salut que je connaisse” (Sensorisk Verden)
Dette album af Vincent Yuen Ruiz er først og fremmest en virkelig flot opvisning i, hvordan man kollektivt kan arbejde med tilbageholdenhed. Pladens titel kan vel groft oversættes til “den eneste frelse, jeg (gen?)kender”, som dels peger på noget religiøst, hvilket jeg såmænd godt kan genkende i den generelle tone på albummet (uden at det bliver Pärtsk), der arbejder med flydende harmonier, kollektiv stilhed og en vis “tro” på disse lettere tågede eller åbne, men ikke upræcise, kompositioner. Dels peger det på en lidt åben fortolkning af collagen. Det er, som om titlen er en sætning, der kommer fra en større sammenhæng, som jeg umiddelbart ikke kender. Collage er der ikke meget af på albummet, men den collagistiske tilgang til sonisk materiale synes jeg giver god mening. Der er klart en fornemmelse af, at stemmerne/elementerne i kompositionerne ses meget som materialer, der kan sættes sammen på forskellige måder og med forskellig intention.
Samtidig med at stilhed og tilbageholdenhed er hovedelementer på pladen, er der absolut også mange lag på spil. Der bliver spillet meget sensorisk (pun intended) og taktilt igennem kompositionerne, og side om side med violaer (Pauline Hogstrand, Nicole Hogstrand), kontrabas (Vincent Yuen Ruiz) og percussion (Szymon Pimpon Gasiorek, Greta Eacott) står flere lyde (Louise Hjorth Hansen), hvor det er svært at pinpointe, præcis hvad de kommer af. I det hele taget er det en fascinerende tur, og det er et frisk og ambitiøst musikalsk indslag her i Danmark. Der er klare forbindelser til stilhedsimprovisatorer (og komponister) fra Norge/Japan/Østrig (osv.), men det har sin egen klare stemme og kan noget andet end de mere ‘konceptuelle’ udgivelser fra ovennævnte. Måske et split-bånd med Grøn kunne være spændende? (Claus Haxholm)
Redaktørens note: Claus Haxholm har stået bag flere udgivelser på samme selskab.
The P/A Review #3
ISSN: 2245-862X
Oktober 2021
Tekster af Alexander Julin Mortensen, Claus Haxholm, Ivna Franić, Jon Albjerg Ravnholt, Macon Holt, Markus Tange, Rasmus Søndergård Madsen og Simon Christensen. Redigeret af Mikkel Arre.
Grafisk design: Kasper Vang
Passive/Aggressive er non-profit.
Tak til Statens Kunstfond.