Bitesize #1 – Sofie Birch, Merdh Laleh & Alba Liv
Af Ida Selvejer Faaborg og Mikkel Arre
Der kommer så mange gode danske plader, at vi slet ikke kan følge med, og derfor får vi ikke dækket nær så meget, som vi burde. I denne serie, kaldet Bitesize, fisker vi med (u)jævne mellemrum plader op af den ustoppelige flod af nye udgivelser. Her i seriens debutafsnit er den røde tråd mellem pladerne ambient – men på meget forskellige måder.
Sofie Birch “Planetes” (Seil Records)
Lydkunstner og komponist Sofie Birch har med ”Planetes” skabt en indtagende og sanselig ambient-udgivelse fyldt med organiske og atmosfæriske lydlandskaber. Som hendes tyske pladeselskab beskriver det, giver pladen en fornemmelse af at befinde sig i et drømmende landskab, i en mystisk og ukendt skov, hvor man hele tiden bevæger sig dybere og dybere ind og gør sig nye opdagelser, i takt med at det lydlige terræn lige så stille ændrer sig.
Åbningsnummeret ”Begin Sync End” giver hurtigt lytteren en fornemmelse af at være ved at give sig hen til en drøm. Nummerets indledning lyder som et tabt radiosignal, hvorefter melodiøse toner hurtigt dukker op og stille stiger i lydniveau. Tonerne ledsages af atmosfæriske bølger af synth, der smukt bevæger sig ud i det lydlige landskab, indtil en drone skratter stadig mere intenst og erobrer lydbilledet. Samme stemning finder man også på nummeret ”Return from Silence”, hvor flydende klangflader også overtages af en iørefaldende skinger tone samt en skrattende lyd, der dirrende stiger i lydniveau, indtil der kun står en dvælende synth tilbage.
På udgivelsens to længere numre, ”Hills Bells Mother” og ”Myrian Myriad”, bliver man drevet længere og længere ind i et organisk univers, der indeholder en nærmest visuel kvalitet. F.eks. finder man på ”Hills Bells Mother” en vibrerende synth, der bliver ved med at brede sig ud i lydbilledet, hvorefter lyden af en masse klokker pludselig toner frem. Gennem disse få lydlige elementer får man nærmest en fornemmelse af at drive ned ad en flod i en regnskov, hvor miljøet hele tiden forandrer sig en smule. Slutteligt bliver synthen mere flydende, og en melodi fra et strengeinstrument dukker op og gentager sig, mens knirkende og hvislende lyde skaber en følelse af at være havnet i nyt terræn.
På de seks numre skaber Sofie Birch et smukt lydligt univers, hvor de atmosfæriske lydflader og teksturer nænsomt og elegant hele tiden fører lytteren nye steder hen, og hvor der ikke bliver stillet andre krav end at lade sig fortabe i af de organiske lydlandskaber. (ISF)
Merdh Laleh “Water For Your Eyes” (Petrola 80)
Pladeselskabet rubricerer selv Valdemar Kragelunds debutalbum under navnet Merdh Laleh som ambient, og det er der også god grund til. Men det er også meget mere end det.
Med lyse, opadsvævende klangflader og ordløs vokal bruger Kragelund nogle af de helt klassiske greb. Men “Water For Your Eyes” er – både hvad angår de enkelte numre og pladen som helhed – dynamisk på en måde, man sjældent oplever det inden for genren. Mellem de flydende, skønhedssøgende passager åbner der sig lommer af støj, og flere steder skrider fredfyldte stykker ud i metallisk dissonans.
Et nummer som “Peripety” giver et godt billede af pladen: En knirkende reallydsoptagelse af noget, der vist er en vandpumpe, baner vejen for klirrende bækkener, vocal pads druknet i genklang og strejf af nærmest free-jazzet saxofon. Elementerne samler sig ikke til et nøje afstemt hele, men afløser hinanden i skiftevis glidende og abrupte bevægelser.
I en tid, hvor ambient ofte bliver gjort til et redskab (der tankevækkende nok kan anvendes døgnet rundt: til at kunne arbejde effektivt på kontoret, til at kunne stresse ned, når man er hjemme igen, og til at kunne falde i søvn), er “Water For Your Eyes” en befriende debutplade. Det er ikke en blød sofa, man kan synke ned i, eller en plaid, man kan pakke sig ind i, men derimod en uforudsigelig elektroakustisk genreopløsning, der stiller krav til lytterens opmærksomhed. (MA)
Alba Liv “Bones” (selvudgivet)
Indrømmet: For at proppe denne plade ind under overskriften ambient skal man slå et par knuder på den gængse forståelse af genren. Og måske giver det i virkeligheden mere mening at tale om en slags spejlvendt ambient. Hvor Brian Enos klassiske ambient-programerklæring gik på, at musikken skulle kunne gå i ét med lytterens egne omgivelser uden nødvendigvis at trænge sig på, kommer man som lytter nemt til zoome lidt ud fra sangene på Alba Livs debutudgivelse for, ganske umærkeligt, i stedet at fokusere på det, man kan høre rundt om dem på indspilningerne.
For selv om det altså er regulære sange med tekst og vokal, er de både komponeret og optaget på en måde, der gør rummet omkring dem interessant (ikke ulig Groupers “Ruins”-album). Ved første lyt kan “Bones” virke som en ikke videre bemærkelsesværdig singer/songwriter-plade, hvor Alba Livs mellemleje-vokal kun akkompagneres af enten klaver eller guitar. Men lytter man nærmere, viser det sig, at sangene er så skrabede i deres opbygning, at det f.eks. sjældent giver mening at tale om vers og omkvæd. I stedet ruller de samme korte melodilinjer igen og igen med blot ganske små forskydninger i betoningen – og på den måde bliver “Bones” nærmest til minimalrock spillet som ambient.
Og netop fordi sangene er så uforanderlige, bliver det ekstra tydeligt, hvordan albummet er indspillet. Det fremstår hjemmeoptaget og selvproduceret i en sådan grad, at alt det, der sker hele vejen rundt om tonerne og ordene, bliver en fundamental del af oplevelsen. Hvor traditionelle studieindspilninger i høj grad skal få lytteren til at glemme eller ignorere, hvad der omgav musikerne under optagelsen, åbner Alba Livs skramlede DIY-tilgang rummet op for lytterens nysgerrighed: Hvem er det, hun taler med i begyndelsen og slutningen af “I Must Be One of the Devil’s Daughters”? Hvem får hende til at grine i “Jet Black Cat”? Og hvor mikroskopisk er lokalet, hun sidder i?
Ingen af svarene er spor vigtige, men det rum, der afføder spørgsmålene, er underligt dragende at være i. (MA)