Back to Passive/Aggressive

Året, der gik – de mest bemærkelsesværdige internationale plader i 2021

Jana Rush

 

Af Mikkel Arre

Måske slører det pandemiske vintermismod blikket og hukommelsen, men det er, som om verden har været langt væk i år. Vores drømme fra sidste år om flere koncerter er – koncertarrangørernes anstrengelser til trods – kun delvist gået i opfyldelse, og efter den seneste nedlukning af kulturlivet (klassisk #Danmark: kunst & kultur < gå på værtshus) forekommer det efterhånden omsonst at spå om, hvornår vi kommer at køre igen på koncertfronten.

Rigtig surt for publikum – men endnu mere problematisk for alle de musikere, der ikke kan komme på turné og tjene de penge, de som bekendt ikke tjener på streaming. Den uoverskuelige strøm af udgivelser, der udkommer simultant med hver udgave af Bandcamp Friday, giver en klar idé om, at mange internationale kunstnere er pressede.

Det fede er så, at 2021 har budt på et væld af gode plader, der er værd at købe. Det kan godt være, at det har knebet med crossover-mesterværkerne (ingen “Fetch the Bolt Cutters”-arvtagere i år), men da P/A-skribenterne sammenstykkede bruttolisten over årets internationale udgivelser, var den genremæssige spændvidde større end nogensinde.

Selv om internettet er uendeligt, kunne vi ikke overkomme at dække det hele. Så her er 10 af de plader, der fik os til at spærre øjnene (både det første, andet & tredje) og ørerne allermest op. Et udvalg, der er en behagelig påmindelse om, at verden stadig er derude og har det godt.

 

AZITA “Glen Echo” (Drag City)

Dean Stockwell var lige død, så døren var åben til en scene i “Blue Velvet”, samme dag jeg besluttede mig for at høre AZITAs nyeste, “Glen Echo”, og tage opvasken. Jeg kunne straks høre, at det var en plade, der ville mig noget. Omkring tredje nummer, “Two Brutal Moving Parts”, satte jeg mig ned og tog plads i musikkens rum. Jeg var til koncert et lille, lokalt sted. Grebet. Forført … af noget … liv. ”Der er noget off her i denne skønhed,” sagde jeg til mig selv, ”og det tænder noget i mig.” Noget af det sjove ved musik er, at man kan nyde det samme som morderen Frank ved bordet ved siden af.

Jeg elsker AZITAs stemme. Den er ikke så følsom, at jeg må sidde og klamre mig til et stykke stof for ikke at bryde sammen. Den er heller ikke så rå, den skræmmer mig væk. ”If you die and he does not / Give my condolence to your friend” er de gode åbningslinjer fra “If U Die”. Ekkoet på pladen springer fra en ødelagt forlystelsespark, der vel er USA. Hvis de sorte også skal være med, så vil vi hvide slet ikke alligevel. Så står tivoli tilbage og ruster i den racisme. Det er et problem, kunstneren stiller sig selv ind i for at belyse. Hvad sker der, når nogle fralægger sig ansvar for noget, de havde ansvar for? Hvad sker der, når nogle tildeles noget, de ikke kan gøre til deres eget? David Berman sad med ved bordet hos Drag City, da de bekymringer blev luftet. Noget bliver bogstaveligt talt ødelagt, når ingen vil have det. Liv kræver opmærksomhed.

Snart skulle AZITA indse, hun også måtte lære at spille trommerne fysisk på den plade, hun arbejdede på, når præmissen var, at hun måtte gøre det hele selv. Et råd fra Berman var ydermere, at det ikke måtte blive kedeligt. Han nåede desværre ikke at høre resultatet. “Glen Echo” er ellers en poetisk kraft ad øde veje rundt i tombolatomhedens mørke. (Jonas Okholm Jensen)

Emeka Ogboh: “Beyond the Yellow Haze” (A-Ton)

Jeg må blankt erkende, at jeg ikke havde forudset, at årets mest fortryllende plade ville være tæt knyttet til nigeriansk trafikpolitik. Emeka Ogboh er installations- og lydkunstner, og “Beyond the Yellow Haze” bygger videre på hans lydspor til en udstilling om de såkaldte Danfo-minibusser, som i årtier har været en central del af den trafikale infrastruktur i millionbyen Lagos. Dem vil bystyret imidlertid gerne erstatte med større busser. Det mislykkedes for nogle år siden, men nu er Danfo-systemet på ny kommet under pres, og derfor er der måske indlejret noget nostalgi i den højlydte vinylknitren, som indleder og afrunder pladen: Her er et sonisk portræt af et Lagos, som snart ikke findes mere.

Men “Beyond the Yellow Haze” er hverken hjemsøgt af spøgelser eller sølet ind i minder. Tværtimod virker albummet både nært og levende. Dels fordi hans reallydsoptagelser af motorstøj, dyttende biler og råbende trafikanter placerer lytteren lige midt i Lagos – dels fordi de polyrytmiske beats, der løber gennem størstedelen af pladen, er så sprælske og foranderlige.

Nogle steder er rytmikken tung og nærmest maskinel i lyden – eksempelvis i “Everydaywehustlin”, hvor det nakkenikkende halvtempo-beat virker til konstant at være i færd med at genopfinde sig selv.
Andre steder er den let, som når “Danfo Mellow” fx bobler lifligt derudad i over 11 minutter med et perlende kalimba-agtigt loop og et beat, der bygger blød, organisk percussion sammen med smældet fra en smækkende bildør.

Emeka Ogboh er bestemt ikke den første til at koble elektronisk musik og feltoptagelser. Men det intense nærvær, som reallydene giver, er helt usædvanligt og gør “Beyond the Yellow Haze” til noget så herligt som musik, jeg simpelthen ikke havde fantasi til at forestille mig. (Mikkel Arre)

Hailu Mergia & The Walias Band “Tezeta” (Awesome Tapes From Africa)

De allerstørste kompositioner fra Etiopiens musikalske guldalder kan forbindes med tezeta – etiopiernes begreb for den sørgmodige, længselsfulde tilstand, der i den vestlige musik mest nærliggende kan paralleliseres med blues – og næsten hver gang leverede The Walias Band den moderne, ethiojazzede instrumentering.

Historien om pladen “Tezeta” er dog først og fremmest et kulturhistorisk nedslag i de mest essentielle år for etiopisk musik; med militærkup ude i gaderne og timelange maratonkoncerter i de sveddryppende festsale på Hilton-hotellet i Addis Ababa, hvor pladens hovedaktører agerede husorkester.

Så i sine allerfornemmeste øjeblikke viser Hailu Mergia & The Walias Bands officielle debut ikke kun et øjebliksbillede af et orkester, der nu ikke længere dyrkede og fandt inspirationen i Booker T & The M.G.’s og James Browns standarder.
“Tezeta” taler nemlig ind i selve ethiojazzens fremtid ved at lægge grundstenene for den retning, Hailu Mergia tog på sine senere mesterværker, “Tche Belew” og “Wede Harer Guzo”, men også ved at læne sig op ad de visioner, nationalikonet Mulatu Astatke havde i sinde at tilføre netop ethiojazzen efter sin tilbagekomst til Etiopien efter flere års musikstudier i USA og Storbritannien.

Og genudgivelsen af “Tezeta” – som længe har været anset som uopstøvelig – beviser, at vi langtfra er færdige med at sammenstykke myten om organisten og taxachaufføren Hailu Mergia. (D. Niebuhr)

Jana Rush “Painful Enlightenment” (Planet Mu)

Poptillægget ville slet ikke kunne være i sig selv, hvis podcasten om dit og dat skulle finde på at beskæftige sig med Jana Rush: En nogle-og-fyrreårig sort kvinde, der laver et helt album, hvor hun undersøger sin egen seksualitet og gør det med samples af vintage Nintendo-spil og onanerende kvinder. Hen over bassdrops, opklippede snares og vemodigt jazzpiano, for lige at komme hele vejen rundt. Det er så 2021, at det næsten gør ondt.

Men Jana Rush må godt: Hun har været med på Chicagos housescene siden slutningen af 90’erne, men det eneste, der rigtig er at spore af den baggrund på “Painful Enlightenment”, er det eksalterede vokalsample på “Disturbed”. “I need someone,” lyder det igen og igen som en stadig mere desperat tryglen lige efter de våde klaskelyde på “G Spot”, inden pegefingeren rettes ud af højtaleren og rettes direkte mod lytteren: “I need you.” Og så er det op til én selv at afgøre, om man kan håndtere det, eller om man skal komme af banen i en fart.

Der er en insisteren over “Painful Enlightenment”, som om Jana Rush skal indhente noget fra alle de mellemliggende år, hvor hun uddannede sig som kemiingeniør og radiologitekniker i stedet for at arbejde med musikken. Tiden skal eddersparkeme ikke spildes på hendes blot andet album. For det kan godt være, at det her er umanerligt 2021 med footwork, bassdrops og upfront seksualitet, men det samler trådene helt tilbage fra 90’erne, hvor Rushs labelboss på Planet Mu, Mike Paradinas, under navnet µ-Ziq lavede breakcore-plader med de samme opklippede rytmer, som Jana Rush gør det i dag, men helt uden den tyngde, hun lægger i sine kompositioner.

“Painful Enlightenment” er et pakket album, og de nogenlunde rolige stunder, som titelnummeret, “Mynd Fuc” og “3” giver én, er kun lige nok til at få vejret, inden man ryger en tur i hakkeren igen. (Jon Albjerg Ravnholt)

Low “Hey What” (Sub Pop)

Wow. Simpelthen wow.

Low har altid været et godt band, og det forrige album, ”Double Negative”, var allerede fremragende, men opfølgeren ”Hey What” – duoens opus 13 – er endnu bedre. Vildere, smukkere, heftigere. De dragende vokaler fra Minnesota-ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parker er omgivet af et lydlandskab uden lige. Jeg tror aldrig, jeg har hørt en plade, der arbejder så kreativt med forvrængning af lyd.

For mig er “Hey What” det noget nær ultimative bud på at skrive sange med lyd. Ikke med instrumenter. Ikke med beats. Men med lyd. Taktil, teksturel lyd. Det har andre måske nok gjort før, men at sangskrivning skæres ud som ren lydkomposition på denne måde, er exceptionelt. På en måde er “Hey What” en ambientplade, men den larmer som en rockplade. Producer BJ Burton leder os gennem en opdagelsesrejse for øregangene.

Mørkt og intenst, analogt og elektronisk, abstrakt og melodisk, fuldkommen magisk og til tider decideret smukt. Jeg er besat af den her plade. Jeg er høj på Low. (Peter Albrechtsen, lyddesigner & skribent)

Moor Mother: “Black Encyclopedia of Air” (Anti–)

To say that Moor Mother has been on fire these past few years feels like an understatement. Following last year’s excellent “Circuit City”, the Billy Woods collaboration ‘Brass’, and a string of other releases – including those with Irreversible Entanglements – this year, Camae Ayewa delivered yet another gem in her steadily expanding discography.

Self-described as the most accessible album she’s made so far, “Black Encyclopedia of Air” indeed does largely shed the noisy, industrial sound that characterized most of Moor Mother’s previous records. Somewhat like Speaker Music on last year’s “Black Nationalist Sonic Weaponry”, Moor Mother finds political power in turning to what she refers to as “Black American classical music”, such as free jazz and soul. Where her previous records felt intense and tightly compressed, this one takes a breath of the titular “air”. Worry not, though, sharp commentary and the disruptive, abrasive elements are still very much present in the lyrics and vocal deliveries.

Another important aspect of the record is its abundance of guests, appearing on almost every track here. Including the likes of Pink Siifu, Brother May, Yatta, Elucid, and others, these guest appearances bring different styles of delivery to each of the tracks, ranging from confrontational to serene, ultimately producing a whole set of moods that makes “Black Encyclopedia of Air” such a rich and rewarding listen. (Ivna Franić)

Phew “New Decade” (Mute)

Phew er en kunstner, jeg efterhånden har fulgt i mange år, og som har været utrolig mange forskellige steder. Hun bliver ved med at udforske sin lyd og sine valg på solo-udgivelser samt via en lang række samarbejder. Hun er på mange måder skåret som en impro-musiker, men med en semi-stum sangskriver, der med tiden bliver mere og mere gemt, et sted i maven. Små sætninger pibler nu og da frem, men for det meste er det stemmen i sig selv, der arbejdes med som et klangligt instrument, men selv da i sine udsigelser synes at tænke på et budskab eller narrativ.

På hendes nyeste soloplade, “New Decade”, kan man sagtens genkende den lyd, Phew har opbygget over de sidste par år, og derfor er titlen på pladen også lidt sjov; hvad kommer der til at ske fra nu af? Vi har synth og effekt-improvisationer med stemme til, eller er det omvendt? Det er en sonisk palet, der er blevet finpudset til erste Klasse. Her bliver det spændende, for Phew finpudser på en måde, hvor det handler ikke om teknisk dygtighed eller bedre lyd, men om at stå i et felt, hvor ingenting giver sig selv, og alt står åbent.

Det er vildt at høre en så erfaren musiker insistere så hårdt på at trampe rundt i mudderet, samtidig med at det gøres med en så ekstrem nysgerrighed og finesse. Et så besynderligt sted mellem det storslåede og et krøllet, abjekt, lille forsigtigt host – og så oven i købet med en stemme-pitch, der iskoldt vælger at gå alle andre steder hen end resten af musikkens tonemateriale. Smukt og tak! (Claus Haxholm)

Skee Mask “Pool” (Ilian Tapes)

Bryan Müller har over de senere år høstet ros for sine udgivelser på Ilian Tapes som Skee Mask og fik sit store gennembrud med albummet “Compro” fra 2018. Siden “Compro” har Müller udgivet adskillige overbevisende EP’er, men i kraft af deres korte varighed har de ikke i samme grad illustreret hans evne til at skabe sammenhængende værker. Det gør hans nyeste album, “Pool”, til gengæld.

“Pool” har en genremæssigt bred spændvidde, hvor Müller musikalsk både trækker på drum’n’bass, ambient, breakbeat og techno, hvilket uden tvivl er en af grundene til, at albummet lyder spændende fra start til slut, på trods af at det varer en time og 45 minutter. Men selvom “Pool” er en alsidig udgivelse, udmærker den sig altså også ved sin klare sammenhængskraft. Det er et vaskeægte værk, der er bygget op om en klar start, midte og afslutning, og som af den grund også kalder på at blive hørt som et samlet hele. Albummet byder på utallige drejninger, hvor musikken skifter mellem at være poleret og rå såvel som tilbagelænet og højeksplosiv. Det er en rejse, man bør tage fra start til slut for at få den fulde fornøjelse af det fænomenale album, som”Pool” er. (Alexander Julin Mortensen)

Tirzah “Colourgrade” (Domino)

Den britiske sanger Tirzah skabte med sit debutalbum “Devotion” et unikt og enestående værk, der kredsede om kærlighedens mange facetter. Tirzah formåede at kommunikere en sårbarhed og hengivenhed, der føltes umiddelbar og oprigtig – og som uden sidestykke til noget andet, jeg har hørt i senere år. Derfor var det også mildest talt spændende, hvad hendes andet album, “Colourgrade”, skulle byde på.

Albummet har flere slående ligheder med sin forgænger, da Mica Levi fortsat står for hovedparten af de nedbarberede produktioner, og Coby Sey igen bidrager med sin vokal. Ligeledes kredser sangene fortsat om kærlighed, men på “Colourgrade” er det dog ikke kun kærligheden til en partner, men også til sit barn, der beskrives – mest åbenlyst på et af albummets højdepunkter, “Beating”. Og så er der det mere iørefaldende skift i stemningslejet. Det ville være forkert at sige, at “Colourgrade” ikke virker både sårbar og sentimental, men hovedparten af sangene er dog alligevel knapt så hjerteskærende som på “Devotion”. I stedet er der noget nærmest delirisk og søvngængeragtigt over flere af numrene, hvor beatet ofte slæber nummeret langsomt fremad mod sin slutning. Det gør i sidste ende “Colourgrade” til et markant anderledes værk end sin forgænger – til trods for de mange ligheder – hvor følsomheden går hånd i hånd med en særegen form for døsighed. (Alexander Julin Mortensen)

 

Ulver “Scary Muzak” (House of Mythology)

31. oktober 2020 stod Ulver klar i orkestergraven i den nyligt restaurerede biograf fra 1920’erne, Frogner i Oslo. På lærredet gik John Carpenters “Halloween” så småt i gang, og Ulver slog det legendariske tema an – ja, de spillede sådan set et improviseret cover af mesterens score. Havde det ikke været for corona og 10 dages karantæne ved ankomst til Norge, så havde jeg siddet i Oslo og labbet det i mig.

Heldigvis isolerede Ulver sig i studiet med koncerten i baghovedet og indspillede 12 numre, der hylder æstetikken i sen-70’erne og start-80’ernes popkultur, horrorfilm og soundtracks. Alligevel er det på bedste Ulver-vis camoufleret i flere lag. Derfor er det kun åbneren “Aleen Howl”, som er et decideret cover. Andre mere eller mindre kendte toner er skjult som små overraskelser i det stramme, kølige, tågefyldte og ikke mindst uhyggelige lydunivers.

Ulver spiller et meget stringent instrumentalalbum, der af og til har en svag snor til kongerne af mægtige soundtracks, Goblin. Musikken på “Scary Muzak” kunne nemlig sagtens være brugt som score eller soundtrack til en film fra den tid, de hylder, men det kunne lige så vel også være en tilføjelse til flere af de moderne film eller TV-serier, der for tiden også hylder sen-70’er og 80’er lyd.

Jeg kan ikke holde op med Ulver og bestemt heller ikke med “Scary Muzak”, der er enormt stemningsfuldt og mystisk. (Rasmus Søndergård Madsen)

Back to Passive/Aggressive