Back to Passive/Aggressive

Af Simon Tornby

John Carpenter (f. 1948, New York) er en af de mest indflydelsesrige nulevende amerikanske filminstruktører og komponister. Han adskiller sig fra de fleste ved at arbejde på mange aspekter af sine film: Han skriver manuskripterne, producerer, klipper og – vigtigst i denne sammenhæng – skriver selv musikken.

Carpenters historie som filmkomponist starter med en mangel på midler. Carpenter havde i mange af sine film arbejdet uafhængigt af de store selskaber – hvilket også ofte var ensbetydende med få midler til filmmusikken. Bl.a. derfor blev musikken til “Assault on Precinct 13” indspillet på blot et par dage, da studietid var dyr. Og synthesizeren blev valgt som hovedinstrument, da man nemt kunne få en stor lyd ud af et enkelt instrument.

Lyt til Audiodrome #27 – C for Carpenter, John (Trackliste nedenfor)

Det, jeg elsker ved Carpenters bedste film, er, at de er umiddelbart tilgængelige. Det er ikke kompliceret og intellektuelt, men er, som han selv beskriver, drevet af instinkt, og det er sindssygt effektivt, selvom det ofte er lavet hurtigt og billigt.

Det umiddelbare og instinktive er også ofte udgangspunktet, når Carpenter laver sine soundtracks. Og særligt ift. musikken tager nogle af Carpenters bedste soundtracks inspiration fra andet musik, som Carpenter kan lide. Fx er musikken til “Assault on Precinct 13” direkte inspireret af Led Zeppelins “Immigrant Song” (og måske også Lalo Schifrins “Dirty Harry”), og “Halloween” er inspireret af Goblins “Deep Red” (som igen er inspireret af Mike Oldfields “Tubular Bells”, som blev brugt i “The Exorcist”).

Mit yndlings Carpenter-soundtrack er ikke til en Carpenter-instrueret film, selvom “Halloween III, Season of the Witch” godt nok er produceret af Carpenter og instrueret af Carpenters ven og samarbejdspartner Tommy Lee Wallace. Selvom filmen blev et kæmpe flop, og mange stadig anser filmen som underlødig, mener jeg, at Carpenter og hans mangeårige samarbejdspartner Alan Howarth peaker som komponister med dette soundtrack. Musikken er, som de fleste andre Carpenter soundtracks: simpel synthesizermusik, men her er alle patches og sequencer-programmering meget gennemarbejdet, og det hele bliver spillet meget organisk og passer også perfekt til filmen.

I øvrigt spiller både Alan Howarth og Tommy Lee Wallace med i Carpenters band, the Coupe de Villes. Bandet havde en lille rolle i “Big Trouble in Little China”, og de udgav omkring samme tid som filmen et album, i et meget lille oplag (150 stk.). Udover Howarth og Wallace, spillede og sang Nick Castle også på pladen. Castle spillede Michael Myers/the Shape i den originale “Halloween”, samt i den nye Halloween fra 2018 og de kommende to produktioner “Halloween Ends” og “Halloween Kills”.

Carpenter har fået meget opmærksomhed de seneste år, bl.a. på grund af synthwave-genrens (genopblomstring) og en ny generation af horrorfilm-instruktører, der lader sig inspirere af af Carpenters minimale og direkte tilgang til film og musik. Carpenter udkom desuden i 2015 med sit første (ikke-soundtrack) debutalbum i eget navn, “Lost Themes” og året efter med “Lost Themes II”. Stærkt gået af en mand midt i 60’erne. På trods af at begge albums er interessante og lyttevenlige, mangler de dog Carpenters stramme tilgang til at komponere enkle og effektive temaer, og man savner andre samarbejdspartnere end sønnen Cody og gudsønnen Daniel Davies (søn af Dave Davies fra the Kinks). Det kunne fx være Dan Wyman, der stod bag synthesizeren på “Halloween”, eller måske hellere den faste samarbejdspartner Alan Howarth, som bidrog med synthesizer og sequencer-programmering på Carpenters bedste soundtracks.

Herudover ville jeg ønske at Carpenter ville have husket på to ord, fra dengang han skulle lave sin første store produktion: “The Thing”. Dengang fik han mulighed for at arbejde med Ennio Morricone, og han endte med at besøge ham i Rom for at høre udkast og skitser til musikken. Men pga. sprogbarrieren – Morricone talte ikke engelsk og Carpenter talte ikke italiensk – endte Carpenter med at koge hele sin tilgang til filmmusik ned til to ord, i sin anbefaling til sit idol: “Less notes”.

Audiodromen er kompileret af Simon Tornby for Passive/Aggressive og sendes på The Lake Radio hver anden søndag kl. 21.00.

C for Carpenter, John – Audiodrome #27

00:00 Main Title – The Fog (John Carpenter, 1980)
03:00 Moochies Death (Mix four) – Christine (John Carpenter, 1983)
05:24 Laurie’s Theme – Halloween (John Carpenter, 1978)
08:13 First Chase – Halloween 3, Season of the Witch (Tommy Lee Wallace, 1982)
10:52 Main Theme – Escape From New York (John Carpenter, 1981)
14:24 Main Theme – Halloween (John Carpenter, 1978)
17:16 The Duke Arrives, Barricade – Escape From New York (John Carpenter, 1981)
20:48 Main Theme – Assault on Precinct 13 (John Carpenter, 1976)
24:13 Abduction at Airport – Big Trouble in Little China (John Carpenter, 1986)
28:28 Chariots of Pumpkins – Halloween 3, Season of the Witch (Tommy Lee Wallace, 1982)

Back to Passive/Aggressive