Back to Passive/Aggressive

Jonas Torstensen præsenterer "En Samling Af Ny Dansk Musik", 2019

Der er noget helt vildt fedt over at sidde og prøve at samle musikken fra det vildt fantastiske miljø, vi efterhånden har i Danmark

Af Simon Christensen

Som en svanesang på det lille odensianske diy-label Pladeselskabet Pladeselvskab har musiker/radiovært Jonas Torstensen samlet en ambitiøs kompilation med bidrag fra de forskellige eksperimenterende musikscener rundt om i landet. Titlen er “En Samling Af Ny Dansk Musik”, og den udkommer på dobbelt-kassettebånd med håndlavede covers. Fra i dag er udgivelsen også tilgængelig via musikarkivet Sounds. Se hele tracklisten nedenfor.

Musikalsk spænder samlingen over mange forskellige udtryk fra det inderlige og ambiente, til sfæriske sangere og svævende lydcollager. De medvirkende omfatter velkendte eksperimenterende kunstnere som Sonja LaBianca, Bona Fide, Gry Bagøien, Marie Eline Hansen, Asger Valentin, Brynje, Ydegirl og Xenia Xamanek Lopez, der bl.a. har udgivelser på eget værelse, Escho, Visage og Anyines bag sig, samt flere nye navne, der udgiver noget for første gang.

“Der er noget helt vildt fedt over at sidde og prøve at samle musikken fra det vildt fantastiske miljø, vi efterhånden har i Danmark. Også bare for at prøve at forbinde små miljøer rundt omkring i landet på tværs af genre. Kunstnerne er jo meget forskellige og er egentlig mest samlet ud fra, at de alle er folk, jeg har stor respekt for og som har gang i spændende ting. Så har jeg forsøgt at bygge båndene op, så de mere eksperimenterende stykker mikses sammen med noget der er mere ligetil,” fortæller Jonas Torstensen i et mailinterview.

Med undtagelse af enkelte numre er det alt sammen materiale, der udgives for første gang i forbindelse med “En Samling Af Ny Dansk Musik”, som er kompileret i løbet af foråret 2019.

“Formålet har først og fremmest været at promovere de forskellige kunstnere. Udgivelsen er samlet sådan, at de fleste forhåbentlig kan opdage noget nyt gennem den. Også i forhold til at flere af kunstnerne jo ikke har udgivet musik før,” siger Jonas Torstensen.

Du skriver på Facebook, at dette er sidste udgivelse i regi af Pladeselvskab. Hvad har du tænkt dig i fremtiden at beskæftige dig med som platform?

“Til september starter et nyt label, hvilket jeg snart kan fortælle mere om. Udover det vil jeg selvfølgelig stadig fortsætte med at lave radio, men nu på The Lake Radio i stedet for Heartbeats.”

Radioprogrammet Det Vibrerende Øre med Jonas Torstensen som vært har netop beskæftiget med bl.a. musikken fra den danske båndscene.

En Samling Af Ny Dansk Musik, 2019 / Trackliste

A1: Mellow Ginger – Intro
A2: Gry Bagøien – Månen
A3: Yngel – 3
A4: Bona Fide – Therese
A5: Clarissa Connelly – A Blessing
A6: Marie Eline Hansen – Blod Hænders
A7: Andrea Agerbo – Satellite Boy
A8: Scared Crow – Im The Moon

B1: Bankerot – Alle Bække
B2: Anders Boserup – Mask Off
B3: Brynje – Lore
B4: Julie Borris – Massrelief 23
B5: Asger Valentin – Tre Stemmer
B6: Øjerum – Støvfang

C1: Danielle Dahl – Music For Bursting Blood Vessels
C2: Sonja LaBianca & Heine Thorhauge Mathiasen – Ubu Roi
C3: Anna Verum – Sweat In Your Sheets
C4: Grøn – Slusen

D1: Jon Dræby, Asmus Busk og Elias Levorsen – Nationalsang
D2: Sortlegeme – ever
D3: Ydegirl + Xenia Xamanek – CDJ Improvisation 1
D4: J Torstensen – For E
D5: 2019 – Daggry
D6: Claus Poulsen – Quest
D7: Mellow Ginger – Outro

Info: “En Samling Af Ny Dansk Musik” er en hyldest til dansk eksperimenterende musik i al sin mangfoldighed. Kompileret af Jonas Torstensen (coverfoto PR / heartbeats.dk). Udgivet på 2xkassettebånd af Pladeselskabet Pladeselvskab, juli 2019 som selskabets allersidste udgivelse. Tilføjet musikarkivet Sounds, august 2019.

Back to Passive/Aggressive