Den skjulte dør
Essay af Frederik Denning. A Decade of Mayhem er illustreret af Zven Balslev.
Gennem mit liv har jeg lavet musik under mange forskellige omstændigheder. Jeg har eksempelvis øvet i kælderen på et lejlighedskompleks, hvor der blev klaget over, at vi spillede rock. I kælderen på ét kollegie måtte vores guitarist selv slæbe en guitarforstærker med hver gang, vi skulle spille; på et andet føltes øvelokalet som en slags aula med klinker og parketgulv, og atmosfæren var lige så meget matematiktime som rockmusik. Der var øvelokalekomplekset på det yderligste Amager, hvor cigaretrøgen hang tyk i luften, mens en stortromme gennem væggen satte tempoet for et evigt Metallica-cover. Der var øvelokalet på Nørrebro, hvor der hverken var vinduer eller udluftning, og hvor gear stod stablet som rock-obelisker, der måtte navigeres, før to akkorder kunne sættes sammen.
Nogen klarede det bedre end andre, og jeg husker, at Folkeklubben som en Peavey-labyrintens Theseus klatrede ud af dette undergrundens mørke og ind på FM-båndet. Jeg selv vandrede imidlertid videre ud af Jyllingevej, ud til sidelokalerne til et stort studie i Vanløse, hvor jeg engang på rekordmanér punkterede tre gange på en uge på turen frem og tilbage mellem Vanløse og Nørrebro. Så skiftede studiet ejere, og vi blev skiftet ud med Suspekt, der havde et mere attraktivt netværk.
Som gæst på Mayhem kan man godt få det indtryk, at Mayhem er et spillested på linje med andre spillesteder. Et sted, der bliver ledet og dirigeret. Et sted, der har en profil. Hvorfor skulle man også nødvendigvis tænke andet? Det bliver jo ikke kommunikeret, at det ikke er det, og det er trods alt et sted, hvor der bliver afholdt koncerter på ugentlig basis. Men Mayhem er i bund og grund et tomt rum. Et sted, der kun får mening gennem brugerne af stedet. Langt de fleste, der gerne vil afholde koncerter på Mayhem, har muligheden for det — man behøver ikke betale husleje i et af lokalerne for at få lov til at låne koncertsalen. Det er frihed under ansvar og baseret på tillid. Der er nogen, der tager ansvar for, at Mayhem fungerer, men ikke nogen, der bestemmer hvordan.
Jeg har haft nogle af mine bedste koncertoplevelser på Mayhem, og jeg har haft nogle af mine værste koncertoplevelser på Mayhem. Utroligt nok, et par gange i løbet af samme aften.
I dag holder jeg til på Mayhem. Det har jeg efterhånden gjort i lige så lang tid som alle de andre steder tilsammen. I et nedlagt bilværksted deler jeg lokaler med en række andre musikere, og det eneste overlap, der er rent musikalsk, er mentaliteten. Der bliver spillet, optaget og udgivet alt fra eksperimenterende techno over jazz til black metal, og et sted midt imellem er der også plads til lidt god gammeldags rockmusik. Fælles for alle brugerne i vores lokaler er nysgerrigheden og lysten til at lave og lytte til musik for musikkens egen skyld. Og det er også det, der har karakteriseret alle øvrige brugere og publikummer på Mayhem gennem stedets 10 år som øvelokalekollektiv og spillested. Lyden fra nabolokalerne er lyden af både krautrock, heltemetal og punk, og det er inspirerende. Mayhem har naturligvis ikke patent på nysgerrighed og er langtfra det eneste sted, hvor der bliver lavet musik af nysgerrig, eksperimenterende, grænsesøgende karakter, men Mayhem er et frirum, hvor den tankegang ikke er i konkurrence med eksempelvis et mere kommercielt mindset, og hvor man bliver inspireret på tværs af genrer og øvelokalevægge. I stærkt kontrast husker jeg engang i Peavey-labyrinten at være blevet bedt om at stoppe med at spille, fordi man var i gang med at optage strygere i lokalet ved siden af.
At komme ud med sin musik og at få en platform at præsentere den på er en meget stor udfordring: Det ved enhver, der med rockdrømmens vimpler vajende over teenagesengen forsøgte at få mening ud af tabulaturerne til Led Zeppelin og Nirvana, og som sidenhen formastede sig til at starte et band med ugidelige trommeslagere, tonedøve bassister og selvcentrerede sangere. Jeg kan huske, at vi for mange år siden, i et nystartet band, endelig blev tilbudt at spille koncert. Det var på natklubben RUST. Vi selv spillede sådan noget uduelig slacker-indie, mens de to øvrige bands knælede ved rock-lickets flammende alter, og med “Barbedwired Baby’s Dream” som grundfilosofi skruede deres Marshall-forstærkere op på 11. Det ene af de to bands stod for en meget fokuseret del af barens omsætning og aftenens publikum i kraft af deres tilhørende, relativt overbevisende horde af tørstige gymnasieelever, der dog forduftede i takt med sustainen fra deres venners Les Paul.
Senere blev vi inviteret tilbage som opvarmning for nogle venners band, men måtte se os afvist af stedets booker, da vores Pavement-lyttende slackervenner ikke havde brugt nok penge i baren sidst. Dengang som nu mener jeg, at det er en fuldstændig bizar præmis, at uprøvede bands ikke bare skal spille stort set gratis, men også skal bijobbe som spillestedets gulvkanoner og SoMe-managers for overhovedet at få lov at slæbe gearet ind ad bagdøren. Enhver, der har stået der ved rockdrømmens perleport med hatten i hånden, kender den ulige magtbalance mellem bookeren og bandet. Der findes ikke en musiker med live-erfaring, der ikke har spillet på Fætter BR-lignende baggear, har delt en enkelt six-pack mellem tre bands eller har haft decideret underskud efter en koncert. Magtforholdet booker/musiker er meget ulige, og det spiller ofte en uheldig rolle, når særligt nye bands eller kunstnere skal finde fodfæste.
Sådan er det i hvert fald normalt. Men Mayhem er musikernes eget sted. Publikums eget sted. Mayhem er et kontinuerligt potentiale for det uhørte, og her er det muligt at opleve alt det, der ikke passer ind andre steder.
Den frihed, det har givet, at der er et rum, hvor musikere kan præsentere musikken på sine og deres egne præmisser, er altafgørende for, at København i løbet af de sidste 10 år har haft så spændende og succesfuld undergrund. Det er bestemt ikke en selvfølge. Jeg har haft nogle af mine bedste koncertoplevelser på Mayhem, og jeg har haft nogle af mine værste koncertoplevelser på Mayhem. Utroligt nok, et par gange i løbet af samme aften.
Det er svært at bebrejde den førstegangsbesøgende, der oplever Mayhem som et underligt sted. Stedet er nærmest demonstrativt, komisk svært at finde, og når man endelig finder bygningen, er døren tilmed umulig at finde. Som en graffittidækket kinesisk puzzle box afkræver Mayhem stamina og vilje af den førstegangsbesøgende. Til gengæld står der så måske en mand og spiller noise på et stykke glas, når man endelig finder vej ind i bygningens indre. De første par gange jeg kom som besøgende, kunne jeg absolut ikke finde hverken sted eller dør, men jeg blev ved med at komme, draget af atmosfæren og musikken. Jeg forstår også den førstegangsbesøgende, der ikke oplever stedet som inkluderende. Men det er ikke meget anderledes, end første gang man skal ned i ungdomsklubben eller starter på et nyt arbejde. Det kræver en indsats at blive en del af et fællesskab, og de, der har et tilhørsforhold til stedet, har opbygget det gennem tid. Selvom det kan virke mærkeligt lukket, kan man være sikker på, at man er velkommen til at være en del af det fællesskab, hvis man har lyst, og at man også er velkommen, hvis man bare gerne vil høre en koncert, der tilfældigvis er på Mayhem.
Mayhem er et sted, der skabes af brugerne, og det inkluderer også dig. Hvis du gerne vil stå i hjørnet og nyde musikken i ro og fred, så er du absolut lige så velkommen, som hvis du vil snakke og bomme smøger af de andre gæster — så længe du kommer for musikkens skyld, er din måde at være til stede på lige så legitim og velkommen som alle andres, og der er ingen rigtig eller forkert måde at være til koncert på.
Mayhem er ikke svært at finde, fordi det er hemmeligt, eller fordi nogen har besluttet, at det skulle være svært at finde. Det ligger tilfældigvis bare inde i en gård på hjørnet af to veje, hvilket også gør adressen komplet umulig at orientere sig efter. Døren er svær at finde, fordi Mayhems facade er dækket af graffiti, ikke fordi nogen intentionelt har skjult den. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke finder det en smule poetisk, men det skal ikke tages som et tegn på lukkethed.
Med sin altid skiftende facade og sit lige så omskiftelige indre har Mayhem nu stået som et metamorfisk, musikalsk fællesskab i en ufattelig twilight zone mellem Østerbro og Nordvest i 10 år. Jeg håber, det står 10 år endnu.
Frederik Denning er medlem af bandet Mythic Sunship, der har øvelokale på Mayhem. Han har tidligere udgivet musik under navnet F.E. Denning samt F.E. Denning Descension Orchestra og har også tidligere optrådt som skribent på bl.a. Passive/Aggressive.
A Decade of Mayhem er åbent 28.12.2019-27.12.2020.