Back to Passive/Aggressive

Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa
“Vi har brug for hinanden på en anden måde nu”

Efteråret haler sig langsomt ind på dagene, og himlen ligner nu året: Det er uklart og hænger over hovedet på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, og sådan har det været et stykke tid, går det op mig. Snart længe.

Det er som sådan ikke, fordi jeg mangler noget at tale om. Der er rigeligt. Men at tale om tiden nu føles for tidligt. At skrive om den føles som et forsøg på at fremskrive en fortid, der endnu ikke findes. Tiden kan ikke være i mine hænder, og det trods jeg bærer på en mærkelig, ny fornemmelse af at have andel i den. Jeg er investeret. Tiden er også min.

Virkelighed og tid er mig uendeligt svimlende at være i. Om jeg ville, kunne jeg ikke samle den i et stykke. Jeg holder en tanke, nogle spørgsmål, noget nogen har sagt, noget en anden har tænkt, en lyd, en lugt og nogle følelser op foran mig. Det er virkeligheden. Min mor skærer sine stofrester til, laver mønstre og syr dem sammen til patchwork-tæpper. Jeg tror, at jeg her må bruge samme fremgangsmåde, så jeg kan få virkeligheden til at ligne sig selv. Her en ansats:

A song of will / will to be / will to know / will to do / will to see

A song of will / A song for you

Det er for det meste om morgenen, at jeg hører sangen for mit indre øre. “Song of Will” fra albummet Black Rhythm Happening fra 1969 af jazztrompetisten Eddie Gale. Han gik bort for nyligt. Verden akkumulerer tab, tænker jeg en morgen, og vi har kun udsigt til at miste. Intet hober sig op, og jeg spørger verden, hvor vi dog skal gøre af det?

Will to be strong / Will to live long / Will to be right or wrong / A song for those who try

When things get rough and they can’t take it

Keep on fighting and try to make it

Never let any one thing break it

Jeg er ikke længere bange for at være banal. Særligt har tiden siden marts har lært mig, at det er det vigtigste, jeg kan være. En basic bitch. Jeg øver mig i at trække vejret, synge rene toner, spille dem og holde dem længe. Lave mad, sidde ned. Det er ikke så simpelt, som det lyder. Jeg holder om vennerne, mine elskede, læner min kind mod deres, trykker blidt. Vi siger ikke så meget til hinanden. Vi siger oftere, at vi elsker hinanden. Jeg spørger en veninde, om hun tror, at det er et levn? Det mener hun, at det er. At vores kroppe endnu husker, hvordan vi i foråret voksede ind i vores vægge, som om de kunne rumme os. Som om vores vægge kan rumme vores liv. Gro som mos og græs derhjemme, sagde hun. Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu, siger jeg til hende. Hun nikker. Jeg kysser hende igen.

Whose streets?

Our streets!

Jeg er altid i tvivl om, hvem vi er, og det tror jeg også, at vi selv er. Vi skiftes, vi ændrer os. Vi var mange den første gang, vi sang sammen, næste gang var vi flere. Nu er vi færre. Vi demonstrerede raske kroppe fulde af sorg og harme, vrede, vilje og empati; ønsker om forandring. Vores stemmer fyldte de gader, der i ugevis havde været fattige på folk. Vi gav lyd til den fælles krop, vi er – en stemme i et transnationalt kor. Pandemien havde lagt verden fladt ned, empatien overskred vores grænser, og vi sang for at vokalisere, at vi ikke kun bor i Danmark. Vi bor også i verden. Men at transponere modstanden til en toneart, der passer til den danske sang, er ikke et let arbejde. Det er en en øvelse. Hvem er vi? Hvad vil vi? Hvad er vores værktøj? Vores vokabular? Og hvordan er det, vi volder hinanden her? Den etiske krop trænes i det nære og må inkorporeres i vores systemer. Måske det er omvendt? Jeg tænker på, hvordan vi skal passe på hinanden. Jeg tænker også på penge.

Vi bor virkelig her: I Danmark, og jeg selv i København. Jeg er blevet uhyggeligt lokal. Længe har det undret mig, hvad det vil sige at leve her. Nu ville jeg ønske, at det ikke var en pandemi, der gav mig svaret. Uvirkelig som vores virkelighed er, og det at være fanget i den, har givet mig en ny forståelse og et nyt syn for, hvordan jeg også kan være her. Hvordan jeg vil. Når jeg siger uvirkelig, mener jeg, at det er, som om vi her indimellem har tilladt os at lade som om, tale som om, at pandemien er passé, at den er noget, vi kan overskue og kontrollere ved at tage hensyn; at vi kender verden, som om verden er en ting man kan forstå, og at verden ikke eroderer under vores trædepuder. Jeg mener, at det er, som om vi indimellem her lader som om, at mentalt helbred ikke er allemandseje og noget, som skal tages vare på. Når jeg siger uvirkelig, er det, fordi vores privilegium som regel er, hvad vi ikke ser. Privilegiet er, hvad vi ikke har ondt af.

Rolig nætter, guldet det sover /

Og ved grænsen, den der ryster nogen /

Jeg tror jeg ved, hvordan den skal brænde /

 Rolig nætter, guldet det sover

Solen er endnu varm, men lyset er køligt. Jeg har også en liggende på mit natbord. Jeg fik min sol i den tidlige alenehed, i midten af marts og det aflyste forår, da jeg købte Slim0s EP, sol i øjet. Da sommeren kom og åbnede landet lidt, var et af trioens medlemmer, Mija Milovic, den første, jeg hørte optræde live. Eller faktisk den anden, for Spellcaster varmede op. Begge to har helt særegent sjælfulde stemmer, og jeg blev blafret bagom af ømhed; for jeg havde næsten glemt, hvor rørende det er at høre en andens tyngde på tangenterne, glemt hvordan det er at mærke i min egen krop, hvor en andens nøgne vokal rammer mig og resonerer. Vi sad, som publikum nu er påbudt, på stole, hensat til at lytte. Tårer drev ad mine kinder, da hun sang Free”, en fortolkning af Nina Simones Do What You Gotta Do”.

Nu sidder vi ned til eksklusive koncerter, vi bestiller billetter i god tid, får faste pladser og afstand imellem os. Da Johan Polder opførte sit fænomenale værk for fire guitarer og en tromme til sin bachelorkoncert på Det Rytmiske Musikkonservatorium, slog det mig, hvordan publikums rolle ikke længere er anonymiseret: Ingen falder i mængden, alle ser alle, og enhver plads i de rum, som vi er færre til at forme, er optegnet. Rummene, vi færdes i, intensiveres. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu, vi har et andet ansvar.

Alle ved, de er alene. En ny slags stilhed har lagt sig over os som en dyne. Brud har fulgt brud, og mere vil brække og brydes. Vores omstændigheder omformateres, og vi ændrer os som følge deraf. Det får mig til at tænke på dette års CLICK Festival. Først havde den titlen Broken Bodies, men den udgave blev aflyst, senere udskudt og tog i stedet form som en udstilling med navnet A Quiet Place. Med Union for Open Vocalism opførte jeg vokalværket “Vocal Courts”. Vi opførte to koncerter, hvoraf den sidste var en natkoncert. Underligt uvant var det at være til midnatskoncert. Det er snart længe siden, at en offentlig begivenhed har måttet foregå så sent.
I skrivende stund er dét igen forbudt. Vores stemmer flød ud i rummet i natten, stemningen var underligt mørk og stille, som var det en uddrivelse. Jeg undres stadig over, hvad det var, vi skulle forlade. Hvad vi skulle give slip på.

I går var jeg til en mindehøjtidelighed for en ven, som ikke kunne være her mere. Talerne derfra sidder endnu i mit bryst, sorgen i mine led. Jeg taler mindre og undgår samtaler, jeg tidligere høfligt havde holdt i live, og omkring mig genkender jeg den sagte indforståethed, jeg ellers kun kender fra andre lande og kulturer, hvor man er vant til modgang og mismod. Der er ting, vi ikke taler om. Folk, vi ikke længere hilser på.
Vi afsluttede mindehøjtideligheden med at danse, og jeg kom til at tænke på min t-shirt fra Touching Bass, hvorpå der står Movement is Freedom. Jeg har vænnet mig til bevægelsesufriheden. Verden er ikke, hvad den har været. Jeg ved ikke, hvordan den er mulig. Jeg spørger mig selv, hvad frihed er, og om frihed, Freiheit og freedom er det samme? Det er det ikke. Jeg fortæller mig, at vores frihed har tjent os. At vi har brug for freedom fra nu af, for i den ligger anstrengelsen og modstanden implicit.

Publikums rolle ikke længere er anonymiseret: Ingen falder i mængden, alle ser alle, og enhver plads i de rum, som vi er færre til at forme, er optegnet. Rummene, vi færdes i, intensiveres. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu, vi har et andet ansvar.

Forleden overhørte jeg min underviser på musikskolen forklare en yngre elev, hvordan musik er en anden kommunikationsform. At det er, når vi hverken kan sige eller danse det, at vi må spille. I skrivende stund fylder en daf mit lydtæppe. XEXSI øver. Det er Xenia Xamanek og Simin Stine Ramezanali, der sammen har etableret platformen UUMPHFF, som centrerer bipoc-artister og vil musik, der lyder af alt muligt: Verden. På fredag giver de koncert på Christianshavns beboerhus sammen med Chief og Udara. Jeg glæder mig, og jeg glæder mig også til fremtiden. Lige om lidt kommer Clarissa Connellys udstilling og værk af en app, “Vandringen”. I den vil venners værker sprede sig i johanneskors over landkortet. Det varmer mig, at vi bøjer byen på nye måder, finder og skaber rum, og vi giver vores bevægelser lyd herefter. Vi har brug for at dele og udveksle, at vise hvad vi kan, vi har brug for at høre hinanden, at udtrykke at vi er her og har i sinde at blive ved med at være her.

Ting tager tid, og det er den samme tid, indsigterne kommer med. Senere vil der være mere at sige. Nu må vi gøre og holde os i gang. For livets skyld. 

Igen kommer jeg i tanke om “Song of Will“. Det her er sidste linje, bagefter kommer der blæs på:

A song for we who must do or die

….

Dette essay er en del af Passive/Aggressive #9, et tidsskrift om isolation i en karantænetid. Med essays og nye værker af Astrid Sonne, Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa, Marcela Lucatelli, Niels Henning Falk Jensby, Soho Rezanejad, William Kudahl & Morten Søndergaard, ØjeRum (Paw Grabowski) m.fl.

Passive/Aggressive #9
“Isolation”, 2020
www.passiveaggressive.dk/isolation
ISSN: 2245-862X (digital+print)

Redigeret af Nils Bloch & Passive/Aggressive
Grafiske værker af Tobias Holmbeck

Back to Passive/Aggressive