Back to Passive/Aggressive

uventede gæster

af Niels Henning Krag Jensby

 

 

 

 

 

Der er en tænkt situation, han ikke kan få ud af hovedet. Situationen er ligegyldig og angstpræget, denne: Han er alene hjemme og har inviteret en gæst, der skal ankomme om eftermiddagen. Inden gæsten ankommer, har han arbejde at udføre, lønnet eller ulønnet. Men i stedet for at udføre arbejdet, ender han med bare at sidde og vente på gæsten. Det er som om, at selve forventningen om, at der senere skal ​ske noget, forhindrer ham i at lade andet ske inden dagens centrale begivenhed. Besøget.

 

 

 

 

 

Støvkorn giver sig til kende i sollyset. Vindueskarmen er ikke blevet støvsuget i lang tid. Spindelvævet er langsomt, men sikkert groet frem af hjørnerne som silketråde. Der er en summen i rummet, han ikke kan ignorere. Øverst til venstre i vinduet er en hveps fløjet ind i spindet. Den basker med vingerne og udgyder en høj spids lyd i sit forsøg på at undslippe. Det stadigt frie hoved vrider sig. Edderkoppen bevæger sig langsomt hen til den og går i gang med at indhylle den i en puppe. Sammenfaldet mellem lyden af hvepsens vinger og det skrig, der altid giver hals i hans baghoved. Han kan ikke se på. Han kan ikke lade være med at se på. Den timelange proces, hvor laget af mælkede tråde omkring hvepsen bliver tykkere og tykkere. Pludselig stopper hvepsen med at summe. Kun skriget bliver tilbage.

 

 

 

 

 

Han har trukket dynen over hovedet og ind under sig, så den omfavner hele hans legeme. Med tiden bliver hans åndedrag til en hvislen, en hæs summen i mørket. Jo længere tid han ligger der, desto mere sikkert virker det, at der står en skikkelse uden for ham, der vil ham det ondt. Den fremstiller sig for hans blik i mørket, stadigt mere og mere tydeligt. Han trækker dynen ned og ser ingenting. Bare de hvide gardiner foran den åbne terrassedør, der blafrer i vinden. Et spøgelse der går gennem ham og huset. Han rejser sig fra sengen og går uden for. Lægger sig på plænen foran huset. Køerne på den anden side af vejen. Han har aldrig været nede ved dem. Han kender ikke deres navn.

 

 

 

 

 

Han er vågnet fra endnu et mareridt. De begyndte at melde sig igen omkring jævndøgn. Hver nat vågner han op i et skrig, han ikke selv ved, hvor kommer fra. Nogle gange er det hans mand, der vækker ham. Andre gange lyden af skriget bag den lukkede mund. Han sætter sig på kanten af sengen badet i sved og tager sig til hovedet. Han hader sommeren. Rejser sig op og går ned i køkkenet. Han ved ikke, hvorfor han er begyndt at drømme igen. Hjernen finder arbejde. Han ser ingen mennesker. Der er ulideligt varmt om natten. På køkkenbordet står en skål med æbler. Han tager et af dem og skyller det i koldt vand. Gnider det kolde æble mod sin pande. Tager det i munden. Han sætter tænderne i det, bryder skallen og mærker, hvordan saften fra æblet glider ned langs tandkødet. Æblet giver sig til at skrige. Han taber det på gulvet.

 

 

 

 

 

Han går langs matriklens grænser. Langs landevejen og op i skoven. Terrænet er uigennemsigtigt, tilgroet. Et stykke oppe af bakken møder han den gamle landevej. Den er ikke asfalteret, men består bare af en stribe af bar skovbund. Der er aldrig nogen, der bruger den. Brombær er i gang med at overtage arealet. Han går ned af vejen, forsøger at undgå de tornede grene. Han sætter sig i en lysning og tegner en cirkel omkring sig selv i jorden med fingeren. I skrænten bag ham er der udgravet et hul. En rævegrav. Han har ikke lagt mærke til den endnu. Ingen ved, hvad mørket bringer. Han sidder der, til solen går ned.

 

 

 

 

 

Det er nat. Han ligger på gulvet på biblioteket. Stirrer på månen gennem vinduet. Et ønske om at lade forsølvede dug flyde ned over ansigtet, fugte læberne. Et ønske om en berøring, der ikke er et mareridt. En bog falder ud af reolen. Kort tid derefter endnu en. Han kravler hen mod åbningen og kigger ind bag bøgerne. Noget pusler derinde, men han kan ikke se det. Han trækker nogle flere bøger ud, for bedre at kunne se. Han ser stadig ingenting. Bare den enerverende lyd. Han tager sin telefon op af lommen og lyser derind. Noget har gnavet et hul i reolens bagbeklædning. Pludselig. Sorte øjne i mørket. Musen kravler ud af hullet og løber forbi ham.

 

 

 

 

 

Han ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Han ved, at der snart vil ske noget. Endnu et besøg, endnu et mareridt. Han går ind i spisestuen og tager en stol. Han trækker den efter sig, slæber den over gulvet. Gennem køkkenet, gangen, udenfor. Han stiller den på jorden foran huset og sætter sig på den. Venter.

 

 

 

 

 

Du kan lytte til lydværkerne fra Passive/Aggressive #9 her:

Dette essay er en del af Passive/Aggressive #9, et tidsskrift om isolation i en karantænetid. Med essays og nye værker af Astrid Sonne, Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa, Marcela Lucatelli, Niels Henning Krag Jensby, Soho Rezanejad, William Kudahl & Morten Søndergaard, ØjeRum (Paw Grabowski) m.fl.

Passive/Aggressive #9
“Isolation”, 2020
www.passiveaggressive.dk/isolation
ISSN: 2245-862X (digital+print)

Redigeret af Nils Bloch & Passive/Aggressive
Grafiske værker af Tobias Holmbeck

Back to Passive/Aggressive