Back to Passive/Aggressive

Holger Schulze “Sonic Fiction” (Bloombury, 2020) – Boganmeldelse af Alexander Buk-Swienty.

Sonic Fiction — Lyden af fremtiden

Du kan ikke undgå at være i lyd. Man bader nærmest i det, når man går ned ad gaden, hvor man vader gennem et virvar af lydbølger, der klæber sig til legemet. Vibrationerne tager hårdt fat. De gennemborer kroppen, ryster dig i din grundvold. Dine ører har ingen låg, du kan klappe i, når noget støjer. Lyden trænger frit ind, du kan ikke søge i skjul bag en hinde.

Lyd, støj, musik, og alt hvad der ellers kan larme, er ikke blot kræfter, som trykker på trommehinden og ryster knoglerne, men kan betragtes som fiktion. Små narrative bidder udformet af stemninger og indtryk, indtaget med sanserne. De er med til at understøtte virkeligheden. Den larmende gade er fyldt til randen med auditive signaler. De fungerer som koder ligesom lyssignalerne ved et lyskryds. Det er et temmeligt banalt eksempel på, hvad man kunne kalde for ’sonic fiction’. Men lyd forstået som ’sonic fiction’ er ikke kun med til at skabe vores virkelighed, men baner vej for nye fremtider.

Holger Schulze, professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, gennemgår begrebet ’sonic fiction’ i sin nye bog af samme navn: Sonic Fiction (2020). Bogen indgår i en serie af Bloomsbury Academic, ”The Study of Sound”, hvor hver bog tager afsæt i et aktuelt begreb inden for musikvidenskaberne.

Holger Schulze (portrætfoto: Ralf Hiemisch)

Sonic Fiction lægger ud med at gennemgå begrebets kulturhistorie—hvordan det opstod i sammenhæng med afrofuturisme—for så at fortabe sig en lind strøm af mere eller mindre vellykket idiosynkratiske analyser og eksempler af ’sonic fiction’. Med Schulzes egne ord, er bogen en uregelmæssig serie af læsning og fejllæsninger, hvilket skyldes, skriver han, ’sonic fictions’ diffuse natur.

’Sonic fiction’ er et begreb, som er svær at få hånd om, hvorfor Schulzes første sætning også lyder: ”There is no sonic fiction. There has always been sonic fiction.” Det virker jo helt paradoksalt. Men det grundlægger, at begrebet unddrager sig fastsættelse (hvad det er). Måske er det noget, der kun kan fanges glimtvis, noget der er i bevægelse og danser rundt og omsvøber alt, hvad der ellers er.

’Sonic fiction’ følger ikke logikkens og rationalitetens taktfaste rytme. ’Sonic fiction’ befinder sig derimod præcist der, hvor logik og viden hører op. Det er der, hvor man løber tør for ord, som kan beskrive, forklare eller udrede, og hvor man til sidst må ty til kreation snarere end deskription. Det er slags sprække mellem erkendelse og væren.

Det giver især mening, når det handler om, hvordan vi taler om musik. Det var i hvert fald delvist kulturteoretikeren Kodwo Eshuns ærinde, da han grundlagde begrebet i sin radikal bog More Brilliant Than the Sun: Adventures in Sonic Fiction (1998). Eshuns værk står så centralt i Schulzes egen udredelse, at læseren får en fornemmelse af, at det havde været bedre at springe direkte til primærkilden i stedet.

Men More Brilliant Than the Sun er også en usammenlignelig hvirvelvind af teorier om jazz, dub og techno-musik, sprængfyldt med energiske sætninger, som er bevæbnet med et hav af neologismer (’Mixiilogic’, ’Mythscience’, ’Mutantextures). Eshun synes rettet mod at fuldstændig forandre, hvordan man kan skrive om musik:

“… theory always comes to music’s rescue. The organization of sound is interpreted historically, politically, socially. Like a headmaster, theory teaches today’s music a thing or 2 about life. It subdues music’s ambition, reins it in, restores it to its proper place, reconciles it to its naturally belated fate.” (Eshun, 1998)

’Sonic fiction’ indgår i en slags epistemologi, der vægrer sig ved egen epistemologiske erkendelser. Hvilket er at sige, at der er, i Eshuns bog, en konstant spænding mellem objekter, så som musik, og de teorier, som forsøger at indfange dem: ”Music is heard as the pop analysis it already is. Producers are already pop theorists.” Her står akademikeren nøgen tilbage, som en slags andenrangs-observatør, der kun kan pege på ting og sige, at noget sker herover.

Det er også det, som er Schulzes største problem i Sonic Fictions. Hans tekst klæber sig tæt op af Eshuns tekst, og derfor bliver Sonic Fictions et værk, som ender med at pege på en masse ting uden rigtig at tilføje yderligere dybde. I et af kapitlerne, for eksempel, sammenligner Schulze Eshun med en tysk tænker, Dietmar Dath, som oversatte More Brilliant til tysk. Ud over at sammenligningen forekommer underligt specifik, så demonstrerer kapitlet ikke andet, end at der er sammenfald mellem Eshuns tænkning og Daths. Det er som om, at Schulze tøver med at bevæge sig for langt væk fra de respektive teorier, men bliver inden for gengivelsen.

Selvom Sonic Fictions ikke buldrer og brager med samme kreative intensitet, som man finder hos Eshun, så fungerer det alligevel som en glimrende introduktion til et ’nicheområde’ inden for musikvidenskaben.

Men ’sonic fictions’ er ikke begrænset til musikvidenskaben. Som Schulze viser, så handler ’sonic fictions’ ikke kun om, hvordan man fortolker lyd, men at det i ligeså høj grad er rettet mod, hvordan lyd og de lyduniverser, vi indgår i, er filtret ind i vores politiske virkeligheder. Det udgør også de stærkeste sektioner af Sonic Fictions, hvor Schulze knytter begrebet an til Eshuns radikale afrofuturistiske projekt eller en anden kulturteoretiker Mark Fishers ’acid communism’.

Som Schulzes bog viser, så er ’sonic fictions’ et begreb, som hurtigt muterer, viser sig steder, hvor man ikke havde forventet det, og ikke nedfælles. Det er et spørgsmål om, hvordan musik og lyd påvirker kroppen, hvordan forandringer finder sted i det politiske landskab og for den lyttende.

Det er et spørgsmål om at gribe ind og med Kodwo Eshuns ord at skabe potentielle fremtider:

“Tracks [musiknumre] become Sonic Fictions, sonar systems through which audioships travel at the speed of thought… Sonic Fiction replaces lyrics with possibility space, with a plan for getting out of jail free. Escapism is organized until it seizes the means of perception and multiplies the modes of sensory reality… Sonic Fiction Is a Subjectivity Engine.” (Eshun, 1998)

 

Info: Holger Schulze “Sonic Fiction” er ude nu som en del af bogserien The Study of Sound på Bloomsbury.

A Passive/Aggressive reading list of Sonic Fiction
by Macon Holt and Simon Christensen

Kodwo Eshun, More Brilliant Than The Sun: Adventures In Sonic Fiction. 1998.
Kodwo Eshun, Further Considerations on Afrofuturism. 2003
Steve Goodman, Sonic Warfare Sound Affect and the Ecology of Fear. 2009
Mark Fisher, Ghosts of My Life: Writings on Depression, Hauntology and Lost Futures. 2014.
Salomé Voegelin, Sonic Possible Worlds: Hearing the Continuum of Sound. 2014.
Rasheedah Philips, Black Quantum Futurism: Theory and Practice. 2015.
AUDINT, Unsound: Undead. 2019.

Other publications by Holger Schulze:
Sonic Fiction. Bloomsbury Press 2020
Sound Works. A Cultural Theory of Sound Design. Bloomsbury Press 2019.
The Sonic Persona. An Anthropology of Sound. Bloomsbury Press 2018.
Adventures in Sonic Fiction: A Heuristic of Sound Studies, Journal of Sonic Studies. 2013.
The Bloomsbury Handbook of Sound Art. Bloomsbury Academic 2020 (co-ed.)
Sound as Popular Culture. MIT Press. 2016. (co-ed.)

Back to Passive/Aggressive