Af redaktionen
Velkommen til anden udgave af P/A Review, en kollektiv kritikserie prioriteret og skrevet af Foreningen Passive/Aggressive. The P/A Review udkommer tre-fire gange årligt og fokuserer på de forskellige input, som hvert af redaktionsmedlemmerne bringer med sig til dette medierede fluks af et interessefællesskab for det opløftende, outrerede og oversete, som Passive/Aggressive har udviklet sig til gennem et årti.
Derfor udkommer P/A Review som en tosproglig serie, fokuserer på mange forskellige genrer og er åben for alternative værkkategorier. Foreningen er interesseret i den uafhængige musikscene, der har afsmitning på og tangerer dansk musik, og ud over at udkomme her på www.passiveaggressive.dk udgiver Passive/Aggressive tidsskrifter og oversættelser på print, der gerne bidrager til at udvide musikmediernes genstandsfelt.
Forslag til kommende anmeldelser kan sendes til foreningen på kritik@passiveaggressive.dk – man kan også abonnere og støtte den frivillige forening på patreon.com/pasaggressive
Tak til alle medvirkende i denne udgave af P/A Review; se en samlet liste i kolofonen nederst.
Panxing “Slow Music” (Anyines)
Med “Slow Music” udgiver Pernille Zidore sit andet album som Panxing efter senest at have debuteret i duoen DEAP med sin partner, Aske Zidore (An Gella m.fl.). Albummet er blevet til under lockdown og beskæftiger sig bl.a. lyrisk med forældre- og moderskabet. Dermed er der noget både dybt universelt og tidstypisk over “Slow Music”. Det er universelt i den forstand, at forældreskabet (i alle dets mangfoldige former) til alle tider er en del af menneskers liv. Det er tidstypisk, i og med at moderskabet – med god grund – er blevet et præsent tema både i international og dansk kultur, hvor vi på hjemmefronten bl.a. har forfattere som Cecilie Lind (“Mit barn”, 2019), Olga Ravn (“Mit arbejde”, 2020), Sine Bang Nielsen (“Sol”, 2021), Mia Degner (“Lyset bærer ikke nag”, 2021) og Mirian Due (“Vågent”, 2021), der alle skriver om moderskab, samtidig med at kunstmuseet Louisiana er aktuelt med en udstilling om emnet.
Intimiteten på “Slow Music” kulminerer også med tydeligheden af dette tema. På “Take Care Time” høres babygråd, mens Astrid Sonne øver viola. Jeg oplever nummeret som en slags feltoptagelser fra den private dagligdag, som egentlig opsummerer rigtig godt den overordnede stemning på hele udgivelsen. “Slow Music” føles nemlig helt enormt intim at lægge øre til, som at blive hvisket en hemmelighed i fortrolighed eller at indlogere sig i et fremmed hjem.
Med skæve og minimalistiske kompositioner, der bl.a. inkorporerer klaver-, fløjte- og horn-lyde, har Panxing skabt et værk, der ikke lyder som noget andet, jeg selv har hørt i senere tid. Musikken på “Slow Music” lyder både rå og skrøbelig, både udfordrende og umiddelbar – unik. (Alexander Julin Mortensen)
Richard Youngs: “Holograph” (Glass Modern)
Richard Youngs is one of those artists who are most often described by the dreaded adjective “prolific” – usually a clear signal that if you aren’t already a fan, then where the hell do you start with someone whose Discogs entry counts almost a hundred albums (collaborations included, but still)?! As it turns out, “Holograph” might be one of those suitable entry points to Youngs’s rich oeuvre.
Apparently, Youngs wrote and recorded the entire “Holograph” over a weekend, when Dave Barker asked him whether he had anything new to release on Glass Modern. This kind of backstory doesn’t sound out of place in the context of Young’s output. For example, one of his most accessible albums, “Beyond the Valley of Ultrahits”, was made on a dare. Despite this, “Holograph” doesn’t at all sound scrappy nor hasty.
From the dazzling, jumpy openers “Never Ready” and “Psychopathology”, through the psychedelic middle part of the record, all the way to its more restrained closing, “Holograph” maintains a pulsating, almost nervous pace. Weirdly enough, the record as a whole feels pretty laid back, its riding rhythms only adding to a hypnotic mood. The record’s thirty-something minutes seem to simultaneously fly by and take forever.
This is probably why “Holograph” feels like a perfect summer record: not the type to play while hanging out with friends, going to the beach or anything like that. One listen to the epic “Bloc Capital Notion”, on which Youngs sounds like a sunburned Paul Buchanan of The Blue Nile gradually losing his mind, will convince you. No, this is the soundtrack to that almost hypnagogic state, that sizzling summer midday when the blinding sun and the crippling heat allow for nothing but surrender. (Ivna Franić)
Jaleh Negari “Weaver” (Eget Værelse/Zona Watusa)
At lytte til Jaleh Negaris nye album fra start til slut (som på forunderlig vis ikke er mere end 40 minutters samlet spilletid) føles som en overflyvning af umådelige og mangeartede musikalske landskaber. LP’ens to første numre tjener som eksempel: “Eliza” med trippende percussion-elementer og heftige, ambiente lydflader efterfulgt af “Illo Tempori”, hvor fin gæsteoplæsning fra Alexander Holm bliver intensiveret af rullende trommedunder.
“Weaver” er blevet til som en oversættelse af feltoptagelser til grafisk gengivelse og videre til spillet musik. Optagelserne er fra både Iran, Danmark og Indonesien, og med albummets titel i baghovedet fremtræder projektet bl.a. som en sammenvævning af de kulturelle tekstiler.
I presseteksten fremhæves sci-fi-inspirationer på linje med musikalske sammenligninger, og væver-motivet har da også en pendant i Amalie Smiths bog fra sidste år, “Thread Ripper”. Her bliver vævearbejdet et billede på en sløring af skellet mellem digitalt og analogt – en algoritmisk praksis fra oldtiden. På “Weaver” sker der en parallel opløsning af den elektronisk/akustiske skelnen, der opstår et lydligt rum for nye forbindelser, hvor det umiddelbart forskelligartede kan sameksistere.
Måske er det også derfor, at albummet virker så stærkt på trods af sine mange udtryk på ikke særlig lang tid. I hvert fald er “Weaver” lige så personligt nærgående og insisterende, som det er et imponerende formeksperiment.
(Markus Tange)
Coach “Coach” (Mastermind Records)
Jacob Elving (p.t. aktiv i Smertegrænsens Toldere) er bagmand på et sammensurium af Aarhus-relaterede punkbands, der er blevet til bandet Coach og albummet af samme navn. Udgivelsen kom i begyndelsen af maj, der var mørk og kold i Danmark – hvilket virkelig klædte pladen. Alligevel indledes pladen af en tidlig forårsagtig og bumlet punkrock med en masse trut, altsammen krydret med heftig og frustreret vokal. Albummet starter direkte på motorvejen i solskin, og det går befriende hurtigt, men pedalen trykkes helt i bund i et lavt gear, for der er rødglødende omdrejninger på accelerometret.
Det er alt andet lige hårdt arbejde på side A, men hvor en bil kan have svært ved at holde det pace, så fortsætter Coach ufortrødent i samme tempo på starten af B-siden, der gradvist intensiveres i en mere støjende og frustreret retning mod slutningen. Der trykkes stadigvæk hårdt på strenge, horn og trommer, det er slet ikke dét. Det bliver bare langt mere intenst, og det er et beundringsværdigt træk, der kræver lidt mere af én på B-siden af pladen. Bilen har forladt motorvejen og kører markræs på rastepladsens grønne områder med fuldt overlæg. Den desperate sang stopper i rabatten på tilkørselsbanen, klar til at tage en ny tur på motorvejen – for pladen skal lige vendes tilbage til A-siden; man får simpelthen lyst til at høre albummet igen. (Rasmus Søndergård Madsen)
Dax Pierson “Nerve Bumps (A Queer Divine Dissatisfaction)” (Ratskin Records/Dark Entries)
Lige umiddelbart kan sangtitlerne på Dax Piersons første soloalbum fremstå så sparsomme, at de er svære at afkode. Men kender man Piersons forhistorie, er titler som “For 2_24”, “For the Angels” og “I Slay the Pain” sigende. For slet ikke at tale om “Snap”, hvis isnende centrum er Piersons stemme, der flimrende gentager ordene “a snap of the neck”.
Netop stemmen er noget af det eneste, Pierson stadig har fuld kontrol over, når det gælder hans egen krop. Den 24. februar 2005 væltede den minibus, som han og resten af bandet Subtle var på vej tværs over USA i, og selv om engle altså fik Pierson ud i live, mistede han størstedelen af sin førlighed.
Trangen til at skabe musik forsvandt imidlertid ikke – men som Pierson for nylig fortalte i et interview med Resident Advisor, har han måttet vente længe på, at teknologien gjorde det muligt for ham. På den måde er “Nerve Bumps” resultatet af mange års ophobede indtryk og idéer, og stilistisk favner det bredt (fx acid-synth, hiphop, techno og kosmisk ambient) og er fyldt med usædvanlige sammenstillinger. I “Keflex” skaber et smældende beat og skingert blippende støj en rimelig intens stemning, som så pludselig brydes af noget, der lyder som sløret dreampop-guitar. Og i “I Slay the Pain” glider indledningens dissonans uventet over i lyse, opløftende klaverakkorder.
Synthlinjerne har det med at svaje og skride ud i disharmonier, hvilket bidrager til albummets grundtone af usikkerhed. Men som helhed er “Nerve Bumps” langtfra et depressivt dyk i dybet eller en klagesang. Tværtimod er albummet en sprudlende afsøgning af kreativt potentiale i alle afkroge – selv i de allermørkeste passager såsom den 12 minutter lange finale, “NTHNG FKS U HRDR THN TM”. Pladens spraglede karakter gør det desto mere imponerende, at den samtidig fremstår både sammenhængende og præcis. (Mikkel Arre)
Merdh Laleh “Matter Out of Place” (katharsis)
Valdemar Kragelund spiller bl.a. i de danske grupper Josiah Konder og Køs, men i sit soloprojekt, Merdh Laleh, arbejder han med et mere elektronisk udtryk. I april udkom hans andet soloalbum, “Matter Out of Place”, via den danske musiker jjjacobs label, katharsis.
Man kan sagtens trække flere paralleller til den freejazz, som Kragelund har været med til at lave i Køs. Også på “Matter Out of Place” møder man et meget frit udtryk, ikke alene i den forstand at den blander både analoge og elektroniske lydkilder, men også fordi den er meget kompositionelt fritflydende. Musikken glider – eller hakker – bare derudaf, nogle gange med en åbenlys optrapning og nedtoning, andre gange ikke. Den eksperimentelle ambient ekkoer altså af den delvist jazzede baggrund, som Kragelund også har; et ekko, der kun forstærkes af den inkorporerede saxofon på eksempelvis “initiated” og “relapse”.
Selvom “Matter Out of Place” delvist består af skitser, føles den i høj grad gennemarbejdet. Foruden slet og ret at lyde godt formår albummet at skabe en stemning og et lille univers, som kun den bedste ambient kan gøre det. Det føles køligt og lidt uroligt at befinde sig i Merdh Lalehs lydverden, men ikke i samme grad som eksempelvis på flere af Tim Heckers udgivelser, som det ellers er svært for mig ikke at sende en tanke, når jeg hører “Matter Out of Place”. Det er et album, der ikke er særlig højrøstet eller entydigt sørgmodigt, selvom det klart og tydeligt taler til et følelsesliv, som byder på mere end blot entydig optimisme og lykke. (Alexander Julin Mortensen)
Erika de Casier: “Sensational” (4AD)
Erika de Casier’s sophomore record, the follow-up to 2019’s excellent “Essentials”, comes via the legendary label 4AD. A potentially significant rise in profile for the Copenhagen-based artist has not, however, brought about any radical changes in her general approach. That’s probably good, as de Casier had already pretty much perfected her brand of effortless, yet playful r&b songs.
The album is packed with delicate lyrical observations and amusing takedowns of failed dates or annoying (potential) partners. There’s a moment on “All You Talk About” where – singing about her room not being tidy enough – de Casier adds the line “(I likе to keep it really tidy)” in the background, bringing to mind the smart-meets-silly genius of songs from the tv show “Crazy-ex Girlfriend”. Not to worry, though, her matter-of-fact delivery will not have you confuse “Sensational” for a comedy record at any point.
On most songs, de Casier sounds simultaneously seductive and disinterested. In that sense, “Sensational” is a strange kind of self-empowering record, sarcastic and self-critical, yet irresistible because of its fresh perspective and lyrical attention to details that bring familiarity to the situations she describes. She maintains a distinct, slow jam mood throughout the record, with about enough hooks to keep the listener’s attention. The late standout “Busy” shows her more club-ready side, which suits her great. (It also comes with an ‘official slideshow’ instead of a music video, and I think that’s beautiful.)
Although “Sensational” perhaps feels a little more subdued than its predecessor, the sleek production and de Casier’s signature lyrical style are all here. Sounding as confident as ever, on “Sensational” she strikes a perfect balance between an original, contemporary approach and a genuine tribute to the late 90’s/early 00’s r&b and other music she grew up with. (Ivna Franić)
Andreas Tofteberg “En handske knyttet af menneskehår” (Year 22)
Andreas Tofteberg er et nyt navn for mig, og det samme er year 22, der har udgivet båndet. “En handske knyttet af menneskehår” – man får jo med det samme tankerne hen på dansk industrial-musik fra start-00’erne; sikke en titel, og godt jeg ikke roder rundt i bålet med sådan en handske.
Hvorfor knytte en handske af menneskehår? Det er en fantastisk titel, som virkelig får tankerne sat i gang.
Musikken er udgivet på det, selskabet kalder “piss yellow” bånd, hvilket (og jeg undskylder) får mig til at trække på smilebåndet. Jeg forstår godt lysten til at bruge det abjekte, men jeg vil nok kalde det mere metallic lime. Nå, skidt nu også med det, selvom de selv samme æstetiske valg gør sig gældende visse steder i musikken. Klangmæssigt har vi med en sund tekniker at gøre her – god balance i mixet og ingen frygt for at fyre godt op for støjen, både den mere organiske og den digitale af slagsen, og tak for det!
Der er en ok tung atmosfære, samtidig med at støjen, specielt i “Første møde med veritabel kultur” spiller på frontrækken, hvilket jeg synes er meget fedt – jeg synes ofte, jeg har hørt mere det ene eller det andet.
Nogle af de anker, jeg har over for den her udgivelse, siger måske mere om mig end om Toftebergs musik, som spiller fuldstændig inden for rammerne af genren. Og det er netop dér, jeg bliver lidt utålmodig, fordi det (ligesom med det pisgule bånd) peger lige præcis på rammen/koderne for industrial-musikken, som jo om noget er ved at være godt trampet igennem.
Når det så er sagt, så er der også tydelige spor af, at der faktisk bliver taget greb om industrien (hvor man så hurtigt kommer over at danse med Posh Isolation/Janushoved, som hver især også har udviklet meget specifikke æstestikker), med “nyere” mere moderne greb som de velskabte synthtoner, glitch-tingene osv. Jeg tror dog ikke, jeg er helt overbevist, men nu kan det også være, vi skal se mere på musikken i sig selv, for ud over de mere generelle valg sker der såmænd rigtig gode ting på udgivelsen.
Et track som “Bortførelser” skærer igennem på en meget klar måde; ikke så meget pis og ond titel og et lydarbejde, der tillader sig mere råderum og selvstændighed, som om der er et narrativ, som gør, at man som lytter bliver draget på en anden måde.
Båndets B-side er det næsten 20 minutter lange “Jeg ser, og det fortsætter”. Her får vi noget godt smadret klaver-ambient, ikke helt ulig nogle af Frederik Dennings plader på Posh Isolation, med gode akkorder og læskende episk i opbygningen. Specielt kan jeg godt lide overstyringen, der lyder som noget bånd-over-komprimering. Altså: Rask tung musik fra det nordjyske, som jeg gerne vil høre mere fra. (Claus Haxholm)
Ryong “Unbreakable Bonds” (Yegorka)
Midt på Isak Tinds nye EP under navnet Ryong ligger nummeret “Snow That Shapes a Dream”, hvor Eva Tind (mor til Isak og forfatter til bl.a. romanen “Ophav”) fremfører et digt om et af EP’ens grundtemaer, familie. Eva Tind er adopteret fra Sydkorea, og både digtet og EP’en som helhed trækker tråde mellem landet og livet i familien Tind. I digtet optræder Sydkorea (og dermed adoptionen) kun antydningsvist, når hun f.eks. beskriver sin lyst til at bruge livet på at se Isak vokse op, “free from the nightmare of imagining someone would rip you out of my arms”. Anderledes eksplicit er det, at coveret mimer det sydkoreanske flag, ligesom instrumenteringen ofte klinger asiatisk. Og så åbner EP’en med lydsiden af videooptagelser fra noget, der kunne være en familierejse til Sydkorea. Måske de samme optagelser, som indgår i det videoværk, der er lavet til EP’en?
Også andre steder sætter Isak Tind brudstykker af familievideoer helt frem i lydbilledet og fremkalder en stærk følelse af intimitet. En emotionel effekt, som især understøttes af det på én gang tindrende og forsigtigt søgende strenge-tema, der vender tilbage flere gange undervejs og står markant frem i “Ever & Ever”.
“Unbreakable Bonds” er dog ikke noget skønmaleri af familielivet. Digtet lader forstå, at familien ikke længere er en enhed. Noget er sket. Men hvad er familien så nu? Hvilke ord kan man sætte på den? Det er det for tidligt at skrive om, siger Eva Tind. Og netop denne uafklarethed er karakteristisk for EP’en, ikke mindst når man hører den ildevarslende intensitet i åbneren “Split & Tear” og den uroligt hikstende vokalopklipning i “Horizon”.
Men selv om familien er splittet, virker de følelsesmæssige bånd intakte. “Isolde” afslutter i hvert fald EP’en med atter en familievideo, hvor Isak leger med sine søskende. Børnestemmerne er draperet med fløjte og strenge-temaet. Alt lyser af kærlighed. (Mikkel Arre)
Nick Scavo “100 % Perfect Deep Listening” (selvudgivet)
Newyorker-lydkunsteren Nick Scavo udgav for nylig “100 % Perfect Deep Listening”, hvor der er meget materiale presset ind i de hhv. 10 og 24 minutter, som de to stykker varer.
Som man nok fanger, er det Pauline Oliveros’ filosofi, der er på menuen her. På første side er der en kvindelig stemme (Molly Gavin, som Google ikke giver meget info om) og så Stubbe (Shaggy Rogers) fra Scooby-Doo-tegnefilmene, der taler om, hvorvidt den ene kan høre den anden og i hvilken grad. Altså en slags prequel, før man når til punktet Deep Listening (det tager de fat på lidt senere). Ifølge manuskriptet, som jeg fik tilsendt, foregår det i et rum magen til det (for avantgarde-musikken) klassiske, nærmest sakrale Anechoic Chamber – rummet, hvor John Cage fandt ud af, at der ikke fandtes stilhed. At det er “magen til”, er en vigtig pointe her – når man nu i kunstens navn sagtens kunne have valgt netop det rigtige Anechoic Chamber. Lol og nuvel. Uanset hvad må man sige, at det peger på, at der er masser af guf, når man kan bruge det halve af anmeldelsen på at beskrive baggrunden for lyden.
Der sker (endelig) noget i New York igen, bl.a. med Actual School og et label som Bahn Mi Verlag, som det her bånd ligger i meget fin forlængelse af. Blandingen af (ny-)konceptuel lydkunst og tegneseriefigurer er på overfladen måske en lidt nem løsning på at gentænke en tung lugt fra baglokalet (goofiness som kritik, men også en åbning af feltet), men omvendt tror jeg ikke nødvendigvis, at Scavo har tænkt det som en løsning, men som en indblanding af sine egne idéer – for netop at kunne lytte seriøst og ærligt til “alt”, hvilket vel er hovedmålet for deep listening. En måde at reflektere over noget på egne præmisser, hvilket jeg har stor respekt for.
Et andet aspekt er det performative lecture-sprog, der bare får fuld gas – både for at sige det, det siger, men også for at kommentere det, sådan som jeg forstår det, når man også bringer en Gandalf den Grå-impersonator ind på B-siden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der ligger et eller andet “kritisk” aspekt i den måde at have med sådan en lyd-monolit at gøre på.
Det er en virkelig dyb tur, man får her, med masser af tankegods, til efter man er kommet hjem. (Claus Haxholm)
Lonnie Holley & Matthew E. White “Broken Mirror: A Selfie Reflection” (Spacebomb)
Something odd takes place on the new record from the found-object sculptor and musician Lonnie Holley and indie-pop darling Matthew E. White. With the former renowned for his experimental improvised lyricising over jammed out riffs and the latter known for his slick and smooth radio-friendly hits, one might imagine that they may just meet in some sort of middle. But there never was a middle between these points. Instead, like some kind of recursive feedback loop, amplifying the underlying strangeness that haunts music itself, they have ended up producing a compellingly strange record, anchored by a relentless pulse.
When the first track, “This Here Jungle of Moderness/ Composition 14” opens with its bouncy distorted bass, one could be forgiven for thinking this record is like some kind of shiny rehabilitation of Holley’s weirdness. But instead, Holley feeds on this energy, launching into elongated paragraphs of surreal cultural critique. The thrill of this seems to free White up allowing him to interrupt the consistency he’s laid down and feeding Holley new sonic strangenesses to divert his path.
So, by the time we reach even the second and title track, “Broken Mirror (Selfie Reflection)/ Composition 9”, things are already much weirder from the start. When Holley sings “keeping up with the current events, I’m not tripping, groove with me”, he’s catching the terrifying flow of our infinite scrolling screen-based existence. And ultimately, when he chants like a mantra “no more broken mirror”, we are forced to ask if what seemed strange in this music was not actually, in some way, just those elements of our mediated lives that we have been trained to regard as normal, reflected back to us by someone who would not be trained. The rest of the record helps us to get comfy with this estrangement and shows us some of the routes through our world out of joint. (Macon Holt)
Misantrop “Reproaching the Absurd” (Opal Tapes)
Nicolai Vesterkær Krog debuterede som Misantrop tilbage i 2016. I de senere år har der dog været forholdsvis stille om Misantrop-projektet med undtagelse af sidste års udgivelse, “Idée Fixe”, der var et samarbejde med Splash Pattern. Med sit første fuldlængdealbum, “Reproaching the Absurd”, bryder Krog denne stilhed med 35 minutters forstyrrende og forrygende musik, der bl.a. er inspireret af egne erfaringer med depression.
De syv numre byder på en unik sammenblanding af støjende og smadrede lydteksturer, der i flere tilfælde akkompagneres af hurtige, intense rytmer. De rytmiske elementer i musikken får “Reproaching the Absurd” til at lyde som en slags muteret klubmusik; som tilnærmelsesvis dansabel musik, der dog nok er umuligt at danse til i praksis alligevel. De meget upolerede og støjede lydspor kombineret med Krogs monotone vokal og rytmiske eskalationer resulterer i et unikt udtryk, der føles både fremmedgørende og dybt dragende.
Det er et af den slags album, der virkelig føles som et samlet værk, hvorfor det også er svært at fremhæve enkelte dele frem for andre. Ét er dog sikkert: Med “The Latent Image” og “Lingering Transgression” skaber Misantrop en suveræn start og afslutning på albummet, hvor Jeremy Coubrough bidrager med et saxofonspil, som blot forstærker den forstyrrende stemning, der runger så intenst i Misantrops nye musik. (Alexander Julin Mortensen)
Laila Sakini: “Into the Traffic, Under the Moonlight” (Self-released)
Originally released in late 2020 as a companion tape to “Vivienne”, Laila Sakini’s intriguing debut record, “Into the Traffic, Under the Moonlight” recently got its own vinyl release. Although the two records share a predominantly nocturnal vibe, “Into the Traffic, Under the Moonlight” comes with a slightly richer sound palate and a mood of its own, ultimately coming off as much more than just an accompanying release.
”Talk My Way” draws you in from the start with its simple chords and soft vocals repeating a single phrase. It’s followed by a somewhat brighter miniature that sets the stage for a string of several strong tracks making up the record’s climax. The semi-titular “Into the Traffic” might not be your typical idea of a catchy tune, with its gloomy, somewhat dramatic vibe and an off-kilter hummed melody, but try getting it out your ear after hearing it just once or twice. Actually, this goes for most of the record – although the tracks are short and quite sparse, they seem to be extremely memorable and possess a certain addictive quality.
And then there are dynamic tracks like “Easy Does” and “Metro” that break out of the relaxed pace of the rest of the record. “Night Emotion” is a perfect name for the gorgeous track Sakini closes the album with. On “Into the Traffic, Under the Moonlight”, Sakini seems to have definitely established a particular sound and approach, her minimalist tracks seemingly drawing from influences as disparate as the golden age of trip-hop and the Aussie brand of downtempo post-punk, with some classical instrumentation on top. Clocking in at barely over twenty minutes, it is a stunning cruise of the after-dark urban environment. (Ivna Franić)
Listen to snippets at Boomkat.com.
Deiquisitor “Religiously Endorsed Masochism” (Night Shroud Records)
Ringsteds (og Danmarks) hurtigste metalband har langt om længe fået udsendt 2020-EP’en “Religiously Endorsed Masochism” som 7” via danske Night Shroud Records. EP’en blev indspillet mellem udgivelsen af 2020-albummet “Towards Our Impending Doom” og deres maxi-LP “Humanoid” fra 2021. EP’en indeholder to numre, “Purgatory” og “Damnation”, der tilsammen varer lige knap ni minutter. Den diskante dødsmetal-lyd trækker tråde til Deiquisitors ældre materiale, men man kan stadig tydeligt høre bandets udvikling, og det klæder dem.
Det er en lynhurtig basker af en EP, der ligesom deres tidligere materiale kræver noget af lytteren – især flere lyt. Deiquisitor er virkelig et dansk band i særklasse, både live og på udgivelser. Det er bestemt heller ikke en undtagelse på denne EP, der sandblæser frontlapperne med et tempofyldt diskanthelvede. Der er blot ét nummer på hver side af EP’en, men det er indsatsen værd at vende pladen flittigt. Hvis man bliver træt af venderiet, kan man med fordel finde EP’en på bånd hos Extremely Rotten Productions. (Rasmus Søndergård Madsen)
Astrid Øster Mortensen “Gro mig en blomst” (Förlag För Fri Musik)
Det er vanskeligt at genrebestemme Astrid Øster Mortensens debutalbum, men at selskabet bag hedder Förlag För Fri Musik, er yderst rammende. Selskabet hører hjemme i Göteborg og har bl.a. udgivet Arv & Miljö (også Posh Isolation) og Blod, hvis seneste album Astrid Øster Mortensen også medvirker på.
Hun er således en del af et miljø i den vestsvenske by, og der er bestemt æstetiske overlap med andre af selskabets kunstnere. Men i sig selv lyder “Gro mig en blomst” i høj grad som et soloprojekt indspillet på egen hånd – ganske sigende på en lille ø uden for Göteborg. En del optagelser virker som one-takes, mens andre arbejder mere med lag, fx af vokaler, akustiske instrumenter og reallydsoptagelser fra havet og vist også fra et hus.
Ofte er lydbilledet uldent, og optagelser på bånd bukler sig ud af sync eller indhyller sangene i susende støj. I det hele taget er det karakteristisk for “Gro mig en blomst”, at grænserne er slørede eller måske rettere dirrende: Musik og omgivelser lapper ind over hinanden, og det er nærmest umuligt at skelne, hvad der er improviseret, og hvad der er komponeret. En klaverpassage i “Seydis”, der kan lyde som et indfald, er alligevel ikke mere spontan, end at den pludselig toner frem igen i afslutningsnummeret “Xylo”. Samtidig fremstår Mortensens interesse for traditionelle kompositioner sparsom. Således når den smukke og meget intimt indspillede sang “Hvor kommer mørket fra?” kun at rulle igennem et par vers, før vokalen forsvinder, og det akkompagnerende orgel hen over de næste minutter flyder længere og længere væk fra den oprindelige melodi.
“Gro mig en blomst” er optaget af det midlertidige og umiddelbare, strejfene af skønhed. Det gør albummet så flygtigt og omskifteligt, at det nærmest kan virke tilfældigt. Sådan lidt henkastet. Men glimtene af musikalske motiver, der dukker op flere steder, indikerer klart, at der er et mønster underneden. Et snørklet rodnet af idéer og indtryk, som jeg ikke kan greje sammenhængen i, men glæder mig til at drive rundt i hen over sommeren. (Mikkel Arre)
Schacke “Moments Forever Fading” (Posh Isolation)
Schacke har i de senere år etableret sig internationalt med sine techno-produktioner, men på det seneste har hans musikalske udtryk taget (endnu) en drejning. Sidste år medvirkede han på “Kulør006” med stemningsmættet ambient, hvilket han efterfølgende også gjorde på kompilationen “Under Stars / Shells in Colour” på Posh Isolation.
På EP’en “Moments Forever Fading” fortsætter Schacke det stilistiske udtryk, han bidrog med til de to førnævnte opsamlinger. Selvom det er bemærkelses- og beundringsværdigt, er musikken langtfra kun interessant af den grund, at den er udtryk for et vovet og radikalt brud med det musikalske udtryk, der ellers har skaffet ham stor anerkendelse som del af det københavnske techno-miljø. På “Moments Forever Fading” møder vi nemlig også et enormt blottet udtryk, der måske ikke er uhørt, men dog alligevel forholdsvist sjældent. Det er ikke svært at finde ambient, der dyrker sentimentalitet, melankoli og tungsind i et eller andet omfang. Men det er sjældent, at følelserne får lov til at stå i front i en sådan grad, som de gør i Schackes musik. Man kan fristes til at kalde musikken ‘poppet’, i den forstand at tre af EP’ens fire numre i høj grad fokuserer på et melodisk element, der bidrager med et bestemt følelsesmæssigt udtryk til de enkelte numre. Dette gælder især for afslutningsnummeret, “Protect Me From What I Want”, der med sit klaverspil skaber en nærmest ‘kitschet’ patos, som dog slår mig som dybfølt.
Selvom stemningen i Schackes nye musik hverken er euforisk eller optimistisk, besidder den dog alligevel en vis lethed. Det er altså ikke et tungt og knugende rum, man møder i hans musik, men snarere et udtryk, der lyder både personligt og samtidigt nærmest kosmisk, hvilket til dels skyldes den luftighed, der kendetegner flere lyd-teksturer i musikken. Derfor minder “Moments Forever Fading” – især nummeret “Found Another Way” – mig også om Dedekind Cut, der ligeledes også sammenblander disse tilsyneladende modpoler i nogle af sine kompositioner. (Alexander Julin Mortensen)
Canilla “You Always Wanted More in Life, But Now You Don’t Have the Appetite” (Street Pulse Records)
Norske Canillas album ligger et ret vildt sted mellem elektronisk musik og mekanisk skulpturel lydkunst. Første track er en banger, der starter roligt ud med semi-syntetiske flader, der smelter sig ind og ud af hinanden, og der er også noget harmonika-lignende, som godt kunne stamme fra et af hendes selvbyggede instrumenter.
Så kommer der en ordentlig tung kick, som bliver styrende et godt stykke ind, og som trods den lettere monotone tilstedeværelse virkelig skaber en fremaddrivende energi. Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på noget Basic Channel, hvis de havde vandret i bjerge i stedet for at samle på dub-plader.
Resten af albummet arbejder mere ud fra et sangformat, om end af den “åbne” slags. Albummet er først lavet som en installation og tænkt som “conceptual love ballads stemming from trees of a wounded forest”.
Jeg er lidt i tvivl om konceptet, da det ikke synes at stå synderligt tydeligt frem i sangtitlerne eller teksterne, som oftest er sovset godt ind i effekter og hvad man vel kan kalde “sjælelig” fremførsel. Sangen “Life without the human look” arbejder med stemmen på en noget anderledes måde: Man får lidt kvad-stemning med en ret “off“ auto-tune, som fungerer virkelig godt og giver noget mental plads i forhold til sangene før og efter, der arbejder mere med modular-lignede synthforløb.
Track 5 er opkaldt efter Alfred Korzybski, som jeg umiddelbart ikke kendte, indtil jeg læste “the map is not the territory” (nå ja, ham), men jeg har svært ved at placere ham i forhold til albummets overordnede tematik, hvilket jo ikke gør det ulovligt at nævne ham, men forvirring begynder at fylde mere, jo længere man kommer frem i pladen. Er det skidt? Ikke nødvendigvis!
Titelnummeret er det korteste track og har en meget flot hypnotiserende stemning, som man ikke får lov at dykke ned i, hvilket er et godt og frisk move; til gengæld er vokalen stadig svær at fange. Hvilket er en skam, da jeg generelt er stor fan af Arboral Erotisk Litteratur: Hvordan formulerer træerne deres trængte og pressede kærlighed? Jeg ved det stadig ikke.
Albummet byder rent klangligt på nogle gode skæringer og et dragende lydunivers, der placerer sig lettere akavet (det er et positivt udtryk hos mig!) mellem flere stole – som en måde at inkorporere flere tankesæt ind i et ret begrænset medium, som LP’en jo er.
Desværre synes jeg, det går lidt ud over helheden, da det kan være svært at gribe fat i andet end musikken selv.
Det er jo en klassiker, tried and true, men som med et kunstsyn bliver så formelt, at “det konceptuelle”, der bliver lagt op til, ikke rigtig kan placeres. Jeg kan ikke andet end undre mig, hvilket jo som udgangspunkt må siges at være noget af det ypperste, en plade kan gøre. Jeg savner bare (utroligt nok!) lidt mere sammenhæng – eller som Alfred Korzybski måske kunne snakke med om: “kortlægning”. (Claus Haxholm)
Yngel/Greta Eacott “Alun / Stuck” (One Take Records)
Den nye LP fra One Take Records er en split med guitarduoen Yngel på den ene side og labelets stifter og drivkraft, Greta Eacott, på den anden side. Det er efterhånden mange år siden, jeg har set den klassiske dobbeltcover-løsning på en split, en lille nostalgisk tåre presser sig på, flot enkel løsning. På Yngels “Alun” har vi noget, der kunne være et stærkt manipuleret fiskelinse-fotografi. Sfærisk, men også i mangel på et bedre ord “undersøgende” (videnskabeligt, er det fotografiets gamle magi, der stadig spøger?). Flipper man LP’en, får man et foto af noget krøllet staniol, lidt ude af center, men ellers rimelig køligt.
Musikken har en meget klar sammenhæng med det billedlige omsvøb. Yngels kompositioner arbejder meget med det sfæriske: rumklang og luft. Det er sjovt at høre, hvordan rumklangen er blevet et kompositorisk valg, en komponent i disse kompositioner. Den har måske været der fra starten, men jeg forestiller mig, den er kommet ind meget tidligt i kompositionsprocessen. Rumklangen er vævet ind i den, og duoen arbejder med deres strenge og dynamikkerne. Jeg har før tænkt Yngel som værende meget undersøgende i forhold til guitaren og dens muligheder i post-Rowe/SY/Yoshihide-tider, og her må jeg sige, at distancen er blevet meget lille: Det er “ømme” kompositioner, på kompositionernes præmisser, men med alt, hvad Yngel har lært igennem medlemmernes respektive andre arbejder og med hinanden. Specielt sidens sidste del fanger mig: flot, flot feedback arbejde (multi-split-pedaler?) og dynamisk luft/pause-arbejde.
Greta Eacotts side arbejder virkelig også med pauserne, og på den måde bliver siderne også sammenhængende. Hvor Yngels side er komponeret ud fra en inddragende tanke, er Gretas mere ren og materiale-bearbejdende. Her er også en del rumklang på spil, men brugt mere, som vi kender det; som atmosfære, som en måde at sige “this page is intentionally empty”. Men jeg er overbevist om, at kompositionerne sagtens kunne klare sig uden. Der er en anden råhed, ligefremhed måske, på denne perkussive side, og det giver også en mere meditativ kvalitet, som fungerer godt som en slags modspil til Yngels side.
Med det meditative in mente er det sjovt at tænke på titlen “Stuck”. Flere gange havde jeg lidt ‘zen’ stemning på. Hvor meditationsscenen ofte taler positivt om det “stillestående”, peger på “Stuck” også på en anden, lidt mere negativ måde at se denne stilstand på, som er ganske spændende at tænke over. (Claus Haxholm)
Redaktørens note: Claus Haxholm har tidligere udgivet en plade via samme selskab.
The P/A Review #2
ISSN: 2245-862X
July 2021
Contributions by Alexander Julin Mortensen, Claus Haxholm, Ivna Franić, Macon Holt, Markus Tange, Mikkel Arre, and Rasmus Søndergård Madsen. Edited by Mikkel Arre.
Graphic design: Kasper Vang
Passive/Aggressive is non-profit.
Thank you: Statens Kunstfond.