Back to Passive/Aggressive

William Kudahl & Morten Søndergaard – Italienske tilstande

Italienske tilstande

 

I.

 

Paris, en af de sidste 

dage i februar, 2020 

året med de smukkeste tal

der er et løfte i årets tal

som blev noget kastet frem

ved årsskiftet.

 

Det er tidlig morgen

alting er ved at begynde

jeg er på vej hen 

for at tage toget ned til mit bjerg

i Italien og jeg går 

gennem det lille anlæg 

Square René-Viviani–Montebello

foran Saint-Julien-le-Pauvre kirken

og ved en indskydelse samler jeg

en lille aflang frøkapsel op fra grusstien

som træet har kastet fra sig.

 

Frøene stammer fra

det ældste træ i Paris

et akacietræ plantet i 1601

af Jean Robin

det træ har set pest og krige

rulle forbi under sig

jeg stikker frøene i lommen

og glemmer alt om dem.

 

Aftenen før

var jeg på en kinesisk restaurant

i Rue Sainte-Anne

jeg havde godt hørt om den smitte

der var i luften i Kina

der var rapporter fra Kina

var det derfor jeg fik lyst til orientalsk?

 

De fleste restauranter var lukkede

jeg endte på en kinesisk

jeg huskede at jeg vaskede mine hænder

ekstra grundigt da jeg gik derfra.

 

Alting ændrede sig

fra den dag af

uendeligt langsomt

en lydløs storm

var under opsejling

det eneste der kunne høres

var en fin hyletone

næsten uden for det hørbares spektrum.

 

I den mexicanske film Roma

af Alfonso Cuarón

er der en scene 

med en fest hvor de festende 

– hele den festende verden –

står i haven og ser en skovbrand

aftegne et rødt skær på himlen

de griner og festen fortsætter

og da branden tager fat

og kommer tættere på

drikker de videre 

og dét er det 

the end of the world

as we know it.

 

II.

 

Pietrasanta, Montepreti

begyndelsen af marts, 2020,

virustonen stiger og stiger

jeg er tilbage på bjerget

og står og lytter til dalen

det står klart 

at det er i Italien

at hyletone-epicentret ligger

det ligger i Bergamo

det ligger i Milano

det er her at

smitten løber

fra mund til mund

lyden af alarm

lyden af sirene.

 

En Champions League-fodboldkamp

mellem Atalanta og Valencia 

viser sig at være

udslagsgivende 

for epidemiens rasen i Italien 

og siden i hele Europa

40.000 fodboldfans

bliver inficeret 

under kampen

som Atalanta vandt 4-1.

 

Virus er nu

det altdominerende samtaleemne

en lydtilstand der ikke vil forsvinde

en måde at tale sammen på

og hyletonen er nu så klar

at ingen kan undgå at opfange den

hvor de end er.

 

Jeg finder den lille frøkapsel

i lommen en dag

hvor jeg skal vaske mine bukser

og ved en indskydelse

sår jeg 

de 7 frø i en potte

og sætter dem på radiatoren.

 

III.

 

Jean Robin såede sit træ

fra frø i 1601

han var kongens gartner

eller simplicist 

den der passer de simple, de medicinske planter

eller arborist

den der passer træerne.

 

Han havde skaffet sig frøet fra Amerika

han plantede det i Paris

netop på dette sted

hvor to veje forgrenede sig

den ene fører mod Saint Jacques-pilgrimsruten

ned mod Spanien

og den anden fører mod Via Francigena 

som ender i Peterskirken i Rom

og som går forbi mit hus.

 

Senere skulle Linné give træet navnet

Robinia pseudoacacia

for at ære Jean Robin

træet er ikke et akacietræ

det er et fake-akacie

pseudo

det lyder på en gang anakronistisk 

og samtidigt.

 

Både barken, rødderne, bælgene 

og frøene er giftige

træet er hurtigtvoksende og robust

og har en generøs blomstring

med stor nektarproduktion

som tiltrækker bier.

 

IV.

 

Virus-tonen

bliver højere for hver dag der går

der er ikke andet end virus i medierne

en plade er gået i hak

en kurve

en graf

en tone

som om der er blevet slukket

for alt andet 

og en støjsender

overtog alle frekvenser.

 

Virus

inficerer mine drømme

og i drømmene 

kommer folk for tæt på

de drømte

holder ikke social afstand

de er ligeglade

og hoster mig lige ind i ansigtet.

 

Anna Maria lander med det sidste fly

inden lockdown

vi kører gennem det lukkede land 

vi er med i en sorthvid krigsfilm

og motorvejen er tom

tankstationerne er barrikaderede

med stålplader for vinduerne

og blomsterne lugter af desinfektionsvæske.

 

Ingen vil ud i smitten

alle vil være inde.

Usikkerheden er 

det eneste sikre

ingen kan vide 

hvordan det ender.

 

Vi kommer tilbage til huset på bjerget

hyletonen er alle vegne

vi er ved at blive døve af lyden

og vi lægger os til at sove

men vi kan ikke sove

vi ligger med åbne øjne og ører

i mørket

og den lange dag

er begyndt.

 

Alt er latent

alt skal til at begynde

dagen 

er et verbum

men er det

nat eller dag

jeg ved det ikke

dagene dager

og nætterne nætrer

og de glider ind over os

som en mælket lydtåge.

 

V.

 

Det er forår

det er snart sommer

det er en klar og kold dag

foråret har gang i sit

og i olivenlunden trækker

to rådyr højere op

og en hærfugl sidder i et træ 

og udstøder sit up up up.

 

Nu hvor menneskene er standset

har naturen taget over

og tiden går hurtigt

tiden går uendeligt 

langsomt 

nætterne er lange kæder

af utydelige mønstre

af liv og død

for det er om natten

at de flytter ligene

i konvojer nede på

motorvejen.

 

Fra Bergamo

fra Milano

fra Genova

fra Firenze

fra Roma.

 

Konvojer med kister.

 

Motorvejen er tom 

kun lastbiler 

og ambulancer.

 

Et af akaciefrøene 

er spiret

og

jeg planter det om.

 

Tiden går

tiden går

ikke

og når den gør det

sker det i lange

vilde spring.

 

Det er italienske tilstande

og ingen vil

have italienske tilstande.

 

Jeg følger ikke med i kurverne

i tallene

i smitten

men de synger fra balkonerne 

og vi har udgangsforbud

ingen må bevæge sig 

over nogen form for grænse

det er ikke til at opdrive masker

eller håndsprit eller gummihandsker

og jeg må lyve for Anna Maria

om at der ikke er 

nogen smittede i dalen

men der er mange

hører jeg 

når jeg står i den lange kø

foran supermarkedet

jeg får hele tiden

taget min temperatur

af fremmede

jeg er med en i meget dårlig sci-fi film

hvor alle har hovedrollen.

 

VI.

 

Vi vågner klokken 2 

vi vågner klokken 3

vi vågner klokken 5

og jeg drømmer at jeg 

er død.

 

Kære Corona

du flænser verden op

og vi må holde fast i det

som er menneskeligt og sandt

 

Corona et stjernebillede

Corona er en galakse

og jeg sidder foran bierne 

og ser på deres vinger

de kan flyve væk 

og det gør de.

 

Biernes vinger glitrer som sølvlyn i solen

de er honningastronauter

de har ingen ører

men de kan lytte med deres ben

efter vibrationer i stadets struktur.

 

De flyver afsted så snart de kommer ud

nogle af dem letter 

med hovedet nedad

deres antenner modtager signaler

som jeg ikke har adgang til.

 

Men jeg kan høre virustonen

inden i alting

inde mellem træerne

inde i en sten

inde i honningen

inde i den vilde timian

og for første gang i lang tid

skyder et hårdt angstbrus 

op i mig.

 

Det er tanken om al den smerte 

der lige nu finder sted i verden

alle disse menneskers angst 

koblet sammen med mine angstbaner.

 

Jeg skal igennem en

politiafspærring for at købe ind

og passersedlen knitrer

mens en cyklist bliver noteret 

for at motionere. 

 

I købmandsbutikken

er der en kvinde

indenfor før mig

ophidset viser

hun mig ud 

for hun har ret

til at være alene i butikken

hun er i sin gode ret

hun er en eksponentiel kurve 

der stiger i min hjerne

hun er en abnormt lang kø 

ude på pladsen foran posthuset

 

for det er den første og det er den anden

og folk skal hente deres pension.

 

Alle de masker og alle de handsker 

og alle de beskyttelsesbriller

og alle de plasticregnfrakker

hele dette kollektive Angsttjernobyl.

 

VII.

 

Vi planter frø allevegne

for vi må hurtigt blive selvforsynende

og akacietræet 

er nu ti centimeter højt 

og der er ingen tvivl

at det faktisk er et træ

ikke på nogen måde

pseudo

men meget, meget virkeligt

for hvordan skulle et træ

være andet end virkeligt?

 

Dette træ kan med god ret hævde

at det er det andet akacietræ

som er pseudo

men alting er

virkeligt

uvirkeligt nu.

 

Akacietræet er en pionerplante

som rykker frem efter skovbrande

og lange tørkeperioder

det tåler ikke skygge

og træet og jeg er indespærret

her på bjerget

i det nedlukkede Italien

midt i den lukkede verden.

 

Alting er 

som det plejer

nej

vi synes ikke alting er som det plejer

men verden er blevet blød

og kan modelleres til en anden.

 

Skal vi tilbage til det

vi var

eller skal vi begynde

på noget nyt?

 

Vi mærker en tysthed inderst i blodet

der ruller rundt i livet

når døden trænger ind i husene

når de usynlige

smittedråber flyver i luften

når nogen synger

når nogen skriger

når nogen går forbi os på gaden.

 

Vi kan ikke se den 

med det blotte øje

men betragte solen brænde ned

bag erindringen

døden har mistet sine ritualer

ingen må holde begravelse

for alle de døde i Italien.

 

 

VIII.

 

Akacietræet er plantet ud

det står ude i sommeren

højsommeren som er en varm

cikadetråd der spindes fra træ til træ.

 

Akacietræet har fået pælerod

det har bevæget sig

i vilde spring af vækst

som en virus inde i en krop

en livsform

som vil og vil og vil

og ikke andet 

end det

videre og

videre.

 

Akacietræets små skud er blevet

til grene

og jeg er blevet til landskabet

vi er blevet på vores bjerg

i længere tid 

end nogensinde før.

 

Jeg lytter efter stilheden

som lød

da alting gik i stå

og lytter til at stilheden

langsomt brydes igen

fordi industri og trafik

går i gang

hostende

nysende

hakkende.

 

Natstilheden

er væk

sirenerne som

konstant gennemskar mørket

er nu blevet en naturlig del

af lydbilledet.

 

Nathelikopteren

som flytter rundt på de inficerede

er den eneste

tilbageværende rytme

i døgnet

selv flyene begynder at rumle

og tegne deres kondensstriber igen.

 

IX.

 

En storm er på vej

væk eller måske

samler den kræfter

til den anden bølge

den tredje bølge

den fjerde bølge

den flyver gennem skovene

af angst og mennesker.

 

Menneskene står 

og ser op mod den underligt gule

og blege sandstorm

som rejste sig på horisonten

en storm der blæste dem ind

i sig selv.

 

Hjælpepakker pakkes ud

og websites læses grundigt igennem

alle de gange

vi lytter efter den usynlige knitren

af luft 

alle de gange

de neddykkede mennesker 

kommer gispende op 

efter luft 

i flodbølgen af fremkaldervæske

som er skyllet ud over verden

så alting bliver synligt 

inden også disse syn løber væk

som to hjorte der trækker op

gennem olivenlunden.

 

Det sociale er blevet virtuelt

og vi må ned fra bjerget

ned til byen

skræmt fra vid og sans

vi har glemt 

bygningerne

menneskene og bilerne

mursejlerne

og slagskyggerne i solen.

 

Jeg planter akacietræet om

fra krukke til krukke

det er blevet højere end mig

det er blevet min målestok

for Coronatiden

den eneste tidsenhed

der synes at give mening.

 

Jeg lægger alle mine

mundbind og plastichandsker

i en bunke på bordet

og laver en lille skulptur.

 

Jeg lytter gennem den febrilske

støj af cikader og varsler

og forvarsler og advarsler

og anbefalinger og påbud.

 

Jeg kan ikke sove

jeg kan ikke huske

hvornår jeg sidst sov

hvornår jeg sidst havde lyst til at sove

dagene løber ud i nætterne

og jeg vågner

ved jeg ligger i en kiste 

i en kistekonvoj.

 

Jeg drømmer at jeg er død

at jeg ligger i et lighus

og at jeg ved 

at det er min krop

der er død

og at jeg i drømme

går rundt og spørger de andre

hvordan det kan være 

at min krop er død

men at jeg kan være her.

 

En anden

den samme 

som før

nu delt i to.

 

Jeg går hen til mig selv.

 

Jeg står lidt og ser på mig selv.

 

Så går jeg ud til de andre

og akacietræet blomstrer.

 

Morten Søndergaard, Pietrasanta, 13.08.20

Foto: Morten Søndergaard

Dette digt er en del af Passive/Aggressive #9, et tidsskrift om isolation i en karantænetid. Med essays og nye værker af Astrid Sonne, Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa, Marcela Lucatelli, Niels Henning Falk Jensby, Soho Rezanejad, William Kudahl & Morten Søndergaard, ØjeRum (Paw Grabowski) m.fl.

Passive/Aggressive #9
“Isolation”, 2020
www.passiveaggressive.dk/isolation
ISSN: 2245-862X (digital+print)

Redigeret af Nils Bloch & Passive/Aggressive
Grafiske værker af Tobias Holmbeck

Back to Passive/Aggressive