Back to Passive/Aggressive

“Balslev er i bredeste forstand inspireret af den historiske avantgarde og det, der samler sig under betegnelsen folkekunst, outsider-kunst eller art brut, som var den franske kunstner Jean Dubuffets betegnelse for billeder og andre visuelle udtryk, skabt af bl.a. børn, mentalt forstyrrede og andre uden kunstnerisk skoling. Ligesom surrealisterne og Cobra-bevægelsen fandt Dubuffet her kunstens ægte råmateriale, som han stillede op imod den akademisk skolede kunst. Hertil kommer nyere tids alternative tegneserietegnere og -magasiner – herunder ikke mindst undergrundsforlaget Le Dernier Cri, i hvis regi Balslev har udgivet grafik og publiceret værker af kunstnere med tilknytning til Le Dernier Cri på sit forlag Cult Pump. Balslev er således en del af en international modkultur, der foruden fanzines og magasiner også omfatter musik, hvor der ikke skelnes mellem fin- og folkelig kultur; højt og lavt; amatør og professionel; skidt og kanel – på godt og ondt. Alt dette og mere til ligger mellem linjerne, måske ikke i det enkelt værk, men tilsammen i Balslevs arbejde.” – Søren Houmann (Vi er alle sammen syge, in: Pulp Magma, Fahrenheit, 2017)

“Den dominerende motivtype i Balslevs produktion tager udgangspunkt i automatismen, som den defineres af André Breton (De surrealistiske manifester, 1924), og frembringes tegneteknisk spontant. Motiverne her myldrer med organiske former, menneskelignende organer som tarme og blodårer; udposninger, bylder og knogler; symboler på kønsåbninger, fallos, sperma og sekret. De organlignende former kan optræde isoleret indsat i tomme, golde landskaber eller interiør; eller i selskab – i mange værker i et kæmpe mylder, balancerende på hinanden, sammenhængende, “kopulerende” – og kan minde om en organisme, hvor den enkelte del giver næring til helheden, der fremtræder som en art maskine eller mobile. Ofte bindes de omtalte former sammen af abstrakte og dybt groteske tegneserie-lignende figurer – monstre og zombier. Enkeltstående eller i selskab kan disse ophobninger, kødbjerge, antage skulpturel, ja monumental karakter. Man er dog ikke i tvivl om konstruktionernes skrøbelighed, og at de kan kollapse hvert øjeblik – ja, vel egentlig står på trods af alt logik.” – Søren Houmann (Vi er alle sammen syge, in: Pulp Magma, Fahrenheit, 2017)

Zven Balslev f. 1977. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Fra 1998-2010 drev han forlaget Smittekilde. I dag driver han Cult Pump, som bl.a. udgiver tidsskriftet Radbrækket. Zven Balslev er bl.a. repræsenteret i Statens Museum for Kunsts kobberstiksamling. Han har udgivet musik med Mok Nok, O.T./Oltretomba, Angkor Wrack, Cop Lord og under navnet Heksehyl.

Bogen “Pulp Magma” er udgivet af Forlaget Fahrenheit med undertitlen tegninger, grafik etc. 2006-2016 og indeholder grafiske værker af Zven Balslev samt tekster af Jan Sneum og Søren Houmann.

Zven Balslev har værksted på Mayhem og står bag adskillige plakater og pladecovers. Han har illustreret og trykt plakaten øverst, hvilket er hans bidrag til udstillingen A Decade of Mayhem 28.12.2019-27.12.2020.

Back to Passive/Aggressive