“Sonisk krigsførelse” – En introduktion til Steve Goodmans vibrationelle ontologi

Af Macon Holt

I 2009 udgav produceren, pladeselskabsejeren, filosoffen og den modstræbende akademiker Steve Goodman en bog, der skulle komme til at forandre filosofien om lyd og derigennem bane vej for helt nye måder at udforske det soniske, både gennem teori og praksis. Bogen var Sonic Warfare: Sound, Affect, and the Ecology of Fear fra MIT Press. Nu hvor introduktionen er på plads, kan jeg citere fra bogens gådefulde indledning:

Sonic Warfare er struktureret som en lydfokuseret version af et lige så banebrydende og gådefuldt værk, nemlig Gilles Deleuze og Felix Guattaris Tusind plateauer – et værk, Goodman ofte refererer til – og lægger ud med at flytte fokusset i diskussionen om lyd, fra hvad der kan høres, til hvad der kan mærkes. Goodman placerer dermed hørelsen som en underkategori af denne mere diffuse sans. Udgangspunktet er tvetydigt: Hvornår begynder en buldren fra et forbipasserende tog, et jordskælv eller en eksplosion at blive lyd? Hvornår bliver et sammenstød lyd? I teknisk forstand kunne svaret være ved 20hz, men det er et banalt faktum. Det er klart, at lyd er noget fysisk, som kan mærkes af en krop, men det, Goodman sigter efter at undersøge, er de underliggende betingelser, der producerer dette fænomen. Det, Goodman ønsker at benytte denne iagttagelse til, er at anskueliggøre måder at forstå, hvad musik kan gøre, hvad lyd kan gøre, hvordan lyd kan benyttes som vold, som en kraft, som en måde at dominere eller yde modstand på og som en måde at forestille sig, hvordan det må være for ikke-menneskelige entiteter at ‘høre’.

Sonic Warfare forsøger at gøre op med en tendens, der privilegerer et begrænset interval af frekvenser (20hz-20khz), hvori bevægelsen af trykbølger kan betegnes som lyd ifølge den fysiologiske forståelse af menneskets hørelse. Fordi Goodman er et menneske, er dette spektrum ofte hans udgangspunkt, men herfra følger en undersøgelse af de uhørlige ‘ikke-lyde’, som omgiver al lyd og støder ind i kroppe i verden, selvom de ikke kan omdannes til elektriske signaler af fimrehårene i menneskets øre. Eksempler kunne være de sub-bas-vibrationer, der får din brystkasse til at resonere, selvom du ikke kan høre dem, og de ultrahøje frekvenser, som smutter uden om din hørelse og har en direkte indvirkning på din neurologi. Ifølge Goodman er enhver sonisk erfaring faktisk et møde med kræfter, som ikke blot overstiger alt det, vi forstår som meningsfuldt ved lyde, men endda også det, vi overhovedet opfatter som lyd. At forstå dette er at forstå disse erfaringer som en slags destruktiv krigsførelse med et produktivt potentiale.

Bogens titel er næsten misvisende. Den handler ikke om at betragte lyde som våben i konventionel forstand. Faktisk bruger Goodman i introduktionen et par sider på at gennemgå, og i det store hele afvise, de historiske eksempler, hvor man har forsøgt at bruge lyd som våben. I stedet er bogen en esoterisk udforskning af lyd forstået gennem en abstrakt begrebsliggørelse, lånt fra Deleuze og Guattari, af krig som en form for mekanisme. Det vil sige, at krig forstås som den potentielt destruktive kraft, der opstår i et sammenstød mellem to kroppe, som bevæger sig gennem verden på forskellig vis. To menneskekroppe, som ramler ind i hinanden på gaden, bliver måske flove eller irriterede, men fordi forudsætningen for deres bevægelser er nogenlunde ens, er skaden ikke stor. Dette sammenstød skulle være sket med en utrolig kraft – hvor en af kroppene sprængte normerne for, hvordan man går ned ad gaden – for at være destruktivt. En sådan kraft ville blive opfattet som en overtrædelse af, hvordan det er tilladt for en sådan krop at bevæge sig gennem (eller opføre sig i) verden, hvilket ville true denne verdens stabilitet. Det er, hvad Deleuze og Guattari kalder en krigsmaskine. Dog behøver der ikke at forekomme en overtrædelse af tingenes orden, for at krigsmaskinen køres i stilling. Kraften fra disse menneskekroppes fodtrin er nok til at ødelægge en snegls krop/verden, hvis den kommer i vejen. Det er i den forstand en radikalt desorganiserende, uinteresseret potentiel kraft, som Goodman definerer som krigsførelse. Sonisk krigsførelse refererer derfor til måden, hvorpå kraften fra det soniske er i stand til at forstyrre organiseringen af kroppe og forestillingen om, hvor stabil den verden, de tilhører, er. Det er dog ikke for at sige, at lyd/ikke-lyd har en slags magisk universel egenskab. Den kvalme, du mærker, når uhørlige sub-frekvenser resonerer gennem din soniske krop, skyldes ikke udelukkende disse frekvensers natur. Det er snarere resultatet af et sammenstød, der producerer uharmoniske relationer mellem de kræfter og materialer, som holder sammen på din form, og frekvensernes kraft, når de passerer gennem et materiale (luft, vand, mursten). Der er tilfælde, hvor sådanne sammenstød kan bruges til at beskrive det, der i daglig tale kaldes krigsførelse (såsom de ‘sonic boom’-bomber, der blev kastet over Gazastriben i 2005), men det er ikke bogens fokus. I stedet ønsker Sonic Warfare at forstå, hvad lyd er, og hvad denne forståelse kan fortælle os om de politikker, der er med til at konstruere virkeligheden.

Dette bringer os til bogens (næsten) centrale kapitel: “13.7 milliard f.kr.: Vibrationskraftens ontologi”. Dette kapitel rummer bogens vigtigste bidrag og mest risikable påstande. Først bidragene: Goodman tager afsæt i Deleuze og Guattaris vigtigste indflydelseskilde, den hollandske linsesliber og 1700-tals-filosof Baruch Spinozas opfattelse af, at virkeligheden består af kroppe i konstant bevægelse, som har en affekt på hinanden over afstand, og tilføjer en science fiction/fakta-opdatering til denne ontologi. Ifølge Goodman befinder alting sig i en tilstand af konstant vibration. Selvom denne vibration går ubemærket hen for de sanser, som mennesket har udviklet til at fornemme den flig af virkeligheden, som er nødvendig for at overleve, forstår vi nu, at selvom ting forekommer stabile, så eksisterer de kun i det omfang, at de er engagerede i en eller anden form for materiel proces, som løber helt ned til det atomare niveau. Det er kun for vores begrænsede sanseapparat og temporale udgangspunkt, at tingene forekommer statiske, for i den vibrationelle krafts ontologi er det at være statisk det samme som ikke at eksistere.

Det er temmelig abstrakt, men det er nøglen til at forstå, hvad lyde kan gøre. Ifølge Goodman er grænsen mellem lyd og ikke-lyd et rum af potentialer. Det er her, han fornemmer den underliggende kraft, som giver alt det eksisterende energien til at lancere de processer, som tillader det at manifestere sig. Soniske praksisser, som det at lave musik, bliver en måde at manipulere virkeligheden på det fundamentale niveau af vibrationernes energi. Et niveau, hvor ord kommer til kort, selv når kropslige fornemmelser af denne energi træder ind i vores erfaringshorisont. Det er derfor, Goodman bruger begrebet “Ecology of Fear” i undertitlen, fordi oplevelsen af frygt er noget, som de mennesker, vi ser os selv som, ikke har meget kontrol over. Der er visse lyde, som, når du hører dem ude i verden, vil få dig til at løbe en halv kilometer, inden du opdager, at du løber. På den måde er lyd/ikke-lyd og dets manipulation – det være sig gennem musik eller design – en måde at tilgå de grundlæggende byggeklodser, som udgør måden, vi konstruerer virkeligheden på. Det er det, Goodman er interesseret i: Hvordan lyde har en affekt eller dyb indvirkning på kroppe, som synes at trodse bevidsthedens evne til refleksion og vores repræsentationssystemer. Alle, som har mærket en tung bas strømme gennem kroppen og trække dem ud på dansegulvet, ved, at der er noget om snakken.

Info: Dette er et uddrag af vores seneste udgivelse, “Steve Goodman: Sonisk krigsførelse”, som kan købes via patreon.com/pasaggressive eller via mail på info@passiveaggressive.dk.

 Udgivelsen er oversat til dansk af Alexander Buk-Swienty i samarbejde med Mikkel Arre og Nils Bloch-Sørensen.

I samme serie: “K-Punk: Or how Mark Fisher intensifies the political possibilities of music” (2019) + Éliane Radigue “Tiden er uden betydning” (2019).