Hardcore, grindcore, nowave og støjjazzrock ud i én køre og ind over hinanden: Over to weekender i maj udfordrede Aarhus-bandet Smertegrænsens Toldere hardcore-publikummets åbensindethed i et bravt forsøg på at holde musikken frisk og vild. P/A var med til den sidste aften på Hotel Cecil i København. Det holder aldrig op med at undre mig, når folk, der dristigt og vedholdende opsøger den allermest afsindigt kogte musik, de kan komme i nærheden af, blankt erklærer, at de ikke kan lide jazz. Bare sådan, som genre i det hele taget, nej tak, ellers tak. Jeg mener, du hører harsh noise, grindcore, black metal, støjrock, gamelan, hvad det skal være, men saxofon er for outré til dig?

Folk-punk, thai funk, ufrivillig prog-rock og fjollet middelaldermusik. Om præcis en måned står du måske på Roskilde Festival, og måske kan du også have lidt svært ved at finde rundt i programmet, hvor der igen i år er en enorm bredte af især mindre kendte kunstnere og færre gigastjerner. De færre kæmpenavne i toppen af plakaten er for nogle fast tradition at beklage sig over, men for dig, der læser Passive/Aggressive, er det måske noget af det, der gør Roskilde Festival spændende.

Reportage af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Mitt Brønsholt “Er du gammel punker?” spørger en af fædrene fra klassen, da vi møder hinanden ude foran Dynamo på Odense Havn. Vi er vel omtrent lige overraskede over, at den anden er her til punk- og hardcorefestival på Dynamo, et værksted for samtidscirkus. Ikke at vi burde være det, for når man ...

Engang var havet omkring os en lige så uforudsigelig som uudtømmelig kilde til beskæftigelse og afsavn, overlevelse og brutal død, isolation og verdensvendthed. Vi byggede både og maskiner til at betvinge havet, tømte det for liv og tømte os selv ud i det. Det er ikke længere tid siden, end at mange af os har kendt familiemedlemmer, hvis liv hang uløseligt sammen med havet.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt at udgive noget i 2026 og kalde det dubstep. Siden Burial i 2007 lod genren opløse i regnvåd rumklang, og Skrillex trak den gennem sine hyperkinetiske forvrængninger, der kulminerede i “bro”steppens selvkarikatur, har dubstep hovedsageligt eksisteret som meme. Derfor føles det modigt, når trioen Josephine – producer Josephine Clara Mahler Plumhoff og Sammy Soul og Yasin Saif på henholdsvis live-trommer og bas – med deres debut-EP, Unexplained, tager en æstetik, der for længst er blevet latterliggjort, alvorligt.

I dag skete der noget bemærkelsesværdigt. Det danske elektropunkband MOR har annonceret en koncert på Copenhell og udgivet en ny EP med genindspilninger af gamle numre, som de aldrig lige nåede at blive færdige med dengang, da de fra midt-slutningen af 00’erne til 2012 var hyperaktive som duo i den danske punkscene. SORT NAT udkommer i dag på MOR’s eget label Lort Records. For et par uger siden skrev de til Passive/Aggressive for at tilbyde et eksklusivt interview i anledning af udgivelsen og koncertannonceringen. 

Hverdagens mange afbrydelser er en af opmærksomhedsøkonomiens undselige tyvekoster. Tyvekoster, som blot er et middel i et stort maskineri, der forsøger at varegøre stilhedens opmærksomme lytten. I teknologiens slagskygger vokser meningsløsheden, men heldigvis er der kunstnere, som kommer nihilismen i forkøbet og insisterer på den æstetiske værdi i opmærksomhedens vragrester. Digitale afbrydelser, teknologisk forfald og elektronisk interferens er alt sammen dele, som kan benyttes som håndfaste forsvarsmidler mod uopmærksomheden. De kan benyttes til at skabe musik, der kræver et svar – ikke et svar, der indtager abstrakte former i fantasien, men som et kropsligt svar, man støder sig på.

Der findes motiver, der er så grundigt gennemlyst, så uendeligt gentaget, at de får karakter af en slags kulturel tinnitus. Blandt de mest overeksponerede populærkulturelle ikoner er Jeanne d’Arc. Ikke bare som martyr eller fanatiker, helgen eller kætter, ikke bare som fransk fædrelandssymbol for det yderste højre eller som feministisk figur, men som en mærkelig ideologisk polyfoni af ekstreme betydninger: Hun er blevet aktiveret i så mange kunstneriske bearbejdninger, at spørgsmålet ikke længere er, hvad hun betyder, men hvordan det overhovedet er muligt at få hende til at betyde noget, der ikke allerede er udtømt. At nærme sig Jeanne d’Arc er at melde sig i en meget gammel samtale, hvor alle allerede har sagt alt, hvad der kan siges.

Ditte Krøyers pladedebut som soloartist er både vred og stærkt personlig. Benzinen i KRØYER-projektet er Ditte Krøyers opvækst på fødeøen Lolland. En opvækst, der fortolkes gennem tempofyldt og bister industrial metal. Albummet TOWERING IRON er et identitetsprojekt fra randområderne om ophav, fremmedgjorthed, døden, klimakrisen og social uretfærdighed – temaer, som Krøyer også arbejder med i sin praksis som billedkunstner.