Multi-instrumentalist og vokalist Solveig Roseth balancerer et foruroligende, gotisk udtryk mellem fløjlsblød indadvendthed og smertefuld forløsning på debutalbummet Ossiphage. Roseth kredser over de fællesmenneskelige vilkår, at vores kroppe er skrøbelige, og fysisk lidelse er uundgåelig, mens vi lever.

I sophie-lous debut EP "It's easy to be soft” vil en klokkeklar og kraftfuld vokal fortælle dig, at der er styrke i at stille sig frem i lyset, selvom man har lyst til at gemme sig i mørket. Det er musik som imponerer ved at omfavne sin lytter og inviterer dig ind i et pigeværelse af klang, samhørighed, sorg og længsel.

Allerede fra første tone af Chants, Pauline Hogstrands nye album, fornemmer man en mærkelig spænding mellem det konkrete og det udefinerbare. Lyden er både nærværende og fjern, fysisk og drømmende.

At lytte til “Solids for Voices” føles lidt som at være sammen med en seksårig, der åndsfraværende udforsker sin stemmes klangspekter, mærker lydene forme sig i munden og resonere i det indre øre, mens man selv støt drives ud over vanviddets rand.

At kalde en EP Beautiful i 2025 er ikke bare en æstetisk beslutning. I en kultur af ekstrem syntetisk glans og meme-ironisk selvforelskelse har beauty mistet sin konventionelle uskyld. Ordet er slidt op.

Heathe – “Control Your Soul’s Desire for Freedom” (Empty Tape/Virkelighedsfjern, 2025) – Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Emilia Jasmin. Klimakrise, folkerejsning og en blytung fortvivlelse over, hvor lidt der synes at være at stille op mod det kværnende maskineri, der ufortrødent tapper os som ressource, inden det skovler os ned i den kollektive grav. Det er de helt ...

København er en lille by, og derfor er der stor risiko for tilfældige sammenfald mellem ens venner og musikerne i de bands, man tager til koncert med. Det erkender jeg og indrømmer, at jeg finder denne opgave at anmelde en dobbeltkoncert, hvor jeg har kendt nogle af medlemmerne i begge bands personligt i frygteligt mange år, temmelig nervepirrende. Denne anmeldelse bør derfor deklameres som fuldkommen partisk. Men hvis parti skal jeg tage?

Lydkunstneren Margos gør indtryk på lovende debutalbum, hvor 13 korte kompositioner overbevisende indkapsler eksistentielle følelser som angst, isolation og længsel efter nærvær.

At bygge en verden omkring sin musik, er for mange kunstnere en helt afgørende del af deres praksis. Billeder og musikvideoer er nærmest en selvfølge i udfoldelsen af en udgivelse, og et sammenhængende æstetisk univers kan både fungere som et kommercielt springbræt eller som esoterisk kulegravning for den opmærksomme lytter.