Det er en særlig opgave som kunstner at afgøre, hvornår noget er færdigt. At sætte et punktum og sige: Her slutter det. Men hvad sker der, hvis en sang ikke behøver at have én endelig form, men kan forandre sig, hver gang den bliver sunget? Hvis teksten ikke er noget, der på et tidspunkt skal færdiggøres, men noget, der kan blive ved med at bevæge sig mellem betydninger, gentagelser og nye muligheder? Og kan digitale udgivelsesformater og platforme rumme denne form for bevægelse? Det er her, Sara Flindts nye EP begynder. Sara Flindt er sangskriver og performer, tidligere kendt under navnet ZAAR. EP’en, med titlen Hvad man kan være bekendt hvad man kan være, består af fem forskellige versioner af den samme sang. Ingen af dem er originalen. Ingen af dem er den definitive udgave. De er alle sammen sangen. Læs Aria Leth Schützes anmeldelse.

Roskilde Festival har i år, ligesom de sidste mange år, dedikeret et helt program til ’Arts & Activism’. Jeg var nysgerrig efter at forstå, hvordan Roskilde Festival selv forstår og formidler aktivisme. Kunst kan kurateres og programlægges, det kan musik også. Men gælder det samme for aktivismen? Kan den på samme måde sættes på programmet med et tidspunkt i festivalguiden uden samtidig at miste det, der gør den til aktivisme: dens funktion som forstyrrelse og udfordring af de rammer, der er til rådighed? Det forekommer mig umiddelbart uforeneligt, at der med et Arts & Activism-program tildeles rammer, indenfor hvilke aktivisme kan foregå. Passive/Aggressive sendte i år aktivisme-rapporter Asta Iris Rohde til Roskilde Festival.

“Hvor går han hen, når han holder bal? Han går på Roskilde Festival!” sang Red Warszawa, dansk metals længst eksisterende jokeband, om den sortklædte Johnny i “Den Sorte Garderobe” for mange år siden. Jeg kan identificere mig med Johnny. Ikke fordi jeg er udsat og fra Ballerup, men fordi jeg har mange sorte t-shirts, og fordi Roskilde Festival er mit bal. 18 gange har jeg været afsted, og 18 gange er jeg kommet hjem, smadret og begejstret i varierende grad, men altid klogere." Læs dette gæsteindlæg af Emil Hansen, forsanger og guitarist i metalbandet Terminalist.

Anmeldelse af Ilsebil Søe Iwan. Kan et eksperimenterende, nordisk bigband få os til at sanse de intergalaktiske, biologiske top-hemmeligheder? Ja! Ja, det kan det. I årets første sommerdage har jeg lyttet intenst til albummet Øyeblikk af ensemblerne Caktus og OJKOS. Og det har betydet, at jeg har lært noget at kende, som jeg vil betegne som mikrobiologisk jazz. Med musikken i ørerne har jeg følt mig som noget nær en Alice i Eventyrland remixet med minimoyseren Arthur. Det ene øjeblik i formindsket størrelse, i ave over at vandre omkring i et koloenormt blomsterbed. Det andet øjeblik tilbage i normal størrelse, mens musikkens mikrobiologiske funktioner puster naturen, cellerne, bladenes strukturer, vinden i pilen og søernes åkander op. Øyeblikk er som en portal, et musikalsk mikroskop, der åbner mine sanserne for naturens fortryllelse og intime impulser.

På andendagen skal tankerne og oplevelserne igennem endnu et slør af varme, slushice og støv, før de overhovedet finder frem til tastaturet. Søndagen ligger bag os som et varmt aftryk i kroppen, mens mandagens program på Roskilde First Days i den grad bød på kontraster.  Passive/Aggressive er taget på græs for at anmelde koncerter fra Roskilde Festival First Days. Programmet, der også er kendt som “opvarmningsdagene”, har efterhånden udviklet sig til et alsidigt program af overvejende danske og nordiske musikere fra de mere snævre kroge, og oplevelsen de første dage før den officielle åbning kan føles som en lokal minifestival – blot på markant større scener og med et helt andet publikum, end man ellers finder til den slags.  Til og med onsdag 1. juli kan du læse vores dagsrapport fra de koncerter, vi nåede dagen før. Redaktionen består af Mathias Schønberg og Emma Nophiran, som hver især har udvalgt enkelte koncerter at dele vores oplevelse med.

Anmeldelser af Mathias Schønberg og Emma Nophiran af Gelwane, Portal Pets og miaw. Passive/Aggressive er taget på græs for at anmelde koncerter fra Roskilde Festival First Days. Programmet, der også er kendt som “opvarmningsdagene”, har efterhånden udviklet sig til et alsidigt program af overvejende danske og nordiske musikere fra de mere snævre kroge, og oplevelsen de første dage før den officielle åbning kan føles som en lokal minifestival – blot på markant større scener og med et helt andet publikum, end man ellers finder til den slags.  Til og med onsdag 1. juli kan du læse vores dagsrapport fra de koncerter, vi nåede dagen før. Redaktionen består af Mathias Schønberg og Emma Nophiran, som hver især har udvalgt enkelte koncerter at dele vores oplevelse med.

Anmeldelse: Kristine Haffgaard Foto: Presse Kroppen og kropslige erindringer er det samlende omdrejningspunkt for Flavia Huarachis Daliyah-projekt, der bevæger sig i et genrevridende felt hvor ny kompositionsmusik, avantgarde og genfortolkning af gamle folklore traditioner. Debutudgivelsen Distorción sætter kvinders stemmer og erfaringer i centrum, når Flavia Huarachi behandler personlige og transgenerationelle følgevirkninger af voldsomme oplevelser. Flavia Huarachi er fløjtenist, vokalist ...

I et vrangvendt, mystisk og goldt rum inviterede Scenatet publikum ind i en abstrakt tid under festivalen Copenhagen Stage, som lige har forløbet. En tid opløst i lyde, lys, tåge, skygger og infiltrerende koreografier i en performance, som anvendte osmosen som metafor og metode. Bag værket stod komponist Niels Rønsholt, scenograf Anna Berit Asp Christensen og koreograf Tim Matiakis i et synergetisk samarbejde. Her viste de os, hvad netop kunsten kan, når den får lov at være sit eget erkendende rum.

Hardcore, grindcore, nowave og støjjazzrock ud i én køre og ind over hinanden: Over to weekender i maj udfordrede Aarhus-bandet Smertegrænsens Toldere hardcore-publikummets åbensindethed i et bravt forsøg på at holde musikken frisk og vild. P/A var med til den sidste aften på Hotel Cecil i København. Det holder aldrig op med at undre mig, når folk, der dristigt og vedholdende opsøger den allermest afsindigt kogte musik, de kan komme i nærheden af, blankt erklærer, at de ikke kan lide jazz. Bare sådan, som genre i det hele taget, nej tak, ellers tak. Jeg mener, du hører harsh noise, grindcore, black metal, støjrock, gamelan, hvad det skal være, men saxofon er for outré til dig?