Af Emil Grarup og Mikkel Arre
En af de uopslidelige myter om kunstnerisk skabelse handler om det ensomme geni, der afsondret fra omverdenen præsterer det uforlignelige. I praksis er det dog en forsvindende lille andel af verdens kunstnere, der er synderligt isolerede. Eller sådan var det i hvert fald indtil begyndelsen af marts.
Den seneste halvanden måneds tid derimod har langt de fleste af os været fysisk adskilte fra alle andre end vores allernærmeste. Det har allerede fået en lang række kunstnere til at udgive ny musik inspireret af, og indspillet i, isolation. Vi samler op på tre ret forskellige bud på, hvordan det lyder at være afskåret fra omverdenen.
Economy of Meaning: “Best Western” (selvudgivet, 2020)
Den danske kunstner og musiker Kristoffer Kjærskov er i karantæne i Berlin. Fra sit ufrivillige refugium har han udsendt en slags mixtape, der har fået navnet ”Best Western”. Siden 2016 har Kjærskov bl.a. udgivet musik på britiske Calling Cards Publishing, tyske Lathe Cut og danske Sensorisk Verden under aliaset Economy of Meaning.
Mixtapet er indspillet analogt ved hjælp af en 4-track-recorder og kan nok bedst forklares som en slags ambient-album, for så vidt, at det forsøger at indkapsle følelsesintensiteten fra forskellige forestillede scener og landskaber fra en western-film: et natteridt, en jagt, en savanne.
På et klangmæssigt plan benytter Kjærskov sig af en lang række virkemidler på ”Best Western”. Et nummer som ”Wildenbruch” gør brug af harpe-pads og metalpercussion i stil med den japanske percussionist Midori Takada, ”The Chase” er sammensat af stryger- og pauke-sekvenser, mens ”Guitar Interlude” er en langsom, kontemplativ komposition for elektrisk guitar.
Selvom dette sortiment af (MIDI-)instrumentation kan synes vidtrækkende, er det, som om lydene er dyppet i det samme overtræk: Klangene synes at komplementere hinanden fornemt, og temposkiftene på tværs af mixtapet synes organiske på samme måde, som når forskellige signalstoffer udløses i kroppen.
På denne måde passer ”Best Western” utroligt godt til være i hjemmeisolation: Lydene lægger som en beskyttende, ensformig hinde over bevidstheden og hjælper med at vende kedsomhed til ro og ensomhed til introspektion. (EG)
Emily A. Sprague “Hill, Flower, Fog” (selvudgivet, 2020)
I de næste mange måneder er musik ikke noget, der samler os. I hvert fald ikke det samme sted. Vi er alene som lyttere.
Selvfølgelig er (var?) koncertoplevelsen særlig for hver enkelt til stede, men samtidig er den koblet til en mere eller mindre tydelig fornemmelse af at være en del af et fællesskab. Dette rum har vi ikke adgang til på denne side af sommeren, hvilket man kan bearbejde fra flere forskellige indgangsvinkler. En nærliggende tanke er at dulme afsavnet ved at lytte til musik, som fremkalder erindringen om, eller lysten til, at føle sig som en del af et større hele. For mig er den strategi bare ikke frugtbar, fordi jeg ikke har brug for at blive mindet om, hvad jeg alligevel ikke kan opnå.
En helt anden vej at gå er at søge mod musik, der ikke peger ud mod det fælles, men indad. Det kendetegner i allerhøjeste grad amerikanske Emily A. Spragues EP, “Hill, Flower, Fog”. Den lavede hun i løbet af en uge i marts “as a soundtrack to these new days”, som hun formulerer det på sin Bandcamp-side, hvor hun udlægger baggrunden for EP’en sådan her: “I found myself suddenly a part of that stream which flows now separate from the reality we used to know.”
Som en modvægt til krisens uoverskuelige forgreninger har hun skabt et lyst, blidt og opmuntrende synth-univers. Her drypper repetitive melodilinjer ned over susende klangbunde og bevæger sig så langsomt – sine steder nærmest demonstrativt slæbende – at åndedrættet ikke kan andet end at falde til ro. Stort set hele EP’en ligger solidt i hvilepuls.
Helt i tråd med titlens nøgterne tone er musikken så ligefrem og blottet for tematiske overbygninger, at den er tæt på at være rent funktionel: et redskab til at dæmpe tankernes hvirvlen. Men heldigvis er der også belønninger for at lægge bekymringer og uro til side for i stedet at lytte – belønninger i form af diskrete vidnesbyrd om Spragues tilstedeværelse: De dirrende overtoner i “Rain”, der virker til at bevæge sig ret tilfældigt op og ned. Kontrasten mellem bløde klokketoner og en let dissonant synthbund i “Moon View”. Og ikke mindst det blippende tema midt i “Woven”, der kortvarigt lader musikken lette mod kosmos – eller bare mod en mere ubekymret fremtid. (MA)
Jijikusanda & Atusji: “Silhouetter” (Visage, 2020)
Den japanofile duo Jijikusanda – bestående af First Flush-medlemmerne Alexander Weile og Jeppe Davidsen – har fundet sammen med Terkel Atsushi Røjle, bedre kendt som Atusji, fra Virgin Suicide og Girls Night Out. Resultatet af dette samarbejde er nummeret ”Silhouetter”, som er en singleforløber til Jijikusandas kommende album, ”Miryang”.
På et tematisk plan behandler sangen rimeligt eksplicit den pandemiske tåge, som hele verden for tiden er indhyllet i, og de følelser, som den isolation, vi alle sammen befinder os i, kan fremkalde. Især længslen mod en lysere, friere fremtid og forvirringen over karantænens sociale kontrol kanaliseres ud – bl.a. lyder nogle linjer fra Atusjis indledende vers således: ”Holdt tilbage, lukket ude/Det er min grundskyld/Er jeg undskyldt?/Rejsen den er aflyst/Er jeg tinglyst?”
Denne behandling udføres med den samme ømhed og i samme romantisk-poetiske register, der har medvirket til at gøre First Flush til så radikale fornyere af dansk rockmusik, som de har vist sig at være på deres seneste to albums, ”FUWA” (2017) og ”Spira” (2018).
Musikalsk er ”Silhouetter” dog en del mere poppet end både First Flushs og Jijikusandas tidligere udspil. Nummerets rytmedel består af en monoton kombination af kickdrum og claps, mens melodidelen spilles på akustisk og elektrisk guitar vekslende mellem strumming, arpeggio og et længselsfuldt, twanget riff. Og selvom nummeret ikke er af samme kaliber som hverken ”Kyopo” eller ”Spira”, kan denne poppede lethed klart noget. (EG)