Lyden af afstand – Samtale med Morten Søndergaard og William Kudahl om “Italienske tilstande”

Af Rasmus Steffensen

I Henry David Thoreaus Walden – ét af de største litterære værker om selvvalgt isolation – lyder en berømt sætning: “I had three chairs in my house; one for solitude, two for friendship, three for society.” I sagens natur befinder disse tre stole sig hos Thoreau i samme fysiske og afgrænsede rum. Der er ingen Zoom-møder i Walden. Alligevel kommer jeg til at tænke på sætningen, da jeg den sidste dag i september sætter mig i min egen stol, logger ind på computeren og etablerer kontakt med William Kudahl og Morten Søndergaard for at snakke om deres fælles værk, Italienske tilstande. Det er et værk, der så at sige inddrager alle tre stole – isolationen, venskabets nære samtale og diskussionen med samfundet. Samtidig er det et værk, der forholder sig til afstanden mellem de tre stole i en COVID-19-ramt virkelighed, hvor vi alle så vidt muligt opfordres til at blive hjemme, hvor samtaler sjældent finder sted mundbindsbærende ansigt til mundbindsbærende  ansigt, og hvor en fast bestanddel i de daglige nyheder handler om lukkede grænser og karantæne.

Italienske tilstande er både et skriftligt værk og et lydværk. En poetisk dagbog fra et pandemi-ramt Italien, hvor Morten Søndergaard til daglig bor, og en lydligt iscenesat version af denne dagbog, hvor William Kudahl, der for tiden bor i Bergen, bygger videre på en telefonsamtale, hvor Søndergaard læser teksten op.

Italienske tilstande bygger videre på et digt, som Søndergaard skrev tidligt i corona-krisens italienske forløb. ”VI RUS” hed det og blev efter sigende skrevet i netop en slags virus-ramt rus på en times tid. Digtet blev bragt i Information få dage efter det berømte pressemøde 11. marts, hvor Mette Frederiksen udtalte: ”Danmark lukker ned”. Selv kalder Søndergaard Italienske tilstande for en sequel – en ”VI RUS 2”. Men med den afgørende forskel, at teksten er skrevet over længere tid, og at den blev skrevet med William Kudahls lydiscenesættelse i tanken allerede fra starten. Lyden og skriften er også to forskellige stole, to forskellige rum, der mødes i venskabelig samtale. I dette interview sætter jeg mig i den tredje stol og forsøger at skabe en refleksion over den samtale, der finder sted. 

Det virker naturligt at tale om de rum, vi hver især befinder os i. Og de lyde, der trænger sig på i disse. Morten Søndergaard er for tiden i Danmark og befinder sig i en kælder i København, hvorfra han kan høre en ambulances udrykning. Som han siger: ”Det er jo mærkeligt, at tingene er vendt på hovedet sådan, at smitten er større i Danmark end i Italien. Jeg håber ikke, at det har noget med mig at gøre.”

William Kudahl kæmper på sin side med at finde en stabil forbindelse, da han netop har lagt fra land:

”Jeg befinder mig på færgen mellem Bergen og Hirtshals. Den er temmelig tom, da det både er uden for sæson og selvfølgelig på grund af corona-situationen. Så her er det en rumlen fra skibet og lyden af muzak fra små højttalere gemt i loftet – af og til afbrudt af en meddelelse fra personalet. Den sidste var en begejstret invitation til quiz på dæk 7. Jeg var på den samme færge i april, hvor jeg talte syv passagerer – på en færge, der har plads til 1.500!”

Lyt til “Italienske tilstande” her:

Lyden af en person, som ikke er her
Vores interview er præget af en vis famlen med at etablere forbindelse og en oplevelse af at befinde sig i forskellige rum på afstand af hinanden. Således starter også Italienske tilstande med et – i disse corona-tider så velkendt – elektronisk medieret forsøg på kontakt. I dette tilfælde, en telefonforbindelse, der etableres. Det er en pointe, at værket ikke bare går lige til Søndergaards poetiske oplæsning, men starter med opringningen. Kudahl uddyber:

”Jeg tror, at lyden af telefon-forbindelsen for mig meget er lyden af corona – eller i hvert fald lyden af afstand, lyden af en anden person, som ikke er her. Der er noget interessant i, at telefonforbindelsen overbringer en meget lille del af den anden, men at vi stadig har nemt ved at skabe resten af billedet i forestillingen.”

Søndergaard supplerer:
”Det var i hvert fald noget, vi med det samme kom til at tale om – forskydning, ‘displacement’, og det at telefonen har en form for autenticitets-markør. Der er for mig noget meget nærværende i telefon-samtalen, fordi alt andet er skåret væk – og i denne tid er man ofte på Skype eller Zoom, og det kan være meget forstyrrende – i hvert fald for mig.”

Tanken om forskydningen og telefonen opstod tidligt i processen. Det samme gjorde en generel snak om mikrofoner, der i væsentlig grad præger værket. Kudahl fortæller:
”Det er to synkrone optagelser: én fra Bergen, hvor jeg lyttede i telefonen, og én i Italien, hvor Morten sad. Vi optog således begge stemmer samtidig – både telefonforbindelsen og Morten med sin egen mikrofon ude på terrassen – så begge optagelser er ‘live’, men der er en forskydning af sted, når man skifter mellem dem.”

Ifølge Søndergaard har formen for ham også betydet en ny måde at skrive på. En stil, som han betegner som parlando-poesi: ”Parlando er et italiensk musikudtryk, som betyder: talende, med talende udtryk. Da vi fik opfordringen om at lave et værk sammen, var det, som om digtet straks bankede på og ville skrives. Den direkte henvendelse, at en anden lægger ører til det fortalte; det er måske det, jeg mener med parlando-poesi.”

Stilhed og punk
Hvor Italienske tilstande altså tager sit udgangspunkt i telefonen, var det et andet medie, der førte Kudahl og Søndergaard sammen, nemlig brevet. De mødtes om en fælles interesse for breve og mail-art og udvekslede både håndskrevne breve, objekter og lyd-breve. Kudahl husker et brev med en ituskåret vinylplade med et digt på fra Søndergaard, mens Søndergaard husker et lydbrev med ”abnorme hjertelyde” fra Kudahl. Deres udveksling førte i 2018-2019 til værket ”Korrespondance”, som kan høres på The Lake. Fra september 2018 til januar 2019 sendte de hinanden lydoptagelser. Reglerne var enkle: lyd-brevene blev sendt hver søndag, og de bestod altid af 4.33 minutters lyd – en klar henvisning til John Cages berømte komposition, 4′33″.

4′33″ er tilsyneladende et værk, der handler om stilhed, fraværet af musik, men pointen er også, at en masse andre lyde trænger sig på, når stilheden indtræffer. Det passer på sin vis også godt til Italienske tilstande, hvor sygdommen på én gang beskrives som lydløs, men også som en distinkt støj, der tager mere og mere plads i værket, både i teksten og i Kudahls lydkulisse med hylende sinus-toner. Søndergaard svarer:

”Det er rigtigt, at Cage’s 4’33” både er stilhed og baggrundsstøj på en gang. Måske er det også det, jeg prøver at beskrive i digtet (og William i sin lydfortolkning), at baggrunden pludselig bliver forgrund. Altså det, som var langt væk (i Kina), kom meget tæt på, og det, som startede meget ‘uskyldigt’, fyldte pludseligt alt. Måske er det noget af det mest fascinerende ved det, der er sket. At det ikke var en voldeligt omstyrtende begivenhed, men noget usynligt og ja, langsomt, som bare tog til i styrke. Det er dét, jeg vil med hyletonen. Men digtet blev jo skrevet med Williams mulige lydsætning i baghovedet, så metaforene i digtet blev også valgt derudfra.”

Kudahl tilføjer: ”Jeg kan rigtig godt lide, hvordan Morten har skrevet om pandemien som usynlig, samtidig med at den fylder alt. Vi prøvede at pejle os ind på et lydunivers sammen. Morten havde en idé om, at det skulle være abrupt og ‘punk’, og så endte det altså med at være punk på en virkelig underspillet måde! Måske kan man sige, at jeg prøvede at lægge den samme stilhed eller diskretion i lyden, som Morten beskriver coronaen med.”

Pandemi og klimakrise
Som samtalen går på hæld, kommer vi ind på, hvordan blandingen af stilhed og baggrundsstøj måske også er et forvarsel om, hvordan en anden af tidens store kriser, klimakrisen, vil udvikle sig. Der er da også apokalyptiske billeder i Italienske tilstande, som i slående grad kan appliceres på klimakrisen. Og som Søndergaard siger: ”Jeg tror, vi vil se det samme med klimakrisen – langsomt vil baggrunden blive forgrunden, det usynlige vil blive synligt.”

I starten af corona-pandemien blev der da også talt meget om, hvordan krisen kunne bruges til reflektere over vores håndtering af den større krise forude, og der var visse håbefulde toner knyttet til dette perspektiv, at jordkloden fik et pusterum fra den evindelige flytrafik. Men allerede nu retter diskussionen sig snarere i retning af, hvordan vi kommer tilbage til det, der var før. Det er et spørgsmål, som Italienske tilstande direkte stiller, og Søndergaard får dermed det sidste ord med teksten, som han citerer:

Alting er

som det plejer

nej

vi synes ikke alting er som det plejer

men verden er blevet blød

og kan modelleres til en anden.

Skal vi tilbage til det

vi var

eller skal vi begynde

på noget nyt?