Bitesize #7 – Bysund & Yearling
Tekst af Claus Haxholm
Dette batch består af Bysund: “Darklands” C20, Bysund: “the new Bysund tape” C20, Yearling: “Irresponsible Music” C20 og udkom ved årsskiftet 2020/2021. De to Bysund-bånd er selvudgivet af Karl Zinn Hansen, Yearling-båndet er skabt af Mathias August og udgivet i samarbejde med Aarhus-labelet Partners.
Bysund: “Darklands”
Vi har at gøre med noget kryptisk pseudohistorik. Der følger en lille text med til båndet, der virker til at omhandle nogle tal, der betyder mere end blot en værdi.
“God I was dumb back then. Talking about 38 being optimal.” Gotik, talmagi og de mere groteske facetter synes at blive udforsket.
Selve lyden er elektronisk baseret. Der er noget vind, og enten en spændende form for syntese, eller måske en stemme eller anden lyd, der er blevet ret voldsomt manipuleret. Der er også nogle optagelser, der lyder lidt om nogle pinde i en spand med vand. Der sker generelt virkelig meget på lydmnanipuleringsfronten. Nogle gange er det måske en synth, men ofte virker det som om, at det er reallyd, der har fået en ordentlig omgang. Jeg kunne også sagtens forestille mig, der er blandinger, men virkelig skarpt arbejde – der er én, der virkelig har hørt efter i timerne på DIEM, lol.
Uanset hvad lyder kilderne er, ligger stemningen et mærkeligt sted imellem at være mørk og komisk. Måske ikke kosmisk, men så, om ikke andet, en form for lethed, der punktere det mørke, som også lidt går igen i coveret.
Vi har sort og rød, de klassiske “ondskabens” farver, men fonten er sjusket/hyggeligt formgivet. Er det Duke Nukem-hænder med en lighter? Nå men noget semi pixel art af en slags, som godt kan pege i en lidt mørk retning, men som igen også har lidt ironiske distance af en art (pixel art og paranoid talmagi, spændstigt!?). Sådan læser jeg det, hvilket meget meget muligt kan være helt helt ved siden af.
Båndet er også omgivet af et, ha ha, bånd – der også indeholder en kryptisk text. Den er utroligt fragmenteret, ikke helt ulig noget af lydbåndets materiale. Vægten mellem lyd og text er spændende og lidt mærkeligt.
Der bliver skabt en tåget historik, som man alligevel ikke kan trække vildt meget ud af – men det tilføjer absolut atmosfære.
Meget af lyden kunne minde om noget fra en af de obskure historiske Creel Pone-udgivelser, denne gang bare fra en alternativt univers (måske)?
Rent lyddesignmæssigt er der helt sikkert lagt tid og energi i, det lyder vildt og frisk (og hjemmedubbet?), og man kan sagtens leve sig ind i strukturerne og forløbene. Jeg tænker bare over, hvor meget grafikken smitter af, på den måde at havde man gået for et andet grafisk udtryk, eksempelvis noget mere tørt og stramt, havde man måske været hurtigere til at kategorisere det?
Nu ligger der pludselig alle mulige tråde og vælter rundt oven i hinanden, hvilket jeg vil sige primært er positivt. Der er noget industrielt, der er noget arv fra Xenakis, noget gotisk fantasy-snask, også noget GRM, en smule pre 1990 noise – og noget andet, jeg har svært ved at sætte en finger på, men som er mere legende og åbent.
For nogle tror jeg det vil være en meget pikant blanding af elementer, men med et åbent sind er der helt sikkert en del at hente i det her bånd.
Yearling: “Irresponsible Music”
Yearling er Mathias August, der også er en del af Partners, og her arbejder han i et felt ikke helt ulig Bysund, nemlig med ret heftigt manipulerede klange. Det starter netop med hektiske syntetiske glitch-mønstre, noget feedback og synth, der står og droner. En mørk og tung stemning, og en ret distinkt rumklang –
Er det optaget livet måske? Der lyder som om, der bliver trukket rundt med noget i rum, som så er blevet manipuleret til næsten ukendelighed.
Der begynder at ske virkelig komplekse ting, samtidig med den her drone kører derudaf, og så – pludselig cut til en person, der taler om vand, og så ud i noget mere elektroakustisk, halvkosmisk lækkerhed, som trækker væk fra den tungere stemning, som det hele startede med. En meget mærkværdig kombination af stemninger.
På det her bånd er åbenheden og legen mere åbenlys og klar, i forhold til det forrige bånd, til trods for visse klanglige ligheder. Kompositionsteknikken er en anden; mere luft og kollagerne er vel afbalanceret og præcise, der kommer stemmer ind, der snakker om forskellig ting – igen er det det naive, i mangel på bedre ord, u-distancerede (?), der fylder og giver en ret speciel stemning, fordi grebene er fragmentariske, men her brugt med en anden intention.
Et andet ret klart og tydeligt element; der ligger også noget der kunne minde mere om computerspilsmusik, ikke så meget musik, mere forskellige “aktiveringslyde” osv. – der igen peger på det mere legende og med det in mente, at nok er lyddesignet fra et spil, men det er så splittet fuldstændig ad og sat sammen med alt muligt andet godt og på helt andre måder, så man kan kende lyden, tiltrods for en helt anden kontext.
Der er blevet rodet med nogle spændende programmer her, det er helt sikkert (som der blir’ sagt og igen og igen på et tidspunkt). Men specielt er det teatralske spændende. Det er yderst fragmenteret – men man får nogle indre scener udspillet, som virker godt.
Her synes jeg også coveret skal have et ord med på vejen. Der er noget hastigt nedskreven nodeværk på spil. Igen er vi i det åbne felt – jeg tør ihvertfald ikke spille det på min guitar. Hen over noderne er den klassiske Photoshop-spray, men linjen er konsistent og klar – ikke så meget pis, og det spejler sig godt i musikken, der også har et besynderligt spænd mellem det komplekse og det åbne, nonchalante. Hvad er linket mellem graffitien og lyden? Det er lækkert at se brugt i en anden genre (brugte Autechre også noget lignende engang?) semiabstrakt skrift og semiabstrakt lyd? Hmm, der er lige lidt at tænke over der.
“Irresponsible Music” står der på ryggen, og jeg må jo tilkendegive, at jeg ikke synes denne musik opføres sig som uden ansvar – jojo, en smule ungt, men også absolut reflekterende og har en tydelig forståelse for at nedbryde sine egne kilder og en vilje til at kommunikere.
B-siden starter med et ret lækkert piano-loop. Dejligt med lidt jazz (er det her graffitien kommer ind?). Det smager lidt af Bill Evans, og hvem er det, der taler ind over? “… and you think to yourself, I can figure this out.” Der er også noget elektronik, der ligger og roder rundt et sted længere nede og en boremaskine.
Hvor A-siden var mere abrupt og kantet i sin udformning, er der langt mere varme og næsten en form for “groove” til stede på B-siden, også efter piano-loopet forsvinder og det i stedet er noget metal(?), der blive bearbejdet. Abstraktionen tager da absolut til, men stemningen er mere sommerlig, om man vil.
Tænk sig hvis Xenakis og Bill Evans havde lavet en plade samme med Negativland, produceret af nogle folk fra K Records eller noget? Ja, jeg ved det ikke; kom bare til at tænke på kombinationen ved at høre det her bånd. Der er nemlig nogle virkelig sensible æstetikker, der balancerer sammen her, og det balancerer netop på en virkelig spændende og absolut mærkelig måde – og tak for det.
Bysund: “This is the new Bysund tape”
Vi slutter af med tredje og seneste bånd i batchet med titlen the new Bysund tape. Her er der titler, som bare ved at kigge på grafikken indikerer, at her er der tænkt på en anden (faktisk tredje måde) over musikken, og hvordan den præsenteres. Det første track hedder “Comedrop”.
Vi er stadig i et abstrakt elektronisk land. Der er helt klart en sammenhæng med de to foregående bånd. Det er nogle af de samme greb, der bliver brugt, men på det her er der mere kant og en anden form for vilje; eller struktur der gør, at det ikke er så legende som det andet. Der er en skærende to-tone-”melodi”, der bevæger sig i noget, der kunne være en mol-skala (eller bare en halv tone nedgang): Stemningen mere kold og skarp. Der er abrupte pauser, som stedet for at give luft, synes at tage luft – det er et negativ, der komprimerer rum, meget spændende fornemmelse, og flot lavet. Paletten er også mere enkel, selvom behandlingerne er komplekse og skarpe, fremstår de singulære, hvilket også gør, at der bliver skabt fokus på en helt anden måde, og kompositionen bliver kun bedre af det.
Jeg havde svært ved at afgøre, hvornår det ene track blev til det andet. Der blev brugt mange af de samme greb og klarheden synes at være den samme, men som helhed passede de virkelig godt sammen og kunne i mine ører sagtens være kommentarer til hinanden.
Jeg synes også, det er spændende, at jeg har så svært ved at høre, hvad det er, der bliver manipuleret, og hvad der er blevet gjort. Måske er det slet ikke så komplext, men jeg skal ihverfald lige klø mig lidt i nakken for at lave det her i Ableton.
Til trods for sin strukturelle enkelthed vil jeg langt fra kalde siden her minimal, som også den næste side gør klart.
Nummeret “Oraison” har en glidende sax-lignende klang, der flakser rundt i rummet. Der er en anden brug af rumklang her, som måske har en lidt retrospektiv stemning oversigt, men som passer godt til klangene.
Der er mere dans på her, og flere klange der står i relation til hinanden, og tegner mere et billede af en slags runder bliver udforsket. Melodien er fri, og til en vis grad ekspressiv, men på en sensibel og flydende måde, tiltrods for dens ret skærende klang. Det teatralsk spiller igen ind, men mere i form af melodier, der komplimenterer og kommenterer hinanden og danner spændingsfelter.
“Geu’s Departure” har en mere maskinel stemning over sig, noget spruttende og hakkende. Glitch-lydene udvikler sig til en langsomt voksende, pulserende rytme, der både er melodisk og rytmisk på samme tid.
– SPOILER –
Pludselig får vi et stykke med guitar, spansk – med relativt nye strenge. Igen virkelig spændende tonesprog, der indeholder flere elementer af forskellige guitarkulturer. Det er svært at beskrive, synes jeg, men John Fahey er der da, men også mere klassiske ting og nogle ret interessante harmonirelationer, og bum så er båndet slut. Wow, virkeligt spændende og flot drejning til sidst.
Jeg synes, det fungerede godt med track-formen. Jeg må dog sige, at jeg har lidt svært ved at trække så meget ud af titlerne, men det er jo ikke deres skyld. Engelsk som base, men brugt på en måde med noget spansk (?) som prisme? Jeg aner det ikke, men der er ihvertfald noget ukendt over dem, som jeg bare må tage hatten af for.
Og det gælder i øvrigt hele pakken.
De er rigtigt fede at lytte til i streg. De er forskellige, men har også ligheder, og jeg kunne da godt forestille mig at flere af de samme personer var/er inde over de forskellige projekter. Jeg ved faktisk ikke, om de her bånd kan findes på nettet, men hvis ikke vil jeg da opfordre til at lægge dem ud, de er rigtigt fede og spændende stemmer i det danske “landskab”.
NB: – Alle tre udgivelser i dette batch er tilgængelige på Passive/Aggressives Sounds fra dags dato.