Back to Passive/Aggressive

Året, der gik – musikken, der bar os igennem 2020 (del 2)

Sjældent har man haft så massiv lyst til at fortrænge et år som dét, vi mirakuløst nok ser ud til endelig at undslippe lige straks. Men trods alt udkom der stadig en masse glimrende plader. Dem fortsætter vi hyldesten af nedenfor (du kan læse del 1 her) – men først reflekterer skribent Markus Tange over en af de store mangler i år: Hvordan kan vi være i dialog med musikken, når vi ikke kan være sammen?

Hvem skal musikken tale med uden sit publikum?
Liveoplevelsen kan være mange ting, men den er altid dialogisk. Den fælles frembringelse af et opført stykke musik – den udveksling, der sker mellem udøver og publikum – er en konstant på tværs af genrespektret. Det kan være ekspliciteret som i punkbandets fysiske sammenstød med koncertgængerne, men det er lige så sandt for en klassisk koncertsals forventningsfulde stilhed og koreograferede applaus.

Og når jeg står ved udgangen af et år, hvor disse vitale defibrilleringer af både mit og hele det musikalske økosystem har stået på allerlaveste blus, opdager jeg mig selv spejdende halvdesperat rundt i det kulturelle landskab efter andre bud på ’samtalende’ kunstoplevelser. For hvis jeg ikke kan klare mig uden musikken, hvordan skal musikken så klare sig uden mig? Heldigvis er der andre steder, dialogen kan finde sted (hvis man er villig til måske at bøje konceptet en smule).

Niels Lyhne Løkkegaard har med den nylige LP- og digitaludgivelse af ”Music for Krügerrand” (Topos), oprindeligt opført til G((o))ng Tomorrow 2018, givet mulighed for, at man kan følge med ind i et sjældent besøgt lydområde, nemlig bankvæsnets (og kapitalismens) plingen og dirrende overtoner. Det er både sælsomt smukt og skræmmende i sin illusoriske sirenesang (selvom det nok også er mig, der projicerer her). Med tidligere direktør for Saxo Bank Lars Seier Christensen (!) som gæstestjerne i ensemblet bliver der spillet på mønter og oscillatorer i en musik, der paradoksalt nok kan virke abstrakt i sit yderst konkrete samspil og samarbejde med lyden, der får verden til at gå rundt.

Goodiepals stort anlagte retrospektive udstilling på SMK af lydkunst fra ham selv og diverse medspillere i sfæren omkring ham tematiserer og sætter på flere måder det dialogiske i forgrunden. Selve det at lave en tilbageskuende udstilling rummer dialogen som et essentielt element, idet værkerne kommenterer hinanden. Her i så store mængder og presset så tæt op ad hinanden, at det grænser til det kakofoniske, en kuratorisk cluster-akkord. Men det gælder også de mange samarbejder, eksemplificeret ved Goodiepals såkaldte Bananskoles ”alle underviser alle”-diktum, mens spekulative synthesizere og den Alternative Intelligens (et spin på AI) fører den kooperative tanke vidt ud over en rent menneskelig horisont.

Podcasten ”Interdependence” med værterne Mat Dryhurst og Holly Herndon sigter mod en perspektivbevægelse fra ønsket om uafhængighed til gensidig afhængighed i især den ikke-kommercielle musikindustri, men også andre steder i kulturen. Det er et fokus, der fører til samtaler om alt fra de konkrete økonomiske forhold, som musik komponeres, produceres og distribueres under, til mere idealistiske forestillinger om nye forbindelser og alliancer i kunsten. Eksempelvis kan man i et af de senere programmer høre et interview med Huw Lemmey om hans bog ”Unknown Language” (Ignota Books) – skrevet i samspil med tekster af Hildegard Von Bingen (middelalderlig priorinde, mystiker, komponist mm.). I et møde mellem stemmer placeret omkring 900 år fra hinanden fører det til spekulativ sci-fi, politisk nerve og intense, religiøse syner. (Markus Tange)

Jessy Lanza “All the Time” (Hyperdub)
“All the Time” er canadiske Jessy Lanzas tredje album og det første, jeg har hørt igennem fra ende til anden. Ved de første gennemlyt var jeg en smule forbeholden overfor for alvor at give mig hen til Lanzas univers, idet hendes ofte meget lyse og fine vokal ikke umiddelbart matchede mine egne personlige præferencer. Men den anke formåede jeg med tiden at se igennem fingre med, for der er i den grad meget mere at lade sig betage af end blot stemmens klange – modulerede eller ej – på “All the Time”. Hos Lanza fandt jeg endelig den nerve, der er altafgørende for, hvorvidt pop- og kontemporær r’n’b-musik i bred forstand rammer mig eller falder fuldstændig til jorden; en nerve, det nærmest ikke er lykkedes mig at støde på inden for genren i 2020. “All the Time” formår at indkapsle essensen af sentimentalt klingende eufori og er simpelthen den bedste pop-plade om længslens mange facetter, jeg har hørt i lang tid. Et værk, der i sin helhed både giver én lyst til drikke sig i hegnet og knibe en tåre. (Alexander Julin Mortensen)

Septage “Septic Decadence” (Me Saco Un Ojo/Extremely Rotten Productions/Steel and Bones Productions)
Næsten ud af det blå kravlede Septage ud af Københavns kloakker for at levere et intenst sammensurium af dødsmetal, grindcore, gore, en lokumspitchvokal og bare alle tre medlemmers vokaler på skift. Alt sammen bag et albumcover, der er nærmest som at se de to første Carcass-plader. Frastødende og fascinerende på én gang. Men når man gør sådan noget, så forpligter det, og man må sige, at Septage leverer. Jeg kan nærmest ikke komme i tanke om en mere værdig ode. En ode på hele 12 minutters væltet toilet, som virkelig også er en kandidat til titlen som Danmarks hurtigste metalband. Vi er ikke helt deroppe, men medlemmerne, som også huserer i Hyperdontia, Taphos og Big Mess, gør et ærligt og rigtig hæderligt forsøg. Der er altså virkelig smæk på den her EP. Virkelig en positiv og veludført overraskelse. (Rasmus Søndergård Madsen)

DJ Plead “Going For It” (Livity Sound)
Australske DJ Plead har i de senere år markeret sig med intense og legesyge club-bangers, der først og fremmest kan kendetegnes ved den gennemgående brug af såkaldte ‘hard drum’-trommelyde, der er blevet markant mere fremherskende i elektronisk musik de senere år. Foruden at have udgivet et bånd som del af Boomkats serie “Documenting Sounds” samt en kollaborativ EP med Anunaku udgav DJ Plead også den fænomenale EP “Going For It” via Bristol-baserede Livity Sound i år.

“Going For It” lyder umiskendeligt som DJ Plead og bidrager kun positivt til hans diskografis i forvejen høje standard. Det er fortsat klubmusik med rytmen i fokus, men det ændrer ikke på, at Plead på udgivelsens fire numre samtidig får cementeret sine evner for at skabe ørehængende melodier. “Going For It” er måske en mindre ‘poppet’ udgivelse, end “Massari for Relief” var, men den er ikke mindre vanedannende af den grund. Ligesom EP’ens nummer “Espresso” føles meget af DJ Pleads musik netop som dét: Som en eksplosiv koffein-rus, der kan bære én gennem selv den tungeste hverdag i vinterens mørke – og som kalder på at blive hørt igen og igen. (Alexander Julin Mortensen)

Wasted Shirt “Fungus II” (Famous Class)
“Fungus II” var præcis den slags fabulerende støjrock, man havde brug for i slutningen af februar, mens corona-krisen bredte sig over Europa som en giftig svamp. To af de mere flamboyante støjrock-udøvere, Ty Segall og Brian Chippendale (kendt fra Lightning Bolt og Black Pus), gik sammen og skabte en ny lyd ved at splejse hinandens. Således brød en kværnende, insisterende og totalt overrumplende, farverig støjrock frem fra skovbunden. Konstante temposkift og skrig og skrål, men også nogle få melodistumper her og der, og en snert af noget tung 70’er-rock. Hvis man vil have sin støjrock til at lyde som en kollision i kosmos, så er det den her svamp, man skal spise. (Kim Elgaard Andersen)

Mija Milovic “With Shadowfax on My Back” (megaXpres)
Kan I overhovedet huske, hvordan år 2020 lød inden coronaen? Den originale, dansk-montenegrinske sangskriver Mija Milovic udsendte sit debutalbum under eget navn allerede i februar. “With Shadowfax on My Back” er selvproduceret, selvudgivet og selvfølgelig groteskt overset af stort set samme grunde. Milovic har i tidligere grupper spejlet sig i både pop, punk, freejazz og andre mere aktivistiske formater (såsom workshops for flygtninge i Serbien og impro for børn på danske asylcentre). På albummet i eget navn tager hun konsekvensen og optræder som en diy-producer, der henter gæstemusikere som Mads Egetoft, Maria Dybbroe samt Nynne Roberta Pedersen Pedersen og Mei Bao fra GP&PLS ind til at bidrage til et værk, der konstant springer i tid og fortælleformer. Det smukke åbningsnummer “This Is the End” er en lineær akustisk ballade, der emmer af Californiens folk-revival i 60’erne, og i min bog er en af årets bedste undergrundssingler, mens resten af albummet flimrer mellem hiphop-beats, moderne komposition og vokalmanipulationer a la Laurie Anderson. En dybt excentrisk og øm plade, der som helhedsværk opløses, mens man lytter sig igennem den. Som året ligeså. (Simon Christensen)

Wobbler “Dwellers of the Deep” (Karisma Records)
Lever progrocken endnu? Ja, er det korte svar. Norske Wobbler præsenterer en slags hybrid mellem Yes, Gentle Giant og til dels både Genesis og svenske Hällas. Kernen i Wobbler er uforfalsket kærlighed til den klassiske æra af progrock. En hårfin balance, hvor det bliver florlet og lyst i flere passager. Silkeblødt, men det skal det være. For nerven er der, og det eskalerer i et inferno af moog og mellotron, samtidig med at det rocker helt afsindigt. Så ja, progrocken lever i bedste velgående. Det er tilfredsstillende, når nogen gør sig umage! Derfor: Væk med Steven Wilson, den falske, selvudnævnte prins af prog, frem med disse norske konger i stedet. (Rasmus Søndergård Madsen)

Shinichi Atobe “Yes” (DDS)
Det var først med forrige års “Heat”, at jeg stiftede bekendtskab med japanske Shinichi Atobe. Mens det øvrige bagkatalog efterfølgende viste sig også at byde på meget guld, stod “Heat” dog som et højdepunkt i hans diskografi. Men denne topplacering må “Heat” nu dele med “Yes”, der er mindst lige så betagende som sin forgænger. Der er noget bemærkelsesværdigt dragende over den skarpe og rene stilistik, der overordnet set kendetegner Atobes musik. Det er egentlig ikke et spørgsmål om, at den som sådan er decideret minimalistisk, men snarere at ingen elementer står i vejen for, at andre er lige så tydelige i lydbilledet. Det medfører en følelse af transparens: Alle de enkelte komponenter fremstår så klare, som jeg umiddelbart kunne forestille mig, intet gemmes væk eller holdes skjult for lytteren

Det er nærmest uforståeligt, hvordan man kan skabe så vilde stemninger, så elskværdige rum, ud af noget, der umiddelbart slår mig som simplistisk, hvis ikke grænsende til det banale. Dertil kommer, hvor beundringsværdigt det er, at “Yes” i sin helhed fremstår som et så stringent værk, når det spænder vidt fra sommervarme house-rytmer til mere udsyret, drexciyask techno. Det er virkelig mesterligt. (Alexander Julin Mortensen)

Chubby and the Gang “Speed Kills” (Static Shock Records)
I begyndelsen af året sprang Chubby and the Gang ud af pubben for at spille melodisk pop-punk med schwung i. London-bandet spiller røven ud af bukserne med intens og mærkbar power. Pladen lyder bare af forår, sommer og gode tider med venner. Det har virkelig været en opløftende plade at lytte til i løbet af året, ligesom den her ved afrundingen lige giver det sidste los bagi med besked om, at det hele nok skal gå. Også selvom det er hårdt. For er du sammen med Chubby, er du også en del af the Gang. Det bedste fællesskab. (Rasmus Søndergård Madsen)

DEAP “Musik i en tid” (Anyines/Polychrome, 2020)
Jeg har efterhånden hørt denne her plade rigtig meget, og stadig, hver gang jeg er færdig med den, har jeg så mange spørgsmål eller en undrende rumlen i det bagerste af mit hoved. En kabale, der både går op og ikke går op. DEAP? Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal udtale det; hvad står det for?

Og det er måske netop mest i dens utroligt specifikke balance mellem det forståelige og det næsten forståelige, at denne her plade får så meget liv i mine ører. Det lyder godt, og der sker mange spændende og svære valg i de her optegnelser, men det er samtidig en plade, der er meget nem at høre – ja, lige ud over der, hvor jeg støder på min egen subjektive smagsmur, hver gang jeg hører titelnummeret: Hvad sker der for det der operastemme? Men det er også rigtig spændende, hvordan det overgestikulerede finder vej ind i det her ellers meget enkle lydunivers, som så igen overhovedet ikke er enkelt: Til trods for at der max. bliver brugt et par håndfulde forskellige klange på pladen, sker det med så stor variation og finesse og sans for scene og perspektivering, at det altid virker frisk og vedkommende. Meget godt skruet sammen. Et roligt interdomestisk teaterstykke, hvor kun suffløren sidder under gulvet og hvisker – gemmer der sig et lille Verfremdungs-element på pladen?

Jeg falder på halen over det her stykke musikalske tid, der bliver bearbejdet, hver gang jeg trykker play. (Claus Haxholm)

R.A.P. Ferreira “Purple Moonlight Pages” (Ruby Yacht)
Der er kommet ekstremt meget god eksperimenterende, abstrakt hiphop i år fra navne som Run the Jewels, clipping, Denzel Curry, Freddie Gibbs og Aesop Rock. Men en af de absolut bedste plader var R.A.P. Ferreiras “Purple Moonlight Pages”. Han udgiver normalt som Milo og er på kryds og tværs forbundet til Kenny Segal, der har mixet og produceret her som en del af The Jefferson Park Boys, og Billy Woods, der også udgav i år som Armand Hammer, samt Open Mike Eagle, der har udgivet i eget navn i år. De udgør en særlig udgave af conscious hiphop med stor respekt og forståelse for hiphoppens historie og leverer samtidig deres egen selvbevidste, forskruede version.

Pladen er til dels indspillet med live-instrumenter, trommer, klaver, keyboards og horn, hvilket giver den en organisk, klassisk jazz-hiphop-lyd, men produktionen er også stenet og fragmentarisk. Og så rapper R.A.P. Ferreira fabulerende, ordlegende skarpt. At albummet slutter med et cover af Pharoah Sanders “The Creator has a Masterplan”, fortæller meget om, hvilken slags plade “Purple Moonlight Pages” er. (Kim Elgaard Andersen)

偏執症者 (Paranoid) “Out Raising Hell” (D-takt & Råpunk Records)
Motörhead, Venom, Hellhammer og Celtic Frost har ikke spillet forgæves, når man kigger på Paranoid og “Out Raising Hell”. Trods de kinesiske tegn i bandnavnet og titlerne kommer bandet fra Sverige. Pladen er 100 % “FUCK OFF”, og Paranoid formår gennem pladens 37 minutter at fastholde et brændende jerngreb om halsen på sin lytter.

Det går lynende hurtigt, d-beat crustpunken har speederen i bund, og der thrashes løs, alt imens bandet, helt efter bogen, krydrer udtrykket med black metal. Det er nok også pladen med ét af årets albumcovers. En dæmon med hjelm med krogede horn, sylespidse tænder og naturligvis læderjakke med nitter. Selvfølgelig på en baggrund af ild. Hvis ikke det skriger “FUCK OFF”, så ved jeg snart ikke, hvad der gør. Det er gennemført bistert og tager ingen fanger. (Rasmus Søndergård Madsen)

Phew “Vertigo KO” (Disciples)
Gennem efteråret har jeg lyttet meget til Phews skitsesamling “Vertigo KO”. Den er måske allermest interessant, hvis man enten er fan, eller hvis man aldrig har hørt Phew før. Det første fordi samlingen opridser mange af de valg og metoder, som Phew har brugt på de seneste par års plader – det sidste fordi “Vertigo KO” er en ret god indføring i Hiromi Moritanis musik, da der både er nogle af de mere “bløde” sange og de mere udflydende, kantede og akavede kompositioner. Det er altså et repræsentativt mix. Og så er “Vertigo KO” bare en virkelig nice plade fra start til slut; forskelligartet og indlevende. (Claus Haxholm)

Urfaust “Teufelsgeist” (Ván Records)
Bestillingen af denne boks var præcis, som 2020 har været det: HÅRD! Opdaterede i ét væk Ván Records’ side, som var gået ned ad flere omgange, men jeg fik den. Boksen består naturligvis af LP’en, men også en CD af albummet, en slipmat i læder, to lædercoastere, to glas og en gin, Teufelsgeist. Album og gin skal selvsagt nydes sammen, siger Urfaust, i mørke og buldrende højt, helt alene. Ligesom deres øvrige plader – nu er der bare en gin med. Det er rendyrket idioti, men det giver mening, når det er Urfaust.

I min optik er Urfaust kongerne af atmosfærisk black metal, og selvom de har få skridt ved siden af, så formår de alligevel at holde et højt bundniveau. Denne plade skal have et par lyt, før den giver mening, men når det sker, er udtrykket unikt: svævende ambiente toner i forgrunden som passager, der blandes med langsomme trommer og diskant guitar. Urfaust er interessante at følge, fordi de fornyer sig inden for en relativ snæver gren af black metallen. (Rasmus Søndergård Madsen)

KMRU “Peel” (Editions Mego)
I begyndelsen af pandemien tænkte en del af os vist, at vi skulle omsætte al den ledige tid, som nedlukningen af samfundet ville skaffe os, til en masse brugbart. Nu skulle der laves håndværksprojekter, mediteres i bund og skrives nøgleromaner. Lykkedes det? Nja, altså…

Anderledes produktivt har kenyanske Joseph Kamarus 2020 været: Han har udsendt tre fuldlængdeudgivelser og en EP, og det hele er godt. Forbløffende godt.

På det mere end en time lange album “Peel” – der angiveligt er lavet i løbet af cirka to døgn – skaber Kamaru langstrakte ambientpanoramaer ud af ganske få elementer. Små reallydsfragmenter klirrer og dirrer diskant over fortættede skyer af synth, hist og her med spinkle, fåtonige melodilinjer i utrættelige sløjfer. Tilføjelsen af en skærende støjflade midtvejs gør, at titelnummeret udvikler sig (lidt) og har en form for spændingskurve – men ellers virker numrene fuldstændig variable: “Why Are You Here?” og “Solace” varer hver især 13 og 15 minutter, men kunne lige så godt vare det halve eller det dobbelte.

Ligesom numrenes melodiske elementer har det med at være så disede, at de glider i ét med resten af lydbilledet, har “Peel” som intet andet album fra i år evnen til at opløse min tidsfornemmelse. Livsnødvendig fortryllelse i et år, ingen af os kommer til at savne.

Det skulle da lige være Joseph Kamaru, der næppe igen kommer til at udgive så meget god musik på ét år. (Mikkel Arre)

Back to Passive/Aggressive