Back to Passive/Aggressive

Astrid Sonne – Kroppen i en virtuel kontekst

Interview med Astrid Sonne af Mathias Schønberg

 

“Det er et overskud af energi, der koger indefra, men ikke rigtig kan komme ud. En slags samtale med sig selv inden i musikken”, siger Astrid Sonne om værket “Tread”. Hun forsøger at komme i tanke om alle de følelser, hun gennemgik, mens hun lavede det, og læser hemmelige brudstykker op fra sin notesbog. Det handler om at tage afsked med de begrænsninger, der ligger i situationen. Om at snuble i kunstnernarrativet og i presset for at skabe noget originalt. Noget, der giver mening. 

Astrid Sonnes notesbog er tæt fyldt med strøtanker fra nedlukningsperioden og hendes arbejde med værket “Tread”. Men hun skynder sig at lukke den igen og undviger at afsløre mere fra de personlige arkiver. Ligesom hun undviger at påtage sig rollen som den store formidler af meningen med det hele. Hun fortæller, at hun har haft en ambivalent følelse ved at skulle arbejde med et tema. Især temaet isolation. “Det med at skulle påtage sig kunstnerens rolle som én, der skal koge et emne ned, fortolke det til et færdigt budskab og fortælle alle, hvad det hele handler om,” siger hun. I det hele taget undviger Astrid Sonne at påtage sig autoritet over andres oplevelse af isolationen. Til gengæld stiller hun i “Tread” sin personlige oplevelse til rådighed. 

Det var som en slags indre overacceleration. Mit tempo var ret højt på det tidspunkt, og jeg kunne nok ikke lige justere mig til, at det hele pludselig stod stille. Mange af de ting, jeg lavede under lockdown, er endt med at være helt overenergiske.

Sonne forklarer, at hun altid har været tiltrukket af at skabe en åben komposition eller et åbent rum, hvor man som lytter kan indtræde. Hun tager som regel udgangspunkt i en erfaret følelse, forklarer hun, men det er vigtigt ikke at være for eksplicit om nøjagtig hvilken følelse for at levne plads til lytteren. “Selvfølgelig er der indikationer af enten et lidt trist rum, et lidt glad rum eller et fjollet rum. Men ikke så entydigt.” De måder, man kan være trist, glad eller fjollet på, har lytteren stadig selv magt over. Og den samme åbenhed gælder tilsyneladende også indadtil. “Jeg var selv ret overrasket over mine reaktioner på isolationen. Den idé, jeg havde om, hvordan jeg ville respondere på situationen, var ret anderledes end det, der skete.  Jeg havde forestillet mig, at jeg ville sidde og skrive sørgelige elegier, men det gik fuldstændig den anden vej.” Hun fortæller, at da det hele lukkede ned, og al sædvanlig aktivitet i musiklivet pludselig standsede, fik hun et stort overskud af energi. “Det lyder måske lidt simpelt. Men det var som en slags indre overacceleration. Mit tempo var ret højt på det tidspunkt, og jeg kunne nok ikke lige justere mig til, at det hele pludselig stod stille. Mange af de ting, jeg lavede under lockdown, er endt med at være helt overenergiske. Det kom lidt bag på mig,” siger hun.

“Tread” er lavet over mønstre genereret af arpeggiators og følger et gå-tempo, som træder lidt rastløst rundt og overvældes af selvafbrydelser og en intern dialog mellem bløde skridt og hårdt plukkede midi-strenge. Sonne beskriver det selv som “et måske lidt rastløst nummer – energi, der bliver presset sammen uden rigtigt at kunne komme ud.” Hun forklarer, at hendes musik altid tager udgangspunkt i en stemning, hun er i, men at hendes arbejdsproces normalt består i at tage udgangspunkt i et konkret materiale, noget lyd, hun godt kan lide. “Ofte konverterer jeg det fra audio til midi og vælger nogle toner fra og cutter det til. Når jeg så har de midi-lyde, som jeg gerne vil arbejde videre med, gør jeg alt, hvad jeg kan, for at vende og dreje det og folde det så meget ud som muligt hen over en form, som jeg synes snakker sammen med materialet. Denne gang har jeg fokuseret mere på formen, end jeg plejer, og jeg har flyttet meget rundt på de forskellige stykker. Temaet om isolation indeholder nogle store mørke emner, og det er en uvis fremtid, hvor ting bliver ved med at ændre sig hele tiden,” fortæller hun om sin oplevelse af lockdownperioden og arbejdet med “Tread”. “Så jeg har nok haft brug for også at sige ‘fuck det hele’ og give lidt slip på at forsøge at styre nummeret.”

Lyt til “Tread” her:

0:28 træder rundt 

0:34 fuck det hele

1:12 transition

1:44 fjollethed > alvor x

2:40 ustabilitet 

2:53 modulation

3:04 paradoks

3:27 håb

3:37 transition  

 

“Jeg blev egentlig nok også ret påvirket af politisk diskurs i perioden under første lockdown. At kultur og kunst pludselig blev italesat som et ikke-vigtigt emne, gjorde, at jeg oplevede en masse tvivl. Hvad er det egentlig, jeg har gang i? Hvorfor er det vigtigt? Al éns tvivl om, hvorvidt det, man laver, giver mening, kommer frem. Ligesom det meme, hvor der står én og råber foran en verden i brand og totalt kaos: ‘Er der nogen, der vil have noget eksperimenterende elektronisk musik??’ Jeg mener, selvfølgelig kan man ikke sammenligne nødvendigheden af et sundhedsvæsen med kunst, men når verden skal bygges op igen, tror jeg, at vores måde at behandle tingene på gennem kultur er helt essentiel,” siger Astrid Sonne og tilføjer, at samtidig med at nedlukningen har sået en masse indre tvivl og usikkerhed, er følelserne også blandet med håb. “Min oplevelse er også, at den tid, vi går igennem, har været en stærk fremkaldervæske for mange af de problematikker, der kommer mere til syne nu – hele racismedebatten og sexismedebatten, som er så vigtige, at vi får snakket om, og som forhåbentlig vil bane vej for noget bedre. Jeg håber inderligt, at vi går bedre tider i møde, men det er jo svært at spå om”.

Musikkens tempo er ifølge Astrid Sonne noget af det mest personlige ved musik, som ikke følger nogen fast form. Noget af det mest afslørende for éns temperament. “Og det er noget af det, der er det mest spændende ved at arbejde med den her type musik. Man skal finde sin egen tidslighed, og den er ret forskellig, efter hvem man er. Det er én lang afsøgning af sin egen tidslighed. Jeg føler ikke, at det kan blive mere personligt. Når man ikke har nogen faste rammer at arbejde i, noget fast tempo, så er det noget af det mest afslørende for éns musikalitet, den måde man arbejder med tid på.”

Hvor Astrid Sonne efter eget udsagn før har været ret konsistent i en A-B-A form, har hun denne gang haft lyst til at kæmpe imod den form og udfordre sine sædvanlige mønstre. “Vi er nok mange, der har været vant til en eller anden intensitet eller en slags hverdag, som bare pludselig ikke er der mere, og det har jeg også kunnet se på nogle af de ting, jeg har lavet. En stor del af det sociale liv, der foregår omkring koncerter, har været væk, så det at ses med venner er begrænset til det allermest basale. Når man ikke er lige så meget ude at spille, er det også en anden klangflade, man møder i studiet, end et publikum, der står og kigger. Det her nummer er måske også mere indadvendt på den måde, at det snakker mere med sig selv,” spekulerer Sonne. “Det er ikke så meget ‘kom og hør min fede trance-synth’, det er lidt mere indadvendt. Med den nye plade, jeg er i gang med at lave, er det lidt mere roligt og lidt mere rummeligt.”

“Jeg har nogle gange tidligere haft en følelse af, at det her med sådan kæmpestor lyd, stor modularsynth og stort lysshow måske ikke er det, verden har allermest brug for fra mig lige nu,” siger Astrid Sonne og understreger “fra mig” for ikke at dømme, hvad nogen andre gør. “Ja. På det seneste har jeg ikke haft det så ‘stort’.”

Og lydene på nummeret er heller ikke store eller monumentale. De er ikke sat ind i et stort effektgenereret klangrum, som lytteren kan beskue eller fortabe sig ind i. Lydene er tæt på og nærmest tørre; de afslører deres eget materiale som midi, syntese og audioprocessioner. Det åbne rum, som Astrid Sonne ønsker at skabe, placerer lytteren midt inde i det, mellem dets bestanddele og virtuelle dialog.

Min oplevelse er, at den tid, vi går igennem, har været en stærk fremkaldervæske for mange af de problematikker, der kommer mere til syne nu – hele racismedebatten og sexismedebatten, som er så vigtige, at vi får snakket om, og som forhåbentlig vil bane vej for noget bedre. Jeg håber inderligt, at vi går bedre tider i møde

“Tread” er ifølge Sonne selv ikke lavet i ånden af at beskrive isolationen 1:1 eller som sådan fortolke verdens tilstand via musikken, men alligevel sker der mange ting i nummeret, som kan beskrives som obstruktive. Pludselige transitioner og vilde modulationer. Lytteren placeres konstant i en ny situation, og modulationer bøjer musikkens rum ud af facon og tilbage igen. Nogle af modulationerne forskyder hele den harmoniske grundfølelse, hvor andre lyde falder i frekvens nærmest som en dopplereffekt af objekter, der bevæger sig i høj fart og trækker lytteren med sig ud af balance. Selv siger Astrid Sonne, at hun “bare har gået og haft et kæmpe crush på modulationer,” og understreger, at de transitioner, der er i løbet af nummeret, ikke skal høres som fortolkninger eller bearbejdninger af bestemte begivenheder. Det er blot ting, hun følte lød godt. Og det ville også være søgt at påstå, at modulationerne er kunstnerisk fortolkning af en ydre ustabil virkelighed, blot fordi de skævvrider den harmoniske grundfølelse. Eller at transitionerne skal læses som snedige metaforer for de pludselige omstillinger i vores fælles virkelighed. “Det er nok nærmere en slags samtale med sig selv inde i musikken,” siger hun og vender blikket lidt indad.

På omtrent samme tid som komponisterne i 1960’ernes minimalistiske bølge arbejdede med musik som en undersøgelse af dens indre bestanddele, fremfor musikken som et teleologisk middel, skrev Susan Sontag i “Against Interpretation”, at “fortolkning er intellektets hævn mod kunsten”. – Mod verden, faktisk – fordi fortolkningen reducerer tingene til et påstået bagvedliggende “rigtigt” indhold, som fortolkeren forsøger at afsløre. Fortolkningen gør vold på kunsten. Den tæmmer den og gør den komfortabel.
På samme måde ville det være reducerende at forsøge at “læse” “Tread” som et udtryk for tingenes gang, selvom der i nummeret er en omskiftelighed og en tonal ustabilitet, som bliver et konstant vilkår hen mod slutningen af nummeret. Og naturligvis er der et indbygget paradoks i ustabilitet som et konstant. Ligesom paradokset “kroppen i en virtuel kontekst“, som Astrid Sonne i fortrolighed læste op fra sin notesbog. Et praktisk oxymoron.
Det åbne rum, som Astrid Sonne stiller til rådighed for modtageren, er et rum, hvor lydene overrasker i en indre dialog mellem hinanden. Midi, der agerer og reagerer. På måder, der også overraskede Sonne selv. “Kunst har kapaciteten til at gøre os nervøse”, skriver Susan Sontag, og måske er der også en nervøsitet at spore i Astrid Sonnes indre dialog. En undersøgelse af rastløsheden i konflikt med et alt for stort overskud af energi og en dirrende uvished. Selvforventningen om at skrive sørgelige elegier afbrudt af spontanitet og fjollethed samtidig med at tage det hele meget seriøst. “Sådan, tvivl og fuck-det-hele-agtighed,” siger Astrid Sonne om de sammensatte følelser, der opstod i tiden efter den første nedlukning.

Dette interview er en del af Passive/Aggressive #9, et tidsskrift om isolation i en karantænetid. Med essays og nye værker af Astrid Sonne, Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa, Marcela Lucatelli, Niels Henning Falk Jensby, Soho Rezanejad, William Kudahl & Morten Søndergaard, ØjeRum (Paw Grabowski) m.fl.

Passive/Aggressive #9
“Isolation”, 2020
www.passiveaggressive.dk/isolation
ISSN: 2245-862X (digital+print)

Redigeret af Nils Bloch & Passive/Aggressive
Grafiske værker af Tobias Holmbeck

Back to Passive/Aggressive