Af Simon Tornby
Jeg må indrømme, at jeg blev en smule overrasket over nyheden om Morricones død tilbage i min sommerferie. Jeg var overbevist om, at han havde nogle år tilbage – og måske endnu en håndfuld soundtracks mere i sig.
Første spørgsmål, der indfandt sig efter den triste nyhed om dødsfaldet havde bundfældet sig, var, hvordan jeg mon kunne lave en playliste til audiodromen og beskrive Morricones musik? Hvordan opsummerer man den nok mest produktive soundtrack-komponist nogensinde?
Ennio Morricone (1928, Rom – 2020, Rom) har lavet et sted mellem 500-600 soundtracks, som spænder meget bredt, og hans filmmusik er nærmest umuligt at sætte i bås. At opsummere Morricones karriere er en nærmest umulig opgave, og ligeledes er det at lave en playliste, der indkapsler alle aspekter af hans musik. Efter en del overvejelser er jeg nået frem til, at det flygtige og multifacetterede er det, jeg bedst kan lide ved ham, og det faktum at man kan blive ved med at udforske hans diskografi og opdage nye sider af ham.
Morricones filmmusik er indlejret i filmhistorien. Man kan nærmest ikke tænke westerns uden at forbinde det mentale billede med Morricones musik. Herudover har hans måde at arrangere på skabt fundamentet for en stor del af moderne filmmusik. Brugen af reallyd, den ofte overraskende brug af anderledes instrumenter og den meget indlevende og eksperimenterende måde, han går til at komponere sin filmmusik, det er, hvad der for mig gør Morricone interessant.
Morricone begyndte at interessere sig for musik i en tidlig alder og komponerede musik allerede som 6-årig. Hans far var jazztrompetist, og Ennio var som teenager ofte vikar for ham på diverse natklubber, når faderen var syg. Han startede som 14-årig på konservatoriet som trompetist og studerede komposition ved siden af studierne. Herudover begyndte han at arrangere popmusik og producerede hundredvis af sange i 50’erne og 60’erne, heriblandt nogle af tidens største hits i Italien. Og et naturligt spring herfra var at begynde at komponere musik til film og tv.
Morricone havde allerede lavet musik til westerns, før han blev tilbudt “A Fistful of Dollars”. Instruktøren Sergio Leone, som var Morricones skolekammerat, var dog ikke begejstret for Morricones tidligere arbejde med westerns, og det var først, da Morricone spillede en pop-single, en coverversion af Woody Guthries “Pastures of Plenty”, som han havde arrangeret for den amerikanske sanger Peter Tevis, at Leone blev overbevist. Hermed startede samarbejdet, som på en gang redefinerede westerngenren, men også introducerede et større publikum til Morricones unikke og eksperimenterende tilgang til filmmusik.
Morricones arbejdsomhed passede perfekt ind i den ekstremt produktive italienske filmindustri, der op gennem 60’erne frem til 80’erne udsendte en massiv mængde film. Særligt i 70’erne var han produktiv og lavede i flere år musik til 10-20 film om året. Ikke at dette betød, at han gentog sig selv, eller at kvaliteten nødvendigvis led deraf. Tværtimod er 70’erne for mig det mest spændende årti i hans diskografi.
I starten 80’erne skruede Morricone dog ned for tempoet, og han begyndte i et par år at fokusere på sin drøm om at skrive koncertmusik. Morricone nåede i hele sit virke at skrive ca. 120 værker med orkestermusik under betegnelsen ‘absolut’ musik. Dette skal ses i modsætning til ‘anvendt’ (applied) musik, som var det, han kaldte sin filmmusik.
Han vendte dog stærkt tilbage til filmen allerede midt i 80’erne med musikken til Sergio Leones “Once Upon A Time In America” og musikken til Roland Joffés “The Mission”, som måske er hans mest berømte filmmusik – foruden altså førnævnte musik til Leones westerns. Herefter blev Morricone for alvor et eftertragtet navn, og han skrev i 80’erne mange af sine populære soundtracks, som fx “Untouchables” og “Cinema Paradiso”.
Hans popularitet var fortsat intakt i det nye årtusinde, idet hans banebrydende arbejde fortsat blev brugt og genbrugt i bl.a. Quentin Tarantinos film “Kill Bill”, “Death Proof”, “Inglourious Basterds”, “Django Unchained” og “The Hateful Eight”. I 2007 modtog Ennio Morricone en æres-oscar, og i løbet af 10’erne tog han på stort anlagte turnéer som dirigent for kor og symfoniorkestre til alverdens arenaer, hvilket blot understreger hans uhørte popularitet som filmkomponist.
Foruden Morricones særlige tilgang til at skrive musik og hans ihærdighed er der andre faktorer, jeg ofte synes bliver overset, når man taler om Morricones filmmusik, nemlig rammerne og samarbejdspartnerne.
I 1970 gik han sammen med komponisterne Luis Bacalov, Armando Trovajoli og Piero Piccioni om at lave studiet Ortophonic – senere Forum Music Village – under en kirke i Rom. Studiet blev centrum for en stor del af de fire komponisters produktioner, og senere for en hel del bands og andre komponister. Foruden Forum Music Village dannede de fire komponister deres eget pladeselskab, General Music, som gjorde, at de var uafhængige og hermed selv kunne styre processen omkring produktionerne.
Et af Morricones kendetegn er hans brug af utraditionelle instrumenter, men ofte er der en del gengangere. Særligt Bruno Battisti (guitar), Giorgio Carnini (orgel), Gianni Oddi (saxofon), Enrico Pieranunzi (klaver) og selvfølgelig den unikke sanger Edda Dell’Orso, går igen. Herudover synes jeg også samarbejdet med komponisten Bruno Nicolai, som arrangerede og dirigerede en hel del af Morricones filmmusik, er spændende. Og sidst men ikke mindst filmkomponisten Alessandro Alessandroni, som vel nok er mest kendt for sit guitarspil og sin karakteristiske fløjten. Alessandroni står også bag en anden vigtig genganger i Morricones bagkatalog, nemlig koret I Cantori Moderni.
Og så kunne der også skrives et helt kapitel om Morricones improvisationsgruppe, Gruppo di Improvvisazione Nuova Consonanza, eller Il Gruppo, som udover at stå bag nogle ret legendariske plader, også lavede musikken til bl.a. Enzo G. Castellaris “Cold Eyes of Fear” fra ’71 og Elio Petris “A Quiet Place in The Country” fra ’68.
Jeg tror ikke, det er muligt at lave en komplet objektiv “best of”-playliste, der samler Morricones bedste filmmusik. Men efter utallige udkast til forskellige playlister er jeg nået frem til to playlister, der på ingen måde afspejler Morricones samlede værker, men derimod for mig understreger, hvad mit projekt om filmmusik går ud på, nemlig at gå på opdagelse i filmmusik, jeg ikke kender, og finde mine personlige favoritter.
Første playliste “M for Morricone” er mine nuværende 10 favoritnumre. Morricone har været, og vil nok fortsætte med at være, den hyppigst nævnte reference i Audiodrome-serien, og reglen i Audiodromen er som sagt at sammensætte en playliste med 10 værker, max. tre per film. Jeg har af ren ærefrygt udskudt at lave playlisten, men efter hans død måtte jeg konkludere at den måtte færdiggøres.
Anden playliste er en samling af filmmusik, som Morricone har skrevet i sine sene år, “Selected scores from 2000-2020” – det vil sige nyere værker, som ofte ikke nævnes sammen med klassikerne fra hans mest produktive år. Udgangspunktet for playlisten har været at finde de mest interessante stykker musik, ud af de knap 100 film, tv-film og kortfilm, som han skrev ny musik til i denne periode.
Derudover er vi i denne serie glade for at kunne inkludere den tredje feature om Morricone i Audiodromen, som er sammensat og beskrevet af J. Vognsen. Den tredje playliste hedder “The Sounds and Compositions of Ennio Morricone” og består af præcis 2,5 times musik af andre kunstnere, der enten fortolker, refererer, sampler og/eller remixer Morricones musik.
Morricone er ikke den første store filmkomponist, men han er den største filmkomponist i nyere tid, og med sit massive bagkatalog vil man sagtens kunne bruge år på at komme grundigt igennem det hele.
Trackliste
M for Morricone, Ennio – Audiodrome #31
00:00 La Spiaggia – Veruschka, Poetry of a Woman (Franco Rubartelli, 1971)
08:12 Il Clan Dei Siciliani – The Sicilian Clan (Henri Verneuil, 1969)
11:46 Magic and Ecstasy – Exorcist II, The Heretic (John Boorman, 1977)
14:37 Bambole#1 – Spasmo (Umberto Lenzi, 1974)
17:30 Cosa Avete Fatto A Solange? – Cosa Avete Fatto A Solange? (Massimo Dallamano, 1972)
20:01 Solo Grida – Who Saw Her Die? (Aldo Lado, 1972)
26:29 Citta’ Violenta – Violent City (Sergio Sollima, 1970)
28:50 Ninna Nanna In Blu – The Cat o’ Nine Tails (Dario Argento, 1971)
31:26 Ninna Nanna Per Adulteri – Cuore Di Mamma (Salvatore Samperi, 1969)
34:28 Un Uomo da Rispettare – The Master Touch (Michele Lupo,1972)
Ennio Morricone – Selected scores from 2000-2020
00:00 Overture – The Hateful Eight (Quentin Tarantino, 2015)
03:06 Volti E Fantasmi – La Migliore Offerta (Giuseppe Tornatore, 2013)
11:02 Musashi E L’Amicizia – Musashi (Ozaki Mitsunobu, 2003)
15:37 The Field – Fateless (Lajos Koltai, 2005)
19:02 Canone inverso primo – Making Love (Ricky Tognazzi, 2000)
21:24 Narratore Letterario – The Hateful Eight (Quentin Tarantino, 2015)
23:19 Pensieri Fuori Campo – Black Angel (Tinto Brass, 2002)
25:26 Al Cuore Si Commanda – Instructing The Heart (Giovanni Morricone, 2003)
29:40 L’Occhio Del Falco – Ultimo 4, Eye of the Faclon (Michele Soavi, 2013)
34:15 Giochi Infantili – The Unknown Woman (Giuseppe Tornatore, 2006)
35:39 Un Pianoforte Alla Finestra – Black Angel (Tinto Brass, 2002)