Bitesize #3 – Astral TV, The Home Current & Skyphone
Af Mikkel Arre
Der kommer så mange gode danske plader, at vi slet ikke kan følge med. I denne serie lirker vi løbende plader ud af den konstant voksende dynge af nye udgivelser. Denne gang sætter vi fokus på tre old-timer-projekter fra forskellige hjørner af dansk electronica, der inden for de seneste måneder har udsendt plader.
Astral TV “Travelling the Circuits” (El Paraiso Records)
I og med at Astral TV albumdebuterede i 2017, kan det måske virke lidt drastisk, at duoen ovenfor blev kaldt old-timers. Men det var immervæk helt tilbage i 2001, at Rasmus Elm Rasmussen (Limp, Causa Sui) solodebuterede med en EP under navnet Aerosol – og duoens anden halvdel, Keith Canisius, udgav sin første soloplade for 11 år siden.
På “Travelling the Circuits” kan man sagtens høre, at de har haft nogle år til at komme på bølgelængde med maskinparken af analoge synthesizere. Selv om der altså har været god tid til at tænke over, hvilke lyde og stemninger de godt kan lide, lyder musikken dog på ingen måde fortænkt. Albummet er, hvad det lyder som: resultatet af to musikere, der elsker at afsøge de mere kosmiske hjørner af krautrocken.
Denne kærlighed kommer mere klart og intenst til udtryk her end på debutalbummet “Chrystal Shores”. Om end numrene fortsat ofte er korte, virker de mindre vignet-agtige, og det er, som om både lydbilledet og kompositionerne er blevet mere fokuserede. Eller rettere: Duoen virker mere bevidst om, at noget må være i fokus.
Uden at Rasmussen og Canisius vender vrangen ud på deres udtryk, udgør “Travelling the Circuits” et skridt i en mere varieret retning. F.eks. fremstår spændet mellem lyse, glitrende synth-mønstre og dybe, snurrende baslinjer mere udtalt, og denne dynamik klæder duoen. Samtidig giver lydbillederne en stærkere fornemmelse af afstand og dybde: Nogle af de melodiske elementer skubbes frem, mens andre lag er mere udflydende.
Også disponeringen af numrene bidrager til, at “Travelling the Circuits” virker mere helstøbt. Eksempelvis virrer den mildt blippende “Post Future” rundt uden noget klart mål, hvilket meget velvalgt kontrasterer den anderledes markerede, rytmiske fremdrift i det følgende nummer, albumhøjdepunktet “Telex”.
Pressematerialet om udgivelsen understreger, at der ikke er nogen fortælling i musikken, og at den ikke skal noget bestemt sted hen. Men er man synth-flanør, er “Travelling the Circuits” en glimrende boble at slentre rundt i.
The Home Current “The Splendour of Change” (Static Caravan)
Martin Jensen kan i sandhed kaldes en old-timer på den danske electronica-scene – og alligevel har han længe gået under radaren. Fra start-90’erne og cirka to årtier frem dj’ede han flittigt i København, men trods et par duoudgivelser i 2008 og 2010 var det først sidste år, han albumdebuterede under navnet The Home Current. Nu er sluserne til gengæld blevet åbnet på vid gab, og i år er der kommet tre fuldlængdeudgivelser. Noget tyder på, at Jensen har ramt en guldåre rent inspirationsmæssigt.
Når man hører albummet “The Splendour of Change”, er der i hvert fald ingen tvivl om, at Jensen har haft det sjovt under produktionen. Dermed ikke sagt, at musikken er lalleglad eller sukkersødt positiv. Tværtimod kradser rytmebunden og især baslinjerne mere end vanligt, og et nummer som “Industrial Moscow” lyder med sin utrætteligt malende bas som soundtracket til et virkelig dunkelt road trip. Men selv om der både er masser af rumlende, blævrende bassynths og sine steder også vraltende breakbeats, der får numrene til at vakle og svaje rundt, er “The Splendour of Change” en opløftende oplevelse.
The Home Currents take på synthdrevet elektronisk musik er især interessant pga. Jensens måde at forholde sig til afstande i tid på. Musikken bærer tydeligt præg af hans begejstring for en bred vifte af elektroniske genrer fra det seneste halve århundrede, men er samtidig forbløffende fri for nostalgi. Hans synthesizere og trommemaskiner vækker skiftevis mindelser om electro, synthpop, IDM og endda også 50’er- og 60’er-pionerer som Raymond Scott og Daphne Oram (ikke mindst i “Pour Thing”), men det føles aldrig som en svælgen i fortiden. “The Splendour of Change” forbinder snarere punkterne i den elektroniske musikhistorie på nye måder med det primære mål for øje at lave noget sjovt. Og det er lykkedes.
Skyphone ”Marsh Drones” (Lost Tribe Sound)
På sit fjerde album åbner Skyphone for alvor vidderne. Hvor den organiske, lavmælt melankolske electronica på de to første plader (fra 2004 og 2008) i dag fremstår lidt indelukket, er der en anden rumlighed over “Marsh Drones”. Når trioen med banjopluk og strejf af twang-guitar rækker ud efter americanaen (lidt a la den danske labelkollega Western Skies Motel), tegner det straks billeder op: Her er et landskab med dybde – og en horisont at se ud mod.
Trioen har base i København, men rødder i Sønderjylland, og sangtitler som “Rungholt” og “Marsksonder” peger mod hjemstavnen. På de kanter har medlemmerne også lavet en række feltoptagelser, som løbende pibler ind i lydbilledet. I mine ører er reallydene dog ikke så distinkte, at jeg kan knytte dem til deres geografiske oprindelse, men de understreger fornemmelsen af, at Skyphone orienterer sig udad, og at musikken har en kobling til et sted uden for studiet. Eller måske snarere: At inspirationen fra Tønder og omegn bliver et afsæt til at konstruere nye forestillede steder. I den henseende er Martin Sønderlev Christensens artwork yderst velvalgt.
Nogle gange, når den akustiske guitar står rent og ubehandlet i lydbilledet, skal man være mere klar på en folktronica-revival, end jeg er, for at holde tålmodigheden. Heldigvis er det ikke et gennemgående træk ved “Marsh Drones”, hvor Skyphone i stedet både giver plads til vuggende dub-impulser og mere intens rytmik end vanligt. Bevares, sidstnævnte siger ikke nødvendigvis så meget – men det klæder virkelig trioen at lave et nummer som “Murmalvejr”. Her lægger svajende, offbeat guitaranslag sig efter nogle minutter pludselig på plads og skaber taktfast fremdrift, samtidig med at en underlig stortrommesynkopering ufortrødent hikster videre og dermed modarbejder den rytmiske strømlining.
Om end “Marsh Drones” ikke markerer en decideret revolution af Skyphones udtryk, gør de imaginære landskaber, at albummet er mere interessant at bevæge sig rundt i end trioens hidtidige udgivelser.