Back to Passive/Aggressive

Af Simon Tornby

Krzysztof Penderecki (1933-2020) var en af det 20. århundredes helt store, moderne komponister. Han skrev otte symfonier og en række korværker med et kirkeligt afsæt fra sin karrieres begyndelse bag jerntæppet. Men det var hans avantgardistiske og storslåede samtidsværker, der gjorde ham til et forbillede for nogle af filmhistoriens mest nyskabende instruktører, der efterfølgende tog hans musik i brug i specielt horror- og gysergenren. Formentligt var det hans sønderrivende, kaotiske og mikrotonale værker for hhv. 52, 48 og 52 strygerinstrumenter, “Threnody for the Victims of Hiroshima” fra 1960, “Polymorphia” fra 1961 og “Kanon” fra 1962, der i al sin vold og kraft stræbte ud over den klassiske musiks sfære og gjorde ham til et yndet forbillede for de store gyserfilmsmestre.

Da jeg hørte nyheden om Pendereckis død for knap 14 dage siden, stod jeg i et dilemma. Der var ingen tvivl om, at jeg måtte lave en playliste, der på en eller anden måde afspejlede Pendereckis bidrag til musik i film. Men dilemmaet bestod i, at reglerne for mit soundtrackprojekt blev udfordret. Reglerne i audiodromen er ellers ret enkle:

A. 10 stykker musik skrevet til film/tv
B. Værkerne skal være skrevet af samme komponist
C. Maksimalt 3 værker fra hver film

Første regel bliver dog udfordret her, da Pendereckis musik i film ofte er værker, der ikke er skrevet direkte til film eller tv. Dog kan de fleste, der har set “The Exorcist”, eller “The Shining” helt sikkert straks genkalde sig billederne fra filmene, når de hører playlisten.

Pendereckis musik er ganske enkelt helt eminent til at fremkalde en følelse af ubehag og fremmedgørelse, og det er der mange instruktører, der har benyttet sig af – bl.a. David Lynch, Martin Scorsese, Alfonso Cuarón, Wes Craven, Philip Kaufman, Peter Weir samt førnævnte William Friedkin og Stanley Kubrick. Pendereckis musikstykker bliver brugt i mange forskellige film, så filmen, der står nævnt i playlisten, beskriver den film (ifølge imdb), som musikken først er blevet brugt i.

Penderecki skrev dog også original filmmusik, som også er med i playlisten, bl.a. “Je T’aime Je T’aime” og “The Saragossa Manuscript”. Dog er der ikke meget af hans originale filmmusik, der er blevet officielt udgivet.

Audiodromen er kompileret af Simon Tornby for Passive/Aggressive. Redigeret af Simon Christensen. Mix og master af Klaus Q Hedegaard.

P for Penderecki, Krzysztof – Audiodrome R.I.P. mix

0:00:00 Passacaglia – Heavy Metal (various, 1981)
0:03:14 Theme (Aria) – Je T’Aime, Je T’Aime (Alain Renais, 1968)
0:05:26 Part 13 – The Saragossa Manuscript (Wojciech Has, 1965)
0:07:25 Polymorphia – The Exorcist (William Friedkin, 1973)
0:18:20 Kosmogonia – Wild at Heart (David Lynch, 1990)
0:36:26 Threnody for the victims of Hiroshima – People Under The Stairs (Wes Craven, 1991)
0:44:50 Kanon for Orchestra and Tape – The Exorcist (William Friedkin, 1973)
0:54:33 The Dream of Jacob – The Shining (Stanley Kubrick, 1980)
1:03:06 Anaklasis – The Wanderers (Philip Kaufman, 1979)
1:08:53 Psalmus – Way Down Low (Ryan Standfest, 2007)

Back to Passive/Aggressive