Året, der gik – musikken, der bar os igennem 2020 (del 1)
Helt grundlæggende har journalistikken ofte svært ved at favne de ting, der ikke sker. Ikke mindst i en medieøkonomi, hvor forretningsmodellen er baseret på klik og sidevisninger, er det åbenlyse i høj kurs: Det, der kan ses med det blotte øje. Et hårdtslående tweet fra en magtfuld person. Catchy citater i en pressemeddelelse.
At det nemt tilgængelige har forrang, er ikke udtryk for, at journalister er dovne. Tværtimod er produktionstempoet intensiveret voldsomt på tværs af mediebranchen – og det gør ganske simpelt, at der er mindre tid til at tænke og overveje alternative greb og indgangsvinkler.
Ikke desto mindre er der her i 2020 grund til at anlægge et andet blik end vanligt. For selv om der er udkommet masser af god musik, er det vigtigt at dvæle ved alt det, vi er gået glip af. Det er selvfølgelig umuligt at kvantificere, hvor mange udgivelser corona-pandemien har udskudt eller fuldstændig forhindret – men det er helt givet, at vældet af afblæste koncerter har kostet de indtægter, som masser af musikere og labels ville have brugt på at udgive musik. Og sådan vil det formentlig fortsætte flere år frem.
Det er selvsagt uladsiggørligt for musikmedierne at beskæftige sig med konkrete plader, der ikke er udkommet. Men bevidstheden om, hvor mange udgivelser der ikke har kunnet realiseres, gør det tydeligt, at det her i 2020 ikke giver den store mening at videreføre den i forvejen absurde øvelse med hvert år i december at sætte tal på årets udgivelser og rangere dem i forhold til hinanden. Musik er ikke en konkurrence, og alligevel lader vi som musikmedier, som om det er det – og som om alle udgivelser deltager på lige vilkår. I år er det blevet endnu mere indlysende end normalt, at adgangen til konkurrencen i høj grad går via markedet.
“[I]ncredible new music will always make their way to our ears, even in the toughest of times,” skriver Pitchfork i introduktionen til sin årsliste. De eksempler, der så bliver namedroppet, har alle sammen et stort pladeselskab i ryggen.
Det er imidlertid ikke kun traditionelle medier, der har det svært med ting, der ikke sker – eller sker langsommere end med lynets hast. I hvert fald fastslog Spotifys topchef, Daniel Ek, i juli, at der ikke længere er økonomi i at være musiker, hvis man bruger lang tid på den kunstneriske tilblivelsesproces: ”[S]ome artists that used to do well in the past may not do well in this future landscape, where you can’t record music once every three to four years and think that’s going to be enough,” som Ek formulerede det, hvorefter han beskrev, hvordan musikere bør flytte en del af deres fokus fra arbejdet med selve musikken:
“The artists today that are making it realise that it’s about creating a continuous engagement with their fans. It is about putting the work in, about the storytelling around the album, and about keeping a continuous dialogue with your fans.”
Et godt eksempel, mente Ek, var Taylor Swift. Hvis det, der skal til for at blive opdaget på (og dernæst betalt af) Spotify, er, at man allerede var en kendis, inden Spotify blev lanceret, kan snart sagt alle musikere i denne verden lige så godt opgive.
Lad os for alles skyld – og især den uafhængige scene – håbe, at det lader sig gøre komme ud af isolationen næste år.
Normalt er der heldigvis andre veje til at få opmærksomhed som musiker – ikke mindst via koncerter. Også på den front har 2020 været ubehageligt tomt. Det har mildt sagt ikke gjort livet lettere for alle de musikere i verden, der ikke er Taylor Swift. Selv om vi kan sidde derhjemme i skærmens blå lys og fiske fremragende udgivelser op af Bandcamps genrehashtag-hav, er det langtfra det samme som at blive overrumplet af et band, der spiller lige foran én.
Og samtidig er der masser af musik, som godt nok kan udgives i digital eller fysisk form, men som først for alvor præsenterer sig fuldt ud i en live-sammenhæng. Kvadrofoniske kompositioner har det svært over en Zoom-forbindelse. På den måde er vi i 2020 ikke bare gået glip af værker, der aldrig udkom, men også af at opdage nye kunstnere/værker gennem spillestederne som kuratoriske platforme og af at opleve en masse udgivne værker folde sig ud.
Derfor har redaktionen på Passive/Aggressive valgt at droppe årslisterne, som vi kender dem. I stedet har vi givet frirum til, at hver enkelt af os kunne reflektere over de udgivelser, der har gjort størst indtryk på hver af os individuelt – og de udgivelser har således i høj grad egnet sig til at blive lyttet til derhjemme. Men man mærker også et betydeligt behov for snart at kunne høre musik under andre vilkår.
Ingen af kunstnerne, der bliver nævnt i denne årsopsamling, kommer til at tjene en kæft på streaming, så lad os for alles skyld – og især den uafhængige scene – håbe, at det lader sig gøre komme ud af isolationen næste år.
Caktus “Under Solen” (Barefoot Records)
Med “Under Solen” har bandet Caktus begået en serie åbne kompositioner på en fuldendt og poetisk debut-LP. Musikken er akustisk og udspringer af saxofonist Maria Dybbroes visioner. Det er en form for doubletrio med to saxofoner, to basstemmer og en trommeslager, og netop den opsætning bliver udforsket med Dybbroes og Zeki Jindyls (også Narcosatanicos) flettende altsaxofoner. Caktus’ lydlige idealer findes i nærmest Ornette Colemanske kompositioner og en til tider kogende, krautrockende rytmegruppe. Det kulminerer for mig på “Skumring ved Degnemosen”, “Stjernepladsen” og “Stærk Strøm”, men hele albummet skinner i et sært lys af nysgerrig sangskrivning og velvalgte lydprismer, og måske derfor er “Under Solen” det album, jeg har brugt mest af min COVID-19 karantæne på. LP’en kommer med 12 digte i sleevet af bl.a. Signe Cygan, Jens Kæmpe, Tanja Schlander og endog mere prominente poeter for dem, der er til det. Det har ikke været nødvendigt for mig at læse dem, for dette instrumentale album taler med sin egen poetik. (Simon Christensen)
Mark Leckey “In This Lingering Twilight Sparkle” (Boomkat Editions)
I år er jeg både blevet draget og trukket godt rundt af Mark Leckeys “In This Lingering Twilight Sparkle”-bånd, som Boomkat har udgivet. For dem, som kender Leckeys lyd-arbejde (eller hans NTS-show), er det her en fortsættelse i bedste betydning: internet-arkivariske collage-kompositioner af mærkeligste skuffe. Svært, akavet og lettere sprælsk – og dermed en afart af humoristisk – er, hvad der bliver præsenteret på det her bånd. Jeg ved virkelig ikke helt, hvad der sker, og det er dybt ubehageligt og virkelig sjovt og kynisk og hyggeligt på samme tid. Komplekst og på samme tid mærkeligt naivt (eller måske bare britisk) har det bånd vokset sig grønt og frodigt på mit øre siden i sommers. (Claus Haxholm)
Ulver “Flowers of Evil” (House of Mythology)
Med 25 år på bagen udsendte norske Ulver deres 16. plade, som vel nok kan ses som en afsluttende forlængelse til 2017-pladen “The Assassination of Julius Caesar”. Eller er det virkelig afslutningen af denne lyd? Det er aldrig til at vide, og det er netop charmen ved Ulver. Man kan aldrig vide sig sikker. Hvor “The Assassination…” var en dansabel og dog introvert synthpop-plade, er “Flowers of Evil” et skridt ad samme vej, men langt mere svævende, mørk og dyster, tydeligt inspireret af synthwaven. Ganske vist er denne genre ved at være udvandet for længst, men så gør Ulver, som de plejer: De vender tilbage, når det er ved at være lidt for sent, men med en perfektioneret lyd, som man tydeligt kan høre, at de har haft en passion for i en længere periode. Ulver har et af de mest diffuse bagkataloger, jeg kan komme i tanke om, men de er nærmest kun blevet bedre med årene, og man kan mærke, at de har fundet et helt unikt samspil i løbet af de sidste tre år. Jeg håber og ønsker inderligt, at de fortsætter med at spille og udgive musik. Ikke nødvendigvis i samme dur som nu, men det skal de helt selv bestemme. (Rasmus Søndergård Madsen)
Oliver Coates “Skins N Slimes” (RVNG)
På “Skins N Slimes” tager engelske Oliver Coates sin musik i en ny retning, hvor han gennem modificerede og fordrejede cello-stykker formår at skabe en dronet eksperimentalmusik, der i kraft af sine melodier og brug af effekter vækker minder til shoegaze på numre som “Caregiver Part 2”, “Caregiver Part 5”, “Reunification” og “Honey”.
Selvom genre-prædikatet i og for sig selv ikke er så væsentligt, er jeg dybt betaget af den måde, hvorpå Coates formår at give ny energi til en genre, jeg i så høj grad forbinder med en række kunstnere, der først og fremmest udfoldede sig i et forgangent årti (også selvom både My Bloody Valentine og Slowdive udgav hæderlige udspil i 10’erne). Ligesom danske Tettix Hexer – om end på anden vis – formår Coates på “Skins N Slime” at genskabe den her massive kraft såvel som den simultant hjerteskærende og hjemsøgende stemning, der også kendetegnede især flere af My Bloody Valentines værker, men i et andet musikalsk format. Med det sagt er dette fokus dog kun én side af “Skins N Slime”, hvor andre af værkets øvrige numre byder på et mere skrøbeligt udtryk. I visse tilfælde får celloen lov til at fremgå mere nøgen og blottet for effekter (eksempelvis på “Caregiver Part 1” og “Soaring X”), og denne vekslen mellem det massive og det skrøbelige klæder i den grad albummet i sin helhed. (Alexander Julin Mortensen)
Black Curse – Endless Wound (Sepulchral Voice Records)
Oven på en ekstremt intens koncert under 2019-udgaven af Kill Town Death Fest, udsendte amerikanske Black Curse endelig sin nye plade i år. Medlemmerne tæller folk fra Spectral Voice, Blood Incantation, Primitive Man og Khemmis, og vi er næsten ovre i totalmetal: Der er tunge referencer fra både thrash, dødsmetal, black metal og doom metal, og det forenes i en kaotisk magtdemonstration. Det er ikke helt så afgrundsdybt, men vokalen ligger fjernt og godt med ekko, som skaber en fin kontrast til det ellers kontrollerede, totale kaos. Black Curses tekster bevæger sig inden for det okkulte og dæmoniske, hvorfor coveret naturligvis forestiller en hovedløs dæmon, der træder ud af en dør i et brændende rum. Hovedet er placeret i skridtet at dæmonen, og et klageskrig lyner i øjnene af ild. Årets albumcover! Én af årets plader også. (Rasmus Søndergård Madsen)
Oneohtrix Point Never “Magic Oneohtrix Point Never” (Warp)
“Magic Oneohtrix Point Never” is the 11th studio album from composer producer Daniel Lopatin’s ongoing project, Oneohtrix Point Never. In keeping with the more recent release from OPN, “MOPN” is a concept record that recasts OPN as a day in the life of a late 80s soft-rock radio station. Drawing inspiration from the mixtapes he would make listening to the radio growing up, Lopatin’s latest record excavates these mass media fragments through the logic of the sensations that restructure our memories of this formative commercial entertainment into the sensibilities we carry around with us throughout the rest of lives.
If OPN’s previous record, “Age Of”, pointed to the retro-future of our ever receding present by way of a loose narrative of a AI’s infestation and domination of our lives via our desperation to use its platforms to connect with each other, filtered through the pseudo-soothing soundscape of a new-age self-help tape, the temporal position of “MOPN” is somewhat prior. “MOPN” is a fragment of the world in which those who would make such an intelligence grew up. The sonic residue of 1980s, radio friendly hits and production techniques are absorbed through the synths and samples of OPNs self-referential kaleidoscope and are morphed into audio that sounds far more like what rattles around in your consciousness as you try to drift of to sleep than it does the original songs that spawned these memories. The ultra crisp textures of this material is washed in a haze of reverb that suggests that even if you remember these hits from “MOPN”, these memories are hardly yours alone.
Finding themselves, their emotional landscapes and their desires all formed by the impressions and effects produced by those pop songs cast out onto the airwaves as a frame for the construction of advertising space, the inhabitants of “MOPN”’s semi-fictional recent past can’t figure out where they end and the rest of their world begins. The relevance of this to our lives right now is almost too much to take. (Macon Holt)
DJ Central “Passion” (NES)
Også i år har budt på flere udgivelser fra Aarhus-baserede Natal Zaks, herunder et par EP’er under hans Central-alias. “Passion” byder på fire numre, der skildrer en så at sige mere ‘klassisk’ side af hans musik under Central-aliasset. Her er det først og fremmest hans evne til at skabe umådeligt fængende housemusik uden de store dikkedarer, der kommer til udtryk. Ligesom bl.a. “Maks”, “Li’ud” og “Pillow Peace” indprentede melodierne fra “Passion” sig simpelthen i mit hoved og min krop efter første gennemlytning. Det føles svært, hvis ikke decideret umuligt, at udpege, hvordan melodier kan give så intenst et førstegangsindtryk og samtidig undgå at blive kedsommelige på sigt. Især titelnummeret og “TGTBT” har om noget været to af de kompositioner, jeg har haft mest på hovedet siden EP’en blev udgivelse, sidstnævnte bl.a. i kraft af et yderst effektfuldt vokal-sample. “Passion” er et klart højdepunkt i dansk musik for mig i år, fordi det simpelthen gør så stort et indtryk på mig, at man kan skabe en musik, der lyder så legende let, velvidende at det kræver både musikalsk ekspertise, flair og forståelse. (Alexander Julin Mortensen)
Beatriz Ferreyra “Huellas Entreveradas” (Persistence of Sound)
En aften for nogle måneder siden faldt jeg mere eller mindre tilfældigt over den chilenske komponist Beatriz Ferreyras nye udgivelse, “Huellas Entreveradas”, som betyder noget i stil med sammenfiltrede fodspor. Ferreyra er åbenbart et af de større navne inden for den elektroakustiske musik, og en del af Groupe de Recherches Musicales (GRM), som har haft en del genudgivelser over de seneste år, men det her er altså nyt materiale, hvilket man udmærket kan høre. Hvad man også udmærket kan høre, er, at vi har at gøre med en usædvanlig dygtig komponist og tekniker. “Huellas Entreveradas” er virkelig dynamiske kompositioner, der er meget selvbevidste, på den måde at det er en relativ kort udgivelse, men smækfyldt af vitaminer og friske takes på, hvad semi-abstrakt lyd kan fortælle og sige den dag i dag. Det er altid en gave, når man finder noget helt nyt, som så ikke er nyt, men bare findes i verden som så mange andre ting. At éns horisont hele tiden udvides, det er en fantastisk ting; en oplevelse, Beatriz Ferreyra virkelig nailede for mig i år. (Claus Haxholm)
Undergang “Aldrig i livet” (Dark Descent/Me Saco Un Ojo)
Siden Undergangs forrige plade, “Misantropologi”, udkom i 2017, er der sket lidt udskiftninger i bandet, hvor Martin Leth Andersen fra Strychnos har grebet bassen, og Mads Haarløv fra Iniquity er ny guitarist. Alt er, som det plejer – med andre ord vil råddenskaben ingen ende tage – men der er alligevel ret tydelige input fra de nye medlemmer: et frisk pust af død til det ellers aldeles velsmurte kadaver, der er Undergang. Titlerne lover død, og teksterne er som taget ud af en Fulci- eller Romero-film. De grafiske tekster akkompagneres af ægte dødsmetal. Råddent kød og en fæl stank af ødelagt kloak. (Rasmus Søndergård Madsen)
Beatrice Dillon “Workaround” (PAN)
Den engelske producer Beatrice Dillons debutalbum opererer i et grænseområde mellem organisk instrumentering og digital programmering. Selvom Dillon på ”Workaround” har inviteret en regulær perlerække af gæster, der alle primært arbejder med analoge instrumenter, forekommer albummet at have en meget distinkt klangfarve: Som om alle de forskelligartede instrumenter var stemt i overenstemmelse med samme mood og kalibreret i samme tempo; hele albummet bevæger sig af sted med en hastighed på omtrent 150 bpm.
Dette tempo rammer et bizart mellemstadie mellem technoens og junglens hastighedsregister, mellem katartisk og frenetisk, hvilket paradoksalt nok får numrene til at virke langsommere, end de egentlig er, endda næsten dubbede. Det gør det svært at vurdere, om ”Workaround” er komponeret til klub eller kontemplation. Måske begge dele?
I forlængelse af skismaet mellem det organiske og det digitale kan man sige, at udgivelsen også forholder sig til – og forsøger at underminere – en distinktion mellem et åndfuldt, følt udtryk og et upersonligt, mekanisk udtryk. Beatrice Dillons kompositioner på ”Workaround” kan i al væsentlighed kaldes et forsøg på at skabe artificial soul. (Emil Grarup)
Dylan Henner “The Invention of the Human” (AD93)
Britiske Dylan Henner udforsker med “The Invention of the Human”, hvad der gør os menneskelige. Det ret så brede spørgsmål har selvsagt mange aspekter, og Henners indgangsvinkel går gennem vores relation til teknologien. Derfor spurgte Henner en computer, hvad den mener, et menneske lyder som, og med udgangspunkt i svaret har han skabt et album, der i høj grad bygger på syntetiske vokaler.
Men hvad står egentlig tilbage, hvis vi tilsidesætter den filosofisk-antropologiske overvejelse, der ligger til grund for værket? Heldigvis en hel del. Selvom det er tydeligt, at de syntetiske vokaler fylder en hel del i lydbilledet, skånes vi gudskelov for (pseudo-)filosofiske overvejelser om, hvad der nærmere præcist gør os menneskelige. I stedet er vokalerne blottet for enhver form for indhold, så det eneste, der står tilbage, er stemmerne selv – uafhængigt af, om disse er syntetiske eller reelt menneskelige. Der kan selvsagt være en interessant pointe i, at disse stemmer netop ikke lyder så umenneskelige, som man ellers kunne forvente, eller at de netop slet ikke tilbyder noget (forståeligt) svar på spørgsmålet, der har motiveret projektet. Men vigtigst af alt lyder det simpelthen bare godt og vildt rørende – som en lysere og mindre dramatisk pendant til Oneohtrix Point Never anno “R Plus Seven”. (Alexander Julin Mortensen)
Oranssi Pazuzu “Mestarin kynsi” (Nuclear Blast)
Op gennem 10’erne har finske Oranssi Pazuzu udviklet deres helt personlige variant af psykedelisk black metal. At sige, at “Mestarin kynsi” er højdepunktet, ville være en uretfærdig devaluering af de seneste par plader, men det er uden tvivl en mesterlig alkymi, de brygger i deres studie. Nok er black metal udgangspunktet, men der er masser af minimale synthmønstre, støjrockende passager, spacerock-nøleri og bare ren, udflosset katharsis i lysår lange baner. Det er ofte stillestående, den latente energi bliver holdt tilbage i alt for store portioner, men det skaber også et tantrisk sort hul, hvor jeg bare må give fuldstændig slip og lade mig suge ind. (Kim Elgaard Andersen)
Marc Kellaway “Late Summer Sequence” (Cat Box Corp.)
I et år, der har slæbt sig af sted – især når man ikke har kunnet gøre meget andet end at sidde derhjemme – har “Late Summer Sequence” været en kærkommen afveksling. Som titlen indikerer, leder de fire langstrakte numre lytteren gennem sensommeren – fra den statiske juli-hede til oktobers tiltagende mørke. Alene den tanke, at årstiderne findes og forløber, har i perioder fremstået befriende. Og i det hele taget foretager albummet en række bevægelser, som vi i forskellig grad har været hæmmet i at opleve i år: Kellaways feltoptagelser fører os gennem byer med opstemte, snakkende mennesker, gennem landskaber og gennem vejrfænomener.
Reallydene væver han ind i spartanske og dog alligevel varierede, dronende kompositioner, der hver især strækker sig over 13-22 minutter. Det enkelte nummer forandrer sig ikke nødvendigvis synderligt, men instrumenteringen veksler markant hen over pladen, så der fx er varmeflimrende orgeldroner i “July Heat” og helt anderledes melodiske klaverdryp i “September Sleep”.
Tålmodigt uden at være langtrukkent. Smukt uden at være søbende. Og dermed en helt perfekt hjælp til at nå igennem 2020. (Mikkel Arre)
Internal Rot – Grieving Birth (Iron Lung Records/625 Thrashcore)
22 numre, hvor det australske tremandsband fra Melbourne giver dig lussinger med lidt over 23 minutters intens grindcore. Trioen vælter godt og grundigt rundt og kaster om sig med fornærmelser og grænseoversk(r)idende klamheder og følelser i deres tekster, som man i øvrigt ikke kan høre, fordi growlet er så tilpas smadret. Intet nyt under solen eller revolutionerende inden for grindcore, bare pissehurtig og god grindcore. Fuck off! (Rasmus Søndergård Madsen)
Lisa Lerkenfeldt “Collagen” (Shelter Press)
Australske Lisa Lerkenfeldt har haft et produktivt år, idet hun tilbage i oktober udgav sin intet mindre end fjerde udgivelse i 2020, “A Garden Dissolves Into Black Silk”. Det er dog forgængeren, albummet “Collagen” fra august, jeg har hørt mest. I sine mest intense øjeblikke – albummets hhv. første og sidste nummer – byder “Collagen” på en støjende ambient, der til en vis grad minder mig om de tidlige udgivelser fra danske War (senere hen Vår), hvor højstemte melodier får lov til at skære igennem den knitrende støj (om end Lerkenfeldts musik er noget mindre skrabet og aggressiv, end War var).
Udgivelsens fire øvrige numre har ikke samme hang til melodiøsitet, men det gør bestemt ikke musikken uinteressant. For her finder man bl.a. en dybt betagende lethed, der manifesterer sig i den ‘stoflige’ lyd, der også kendetegner meget af hendes musik: Det er, som om Lerkenfeldt formår at væve et umådeligt let auditivt tekstil; en musik, man får lyst til at tage i sine hænder og mærke på anden vis end med ørerne. Som det mest fragile silkemateriale eller den tyndeste uld. “Collagen” giver mig en følelse af at være indhyllet, til tider af det tyndeste stof, andre gange af soniske bølgers medrivende favntag. (Alexander Julin Mortensen)