Året, der gik – de 10 mest bemærkelsesværdige danske plader i 2021
Signe Emmeluth
Af Simon Christensen & Mikkel Arre
I mere end 10 år har Passive/Aggressive forsøgt at sætte ord på de udgivelser og miljøer, der var underrepræsenteret i mediesystemet: hos de etablerede medier og andre gatekeepere i form af streamingtjenester, musikorganisationer osv. Om vi stadig har den funktion – det har mediebilledet ændret sig for meget til, at vi kan vurdere. Men intentionen eksisterer stadig.
Når året er ved at rinde ud, så har vi på redaktionen en tilbagevendende diskussion om, hvad formålet er med at lave lister over musikken fra de seneste 12 måneder. Og vi er kommet frem til, at vi skal bruge dem til det, vi hele tiden har villet: ikke til at dynge mere hæder på dem, der allerede har fået – men til at føre de læsere og lyttere, der vil mere, hen mod den kunstneriske ild, der brænder uden for det etablerede. Vi forsøger at hylde det underdækkede og at give oversete vinkler på den musikalske oplevelse, vi har til fælles.
I år har foreningen kollektivt fundet 10 danske og internationale udgivelser, som vi præsenterer i uprioriteret rækkefølge, og her er der ingen genrekrav eller formidlingsskabeloner.
Det samme har gjort sig gældende for Passive/Aggressive, lige siden vi begyndte, men fremover bliver det anderledes. Fra 1. januar lukker vi for den løbende redaktionelle dækning på www.passiveaggressive.dk. I stedet fortsætter Foreningen Passive/Aggressive fra 2022 som en åben platform for udgivelser på print og anden aktivitet, som medlemmerne finder relevant. Vores formål forbliver det samme – og i første omgang bruger vi kræfterne på at udkomme på print.
Den første aktivitet i 2022 bliver en længe ventet oversættelse af Kodwo Eshuns overvejelser om afrofuturisme. Alexander Buk-Swienty oversætter, og udgivelsen bliver realiseret ca. 1. februar. Desuden har vi fortsat et mindre kvantum eksemplarer af det netop udkomne zine om kunstnerisk praksis og psykisk sygdom, der blev trykt tidligere i december med bidrag fra forfattere, dramatikere, musikere og billedkunstnere.
Tak til alle de læsere, kunstnere, labels og skribenter, som har fulgt og bakket op om dette åbne forum i et årti.
Astrid Øster Mortensen “Gro mig en blomst” (Förlag För Fri Musik)
Debutalbummet fra Astrid Øster Mortensen er indspillet på en lille ø uden for Göteborg. En del optagelser virker som one-takes, mens andre arbejder mere med lag, fx af vokaler, akustiske instrumenter og reallydsoptagelser fra havet og vist også fra et hus.
I det uldne lydbillede bukler optagelser på bånd sig ud af sync eller indhyller sangene i susende støj. I det hele taget er det karakteristisk for “Gro mig en blomst”, at grænserne er slørede eller måske rettere dirrende: Musik og omgivelser lapper ind over hinanden, og det er nærmest umuligt at skelne, hvad der er improviseret, og hvad der er komponeret. En klaverpassage i “Seydis”, der kan lyde som et indfald, er alligevel ikke mere spontan, end at den pludselig toner frem igen i afslutningsnummeret “Xylo”. Samtidig fremstår Mortensens interesse for traditionelle kompositioner sparsom. Således når den smukke og meget intimt indspillede sang “Hvor kommer mørket fra?” kun at rulle igennem et par vers, før vokalen forsvinder, og det akkompagnerende orgel flyder stadig længere væk fra den oprindelige melodi.
Ved første lyt kan “Gro mig en blomst” virke ret flygtigt, men det viser sig at gøre albummet enormt nærværende og intenst, at det er så optaget af det midlertidige og umiddelbare: Hellere et strejf af skønhed end en formfuldendt sang. (Mikkel Arre)
Blikfang “Vores rum for altid” (The Big Oil Recording Company)
“Ikke fuldstændig frit for at minde om en revyparodi på Medina,” skrev jeg om den ambivalente oplevelse, det var at se Blikfang på Alter Festival i Aarhus i sensommeren. På den ene side udpenslede duoen brutalt dancepoppens kynisk kalkulerede naivitet, der mest handler om at bekræfte lytterne i, at de er snotdumme og ikke fortjener en døjt bedre end det her; på den anden side blev de sange, som jeg under koncerten havde fnyst hånligt ad, siddende i hovedet på mig uger og måneder efter.
Så står man der og har lige kysset sin kone i forbifarten og kommer til at synge “kysset, hvor du får min kasket i ho’det” og kan ikke på nogen måde forsvare det over for hverken hende eller sig selv.
Det er ikke mindst de genialt tumpede tekstfragmenter, der bliver siddende, også på EP’en “Vores rum for altid”, der åbner med linjerne “Min albue ramte dig / men ikk’ som du ramte mig / Du gi’r mig ro på / Du gør mig go’, åh!” Det er samtidig de tekster, der gør det til en balanceakt mellem parodi og oprigtighed: Drømmen om at blive gjort “go’” gentages i “Ik mer:(“, hvor omkvædet trygler “Sig at vi er go’.” Med ét er det hele ikke bare optur og pastelfarvet overskud, men lige så meget en umulig drøm om den forkromede coke-idyl.
Når Blikfang lykkes med den balancegang, er det dels, fordi de holder sig inden for genrekonventionerne med en lydefri synthpopproduktion, der er lige så nutidig, som den er historiebevidst, og en vokal, der melodisk presses til det yderste af et ikke vildt imponerende spekter og dermed kommer til at virke inderlig.
Så kan det godt være, at Blikfang er “møgpop,” som jeg også skrev om dem under Alter, men revyen lægger de langt bag sig på “Vores rum for altid”. (Jon Albjerg Ravnholt)
Boli Group “The Jutlandia Quartets” (Haunter)
Lige inden deadline kom Boli Group med ny plade – og sikke en plade.
På Boli Groups tidligere udgivelser har orkester- og kammermusikken været hovedfokus for nogle ofte meget smukke kompositioner. Man kunne måske også sige, at det har været selve kompositionerne i en mere klassisk forstand, der har været omdrejningspunktet. Og det er det såmænd stadig, men hvor man førhen altid har haft en fornemmelse af at blive ført af Boli Group, er det nu nogle andre heste, der er spændt for vognen. Den materialebevidsthed, der her er på spil, er dybt imponerende at opleve: Fyldt med modige, skarpe og modspillende æstetiske beslutninger, på højt plan.
Det er en plade, der er blevet arbejdet på i efterhånden nogle år, og det synes jeg på mange måder, man mærker. Den er meget gennemarbejdet plade, men virker aldrig “overworked”; der har været plads til hurtige beslutninger, der har fået lov at stå. Skarpt. Jeg synes, det er vildt smukt og udfordrende at opleve den tiltro til sine beslutninger og valg, Boli Group har arbejdet med her. En på mange måder hård, men også virkelig givende plade, en perfekt afslutning på 2021. (Claus Haxholm)
CTM & August Rosenbaum: “Celeste” (Posh Isolation)
A joint release between composer, cellist and vocalist Cæcilie Trier and pianist and composer August Rosenbaum, “Celeste” was originally composed for an installation presented in August and September 2021 at Copenhagen Contemporary. Developed in collaboration with artists Lea Guldditte Hestelund and Ea Verdoner, the immersive installation included “sound, sculpture, video, fragrance and performance”. Although you wouldn’t necessarily be able to discern all this from the sound of it, “Celeste” the record does possess a certain soundtrack-type quality. Taking into account Rosenbaum’s background in composing for film as well as Trier’s talent for creating a distinctive mood on her recordings, perhaps this shouldn’t come as a surprise.
The album takes its time to unfold, with the opening two tracks calmly setting the scene before more pronounced melodies and vocals come into the picture. It is the gentle “Sarabande”, which hovers between dramatic and innocently playful moments, that sets things in motion. The disarming “Angel” brings to mind CTM’s gorgeous 2018 record “Red Dragon” – an intimate singer-songwriter affair at its heart, that sounded like anything but a conventional example of that form.
The compositions subtly switch from unobtrusive to disruptive, from humble to grandiose. The standout “Celeste Song”, as well as the miniature “Even If”, could easily fit into the present-day Copenhagen brand of classically–infused pop. Building from cello, accordion, piano and vocals, Trier and Rosenbaum have created a quietly epic release that has a way of slowly creeping under the skin. (Ivna Franić)
Jaleh Negari “Weaver” (Eget Værelse/Zona Watusa)
At lytte til Jaleh Negaris nye album fra start til slut (hvilket på forunderlig vis ikke tager mere end 40 minutter) føles som en overflyvning af umådelige og mangeartede musikalske landskaber. LP’ens to første numre tjener som eksempel: “Eliza” med trippende percussion-elementer og heftige, ambiente lydflader efterfulgt af “Illo Tempori”, hvor fin gæsteoplæsning fra Alexander Holm bliver intensiveret af rullende trommedunder.
“Weaver” er blevet til som en oversættelse af feltoptagelser til grafisk gengivelse og videre til spillet musik. Optagelserne er fra både Iran, Danmark og Indonesien, og med albummets titel i baghovedet fremtræder projektet bl.a. som en sammenvævning af de kulturelle tekstiler.
I presseteksten fremhæves sci-fi-inspirationer på linje med musikalske sammenligninger, og væver-motivet har da også en pendant i Amalie Smiths bog fra sidste år, “Thread Ripper”. Her bliver vævearbejdet et billede på en sløring af skellet mellem digitalt og analogt – en algoritmisk praksis fra oldtiden. På “Weaver” sker der en parallel opløsning af den elektronisk/akustiske skelnen, der opstår et lydligt rum for nye forbindelser, hvor det umiddelbart forskelligartede kan sameksistere.
(Markus Tange)
:Of the Wand & the Moon: “Your Love Can’t Hold This Wreath of Sorrow” (Heiðrunar Myrkrunar)
Endelig! Jeg har glædet mig meget til et nyt album med Of the Wand. De 10 års ventetid siden mesterværket “The Lone Descent” havde sat sig i mig, og mine forventninger var skyhøje. Jeg blev lidt skuffet ved det første lyt. De akustiske singler som blev udsendt på maxisinglen “Tainted Tears” i 2020, havde styret mit mindset hen til neofolken, men det var imidlertid ikke rigtig tilfældet på “Your Love Can’t Hold…”, hvor en meget markant bas giver en mere rocket tilgang til musikken end hidtil for Kim Larsen.
Albummet tager endnu et skridt væk fra neofolken, ligesom “The Lone Descent” også gjorde det, men ved første lyt blev jeg taget endnu længere væk end forventet fra den dystopiske folk. Det er nok bare mig som stadigvæk er håbløst forelsket i en død genre, og efter lidt flere lyt begyndte albummet at dæmre for mig. Bassen blev mindre markant i lydbilledet, og albummets helhed fik foldet sig bedre ud. Især træder Bo Randes trompet og flygelhorn frem i lydbilledet.
Det hjalp også at lægge albummet væk et par uger, hvorefter det har foldet sig stadig mere ud, og den dystre rock er blevet en bedre og bedre følgesvend til den mørke tid på året.
“Your Love Can’t Hold This Wreath of Sorrow” er virkelig en grower og et enormt holdbart album. Det har været hele ventetiden værd, og især numre som den uhyggelige og forstyrrede instumentalbasker “Fall From View” og afslutningsnummeret “Barbs of Time” har gjort et kæmpe indtryk. Det sidste nummer er nok nær én af de bedste lukkere på et album overhovedet i årevis. (Rasmus Søndergård Madsen)
Phrenelith “Chimaera” (Nuclear Winter Records)
I allersidste øjeblik nåede det københavnske dødsmetalband Phrenelith at udsende en længe ventet opfølger til 2017-baskeren “Desolate Endscape”. Denne gang med lidt mere dybdegående tyngde i den moderne afgrundsdødsmetal. Albummet udkom 10. december, hvor sneen faldt våd og kold i København. Hvilket var passende, for selv om Phreneliths album trækker på den græske mytologi, formår kvartetten bestemt at få tilføjet musikken den fugtige og klamme nordiske kulde.
“Chimaera” begynder med vækning af titanerne, og der tages også en tur på to af underverdens floder, ildfloden Phlegethon og grådens flod, Kokytos. Derudover growles der dybt og uforståeligt om Kimæres afkom og et Gorgonhoved. Alt er derfor, som det skal være: pilråddent, mytisk og storladent. Det er et voldsomt stærkt take på dødsmetallen, og det falder på et tørt sted i år.
Albummet er en klam fornøjelse, der vitterlig bedst kan beskrives som en kimære: En ildsprudende løve, der også har en tredjedel slange og en tredjedel ged i sig. David Torturdød (Undergang, Ulcerot, mm.) deler den ildsprudende vokaltjans med Simon Larsen (Alucarda, Ascendency, mm.), og begge vokalister komplementerer hinanden og ikke mindst musikken fremragende. Der er en tung bas, mørknet guitarlyd og et stærkt og tight trommespil til at styre løjerne.
Albummets lukker, “Chimaerian Offspring – Part 2”, fader den stærke plade elegant ud. Må moirerne spinde den rette skæbne for Phrenelith. Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg håber på: storhed, som “Chimaera” viser. (Rasmus Søndergård Madsen)
Signe Emmeluth & Kresten Osgood “Vandtårnet” (Motvind)
Kresten Osgood er ikke til at komme udenom i dansk jazz – men man kan godt få lyst til at prøve alligevel indimellem. Sidste års “Du ka svøm” med Prins Nitram og Snöleoparden virkede med sin lallede ligegyldighed som en indforstået vits, mens hans bebopkvintet er ferm grænsende til det musealiserende.
Så meget desto federe er det lige at blive mindet om, hvorfor han stadig er en kæmpe: På koncertoptagelsen fra sommeren 2020 med Signe Emmeluth er han uvant tilbageholdende og underbygger saxofonistens fraseringer i stedet for at spille op mod dem. Det betyder, at når Emmeluth afsøger, hvilken vej kompositionen skal gå, holder Osgood sig tilbage og lader hende lede an, skaber struktur omkring hendes udbrud, men venter til det sidste med at arbejde et decideret groove op.
På albumåbneren “Tårnet af vand” sker det fem minutter inde, hvor Osgood – ubevidst? – mimer Sun Ras “Exotic Forest” i et par minutter, inden han lader Emmeluth opløse kompositionen i de Albert Ayler’ske hvin og knirk, der i lange stræk gjorde det ud for hendes solodebut fra januar i år, “Hi Hello I’m Signe”. Den plade var dirrende intens, men ikke vildt let at lytte alt for mange gange til. “Vandtårnet” er en relativt mageligere lytteoplevelse, fordi Osgood samler Emmeluths spredte antydninger og pludselige udbrud til noget, der kommer lidt tættere på en traditionel sangstruktur.
I “Busken med torne” kan Osgood dog ikke længere styre sig og skifter halvvejs inde trommesættet ud med et klaver, som han sejler rundt på, mens Emmeluth eksploderer nummeret. Det hele samles så nogenlunde på den afsluttende “Tornebusken”, hvor Emmeluth fra eksilet i Oslo markerer sig som en stærk arvtager til den danske skole, Lotte Anker har støbt fundamentet til gennem flere årtiers ukueligt arbejde.
Den ukuelighed findes også hos Emmeluth, og hvis andre kan tøjle hende så løst, som Osgood gør det på “Vandtårnet”, bliver hun ikke til at få ørerne fra i de kommende år. (Jon Albjerg Ravnholt)
Uraño “Barrage” (Selvudgivet)
Syncopated rhythms and grainy noise collide on “Barrage“, the latest release by Uraño. In 2014, Søren Høi (drums) and Jonatan Uranes (bass) formed the project to explore the terrain of improvisational experiments in noise and rhythm. Through years of improvising together, they have developed an intuitive and immediate understanding of each other which is fiercely evident the second you’re putting this record on.
The rhythmic work is precise and intricate, but always intense and energetic, coming together wonderfully with the onslaught of noise and wailing feedback. Suggested activities while listening: Jousting, eurythmy, Action Painting. (Wieland Rambke)
Xenia Xamanek “DELIRIO REAL” (UUMPHFF)
Mens der er sket meget på den dansk eksperimental- og derudaf-scene, er en af dem, der virkelig har rykket med båden, Xenia Xamanek. UUMPHFF som pladeselskab, radio og generel kunstnerisk platform er kommet op at flyve, og her er Xamanek en vigtig del af et hold.
Albummet “DELIRIO REAL” er netop udkommet på UUMPHFF og rammesætter både pladeselskabet og Xenias nyere undersøgelser og musik. Jeg tror godt, man vil kunne sige, at grundtesen for den mere undersøgende del af udgivelsen er: Hvor langt kan man gå med Reggaeton-genren? Når det gælder Xenia, må man bare sige, at svaret er: rigtig langt.
Når det så er sagt, så er udgivelsen altid dybt personlig, og der bliver ikke eksperimenteret for navlepilleriets skyld. Der er absolut også disharmoni, akavede passager og rutsjeture i vilde effekter, men altid med fokus på beatet og den latinamerikanske ånd. Der bliver altså spillet nogle medrivende tracks, der bare indeholder så meget mere end “blot” popmusikkens sædvanlige tillokkende attributter.
Det er på én gang skarpt kritisk materiale, samtidig med at musikken dybtfølt er, hvad den undersøger. Det er noget af vildeste, jeg har hørt fra Danmark i lang, lang tid, og jeg håber virkelig, at mange flere får ørerne op for den her plade og dens potentiale. (Claus Haxholm)