Owen Ashworth – “You won’t see me around, I’ve got a family now”

Af Bjørn Alexander Gøtzsche Lange – foto: Jeffrey Marini

Den korte historie om Casiotone For the Painfully Alone og Advance Base

Meget er sket, siden den amerikanske sangskriver, musikalske altmuligmand og kultfavorit Owen Ashworth i 2010 droppede sit kunstneriske alter ego Casiotone For the Painfully Alone og begyndte at arbejde under det nye alias Advance Base.
Ashworth har efter en årrække på landeveje, sofaer og lejede værelser i skiftende amerikanske storbyer – helst dem, der ikke var for dyre – slået sig ned som hjemmegående far sammen med kæresten Holly og parrets to små piger i en forstad til Chicago. Og lytter man til det nye album fra Advance Base, “Nephew in the Wild”, virker det til, at Ashworth har fundet hjem. Ikke blot i fysisk, geografisk og verdslig forstand, men også kunstnerisk synes den snart 40-årige sanger og DIY-producer at have fundet sin rette hylde.

Det sker jo for de fleste, det der med at blive ældre og få andre prioriteter. Dog er det som regel noget, der langsomt kommer snigende, denne trang til ordnede forhold og tilbagetrukne dage. I Ashworths tilfælde var det imidlertid et nødvendigt skridt, der ikke kunne udskydes længere, da han i december 2010, på 13-års-dagen for sin første optræden som Painfully Alone, ved en koncert i San Francisco endegyldigt lagde Casio-tonerne bag sig.
Efter fem albums, heraf flere på det velrenommerede, tyske label Tomlab, og adskillige turnéer som Casiotone For the Painfully Alone – et projekt, der oprindeligt udsprang af Ashworths nørklerier med en kassettebåndoptager og de klaverlektier, filmskole-drop-out’en fra Redwood City, CA, lavede på sin brors batteridrevne Yamaha-keyboard – havde Ashworth fået nok.

“Jeg var simpelthen ved at blive dårlig. Jeg fik de her psykosomatiske reaktioner på min egen musik, som simpelthen gjorde mig så vred og sendte mig et virkelig skidt sted hen,” fortæller han til avisen Chicago Reader.
“Og så havde jeg desuden ødelagt min hørelse, fordi jeg altid, når jeg optrådte som Casiotone, blev nødt til at spille så voldsomt højt. Så jeg blev simpelthen nødt til at stoppe.”

At der blev spillet højt, kan visse P/A-læsere måske huske fra de par gange, Casiotone For the Painfully Alone optrådte i København – f.eks. på hedengangne LAB på Vesterbrogade, hvor pudsen bogstavelig talt rystedes af de rå cementvægge under lydtrykket fra Ashworths arsenal af legetøjskeyboards, forstærkede trommemaskiner og smadrede båndafspillere. Netop disse noget skrabede og utraditionelle instrumenter ganget med den DIY-indspilningsfilosofi, som udgjorde det mørke stof i Casiotones univers (samtlige plader er blevet til på den samme 4-spors Tascam-spolebåndoptager), gjorde Ashworths udtryk til noget særligt, som undertegnede hverken før eller siden er stødt på.

Da Ashworth i 2009 udgav “Vs. Children”, var det faktisk blevet til et helt pænt følge og en vis kultisk berømmelse for Ashworth og hans one-man-band. Derfor rådede Tomlab da også på det kraftigste den næsten to meter høje og noget bamsede Owen til at beholde Casiotone-navnet frem for at begynde helt forfra. Og det har da heller ikke været en dans på hverken roser eller FM-bånd, rent kommercielt for Ashworth, siden Advance Base blev undfanget. Albummet “A Shut-in’s Prayer” fik ikke mange kritikerøjenbryn til at løfte sig, og man kan spørge sig selv, om ikke det havde været klogere at føje selskabet og blot nøjes med et kunstnerisk reboot?

For ja, han har været lidt svær at få øje på, siden han fik familie, den bebrillede og altid ulasteligt skovmandsskjorteklædte Ashworth. Hvilket han også blankt erkender i sangen “Kitty Winn” fra den nye plade, som denne artikels overskrift er hentet fra. Men de nye boller på den hjemmekogte suppe var altså ikke til at komme udenom, og med musikervenners hjælp fik Ashworth, denne gang i forstadskælderen med en datter på armen, indspillet Advance Base-debuten, som han i 2012 udgav på sit nystartede label, Orindal. Og skønt skitserne til de nye sange udviklede sig gennem Ashworths hobby som beatsmed for Anticon-rapperen Serengeti, er også Advance Base væsentligt mere twee end twerk. Grundlæggende er Ashworths udtryk nemlig stadig det samme som i de (mere eller mindre) glade Casiotone-dage: skrabet og følsomt.

For det er ikke just Abbey Road-lyden, man møder, når man sætter en Ashworth-skæring på. Det er lo-fi, det knitrer og knaser, men det er også uafrysteligt melodisk, poetisk og nogle gange nærmest grænseoverskridende vedkommende. Dog er de kredsløbsbøjede Casio-keyboards nu lagt i skuffen til fordel for det klassiske Rhodes-elklavers spilledåseagtige vuggeviseklang, ligesom den efterhånden mere og mere udbredte Omnichord spiller en vigtig rolle i Advance Bases særegne lyd. Hvilket, ud over at give musikken en vis ro, unægtelig også får Advance Base til at klinge en smule af menighed, salmesang og – sine steder – af et meget tørhalset enmands-gospelkor.

For midt i det hele står den måske vigtigste søjle i Ashworths œuvre endnu: den halvt mumlende, halvt syngende, men altid fuldt tilstedeværende barytonstemme, som i Casiotone-tiden berettede om piger og drenge, men som nu fortæller historier fra forstaden og det stille liv med kone og børn. Det lyder måske kedeligt, men med sangskriveren Owen Ashworths sans for ord, hvordan de klinger og bruges allermest rammende, bliver det det aldrig. Både Casiotone- og Advance-pladerne er nemlig i den grad spækket med skarpslebne linjer, ordspil og andre sproglige hooks; sætninger, der ville kunne holde et t-shirttrykkeri i gang i en sommer eller to, havde popkulturen og dens modeluner blot villet det anderledes.

Ashworth er dog ikke blot en eminent historiefortæller. Som de bedste melodisnedkere er han nemlig også en kunstner, der besidder den sjældne gave at kunne skrive den samme sang på 200 forskellige måder, men hver evig eneste gang få den til at lyde som sin helt egen. Melodierne, der sjældent er mere avancerede end den gennemsnitlige børnesangs, er altid umiddelbare og synes at vælde fra en eller anden fælles hukommelse, gemt væk i en aflåst kælder i Huskegade sammen med radioen fra dine forældres køkken og lyden af 60 års schlagerhistorie kørt gennem det kollektive, cerebrale ekkokammer.
Det er noget, Stephin Merritt fra Magnetic Fields (som i øvrigt er fan) også mestrer, og herhjemme kunne man måske, uden videre sammenligninger i øvrigt, pege på Sune Wagner, der gang på gang med de samme tre akkorder formår at slå en ny melodisk krølle, som man måske nok synes at have hørt før, men som det er svært helt nøjagtigt at placere. Det er denne form for mere eller mindre subliminale sangskrivning, der, som “A Shut-in’s Prayer” og de fem Casiotone-albums, også gør “Nephew in the Wild” værd at investere i.

Nye lyttere kan anbefales at starte i midten: På albummet “Etiquette” fra 2006 møder den eksperimenterende og skramlede Owen fra slut-90’erne med største popfinesse den godmodige familiefar Ashworth fra 2015. Her findes bl.a. et af flere julenumre – der er også et på “Nephew in the Wild” – fra Ashworths hånd, “Cold White Christmas”. Og en nytårssang rummer den såmænd også.
Af andre højdepunkter fra Casiotone-årene kan nævnes den skitseprægede “Pocket Symphonies For Lonely Subway Cars” og singleopsamlingsalbummet “Advance Battery Life”, der bl.a. byder på hele to Bruce Springsteen-covers og “White Corolla” – det tætteste, Ashworth indtil nu er kommet et hit. Ligeledes kan begge Advance Base-plader dog varmt anbefales – ligegyldigt hvor gammel og/eller forstadsresiderende, man er gået hen og blevet.

Info: Advance Bases “Nephew in the Wild” udkom i slutningen af august. Owen Ashworths bror og labelmate, Gordon, spiller i København søndag d. 27. september (RSVP).