Helium – genforening med en sjælevens svanesang
Af Adam Thorsmark
Et par tryk på shuffle-knappen i ens efterhånden gammeldaws iTunes-bibliotek kan byde på interessante fund og skønne genopdagelser. For nyligt landede jeg på Boston-bandet Heliums anden plade fra 1997, ”The Magic City”, og efter seks års bejlen er det som om vi endelig nu har fundet os perfekt til rette i hinandens selskab. Soulmates.
”The Magic City” er en groft overset alternativ rockperle og et kvantespring fra debutpladens mere primitivt punkede islæt (begge udgivet på Matador). Man kan ane Sonic Youth i det iltre guitarspil på albumåbneren og ”Aging Astrounauts”, men man skal ikke langt ind i denne spraglede plade, før Helium folder sig ud som en særdeles særegen størrelse, der er umuligt at placere. Uden de store armbevægelser mister bandet jordforbindelsen, lever op til albumtitlens eventyrlige titel og inviterer til karnevalkoncert i Atlantis.
Ildevarslende keyboard, mystisk citar, harpischord, mandolin, pedal steel, violin og trumpet skaber et rum med højt til loftet – med plads til folk, indierock, artpop og mini-proggede sangstrukturer. Ash Bowie fra math/noise-bandet Polvo håndterede bassen, og albummet blev co-produceret af Mitch Easter, der også sad bag knapperne på R.E.M’s tidlige album og Pavements ”Brighten the Corners” – og deres indflydelse kan høres.
Men uden Mary Timony ingen plade. Det hele holdes nemlig i skak af hendes underspillede, vægtige og feminine vokal og frem for alt hendes overraskende opfindsomme evner som sangskriver. Uden at have verdens største stemme formåede hun at skabe udfordrende og iørefaldende melodier, der emmer af skønhed og fare. Mary Timony har siden hen udgivet par stærke soloalbum, gæsteoptrådt på Chino Morenos og Zach Hills Team Sleep-projekt og spiller nu med i Wild Flag med Sleater-Kinney og The Minders medlemmer.
Og hvad med Helium? De gik i opløsning året efter ”The Magic City”. Men sikken en svanesang.
”The Devil’s Tear”