Afghan Whigs “Congregation” – John Curleys mørke linje

Af Jon A. Bringes i uredigeret form.

Der sidder en nøgen sort kvinde på en fodboldbane med et hvidt spædbarn. Det er nat, projektørerne lyser på dem. Der står fire hvide mænd i hvinende tidstypiske shorts. Hun kigger trodsigt op, barnet græder; de gaber, smiler forlegent, ser drømmende væk. Der er noget helt, helt galt på coveret til Afghan Whigs’ “Congregation”.

”I am your creator,” forsikrer han dig, du er en del af hans menighed, du skal bare følge ham, så udfrier han dig. ”Get up, I’ll smack you back down,” lover han dig. Du er i hans hænder, så er vi i hinandens, så er vi løst fra synden.

Det bliver faktisk mere og mere ubehageligt, des mere du kigger på det cover, efterhånden som det går op for dig, hvad det er, du bevidner. Du har været to årtier om at erkende det, som om noget i dig har fornægtet det. Ikke har villet acceptere implikationerne af de tegn det lægger frem for dig. Over 20 år har du kigget på det pladecover, over 20 år har du undret dig over den mørke linje på John Curleys ben, det er det du er vendt tilbage til, men det er først nu, en given aften, hvor du sætter plader på og drikker dig et stykke ned i dig selv, at du virkelig nærstuderer coveret. Sådan som det er meningen, man skal gøre med covers, det der bliver fremhævet som en af grundene til at blive ved med at samle på plader. Det der skulle udmærke dem i forhold til de små, snollede teksthæfter. Du har haft muligheden, men du har ikke gjort det; nu gør du det, retfærdiggør det. Du kan vel godt påstå, at det var coveret, der i sin tid fik dig til at samle “Congregation” op, den måde den sorte kvinde stirrer op på betragteren fra sit vinrøde leje, umiddelbart tryglende, men ved nærmere eftersyn muligvis mere trodsigt, ingen underkastelse at spore nogen steder, selvom hun sidder nøgen der. Som om der burde være en underkastelse i det, og det er så et af temaerne for den plade, det er meget lidt subtilt, den åbner med ”Her Against Me” og ”I’m Her Slave”, det hele er lagt frem til frit skue.

Det er i hvert fald sådan, det bliver fremstillet, men det er ikke mere selvudleverende, end at det stadig er en flirt. ”You can call and ask your wife, she’s been over once or twice,” synger Greg Dulli med den skråsikkerhed, han hele tiden forsøger at opretholde, mens han lader skinne igennem at han overhovedet ikke er sikker på noget som helst, mindst af alt sig selv. Hvis det ikke osse bare er en flirt, en måde at få nogen til at fatte medlidenhed med ham, tage sig af ham. Appellere til flere instinkter på en gang, manipulerende. Det kunne være sådan en som kvinden på coveret med det hvide pigebarn i favnen, nogen der er omsorgsfuld nok til ikke at kunne stå imod. Pigen ser ud som om hun er lige ved at stikke i et vræl, måske er hun usikker på situationen, eller måske er hun lige så trodsig, måske er det det der er meningen. I så fald er det en ret banal pointe, det coverbillede kan reduceres til: at kvinder er trodsige, selvstændige, men omsorgsfulde skabninger. Det er der ikke umiddelbart saå meget mere substans i end linjer om at knalde andres koner, søstre, mødre eller sine egne kusiner, hvis det skulle være. Det er selvfølgelig almengyldigt, det er bare ikke så bemærkelsesværdigt, som coveret lægger op til.

Der er en pointe i, at det er en sort kvinde med et hvidt barn, det er sådan noget der ikke burde være kontroversielt, hverken i 2013 eller 1991, men som ikke desto mindre kalkulerer med at være det. Opsigtsvækkende, om ikke andet. Og lige så lidt kontroversielt burde det naturligvis være at pigebarnets køn er blottet, men selvfølgelig har det osse være det. På den måde bliver coveret en kommentar til Nirvanas “Nevermind” med det nøgne, svømmende drengebarn med den frit flydende babypik der blev dækket til med klistermærker eller bare retoucheret, der hvor man ikke kunne tillade den slags. Det er ret vildt, at man ikke skulle kunne det. I det øjeblik man censurerer nøgne børn, seksualiserer man dem, tager deres barnlige uskyld fra dem, som når forældre giver deres blebørn bikinitop på, når de er på stranden, men den uskyld er der under alle omstændigheder ingen af hos Afghan Whigs, med mindre man ser den ivrigt proklamerede depravation som en begrædelse af tabet af uskylden. Det skal man ikke nødvendigvis, der er der ikke meget, der leder hen til at man skal. På det følgende pladecover, “Gentlemen”, poserer en 4-årig dreng og pige i klassisk morgenen-efter-set-up med uglet hår på puden og modfaldne blikke. Klichéen twisted for at kunne fortælle de samme gamle historie igen, fordi det er reduceret til den eneste, der er.

Uskylden er under alle omstændigheder en utopi hos Afghan Whigs, synden et grundvilkår; det man forsynder sig imod til gengæld langt mere uklart. Det kan synes, som om det eneste der rigtig regnes som en synd hos Afghan Whigs, er fraværet af synd, de forspildte chancer for dope og damer. Dage og måneder lukket inde på værelset, hvor ”the television’s gone, and I’m alone with Lucifer.” Nu foregriber du en hel masse: Det var først flere år senere Dulli udviklede agorofobi, mens den linje dér åbner pladen før “Congregation”, “Up In It”. Men to årtier gør den slags ubetydeligt, i det perspektiv er alt samtidigt: “Nevermind” udkommer, vælter læsset, en bunke Sub Pop-plader udkommer og er meget bedre end den, og det er det, der fanger dig, da du står i en pladeforretning i 1992: Ikke noget trodsigt blik fra nogen kvinder, ikke nogen babykønsreferencer til Nirvana, ikke nogen videre undren over hvorfor der sidder en nøgen sort kvinde med et lige så nøgent hvidt pigebarn på et rødt sengetæppe på en græsplæne om aftenen. Det er ellers helt vildt mange ekstra omstændigheder, der bliver bragt i spil, når først man begynder at nærstudere det cover. Det er om aftenen, men de er oplyst, der er lys på græsset, det er kunstigt lys, og sammenholdt med det tættrimmede græs gør det det oplagt at slutte, at de må sidde på en fodboldbane. Der sidder en nøgen sort kvinde på en fodboldbane om aftenen med et hvidt spædbarn oplyst af projektører: Hvad helvede sker der overhovedet for det cover?

Titlen står ingen steder på coveret, men teksten til titelsangen giver heller ikke særlig mange clues, hvis det er det, man leder efter: Der er en trussel om at ”you’ve got the ball, I’m taking it from you,” men den er ikke rigtig i sig selv nok til at retfærdiggøre den setting, billedet altså muligvis er taget i. Hvis du endelig skal finde nogen clues i den tekst, så er det konstateringen af at ”I can’t recall yet if I’m black, or if I’m white or wrong,” men det giver ikke rigtig menning som andet end fuldemandsvrøvl. En grundlæggende usikkerhed forvansket til en generel meningsløshed for at dække over egen vaklen overfor virkeligheden. Og det er altså under alle omstændigheder ikke det, der fanger dig, da du står og bladrer nyhederne igennem i den pladeforretning dengang, men den sticker oppe i hjørnet, der proklamerer at ”Sub Pop’s next time bomb is about to explode.” Du får et par hovedtelefoner på, det er godt, det kan du sagtens høre, du er på. Det eksploderer ikke, Afghan Whigs bliver ikke kæmpestore, men det ulmer, det bliver det ved med. Det er en plade, du aldrig holder op med at høre, aldrig bliver træt af, heller ikke de efterfølgende for den sags skyld, det er et band, du bliver ved med at tale med jævnaldrende om med en vis reverens, fordi de var så meget, der var så modsatrettet på én gang, lavede de sorteste, mest depressive plader, de vredeste, mest hævngerrige plader, de mest akavet soulede og obskønt liderlige plader, inden de imploderede.

Det er dén jævnligt genfortalte historie, du står med, mens du hører pladen og kigger på bagcoveret nu. Greg Dulli gaber, Rick McCollum stirrer længselsfuldt dopet mod sin muse, John Curley står med lukkede øjne og et par afklippede shorts, og dér er den der mørke linje lige under den frynsede kant, som du aldrig har kunnet gennemskue, hvad er, fordi det røde filter, der er lagt over billedet gør det vanskeligt at tyde. Har han simpelthen knæstrømper på, så det er 2 cm behåret mandelår, han flasher? Det er her, det går op for dig, at Rick McCollum ved siden af ham med det drømmende blik faktisk osse har shorts på. Vævede, tilsyneladende, pladens liner notes er trykt henover den del af billedet, men det ligner umiddelbart, at det er et par boxershorts han står i, simpelthen. Greg Dulli er for langt fremme i billedet til, at man kan se, om han er i shorts eller ej, men Steven Earle yderst til venstre er såmænd osse i shorts. Han smiler høfligt til kameraet, nærmest lidt forlegent, bandets eneste korthårede på det tidspunkt, han ligner en jurastuderende. Hans t-shirt er stoppet ned i shortsene, så man kan se læderbæltet. Trommeslagere nogen gange. Men det er nu du kan se det: John Curleys mørke linje, det er cykelshorts inden under hans cowboyshorts. Grunge peaker her i 1992, klart han har cykelshorts på inden under sine cowboyshorts. Det er lige præcis dér, den plade hægter sig fast i en klart defineret epoke og bliver af sin tid. Sådan som du i over 20 år har fornægtet, at den skulle være det. Det gør ikke dig til et produkt af den tid, det er ikke det, der er på spil, du har aldrig ejet et par cykelshorts, det er ikke dét.

Det er osse lige meget nu, det er flere år senere, du står midt på gulvet, og ”Milez Is Dead” sætter i gang, guitarerne ringler rundt, og i din grimmeste falset hyler du med: ”Don’t forget me, alcohol.” Der var engang til en koncert dengang, hvor det gik op for dig, at det han faktisk sang var ”don’t forget the alcohol”, men der havde du allerede fået den anden betydning ind i hovedet, fået den til at give mening for dig, og du ser ingen grund til at droppe den illusion. Alkohollen glemmer dig ikke i aften, du får lov at danse hele vejen igennem en tunnel ind i din bevidsthed, indtil du dejser omkuld på gulvet foran højttalerne, udmattet og tankeløs i trance. ”Wouldn’t that beat all?” Jo, det ville det, det gør det, igen.

Der sidder en nøgen sort kvinde på en fodboldbane med et hvidt spædbarn. Der står fire hvide mænd i hvinende tidstypiske shorts. Hun kigger trodsigt op, barnet græder; de gaber, smiler forlegent, ser væk. Der er noget helt, helt galt her, noget ildevarslende.

”Get up,” kommanderer han. ”We’ll rise. They’ll pay,” forsikrer han. Der er en uret, der skal gengældes her, der er nogen, der skal bøde for, at det hele føles så forkert, når det samtidig fremstår, som om det er det eneste rigtige. De er en menighed, referencen er alt for åbenlys nu, men der er ingen her, der har tænkt sig at dø for andres synder: Det er selve det, at synden findes, og det den får os til at gøre i fortvivlelse og afmagt over ikke kunne slippe af med den, der skal gøres op med her. Det er genkomsten, og en flok stenede dropouts har tænkt sig at nakke frelseren en gang til. Lade ham gengælde for sit eget offer, og den skyld det efterlod os med. Jomfrumoderen er rede, vejen er banet for barnet, det har ligget i blodet hele tiden, aldrig været muligt at undslippe, nu skal det udgydes. John Curley, ja, J.C., selvfølgelig, det er helt vildt, at vi ikke har opdaget det før. Det var virkelig Satan, hele tiden.

”Get up. We’ll rise. They’ll pay.”