Final Descent – Et sted at forsvinde et øjeblik
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Final Descent.
Spirituelt, ekstatisk og hengivent: De nye koncertarrangører Final Descent finder fællesnævnere på tværs af genreskel og skaber rum til fordybelse og indadvendte oplevelser rundt i København med avantgarde, freejazz og folkemusik. Det tager fart i denne uge, men hvad er det for et hul i koncertmarkedet, Final Descent vil dække?
Når rituel percussionmusik fra ørkenen tørner sammen med europæiske trommemeditationer denne torsdag i Basement, er det både starten på Final Descents efterårsprogram med et par ugentlige koncerter frem til midten af november og et udtryk for det møde mellem forskellige udtryk og publikummer, de gerne vil indbyde til. For der er masser af nichekoncerter at gå til i København og rige muligheder for at gå ud, hvis man vil det: De tre mennesker, der står bag Final Descent, savnede bare, at det kunne gå op i en højere enhed. At det var mere end bare at gå ud eller høre en koncert. Det kunne man allerede mærke under den koncertrække, Final Descent præsenterede under Copenhagen Jazz Festival med den kinesiske jazzmusiker Lao Dan: Rammerne var måske velkendte, men der var arbejdet med rummet, og møderne mellem Lao Dan og andre musikere var både nysgerrigt og udfordrende kurateret.
Derfor tog Passive/Aggressive fat i Københavns nye koncertarrangører for at høre om mission, passion og den hollistiske koncertoplevelse.
“Efter corona var alle blevet koblet af nattelivet, og det kunne være svært komme ud igen. Der savnede vi nogle arrangører, der tog sig af musik, der var lidt mere indadvendt, end hvad vi kunne finde i København. Meget andet af det musik, vi hører, har vi allerede et sted at gå hen og opleve, men vi savnede mere af den eksperimenterende ambient, af gregoriansk kor og malinesisk folkemusik: Musik, der har det til fælles, at den søger mod en højere bevidsthed. Vi er tre mennesker, der bruger rigtig lang tid på det her på frivillig basis. Der er ingen penge trukket ud til os selv, så det er vigtigt, at det bygger på vores passion, at vi har hjertet med i det. Det skal være noget, vi selv synes er topfedt.”
Martin Pale sidder i den anden ende af en videoforbindelse i sin stue i Københavns sydhavn en tidlig fredag morgen. En forvasket rød kasket med ordene “Free Jazz” trykt over skyggen kunne man godt tro var en programerklæring for, hvad han vil med Final Descent, men den nye koncertarrangør-trio rækker meget bredere ud. Egentlig var det slet ikke meningen, at Martin skulle til at arrangere koncerter igen. Det har han gjort så rigeligt, da han stadig boede i Aalborg og lige efter, han var flyttet til København, og han har sådan set også et arbejde inden for musik, der skal passes. Dagene fyldte fint sig selv ud, og der var masser af tage sig til, masser af musik at gå ud og høre. Han savnede bare en dybde i det, og når han snakkede med sine musikvenner, havde de den samme oplevelse efter coronaårenes nedlukninger.
Var det bare det her, der havde fyldt sådan før? Havde det ikke føltes som mere?
Emilia Jasmin, der driver pladeselskabet Year 22, havde det på samme måde, fandt de ud af. Det gjaldt også for lydkunstneren og musikeren Karl Heding, der var begyndt at arbejde med teater. De tre satte sig sammen for at finde ud af, dels hvad det var, de savnede, dels hvad en fællesnævner for det kunne være. Når Martin denne fredag morgen taler om musik, der “søger mod en højere bevidsthed”, og kigger op i stukloftet, som om den bevidsthed var lige inden for rækkevidde, et sted inde bag spindelvævene, hvad betyder det så? Vigtigere endnu: Hvad kunne det være spændende at skabe inden for den ramme, hvis det skulle konkretiseres?
“Vi vil gerne invitere til fordybelse. At man kan forsvinde i et øjeblik, uden det skal være nogen stor og fysisk krævende anstrengelse.”
Martin Pale
Hollistisk koncertoplevelse
Fællesnævneren for Final Descent, som deres koncertarrangørsamarbejde kom til at hedde, er det spirituelle og indadvendte.
“Det er nogle lidt fluffy begreber,” indrømmer Martin på skærmen med et undskyldende smil, “så det betyder meget, at vi har kendt hinanden gennem mange år og stoler på hinandens ører og smag. Da vi brainstormede over, hvad det var for noget udefinerbart, vi ville, kom vi frem til nogle ret syrede ting. Men da vi lagde os fast på den betegnelse, på det spirituelle, indså vi, at det også var ment med et glimt i øjet.”
Når Final Descent i deres program præsenterer “spirituel, ekstatisk og hengiven musik”, skal det altså ikke forstås så bogstaveligt, at man som publikum forpligter sig til at købe ind på en hel pakke med kjortler, røgelse, healing, meditation, nøgendans og resten af new age-kataloget over staffage og åndelighedssøgen. Final Descent er ikke en kult, men de ønsker at åbne døren ind til et rum, hvor publikum både sammen og hver for sig kan finde noget, der for en stund får det hele til at op i en højere enhed for dem. Eller bare dyrke koncertoplevelsen rent, hvis det er det, de får ud af det den aften.
“Om noget er spirituelt kommer an på, hvem der hører det. Noget, der er spirituelt for mig, er det ikke nødvendigvis for dig. En moshpit kan også være spirituel – det er den bare ikke for os. Vi vil gerne invitere til fordybelse. At man kan forsvinde i et øjeblik, uden det skal være nogen stor og fysisk krævende anstrengelse.”
På Copenhagen Jazz Festival kunne publikum for første gang opleve, hvordan det rum og den oplevelse helt konkret kan tage sig ud: Over tre aftener var det rå spillested Mayhem i en gammel fabrikshal i Københavns Nordvest-kvarter gjort så indbydende og trygt som muligt med douche lilla belysning og eksorbitante mængder toiletruller og intimplejeprodukter på toiletterne, hvor et længere manifest på døren manede til åbenhed og respekt for andre.
“Karl arbejder meget med koncertrummet, med lyssætning og scenografi og med lyden. Det er det, han kan. Vi tænker koncerterne ret hollistisk: Det er aldrig bare noget med, at en af os har hørt en fed plade, og så rykker vi på det. Vi snakker altid om, hvad der kunne være fedt i det her rum, på det her tidspunkt eller sammen med den her kunstner. Vi tænker i koncepter, mere end i enkelte kunstnere.”
“Vi tænker i koncepter, mere end i enkelte kunstnere.”
Martin Pale
Derfor er det også grundtanken, at Final Descent er nomader, så efter tre indledende koncerter i Mayhem rykkede de videre til andre lokationer med den kinesiske freejazz-saxofonist og fløjtenist Lao Dan.
“At vi er hjemløse gør os afhængige af, at andre synes at det, vi laver, er spændende,” forklarer Martin: Det er ikke nok, at han, Emilia og Karl synes, noget er verdens bedste idé, hvis det er for fluffy til, at de kan overbevise andre om, at det er det.
Adgang til hinandens publikum
På Copenhagen Jazz Festival arrangerede Final Descent seks koncerter på fire forskellige spillesteder, og således fik de gjort sig godt synlige midt i hobevis af andre koncerter. Lao Dan, der var huskunstner for Final Descent under festivalen, er ikke noget kendt navn i Danmark, selvom han nyder stor respekt i Kina, hvor et hipt, ungt publikum dyrker hans grænseafsøgende jazz. Her så Martin for nogle år siden i en bogcafé Lao Dan spille en koncert, som han betegner som “ren og skær kosmisk energi”, og deraf opstod idéen om at få ham til København og spille såvel solo som i forskellige konstellationer sammensat til lejligheden. En af dem var italienske Jooklo Duo, som Martin selv havde indledt sit arbejde som koncertarrangør med at booke tilbage i Aalborg, hvormed en cirkel sluttede for ham personligt. Men Lao Dan blev også sat sammen med danske jazznavne – Maria Bertel fra Selvhenter og duoen Laser Nun med Lars Bech Pilgaard og Anders Vestergaard – der kunne trække et lokalt publikum.
“Jeg tror, at man rykker sig meget som musiker ved spille med en, man ikke kan kommunikere med. Lao Dan taler ikke engelsk og vil helst ikke planlægge noget på forhånd. Men det skulle også gerne give dem, der spiller sammen, adgang til nye publikummer og adgang til et nyt musikmarked. Det har været en del af snakken med den kinesiske partner, vi lavede Lao Dan-koncerterne med, at der helst også skal komme noget den anden vej, at nogle af dem kan komme til Kina. Det kommer til at ske på et senere tidspunkt.”
Lao Dan og Maria Bertel
Hen over efteråret kommer Final Descent igen til at sætte musikere sammen i konstellationer, de håber på vil gå op i en højere enhed for både musikerne selv og publikum. Det skulle være begyndt torsdag i denne uge med en koncert med den afro-futuristiske technomusiker Nuri d. 5. september i Basement. Han var sat sammen med Banga Spirits, som Martin beskriver som “sådan noget fuldstændig esoterisk tunesisk folkemusik, som basically bare lyder som techno med trommer, chanting og sufidansere.”
Nuri måtte desværre aflyse med kort varsel, så i stedet bliver den nordsahariske percussionmusik koblet med Lenny Kalimba, en maskeklædt instrumentbygger fra Aarhus, der fortolker musiktraditioner fra rundt om i verden og bringer dem sammen med elektronisk musik som bindemiddel. Dertil kommer Anders Vestergaard, der i foråret fortalte Passive/Aggressive om, hvordan de trommemeditationer, han var begyndt på for sig selv som stressterapi, var blevet omdannet til noget, han kunne lukke publikum ind i.
Bare nogle dage senere er det en helt anden oplevelse, der venter publikum i Brønshøj Vandtårn, når den tyske cellist og sanger Hannes Buder spiller sin næsten ambiente og groft teksturerede kompositionsmusik sammen med saxofonisten Henrik Pultz Melbye – kendt fra bl.a. powertrioen Svin, hvis guitarist Lars Bech Pilgaard præsenterer sin nye plade, ‘Folklórica’, som en del af Final Descents koncertrække. Nogle dage efter igen står den på kurdisk folkemusik på Klein.
“Vi vil gerne tage musikere, der som udgangspunkt ikke har det store overlap i publikum, og give dem adgang til hinandens publikumsgrupper. Mizgin og Mohammad Syfkhan er begge kurdere, men Mizkin er en herboende kurder, der spiller mere traditionel folkemusik, mens Syfkhan har spillet en del sammen med Lankum, der taler mere til et publikum som os,” forklarer Martin. Han sammenligner Mohammad Syfkhans tilgang til sin egen folkemusik med netop den irske gruppe Lankum, der spiller folkemusikken så tungt og mørkt, at det har fået et heavy metal-publikum i tale.
“Vi håber, vi kan sammensmelte nogle publikummer, som ikke møder hinanden ellers. Jeg tror på, at man som frivillig koncertarrangør ikke må holde op med tro på publikumsudvikling. Om det så bare har været to timer i en dansepavillion i Sydhavnen. Jeg har oplevet, at man kan skabe nogle ret mindeværdige koncertoplevelser på den måde. At der bliver sænket nogle parader. Derfor arbejder vi så meget med de enkelte koncerters DNA.”
Det skal fungere på markedsvilkår
Fra 5. september til 14. november afvikler Final Descent 15 koncerter oven i de seks, der allerede er afholdt. Hver enkelt koncert er tænkt som sin egen helhedsoplevelse på ti forskellige spillesteder med vidt forskellige målgrupper. Tunesisk techno, galicisk sækkepibe, fransk drejelyre, guitarimprovisationer, kompositionsmusik, jazz: Den fællesnævner, som Emilia, Karl og Martin har fundet frem til, kan være svær at få øje på for andre, og der skal arbejdes for at nå ud til hver enkelt billetkøber.
Hvor langstidholdbart er det overhovedet, bliver jeg nødt til at spørge Martin.
“Det må tiden vise”, svarer han.
“Jeg er nok typen, der, når jeg søsætter noget, skyder det ud over rampen med mange kilometer i timen. Da vi startede Final Descent, skulle vi bare lave fire-seks koncerter, men så voksede det. Jeg er i den heldige situation, at jeg også arbejder med fundraising i mit normale arbejde, så jeg har den fordel, at jeg lidt nemmere ved, hvad der skal til. Men det bliver meget det muliges kunst. Men vi har også det princip, at lige meget, hvor godt vi kan lide noget musik, vil vi ikke lave noget, der er fuldfinansieret af fonde. Det skal til en vis grad kunne fungere på markedsvilkår.”
Det betyder ikke, at hver enkelt koncert er afhængig af fadølssalg og opskruede billetpriser, men at der skal være betalende billetkøbere, for at det skal give mening at bruge tid på at skabe koncertoplevelsen. Og arrangørerne skal fra gang til gang overbevise spillesteder om, at de kan skabe noget i lige præcis deres rum, som kan give publikum en oplevelse, de ellers ikke har kunnet få i København. Et rum til fordybelse og forening på tværs af kultur- og genreskel. Final Descent er allerede i gang med at booke forårets koncerter, så indtil videre fortsætter de, indtil der opstår en idé til at lave noget helt nyt. Igen.
Info: Final Descents efterårskoncerter begynder torsdag d. 5. september med Banga Spirits, Anders Vestergaard og Lenny Kalimba på Basement og fortsætter søndag d. 8. september med Hannes Buder og Henrik Pultz Melbye i Brønshøj Vandtårn. Hele programmet kan ses på deres hjemmeside.
