Passive/Aggressive

Mount Eerie “Clear Moon” – Om at lytte til Phil Elverum i oktober

Feature October 20 2017 , af passive/aggressive phil elverum

Af William Kudahl

Misunderstood
and disillusioned,
I go on describing this place
and the way it feels to live and die

Hvert år på denne tid, når efterårets klare kølighed hænger sig fast i luften, begynder disse linjer at sive ind i mig. Det sker i takt med, at bladene skifter farve, dør ud og lægger sig på jorden i naturens egen cyklus. Dér hænger de fast, sammen med tonerne og stemmen, der synger ordene, indtil træerne står tilbage med bare grene, og det er blevet vinter.

Linjerne stammer fra Mount Eeries album “Clear Moon”, som hvert år strømmer gennem mig ved denne årstid.

Jeg kan godt lide at inddele musik efter årstid. Nogle udgivelser har jeg stående i kolonihavehuset, hvor jeg bor om sommeren, og andre i vinter-lejligheden, hvor jeg rykker ind netop i oktober. Og om efteråret er denne plade først i rækken.

The ”natural world”
an whatever else it’s called
I drive in and out of town
Seeing no edge, breathing sky

Og jeg tager sangene med mig ud i gaderne, trækker den kolde luft langt ned i lungerne og fortaber mig i deres dybe melankoli – for det er forblevet en tradition, at gå lange ture med denne musik i ørene, eller blot i hukommelsen, og betragte bladenes farveskift dag for dag, se de nedfaldne drive langs åen og mærke, hvordan lysets aftagen kortlægger sindets stier.

and it’s hard to describe
without seeming absurd.
I know there’s no other world:
Mountains and websites

Dark smoke fills the air
some from the fire in my house
some from me driving around

I could see the lights of town
through the trees on the ridge
on my way home in the dark.

Denne åbningssang, “Through the Trees pt. 2”, er interessant, fordi den på en måde er essensen af alle Mount Eeries sange. Sangen virker nærmest som en forklaring: det er det her, jeg synger om! Om at leve i en antropocæn verden, hvor naturen er noget vi kigger på gennem bilruden, eller gennem vores iphone – om at være fanget dér, i skæringspunktet mellem det menneskeskabte og det naturlige. Og om hvordan et indre bliver udtrykt gennem ydre landskaber.

Mens jeg gik og samlede nedfaldne æbler op i min have, og tænkte over hvad jeg skulle skrive her, slog det mig, at musikken på dette album har vokset sig så tæt ind på mig, at jeg umuligt kan træde væk og se den i et nøgternt perspektiv. Det samspil der opstår mellem lytteren og værket, er her så indgroet, at jeg rent faktisk ikke kan sige hvilken kvalitet musikken har, udefra set. Jeg ved blot, at sangene på dette album er det musik der påvirker mig følelsesmæssigt stærkest, og har været det siden jeg flyttede hjemmefra.

Jeg blev præsenteret for hans musik, det år han udgav pladerne “Clear Moon” og “Ocean Roar” med få måneders mellemrum. To plader, der fungerer som Ying og Yang, som modsætninger, der er knyttet til hinanden. De bærer begge samme indre udtryk, men fortalt med to modsatrettede stemmer. Den ene med en sagte, poetisk skrøbelighed og den anden med metal-klingende guitar, imiterende havets brusen. Selv skriver Phil Elverum om “Clear Moon”:the sound is not lo-fi as it is sometimes called. It’s also not hi-fi. These are just crazy recordings, bigger and deeper than any real-life fjord.’

I meant all my songs
not as a picture of the woods
but just to remind myself
that I briefly live.

The gleaming stone
the moon in the sky at noon
there is no other world
and there has never been.

I still walk living sleeping
life in the real world of clouds
clawing for meaning.

Still when I see branches in the wind
the tumultuous place where I live
calls out revealing.  

Phil Elverum (der er manden bag Mount Eerie) har udgivet et væld af plader siden 90’erne. Først under navnet The Microphones og senere som Mount Eerie. Hans eklektiske bagkatalog byder på alt fra lo-fi eksperimenter, selv-spillet drone-metal, foto-bøger, en dagbog, tape og også albums med mere traditionelt skrevne sange.

Han har, med en vis humor, udgivet flere af sine albums i alternative former – som singlepladen ”Clear Moon / Ocean Roar (condensed versions)”, som på side A indeholder alle sangene fra “Clear Moon” lagt ovenpå hinanden, og på side B alle sangene fra albummet Ocean Roar. Eller albummet “No Flashlight”, hvor han har isoleret trommesporene og udgivet dem som en selvstændig LP under titlen “The Drums from No Flashlight” med følgende beskrivelse: ‘I felt the drums on No Flashlight sounded good enough to listen to by themselves.’ Ja, hvorfor ikke?

Min bror bemærker ofte, at Phil Elverum ligner en skolelærer – se selv billedet! Og det er der noget befriende over i en tid, hvor det kan virke vigtigt at være uprætentiøs på den helt rigtige prætentiøse måde, at mærke en kunstner være ærlig, skrøbelig og blot sig selv. Det gennemsyrer hans lyrik, den måde han håndskriver pladernes credits på, angiver sine inspirationer, måden hvorpå han beskriver sine udgivelser på i en subjektiv poetik i stedet for at bruge nøgterne pressemeddelelser. Og da hans kone blev syg af kræft, lavede han en crowdfunding-kampagne på sit eget forlags hjemmeside, da de ikke havde penge nok til udgifterne under forløbet. Da hun senere døde, skrev han pladen “A Crow Looked at Me” om hende og tiden omkring hendes død (oktober 2015 til oktober 2016). Ikke for at være unødigt selvudleverende, men fordi alt andet ville være direkte unaturligt.

Fælles for hele Phil Elverums virke er en gennemstrømmende tilstedeværelse af ham selv. Alt, han rører ved, er dybt personligt og går tæt ind på hans liv.

*

Ligesom Mount Eerie gentog sidste nummer tre gange ved sin seneste koncert i København, vil jeg hermed opfordre dig, læser, til at lytte til første nummer på Clear Moon tre gange, inden du lader dig flyde med resten af albummets sange.

”Can you see the river in the branches
and know that it means you will die
and that pieces are churning?”

”Can you find a wildness in your body
and walk through the store after work
holding it high?”

I’ve held aloft some delusions.
From now on I will be perfectly clear:
There is no part of the world more meaningful
and raw impermanence echoes in the sky.

There is either no end
or constant simultanious end and beginning

A pile of thrash
the fog on the hill
standing in the parking lot squinting

Info: Mount Eerie gæster København den 7.-8. november, hvor han giver to allerede udsolgte koncerter i Jazzhouse.