Passive/Aggressive

Shelter Press – I ambientmusikkens randområder

Feature March 31 2018

shelterpress_oorsaloonIntroduktion til Shelter Press af Emil Grarup

Shelter Press er, som de selv kalder det, en “kuratoriel platform” for udgivelse af kunstnerbøger, lydkunst og eksperimentalmusik. Selskabet er baseret i de franske alper og blev grundlagt i 2011 af forlægger Bartolomé Sanson og billed- og lydkunstner Félicia Atkinson. Shelter Press har fået en del opmærksomhed på det seneste, især på grund af Félicia Atkinsons enigmatiske “Hand In Hand”-udgivelse fra maj 2017, som også var min oprindelige indgangsvinkel til projektet.

I dette indlæg vil jeg forsøge at introducere Shelter Press og deres praksis gennem en række præsentationer af de udgivelser, der er udkommet på selskabet i løbet af det sidste år, som jeg har fundet særligt interessante.

“Hand in Hand” sammenvæver minimalistiske melodilinjer komponeret på MIDI- og modularsynthesizere med ambiente lydflader, field recordings og Atkinsons egen lavmælt filosoferende vokal. Udgivelsen kan siges at være bygget op omkring to dialektikker, som i nogen grad også kan siges at informere Shelter Press’ overordnede praksis: Den første er en vekslen mellem organiske og kunstige klange som på “Hand in Hand” eksempelvis kan høres på “Valis”, der kombinerer realoptagelser af insekter og fuglekvidren med synthflader og basdroner, hvilket giver nummeret en særlig slags rumlighed. Den anden en oscilleren mellem det tilgængelige og det hermetiske, som kan eksemplificeres via forskellen på numre som “I’m Following You”, en ballade med synthesizerlinjer, der lyder som var de taget ud af soundtracket til første sæson af X-Files, og “Adaption Assez Facile”, der udover simpelt klokkespil mest udgøres af en række modularsamples, der sitrer og ‘twitcher’ som løse strømkabler ovenpå en vokal, der fremfører en monolog over to forskellige frekvenser.

Denne dialektik mellem det organiske og det kunstige støder man også på, hvis man lytter til en anden af Shelter Press’ udgivelser fra (marts) 2017, nemlig “Camo” af Native Instrument. Native Instrument er en Berlin-baseret kollaboration mellem Felicity Mangan og Stine Janvin Motland. Udgivelsen, hvis stil bl.a. har fået prædikatet “insekt-techno”, er en samling mere eller mindre aparte kompositioner, hvorpå det klanglige indhold udgøres næsten udelukkende af digitalt bearbejdede feltoptagelser af australsk og nordeuropæisk dyreliv. Disse feltoptagelser opstilles i simple og repetitive rytmiske forløb, der minder om den måde techno- eller housenumre typisk fungerer. “Camo” er en sjov udgivelse, fordi den som koncept virker enormt fortænkt, men rent lydligt fungerer enormt godt, hvilket netop også er medvirkende til at nedtone udgivelsens karakter af ‘konceptkunst’.

Ligeledes er Tomoko Sauvages “Musique Hydromantique” fra oktober 2017 også et konceptuelt funderet værk. Som navnet måske kan antyde, spiller vand en essentiel rolle for Sauvages musikalske praksis. I tilfældet med “Musique Hydromantique” er der tale om, at hun bruger vand som middel til at frembringe lyd via et selvudviklet instrumentkompleks, kaldet “the waterbowls”, som består af en række porcelænsskåle og en række undervandsmikrofoner (også kaldet “hydrofoner”), som hun placerer i disse skåle med henblik på amplificere de lyde, som hun producerer. På udgivelsens tre numre frembringer Sauvage lyd via tre forskellige teknikker. På “Clepsydra” produceres lyden på “traditionel vis” ved, at Sauvage lader fingrene glide langs porcelænsskålenes kanter i forskellige tempi, rytmer og intensiteter. “Calligraphy” er optaget i et ekkokammer med omtrent 10 sekunders reverb, og består, såvidt jeg har forstået, af en række undervandsfrekvenser, som via en omrokering af vandet i skålene bøjes mellem forskellige tonehøjder. Lydene på “Fortune Biscuit” frembringes ved, at Sauvage sænker forskellige små terrakottafigurer, såkaldte ‘biscuits’ i vandet og som, afhængigt af hvilke teksturer, de respektive figurer har, lyder som forskellige fænomener: grædende børn, dyr, insekter osv.

Sauvages praksis kan i høj grad siges at beskæftige sig med resonans, og hvordan denne resonans ‘opfører’ sig i forhold til det rum, det resonerer i. Det interessante ved Sauvages musik er for mig især, hvordan disse forskellige resonanser fletter sig ind og ud af hinanden, danner rytmer og mønstre og i kraft af deres varighed, tonehøjde og frekvens influerer, hvordan de andre lyde perciperes. Samtidig er det dog også et enormt smukt og højstemt lydbillede, der bliver fremmanet på “Musique Hydromantique”, et lydbillede, der i kraft af sin klangmæssige blidhed og tilsyneladende ‘tidløshed’ tilvejebringer en enorm ro hos ihvertfald undertegnede. Man kan derfor sige om albummet, at det både er meget krævende og meget tilgængeligt, alt efter hvilken strategi, man lytter efter: Man kan lade sig fortabe i det æteriske klangunivers, eller man kan opmærksomt forsøge at optegne de forbindelser, der ved nærmere lytning kommer til syne.

Anderledes ‘konventionel’ er tredje installation i Gabriel Salomans “Movement Building”-serie, som udkom i september 2017. “Movement Building III” er, som de andre udgivelser i serien, skrevet som akkompagnement til en dans af koreografen Vanessa Goodman. Denne gang er det til forestillingen “What Belongs To You”, som oprindeligt blev fremført i 2015. Udgivelsen består af en række storladne, nærmest filmiske kompositioner, der kombinerer lydflader, trommer, klaver og ekspressive, shoegaze/blackmetal-agtige guitarsekvenser for at skabe en stil, der ligger et sted mellem dark ambient, black metal og nyere minimalistisk kompositionsmusik. På denne måde er “Movement Building III” en slags blandingsprodukt: Momentvis dyrker den samme højstemte ambient-spiritualitet som serbiske Abul Mogards “Works”-kompilation fra 2016, en udgivelse, der lyder som hvis et fabrikskompleks kunne fremføre elegier, andre steder er den tættere på at lyde som hvis Colin Stetsons “All I Do I Do For Glory” fra sidste år var skrevet til en traditionel bandkonstellation og ikke kun til saxofon.

Den nyeste udgivelse i Shelter Press’ bagkatalog hedder “Thoughts Of A Dot As It Travels A Surface” og er et værk af duoen CV & JAB. Albummet udkom i februar 2018. CV & JAB er alias for komponisterne Christina Vantzou og John Also Bennett, som på “Thoughts Of…” har samarbejdet om at udarbejde et album, der bruger den Parisbaserede kunstner Zin Taylors gigantiske maleri af samme navn som en slags grafisk partitur. Udgivelsen indskriver sig altså ind i en avantgardistisk tradition for at transponere et kunstnerisk udtryk fra ét medie til et andet: En aktivitet, som man også fx. finder som en integreret praksis hos gruppen af komponister, malere, digtere, grafikere (osv.), der var knyttet til den for længst hedengange amerikanske kunstinstitution Black Mountain College. I dette tilfælde har Vantzou og Bennett altså transponeret et udtryk fra maleri til musik. Denne fortolkning kan måske bedst klassificeres som en slags eksperimenterende, elektroakustisk ambient, der på subtilt manisk vis gør brug af en række forskellige virkemidler (klaver, field recordings, synthesizer) for at skabe et på samme tid urovækkende og æterisk værk, som måske bedst kan sammenlignes med den russiske filminstruktør Andrej Tarkovskijs filmiske mesterværk fra 1979, Stalker. Særligt den zone, som filmens karakterer i løbet filmen skal navigere igennem for at nå til et rum i zonens centrum, der eftersigende kan opfylde deres inderste ønsker. Ligesom i “zonen”, er den stemning, der er på “Thoughts Of…”, en stemning, der på en måde er blevet krydsbefrugtet af både natur og teknologi. Hvor det ikke er til at skelne imellem, hvad der konsoliderer denne uro og hvad der ikke gør, men hvor umuligheden af netop denne identifikation bevirker en følelse af, at intet er stabilt, at der ikke findes nogen eller noget, man kan vende sig imod, fordi man ikke helt ved, hvad det er man søger.

Overordnet kan Shelter Press altså sige at tilbyde en række forskellige takes på genrer som ambient, minimalisme, avantgardekomposition og lydkunst og grænserne imellem disse (som i det enkelte værker ikke nødvendigvis ikke er så skarpt optegnede, som jeg har forsøgt at gøre her). Fælles for alle disse outputs er dog, at de indenfor deres respektive felt fortjener at blive særligt bemærkede, netop fordi de kan tilbyde noget originalt til en række felter, hvor mængden af udgivelser efterhånden har nået en ret anseelig volumen.

Info: Udover de albums, jeg nævner i introduktionen, er Gábor Lázárs “Crisis of Representation” (januar 2017) og Darren Almonds “All Things Pass”  (december 2017) også stærkt anbefalelsesværdige. De er kun udeladt pga. pladsmangel. Félicia Atkinson giver koncert på Mayhem den 1. maj.