Passive/Aggressive

Spost – Et abeansigt i konstant mutation

Kritik March 20 2018 Spost_Innersleeve_2

Spost “Monkey Face” (selvudgivet, 2018) – anmeldelse af Morten Hviid Melsen

I slutningen af februar udkom den anden 12″-vinyludgivelse fra det københavnske band Spost. “Monkey Face”, som den hedder, ankom fem år efter vinyldebuten “Manio Døs”. I mellemtiden har bandet også udsendt kassettebåndet med den lettere mystificerende titel “Pussycatificering” via det gode båndlabel Infinite Waves (hvordan ser det ud, når noget pussycatificeres?).

Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. Musikvideoen (!) til nummeret “Ild i brombær”, der er fulgt i kølvandet på udgivelsen af “Monkey Face”, kunne tyde på, at Spost også tænker på sig selv som et slags band. Her krydsklippes der (efter et kort klip med en affyring af en festlig konfettikanon ved åbningen af en Circle K-tankstation) mellem liveoptagelser med bl.a. Talking Heads, Ramones, T-Rex og så Spost selv. Spost stiller sig på denne måde op i rækken af store bands fra det 20. århundrede, om end et skælmsk smil kan anes mellem klippene. Læs resten

Jonas Okholm – Her og nu evig og altid venner

Feature March 13 2016

Af Jonas Okholm

Jeg vendte mig rundt i et fuldstændig gult rum i den kolde krig og så direkte ind i en på kassen cokeskønt blåt teenage-øje. Du er nem at holde af. De nye tænder. Overbid og underbid. Pavemobilens kraft i det cowboyagtige Vester Vovvov. Lad os prise en Linnet og prise en Helmig for jordens tyngde og drømme os ind i uendeligheden, hvor kun læberne smøres på hjemadvejen i rus som bus for vores skyld og charme. Lad os kaste rundt med lightere i denne skævert af sjofel drøm. Den der når vi trods alt mødes holder os sammen. Historien synes jo pludselig at forsvinde med en mur, der var der og inspirationen har bredt sig til tilfældigt møblement og sundt brød. Selv cigaretterne synes at have fundet deres eget liv. Men gul gul syvtommer vil jeg aldrig glemme. Jeg vil aldrig glemme den i den grad, at jeg græder, når jeg hører Ingen anden drøm, for i byen gik jeg uheldigt. København er en meget svær by at gå rundt i, jeg håber vi passer på hinanden, ellers er der ingen chance hverken for, ellers er der snart kun Gud. Ham som de siger kan tåle det. Hårdheden står ikke dagene. Jeg kan se hvordan porten åbner sig til en selvdød gård under Kløvermarkens gæstræk. Nu igen ved at gå med storetåen ned i en vandpyt af hoste. Mandslinge kæmper lidt halvdesperat i syrehjørnerne. Venner. Den kolde lyd af kys. Jeg vendte mig rundt i et ekstremt gult lokale og så ikke andet end et uudforsket område af min egen kærlighed til vækket glæde. Ingen anden drøm. Ikke meget ur.

Info: Jonas Okholms første digtsamling “Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet” udkom i sidste uge. Han er desuden medlem af Spost og Easy Rider, samt har i perioder bidraget med tekster til Passive/Aggressive.

Et Sejerø-trip gennem ormehuller, kiosk-København, WTF-skalaen og andre sproglige billeder

Feature August 10 2013 Sejerø2013_5_martinsøgaardhansen

Af Andreas Syr, festivalgænger. Fotos af Martin Søgaard, Brendan Leahy og Ringa Manner.

At den omkring en time lange færgesejlads til Sejerø fungerer som en portal, et ormehul af en art, måske endda et indvielsesritual, er tydeligt for enhver, der har været på festival i den gamle gård ved Gniben. For mit vedkommende er det noget med at køre ud af færgen i den gamle bil og så op over bakkerne og langs med kornmarkerne og ud og bade i bugten – og det er noget med solnedgange, propfyldte gårdspladser, kulørte lamper, mærkværdige objekter i landskabet og en generel beruset boblen i blodet. Noget med frihed, måske endda noget med en utopi.

Og så naturligvis musikken, som hvert år har været god, nogle gange fantastisk, men først og fremmest udmærker sig ved programmets rene og skære grænseløshed, geografisk, følelses- og genremæssigt. Festivalen har i kraft af sit program og sin placering leveret nogle sindssygt mindeværdige koncertoplevelser – for eksempel britiske Shackleton, der i 2011 spillede sin regnvådt tunge, storby-melankolske dubstep på en scene, hvor naturen bogstaveligt talt vokser ned igennem den gamle bjælkekonstruktion, og svalerne flyver rundtosset igennem strobolyset over DJ-pulten. Sejerø Festival er en på alle måder usædvanlig, lysergisk og fantastisk oplevelse, og det er fantastisk, at den kan blive ved at finde sted. I år med et endnu bedre program og et ry, der var løbet den så meget i forkøbet, at der var udsolgt, endnu inden der var annonceret nogle kunstnere.

Besynderlighederne var gudskelov ej heller i år overset – tværtimod, nærmest.

Sejerø2013_9_RingaManner Læs resten