Af Alexander Julin – foto: Ériver Hijano Indtil det nyligt udgivne album, “Dust”, havde jeg ikke hørt en Laurel Halo-udgivelse siden “Quarantine” fra 2012. “Quarantine” var – med alle sine værdier: den stilistiske sikkerhed, idérigdommen og ikke mindst det umiskendeligt personlige udtryk – en plade, jeg inden for relativt kort tid både nåede at nyde utrolig meget og vokse fra og glemme. Derfor hørte jeg hverken “Chance of Rain” eller ...