Passive/Aggressive

Goodiepal & Pals – “Hver gang jeg prøver at definere vores kunst, er jeg uenig” (interview)

July 3 2018 370377

Af Nils Bloch-Sørensen

Da jeg i midten af maj var i Beograd, benyttede jeg chancen til at interviewe Goodiepal and Pals. Gruppens projekt havde forvirret og fascineret mig, siden jeg første gang hørte om det, og jeg følte, at det rejste nogle centrale spørgsmål om forholdet mellem kunst og politik. For er det uproblematisk at bruge flygtningekrisen som del af et kunstnerisk projekt? Må man bruge kunst som led i sin aktivisme? Og kan man overhovedet kalde aktivisme kunst?

Med den eksplosion i antallet af politiske kunstværker, vi har set de seneste år, er dette vigtige spørgsmål. For risikerer vi at forfladige det politiske, hvis det er noget, man ligesåvel kan gøre til en fernisering som til en demonstration? Og risikerer den politiske kunst nogle gange til at udbytte de minoriteter den portrætter? Når eksempelvis en stor kunstbegivenhed som Documenta afholdes i Athen med “flygtningekrisen” som erklæret tema, er det nærliggende at tænke, at man tager flygtningene som gidsler i kunstverdenens higen efter chokeffekter.

Ført an af den danske techno-kriger Parl Kristian Vester og teaterinstruktør Nynne Roberta Pedersen bliver Goodiepal and Pals præsenteret som et rockband, men de har i mine øjne mere karakter af et performanceværk. Og så er de en selvproklameret, aktivistisk menneskesmuglerorganisation. I 2017 udgav gruppen pladen ”Pro Monarkistisk Extratone”, hvor omsætningen gik til flygtninge ved EU’s ydre grænser, og løbende har de lavet forskellige tiltag for at rejse penge.

Nynne Roberta Pedersens essay i det seneste Passive/Aggressive-zine havde uden tvivl klargjort deres intentioner og praksis for mig. Gruppen indgår rent faktisk indgår i relationer til og støtter flygtninge. Så betyder de ovennævnte spørgsmål så overhovedet noget?

Særligt en del projektet vedblev at være problematisk for mig. Jeg havde svært ved at forene Goodiepals prankster-of-all-pranksters-image og deres spraglede æstetik med alvorligheden i flygtningekrisen. Særligt deres tilstedeværelse på de sociale medier havde fået mig til at gruble. Højenergiske video-annonceringer, forelæsninger eller andre aktiviteter og opdateringer som: “– Kom til Koncert med DK’s bedste Rage Against The Machine-coverband I aften..” eller “Aarhus her kommer vi, men kun en gang i aar, saa vaer der’ – eller vaer Ingerst0jberg…” De var sjove! De viklede humor ind i det politiske. Men hvor meget var mediestunt, hvor meget var kunstprojekt, og hvor meget var reelt aktivistisk arbejde?

Da de fleste af de danske medlemmer af bandet efterhånden var rejst hjem fra Serbien, var det kun Goodiepal og Nynne, jeg kunne mødes med. Hvad der følger her, er ikke så meget et interview, som det er fragmenter af en samtale. Det blev et radikalt andet møde, end jeg havde regnet med, og handlede vel i virkeligheden mere om flygtningesituationen i Beograd end om musik. Læs resten

Passive/Aggressive – New nonprofit zine on activism in contemporary music

English April 30 2018 ZINE7

The seventh edition of the ZINE by Passive/Aggressive, which deals with the complex relation between music and politics, is released in April 2018 and distributed at production price. Læs resten

Kunstaktivisme – Aktiv kunst (essay)

Feature January 4 2018 GPaPLS

Af Nynne Roberta Pedersen Pedersen

Kampen mod undertrykkelse finder altid sted på to planer; et ønskende og et handlende*.

Det ønskende handler om, at de privilegerede og de magtfulde skal af-privilegeres og have frataget magten. Et samfund uden de gældende magtstrukturer; kapitalisme, fascisme, patriarkalisme, racisme i form af et white- og western-supremacy.

På det handlende plan er det nødvendigt at tage de selvsamme magtfaktorer i brug. De privilegerede skal bruge deres magt til at afgive magt, til at privilegere andre.

 

Har du penge skal du give dem til nogen, der ikke har. Selvom vi grundlæggende er imod ideen og penge som magt.

Har du et magtfuld pas skal du tage hen til dem, der ikke kan rejse. Selvom vi grundlæggende er imod landegrænser.

Har du social kapital og et in, skal du invitere dem, der er ude, indenfor. Selvom vi grundlæggende er imod høj og lav status.

Du handler for at opnå ønsket, men handlingen er imod ønskets principper.

 

En kritik af ikke-handlende kunst

Den politiske kunst og den politiske ‘venstrefløjsaktivisme’ er i den grad blevet en magtposition, en karriere-maker og en bidrager til et kapitalistisk system.

Rigtig mange venstrefløjsaktivister skriver rapporter om EU’s gentagne brud på Geneve-konventionen, den europæiske menneskerettighedskonvention og de mange andre erklæringer og retningslinjer, der er vedtaget for at respektere og beskytte individet og udsatte befolkningsgrupper. Det samme gør kunstnere. Problemet er bare, at ingen i EU er i tvivl, om at de overskrider den på daglig basis.

Faktisk er det attraktivt at bryde konventionen, dels fordi fremmedfjendske vælgere elsker disse brud, men i den grad også på grund af tilfælde, når fx Ungarn begår heftige overtrædelser, så er der ingen til at råbe højt overfor dem, for hvem er fx Danmark til at skælde Ungarn ud, når Danmark selv overskrider konventionen gang på gang. På den måde foregår der perfekt symbiose mellem overgrebslande, der ikke alene overskrider konventionen, men også beskytter hinanden i at gøre det.

Den mængde energi, der bliver brugt i dokumentationsarbejdet, skal flyttes over i det handlende.

Ganske ofte bidrager den kritiske politiske kunst til at styrke kapitalismen.

Documenta 14, der fandt sted i Grækenland i år, handler ikke for flygtninge, den sætter fokus på flygtninge. En masse Documenta 14-gæster har rejst med Ryan Air til Athen og flyttet ind i en Airbnb-lejlighed og løftet Grækenlands økonomi for en tid. Det selv samme Airbnb-selskab, der ikke vil lade flygtninge bo i deres lejligheder, det er selvsamme Ryan Air, der ikke vil flyve med flygtninge, det er den selvsamme Europa-økonomi, der betaler milliarder og atter milliarder for at ydmyge, udelukke og dræbe de flygtninge, der fokuseres så inderligt på i Documenta 14.

I aktivismen bliver der dokumenteret på utallige blogs om utallige overgreb, som ingen mainstream medier tager sig af. Overgrebene skal ikke ignoreres, dokumentationen skal bruges aktiv.

Derfor skal man søge aktiv-kunst.

Aktivismen og den aktive kunst må altså gøre noget mere end at belyse katastrofen. Den må tilbyde løsninger, den må bruge EU’s penge mod EU’s politik.

 

At søge om EU-kunststøtte og fabrikere falske pas for pengene er aktivkunst.

At sidde i optagelseskomiteen hos Europas kunstskoler og tage flygtninge ind på skolerne er aktivkunst.

At lave pennevenneruter for børn i Europa, der er frataget retten til at få venner fra hele verden er aktivkunst.

At give gode råd og opfordringer til civil ulydighed er aktivkunst.

At møde dine nye brødre og søstre uden kamera eller organisation er aktivkunst.

At forsvare din nye brødre og søstre imod angreb, push-backs, deporteringer og racisme er aktiv kunst.

 

I Serbien, hvor EU har lukket grænsen for videre rejse med Ungarns og Kroatiens voldspoliti som dørmænd er flygtninge fanget uden at kunne komme videre.

Muhammad er en af de mange afghanere som Europa holder ude. Når Mija og Oliver fra Danmark – Europa bliver bedt om at spille til en europæisk musikaften og beder Muhammad spille med, bliver Muhammad, Mija og Olivers værk til aktivkunst. Muhammed bliver klappet af og anerkendt at en kunstnerisk elite i et Serbien, der til dagligt ydmyger ham. Han får hyren for koncerten, og han indgår i en sammenhæng, hvor han vinder økonomisk og social status.

Serbien får i tilgift at være et federe land med en multifacetteret kunstscene, hvor hvid europæisk kunst ikke er den eneste tilgængelige.

 

Nynne Roberta Pedersen Pedersen er teaterinstruktør, sanger og musiker i GP&PLS (Danmarks eneste politiske orkester 2017),  og medstifter af Teater Tugt, der også stod bag Terror-Testamentet, Asyl 34 og medvirker i bevægelsen Ingen udvisninger uden modstand. Bor i øjeblikket i Serbien med andre medlemmer af GP&PLS. Læs mere i Passive/Aggressive næste tidskrift om aktivisme, ZINE #7, der udkommer i 2018.

*I teksten af Nynne Roberta Pedersen Pedersen skelnes der mellem aktivt handlende kunst og ikke-handlende kunst. Når Ai Weiwei laver en udstilling (“Soleil Levant”) med redningsveste på Charlottenborg, så er det ifølge skribenten et eksempel på et ikke-handlende værk, idet redningsvestene i stedet kunne være blevet brugt på at redde flygtninge. Da han i 2016 trak sit planlagte kunstværk (“Yu Yi”) på Aros ud af en udstilling som en reaktion på Danmarks 34 asylstramninger, så var det en aktiv kunstnerisk handling.