Passive/Aggressive

Beach House – Hårde hvidevarer og tyste bangers

April 11 2012

Af Pernille Jensen – dette indlæg er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter, der har ordet frit til at udøse sin viden og kærlighed til musik, det være sig i form af debat, forkyndelse, ekstase et cetera.

Jeg har en ven, der sammenligner lyden af Beach House med en tørretumbler. I overført betydning, forstås. Alligevel lyder det som en sviner. Men jeg synes, det er smukt. For der er få bands, der fra allerførste albumfærd i så høj grad har haft sin lyd på plads som netop Beach House. Nok er den blevet både større, pænere og dyrere i drift siden den første plade udkom i 2006, men alligevel er det stadig umiskendeligt Beach House. Hvilket fører os tilbage til de hårde hvidevarer. For selv om det formentlig er de færreste, der selv har prøvet at blive tumblet tørre i sådan et aggregat – jeg har ikke en selv – kan jeg godt li’ idéen om sangskitser, tekstbider og små melodier der bliver slynget sammen i en maskine fuld af varme og turbulens og kommer ud igen lidt senere som sprøde, færdige sange svøbt i den egenartede lyd, der er så fandens Beach House.

For selv om der er stor forskel på, hvordan de lød engang og hvordan de lyder på ’Bloom’ anno 2012, er sangene stadig som oftest baseret på helt enkle klaver- eller guitarfigurer, der tilsat trommer eller trommemaskine danner den repetitive dyne af lyd, som Victoria Legrands stemme hviler på. Dynen er blevet tykkere med årene, ja. Men den har alle dage været der. Som på den her tyste banger fra debutalbummet komplet med den – igen – repeterede linje “All I want you to see is that I am better”. Victoria, jeg har aldrig påstået andet. Læs resten