Preaben – Den ubehagelige livscollage fra “Sgt. Porno”

Af Sigurd Djurhuus

Til alle tider har der været små enklaver af musikere, der har deres helt egen ting kørende. De er ikke en del af noget netværk, de får ikke støtte fra Fajabefa, og de er forskånet for vækstfremmende råd fra rockkonsulenter, der har glemt, at en 17-årig bare vil spille guitar og skider blanke fanden i viral markedsføring.

Ofte er det bands, der lever af pizza, øl og peanutkager og betaler 300 om måneden til en øvelokaleforening for et frimærke i en mugfugtig kælder. De mødes og spiller to-tre gange om ugen i flere år, er meget seriøse med musikken, skændes om totalt ligegyldige detaljer og får aldrig det store gennembrud, de har drømt om. Det er ofte det første og vigtige gennembrud, der er problemet. Det, der betyder, at man bryder ud af det trygge øvelokale, bryder op gennem den sprukne asfalt i baggården, bliver blændet af det stærke lys, som man måske ikke har set i årevis, og går ud og skaffer et enkelt fejlbooket gig til en gymnasiefest. Verden er ond, og måske er det sikrere at blive under asfalten. Men hvordan får man musikken ud? Hey! Hvorfor laver vi ikke en plade? Og skal vi ikke lave den på vinyl? Jeg kender en, der kender en, der har kontakt til et pladepresseri i Tjekkiet!

Der kan være mange forskellige årsager til, at man som band selv vil lave og udgive en plade, og årsagerne alene er godt stof at skrive artikler om. Men jeg har i min pladesamling en række udgivelser, hvor jeg føler, at den primære årsag har været at lave et statement. Det sjove er, at disse statements ofte er udgivet i meget begrænsede oplag og kun på LP’er, som ikke findes i nogen af pladebutikkerne eller distributionerne. De her små undergrundsperler af guddommelig indgriben har knapt lavet krusninger i overfladen på ligegyldighedens musikalske hav. Men i min opvaskebalje derhjemme har de forårsaget orkaner!

En sådan plade er “Sgt. Porno’s A Go Go Kick Ass Band” (1999) med bandet Preaben.[Du kan høre seks numre fra albummet på MySpace af alle steder, red.]

Det første, der springer i øjnene, når man står med coveret i hånden, er den åbenlyse Beatles-reference. Det er ikke første gang, at der er lavet et spoof på ”Sgt. Pepper”-coveret. Det mest kendte eksempel er nok “We’re Only In It for the Money” med The Mothers of Invention, som udkom bare et halvt år efter ”Sgt. Pepper”. Her var der et åbenlyst statement. For det første titlen, der antydede, at Beatles bare lavede den plade for pengenes skyld, men også teksterne, der i stor grad omhandlede amerikansk politik, lov og ret, skolesystem og pseudohippier og blev leveret med en brådsø af skarp uforsonlig kritik.
På pladen med Preaben finder man intet i den retning. Jeg er også ret sikker på, at det ikke ville fungere. Jeg tror ikke, at Preaben har lavet den her plade, for at det skulle være et statement, men de må have vidst, at den kunne blive opfattet sådan, når de har valgt det cover.

Coveret er hele indgangen til denne plade, hvilket ikke kan undgå at farve opfattelsen af musikken. Det er også svært at undsige sig referencer til Beatles, da flere af Preabens tekster er parodier på ”Sgt. Pepper”-numre. Det opdager man pga. coveret, der har ført stilen helt igennem og trykt teksterne med på bagsiden.

Hvis der er et statement på ”Sgt. Porno”, må det være en hyldest til den demente humor, som alle, der har spillet i band eller lignende, kender til. Her overlapper pladen på en måde både Beatles og The Mothers of Invention, men dér var bandhumoren mere individuelt funderet. På ”Sgt. Porno” føler man virkelig, at her er det et helt band, der har det skægt, og ikke Zappa, Lennon eller McCartney, der sidder hjemme og finder på tossede ting, som andre må finde sig i at udføre.

Eftersom ”Sgt. Pepper” nok er Beatles mest overvurderede og overproducerede plade, er ”Sgt. Porno” nok den mest undervurderede og underproducerede, og det eneste, denne plade mangler, er en stor klaverakkord i slutningen, men ikke engang det vil bandet unde dig! Se om du kan få fat i denne skive, og opdag så selv den lystfyldte og forløsende slutning på denne originale koncept-LP.

Her følger et interview med Calzoneman fra Preaben:

P/A: Hvordan blev bandet Preaben til, og hvor kom navnet fra?

Calzoneman: Vi blev til ud af asken fra Room 101. Et fandenivoldsk og skizofrent punkband, der huserede i København i starten af 90’erne, og som nåede at udsende en enkelt cd før sin opløsning omkring 1996. Herefter blev bandet reduceret til en trio, som fortsatte med at spille musik under andre navne. Bl.a. Vermins og The Gringos. Vi spillede på det tidspunkt mest 60’er-inspireret garage punk og havde en fest!
Omkring 1998 begyndte vi imidlertid at blive interesseret i studieteknik og produktioner og købte en del udstyr inkl. en 14-spors-harddiskrecorder. Meningen var, at vi med inspiration fra Beatles skulle indspille det ultimative studiealbum i en kælder i Valby! Vi lod os derfor også inspirere af selve navnet Beatles og lavede en fordansket og humoristisk variant over temaet – nemlig Preaben. Et navn, som vi alle tre altid havde fundet komisk af en eller anden årsag.

P/A: Jeg ved jo, at LP’en kun blev presset i 100 eksemplarer. Det er jo ikke særlig mange, men alligevel nok til at dække behovet for de trods alt få hardcore samlere af eksperimenterende musik. Man ser meget sjældent denne plade. Hvor blev de af? Hvem tror du har denne plade stående i dag?

Calzoneman: Det er ikke utænkeligt, at de andre bandmedlemmer stadig har en kasse eller to stående på deres lofts- eller kælderrum. Men det skal også siges, at vi rent faktisk solgte ok mange eksemplarer alene til venner og familie. Vi prakkede med andre ord lp’en på alt og alle, da den udkom. Det er derfor heller ikke nødvendigvis samlere eller mennesker, der egentlig interesserer sig for musikken, som ejer pladen den dag i dag.

P/A: På coveret til ”Sgt. Pepper” ville Beatles have billeder af folk, der havde betydet noget for historien, og det er jo en kendt sag, at Lennon ikke fik lov til at have Hitler med, men I tog jer lov til det. Det er jo et statement, der kan tolkes i mange retninger, men jeg vil gerne høre din fortolkning.

Calzoneman: Det er en helt bevidst hyldest til Lennons oprindelige idé og demonstrerer vores fortolkning af, hvordan “Sgt. Pepper”-coveret kunne have taget sig ud i en anden tid og sted – hvis altså Lennons idé havde præget coveret helt ud til yderste detalje. Forstået på den måde, at det nærmere var de radikale, syge og abnorme individder, som indtog forsiden. Det er jo ofte lige så meget de mennesker, der i kraft af deres dårligdomme og/eller outrerede livsstil, kommer til at præge os gennem livet. Det er den afstandtagen, men samtidig fascination, som har inspireret os til at tænke anderledes og se tingene i relief. Og så skader det jo heller ikke med lidt provokation!

P/A: Tror du, det kan provokere nogle, at Hitler faktisk står og møsser med Franz Josef Strauss (hvis det altså er ham)?

Calzoneman: Nope, det er ikke Strauss, men en grimrian af en skolepedel, der bevidst saboterede en koncert, vi engang spillede på Zahles Gymnasium med Room 101. Derfor fik han ærespladsen på forsiden eller sagt på en anden måde, så blev han placeret på den værst tænkelige position sammen med hr. Adolf.

P/A: Når man sætter pladen på, bliver man hurtigt overvældet af en kaskade af rockede toner og rytmer, som lynhurtigt bringer én i et herligt garagepunk-humør. Og lige på det tidspunkt, hvor man er helt hypnotisk opslugt i de mange referencer til 60’er-garage, postpunk og 80’er-undergrund, så vælger I at bryde denne lykkestund med et eurodance-nummer (”Dehydrated”). Hvad drev jer ud i denne ubodelige gemenhed? Havde I ikke indset muligheden for, at et træk i denne retning ville være fatalt, og helt sikkert ville skære 95% af jeres potentielle lyttere bort?

Calzoneman: Ja, det er en synd uden lige, og derfor er nummeret også med! Simpelthen for at forvirre lytteren og undgå at lefle for nogen som helst. Vores historik er jo samtidig, at vi kom fra det skizofrene punkband Room 101. Et band, som man ikke kunne stole på over en dørtærskel. For at illustrere dette havde vi bl.a. et dansktop-nummer med på vores plade, og alle vores sange var i det hele taget meget brækket op og bestod af brudstykker fra alle mulige andre genrer end lige punk.
”Dehydrated” er ligeledes en parodi over den tids (90’ernes) hjernedøde eurodance, og det afspejler sig også i sangens lyrik, der er bare er noget halløj, der rimer! Men den egentlige pointe er, at det er humoristisk indslag at inkludere et sådant nummer og beviser endnu en gang, at ”Sgt. Porno” mere skal ses som et selvransagende og internt projekt end en åben og lettilgængelig plade.

P/A: Nu da du nævner humor, hvilket der er rigeligt af på ”Sgt. Porno” – er der ikke en fare for, at en sådan plade får et stempel som en gang hat og briller i stedet for at blive set som et stykke ærligt arbejde, der formentlig har kostet tusindvis af arbejdstimer? Hvis det for eksempel havde været en film lavet på samme vilkår, så var den jo blevet en kultfilm på linje med Dogme-filmene.

Calzoneman: Pointen er jo netop, at vi ikke har lagt bånd på os selv eller er gået på kompromis med noget som helst. Hvis man sidder i en kælder dag ud og dag ind for at kreere den ultimative vinyludgivelse med alle de tossede indfald, vi nogensinde er kommet op med – ja, så er der ingen til at bremse én! Kun os selv til at gejle hinanden op og gøre tingene endnu mere groteske og opstyltede. Derfor gjorde vi os heller ingen overvejelser om målgruppen for dette produkt, men analyserede derimod kun os selv. Man kan vel betragte pladen som et testamente over ophobede idéer, jokes og til dels frustrationer over livet i almindelighed. Ergo en situation, hvor vi kun har fokus på afsenderen uden at bekymre os over nogen potential modtager – så kunne man sådan set sige og mene, hvad fanden man ville, når vinylen først var udsendt!

P/A: Det, du nævnte med brudstykkerne, bringer mig tilbage til emnet kollage-musik. På både ”Sgt. Pepper” og ”We’re Only In It…”, oplever man tydeligt fascinationen over de nye produktions- og indspilningsmuligheder, som lydstudierne i 60’erne kunne tilbyde. Nogle gange er der redigeret i sådan en grad, at det går ud over musikken, som pludselig spiller andenviolin i forhold til nye tekniske effekter. Det lader ikke til, at I havde så stor respekt eller interesse for teknik eller produktion på ”Sgt. Porno”. Det lyder som i brugte det hele som en legeplads?

Calzoneman: Nu skal man jo huske på, at vi ikke befandt os i noget studie. Der var tale om et øvelokale med en anelse mere avanceret grej til at kunne indspille på. Derfor blev mange af de løse idéer også indspillet direkte, når vi øvede, og vi endte derfor med at have alt for mange sjove indfald, som vi gerne ville have med på pladen. Lokalet var vores lille kongerige, hvor vi boltrede os frit og uhæmmet. Og ja, det var ren leg det hele. Når det er sagt, prøvede vi også at få de bedste og mest gennemarbejdede resultater ud af det. Vi kunne sagtens bruge en dag på at få en enkelt rigtig lyd i kassen. F.eks. en pruttelyd, der kører baglæns eller noget andet tåbeligt.

P/A: Det sidste nummer, “Le Deplaisant Collage De La Vie”, skiller sig lidt ud. Det har jeg på fornemmelsen, at I brugte som skrammelplads for ubrugte idéer og stumper.

Calzoneman: Du har helt ret. Den sidste sang, altså den lange collage, blev sat sammen ud fra stumper og stykker af de idéer, der ellers ikke fik plads. Deraf også titlen, som oversat betyder ”Den ubehagelige livscollage”. Når man hører pladen, er jeg ret sikker på, at man kan høre, vi har haft det sjovt. Dermed ikke sagt, at man selv kan se humoren i det!