Mica Levi & Eliza McCarthy – Viljen til at finde ro
Af Morten Østergaard Rasmussen
Klaveret er et privilegeret soloinstrument. I sig selv rummer det så mange klangfarver, der strækker sig over så tilpas mange registre, at den mest oplagte måde at forsøge at vække alle disse muligheder til live på, er uden nogen form for akkompagnement. Alligevel er det ikke helt så nemt at komponere stykker til soloklaver, som det måske lyder. Det kræver nærmest en form for personlighedsspaltning, hvis man virkelig vil have alle de forskellige registres muligheder til at passe sammen. Derfor skal man både som komponist og pianist virkelig gøre sig umage, hvis man gerne vil undgå at klaverets mange klange falder helt fra hinanden.
Frygten for et sådant resultat har dog ikke afholdt den efterhånden meget anerkendte engelske musiker, producer og komponist Mica Levi (alias Micachu, producer for Tirzah m.m.) fra at give klaveret en chance. Sammen med pianisten Eliza McCarthy har hun taget den opgave og det ansvar på sig, der hører med, når man forsøger at udfri soloklaverets potentiale. Dette samarbejde har resulteret i udgivelsen “Slow Dark Green Murky Waterfall”, der består af seks korte værker.
Mica Levi og Eliza McCarthy har tidligere arbejdet sammen på det Oscar-nominerede soundtrack til filmen “Jackie” (2016), en biopic om Jackie Kennedy, og 7”eren “Riding Through Drinking Harpo Dine” (2017).
Hvor soundtracket til “Jackie” består af afgrundsdybe orkester- og kammerstykker, så bevæger det nye samarbejde sig aldrig udover klaverets sorte og hvide tangenter. “Slow Dark Green Murky Waterfall” henter ikke sin styrke fra et alsidigt katalog af stemningsfulde instrumenteringer, men i stedet fra et soloinstruments rene og konfronterende lyd.
De seks stykker adskiller sig ikke markant fra hinanden og skal nok mere ses som et samlet hele end som seks enkeltstykker. Stykkerne er stærkt prægede af en flydende form, der både forskyder rytme, taktarter og tonalitet og deres gentagelser indeholder som regel en lille, diskret ændring. Stykkerne ender dog aldrig ud i helt fri improvisation. Snarere tværtimod. Lyden er altid målrettet og præget af en stærk vilje, der ikke behøver at støtte sig til genkommende harmoniske og melodiske mønstre. Ingen af stykkerne kredser om en enkelt grundtone, hvilket betyder, at vellyd bliver til mislyd fra det ene øjeblik til det andet, samtidig med at taktarter opløser sig selv på et splitsekund.
Det første stykke, “Diamond Gun”, er en vildtvoksende sammensætning af vuggende kvinter, opadgående og nedadgående arbitrære skalaer og excentriske tonegentagelser. Stykket leder til dels tankerne hen på de store amerikanske minimalister Philip Glass, Steve Reich og især John Adams, men stykket dyrker dog slet ikke den samme form for temporale udstrækning og strenge opbygning af skarpt aftegnede sekvenser. I stedet er stykket en strøm af lyd, der river alt med sig uden at tage højde for, hvad der bedst skaber følelsen af fremdrift eller stilstand.
De resterende fem numre er ikke på samme måde en eksplosion af ideer, men mere et forsøg på at finde frem til det ustabile i hver lille variation. “Bullets Hit The Wall Sugar Hits The Bowl” og “Waves” kan ses som søsterstykker, der hver især udforsker forholdet mellem de enkelte akkorder og forskellige dynamikker. Hvor “Bullets Hit The Wall Sugar Hits The Bowl” er bygget op om mekaniske og kantede skift, der er så markante, at det lyder som umenneskelige glitches, så er “Waves” præget af en eftertænksom brug af pedal, der giver stykket et sart og sælsomt anslag på trods af store dynamiske variationer. “Bullets Hit The Wall Sugar Hits The Bowl” er et auditivt pistolskud, der affyres mod alle forsøg på at finde et overordnet system, mens “Waves” får al lyst til at opsøge en systematiseret lytteoplevelse til at sive langsomt væk. “Riding Through Drinking Harpo Dine”, “Slow Dark Green Murky Waterfall” og “Smoke Goes Up” er tonale kæder, der primært består af opadgående bevægelser i både venstre og højre hånd. Hver tone er placeret i en simpel relation til de enkelte toner før og efter, hvilket resulterer i, at der for hvert skift etableres en ny musikalsk virkelighed. De tre stykker er samlinger af bidder så små som musikalske morfemer, der ikke er sammenhængende nok til at kunne kaldes hverken et fragment eller en helhed.
Eliza McCarthys målrettede klaverspil er dét, der forhindrer disse vildtvoksende ideer og skrøbelige musikalske morfemer i at falde helt fra hinanden. Det er ikke harmonierne i sig selv, der binder de seks stykkerne sammen, men en stærk vilje fra både Mica Levis og Eliza McCarthys side.
Denne vilje kommer hos Eliza McCarthy til udtryk gennem de ligelige fordelinger af sikkerhed og forvirring, som den konstante omrokering af de musikalske indtryk efterlader. Den samlende kraft, der går på tværs af de seks stykkers konstante forskydninger af tonalitet og taktart, er Eliza McCarthys fintfølende og præcise anslag. Eliza McCarthy mestrer evnen til at finde ro, uanset hvor brat et skift, der finder sted, og som lytter ender man altid med at blive overbevist om, at det hele nok snart vil falde på plads igen. På den måde skabes en ny kontekst for resten af stykket, hvilket paradoksalt nok fremhæver følelsen af de hvileløse og umenneskelige bevægelser, der især er til stede i “Bullets Hit The Wall Sugar Hits The Bowl”. Det er altså ikke kun en vilje til fremdrift, der præger McCarthys spil, men også viljen til at finde ro i de mest udfordrende passager.
Musikalsk vellyd og ro er ikke bare funktionsharmonik og firefjerdedelstakter, der er hugget ud i granit. Vellyd og ro er også noget, man skal søge efter, og på “Slow Dark Green Murky Waterfall” kræver det en vilje at genfinde noget, der aldrig forbliver det samme.
Selvom Mica Levis seks klaverstykker ikke ligefrem gentænker klaveret som instrument, så er stykkerne stadig en god anledning til at gentænke de musikalske strukturer og forventninger, der ofte præger vores lytteoplevelse, når vi konfronteres med klaverets klange.
Info: “Slow Dark Green Murky Waterfall” blev udgivet på 12” på det engelske eksemperimental-label Slip i oktober 2018.
