Bankerot – At synge dyret, fange det
Essay af Joalane Mohapeloa om Bankerots album “Vampyr” (Forlaget Kornmod/Visage, 2020)
Foråret træder ind ad samme indgang som Bankerot. Sagte skridt, let lys, noget begynder at røre på sig. En lynlås? En intro med samme navn sender mig tilbage til den kirke, jeg lige er trådt ud af. Det er årets første forårsdag. Solen sneg sig ind gennem ruden og malede et kors på marmorvæggen. Nu står jeg ude med et orgel i ørerne blandt beton, asfalt og træer uden navne.
Et rum tegnes op, og jeg ved ikke, hvor stort det er, men alt føles nært. Et menneske træder i pedalerne med ømme dupper, mennesket knirker på stolen og ånder. Der er næsten ingen rumklang, lyden er fortættet, som om al åndelighed har forladt os; her står vi med kødet. Fødderne og fingrene rører mildt den tunge krop af orgel. Hvis Gud findes her, må Gud være det, jeg tror, jeg husker, at Inger Christensen kalder menneskers omsorg for alt levende. I mine ører træder man og trykker med en forsigtighed som vidner om en opmærksomhed på den jord, der bærer tyngden af ens skridt. Måden er på en måde et spørgsmål: Jord, kan du bære mig?
Men måden er måske også en konstatering af ikke at kunne være til uden at træde på den jord, som man selv er gjort af. Jeg er sikker på, at Bankerot ved det, at det er derfor, at han bliver ved med at træde nænsomt. Han vader bare rundt i den – jorden, sumpen, søen. Det er altid på bunden, at Bankerot står, det er fra bunden, at han synger. Han har ladet mig vente edderspændt i 2 numre og næsten 3 minutter på at høre hans stemme synge noget nyt: Her kommer han! Bjarke Valentin træder frem som stemme på “Søens maske”:
Jeg står som i et vindue/ tager søens maske/af mit ansigt
griber i en hale/ halen hvisker nej
griber i en hale/ halen hvisker nej
Rindende vand vælder ind over lydbilledet, stemmen bevæger sig væk fra orglet; de to kan ikke følges ad. Virkeligheden sniger sig ind, et spørgsmål trænger sig på:
har dit ansigt altid flydt?
Det er sket meget – og ikke rigtig noget – siden sidste udgivelse. Bankerot er fortsat et enmands-orkester, syngende fra den alenehed, vi alle er født ind i, orkestreret af alt omkring sig. Der er alle konstanterne: Orglet, du, jeg, kroppene, de glas og hinder imellem os og verden, vi ser igennem dem, virkeligheden, jorden, et hjem, viljerne, vandet, der bølger, sprutter; vandet er en å, årer, et ansigt. Man bliver som sædvanligt pjasket helt til af følelser, som kun hænger sammen, når de synges. Og musik og tekst og stemme er sideordnede; de hjælpes ad og har lige meget ansvar.
(Jeg må holde en pause for at tænke over, at orgel betyder organ og organ betyder værktøj; at stemmen er et organ er et værktøj. Det er bare så helt vildt sandt!)
Jeg læser mig frem til, at det meste af albummet er indspillet i en lille kirke på Færøerne i en uendelig sommer. Man kan høre det. Alt det nære spejles, vikles sammen og rækker ud uden selv at vide, hvor det går til. Det hele flyder sammen ligesom virkeligheden. Jeg kommer i tvivl om mit eget ansigt, og tænker på, hvem “Du” dog er. Der er altid en anden, men hos Bankerot er det “Dig”. Og “Du” er helt vildt vigtig. Du er det hellige. Og det var dig, der viste, at vi kunne elske.
Noget er anderledes på dette album. Der er en anden sikkerhed, en anden ro – som om Bankerot er faldet på plads i sin lyd. Det er også en god ting. Jeg tænker på tid: Det er snart 4 år siden sidste udgivelse, 8 år siden Bankerot gav koncert i Ærøskøbing Kirke; en optagelse, som i øvrigt er blevet genudgivet på Forlaget Kornmod sammen med dette album.
Nu forholder Bankerot sig til “Dig” på en anden måde. På “Ingen ved, hvad vi skal gøre med os i dag” spiller han med åbne strenge:
min vilje er væk til at beslutte en eneste tanke om dig/ dine skridt er foran mine/hvad jeg vil, det ved jeg ikke/ elskling, jeg tror jeg ville hvis jeg kunne/ elske dig/ livet går uvirkeligt videre/ i solen her omkring os/ hvor vi aldrig har siddet før/ begge ubeslutsomme og lige viljestærke/ det som ingen kan begribe, det som ingen kan udsige/ jordens klump i min mave/nej, ingen ved hvad vi skal gøre med os i dag
Bjarke Valentin mestrer en sjælden ærlighed, og han formår at få det til at lyde som om, at det ikke kan lyde anderledes (!). Kærligheden er dansk, hverdagsagtig med lange mellemspil, fra et mandehjerte, som forsøger at elske sig ind i voksenlivet:
uh du går
jeg ses med dig senere og vi kysser
jeg beder dig om at lade det dage
jeg beder dig om at lade det dage
jeg beder dig om at glemme det jeg sagde
Jeg tænker på, hvor hårdt det var, da Bankerot bønfaldt “Dig” om at tage det ord tilbage, “Du” sagde i nat. Nu er rollerne byttet om. Kærligheden er næsten nærig, og jeg fniser lidt af de her monogame lovsange, som maler de følsomme køddyrs smålighed frem. At høre Bankerot minder mig om livet. Det er sexet, heftigt og frustrerende. Han var valgt at kalde albummet “Vampyr”, og jeg synes, at det lyder som endnu et selvbetitlet album. Jeg kommer i tanke om det “jeg”, der engang sang “Skift Mine Hænder Med Dig”. Det er som om, at det har vokset sig til det væsen, som bærer albummets titel. Han sang:
og de siger jeg skal suge de læber jeg kyssede til sidst løber tør og svinder ind til bare minder, der vil huskes som det, der pludselig blev nok og ikke var tilstrækkelig mere
Som sagt, så gjort. Han næres af sin næste og har vænnet sig til det. Bjarke Valentins stemme er menneskelig, bævende, sart og stærk og på den måde et helt oplagt værktøj til at synge dyret frem i os. Guitaren holdes tæt ind til kroppen, mens han hælder akkordrundgange ud og synger “Hvem ved” med aftenvisestemme:
hvem er det der vogter over hjertet/når det falder sammen over for en anden
Det er så stort og meget tungt og meget flot, dét, han kan. Og meget tungt. Engang talte jeg med ham og fortalte, hvordan Svanerne er vigtig for mig, at det er den, jeg går ind i ethvert efterår med. Han smilte, slog sig i maven med begge hænder og sagde, at sangen er en mavepumper. Ja. Han tæsker folk med feelings.
Albummets sidste nummer “Alle bække”, lyder først som en begyndelse, siden som en slutning. Et tema gentages på klaver, modificeres og vender tilbage til sin oprindelige form, men på samme tid bliver noget gravet op fra Kasse 56. Synthesizeren, der er lidt fremmed i lydlandskabet peger ud – hen imod noget andet. En virkelighed af andre klange. Den peger også lidt tilbage til Synd og Skam, den lyd, han kom fra. Synthesizeren får overtaget. Her forlader han sin lytter.
Nu står jeg tilbage med mig selv. Jeg har lyst til at græde og føler mig på samme tid unapologetically fuld af lyst.
Info: “Vampyr” udkom 10. marts 2020 som en fællesudgivelse ved Forlaget Kornmod og Visage.
