Grøn – Skrøbelige båndsløjfer til en årstid i forfald (interview)
Af Alexander Julin Mortensen
Bjarke Rasmussen har under sit musikalske alias Grøn udgivet bånd- og vinyl-udgivelser siden 2013. Selvom flere af dem varierer i stil og stemning, kan man overordnet godt betegne projektet som minimalistisk og ambient. Der er tale om et underspillet og meget umiddelbart udtryk, hvilket man alene i år har kunnet høre på fire forskellige udgivelser, heriblandt via danske Infinite Waves, som Rasmussen også selv driver.
På papiret er Grøn et meget ordinært ambient-projekt, der inkorporerer klingende klaver og cello-strøg i de sfæriske lydflader på flere af sine udgivelser. Alligevel er der meget at komme efter i Grøns musik, bl.a. på det seneste album, “Aldrig mere vinter”, der er indspillet i Blågårds Kirke og mastereret af Lawrence English. Med albummet understreger Rasmussen klart, at det ikke er alene er originaliteten, der afgør, hvorvidt musik er interessant eller dragende. Ambient og minimalistisk musik med cello og klaver er som nævnt hørt før, men det ændrer ikke på, at musikken på “Aldrig mere vinter” i den grad rammer mig.
“Aldrig mere vinter” føles på mærkværdig vis som et meget varmt værk, der skaber et rum, jeg har haft lyst til at vende tilbage til og udforske. Mærkværdigheden – eller med andre ord min fascination – består netop i, at jeg ikke havde forventet, at en sådan varme kunne opstå af et lydbillede, der samtidigt føles enormt skrøbeligt. Samtidig overrasker det mig, at der er så meget at udforske i musikken. For hvordan kan det være tilfældet, når musikken netop er så enkel og blottet? Der er jo netop ikke tale om et væld af auditive lag, der dækker over og skjuler hinanden, et tårnhøjt tempo eller uforudsigelige kompositoriske krumspring. Mit bedste bud må være, at det skyldes, at “Aldrig mere vinter” netop illustrerer, hvordan en helhed ofte er mere end summen af sine enkeltdele.
I anledning af albumudgivelsen bringer P/A her et interview med Grøn.
P/A: På “Aldrig mere vinter” vender du efter flere udgivelser tilbage til dit oprindelige musikalske udgangspunkt, netop 4-spors båndoptageren. Hvorfor var det interessant for dig?
BR: “Det var faktisk min gode ven Lasse, der en aften, efter jeg havde spillet noget af min nye musik for ham, fortalte mig, at han syntes, min musik hang bedre sammen, dengang jeg arbejdede med bånd. Han har altid været dejlig ærlig om min musik. Så tanken om at tage båndoptageren frem igen hang kun i mit hoved i få dage, før jeg børstede støvet af mine båndoptagere igen.
I nogle år havde jeg arbejdet mig igennem en masse forskellige synthesizere, samplere, sequencere og var til sidst endt i noget, der skulle være mit endelige værktøj: modular-synthesizeren. Alt var synkroniseret, kontrolleret og patchet i et virvar af kabler. Til sidst brugte jeg snarere tid på at finde nye arbejdsmetoder end på at få optaget noget eller lavet noget færdigt. Så det var på mange måder befriende at vende tilbage til de fire spor, som båndoptageren havde. Alle de mange led, der pludselig blev fjernet, gav mig plads til at lytte meget mere til den musik, jeg lavede. Samtidig har båndet den kvalitet, at det på en måde arbejder for én – eller med én. Der er ingen “undo”-knap, og man bliver til tider nødt til atfølge maskinens flow. Det kan være sundt i en kreativ proces.”
P/A: Der hersker en meget intens skrøbelighed over musikken på “Aldrig mere vinter”, som jeg oplever den. Kan du sige noget nærmere om, hvilken stemning du har ønsket at skabe på albummet?
BR: “Jeg ved ikke, om en del af skrøbeligheden måske kommer fra båndoptagerens lyd, men jeg har bevidst arbejdet med flere lag af gentagelser, der arbejder med hinanden. Det har krævet en masse luft i hvert lag for at give plads til, at hvert element kan flette sig sammen med de andre. Samtidig har jeg med vilje ikke fjernet den støj, der naturligt kommer fra at optage på båndene. Det er igen et af de steder, hvor jeg har overgivet mig til mediet og ladet det blive en del af kompositionerne.”
P/A: Du har indspillet “Aldrig mere vinter” i Blågårds Kirke i København. Har stedets atmosfære på nogen måde påvirket musikken?
BR: “Jeg har altid været utroligt glad for rumklang og klange generelt. Så det er jo helt fantastisk at få lov at arbejde i så stort et rum med så meget rumklang. Jeg har haft en del sessions i kirken i løbet af det sidste halvandet års tid. At arbejde i så store rum minder lidt om arbejdet med bånd – man får et eller andet foræret, som man ikke selv er herre over. De forskellige frekvenser lyder anderledes forskellige steder i rummet, og hele huset bliver på den måde en del af musikken. Der er virkelig mange små lyde, der også bliver forstærket, som man bedst lægger mærke til, når man er der alene. Lyde udefra, lyde indefra og ikke mindst lyden af én selv.”
P/A: Albummets titel – “Aldrig mere vinter” – er valgt på baggrund af håbet om den endeløse sommer, du havde som barn, samt som en kritisk erkendelse af vinteren som en årstid, hvis eksistens trues som en konsekvens af klimaforandringer. Har den højaktuelle klimakrise og dine egne barndomsminder også været en inspirationskilde i selve arbejdsprocessen med musikken?
BR: “Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er halvvejs gennem 30’erne og derfor er begyndt at kigge tilbage på tiden, “da jeg var ung…” Men vinteren er bestemt ikke den samme som for bare 10 år siden. Selvom jeg igennem årene begyndte at holde mere og mere af vinteren, husker jeg det som en lidt klaustrofobisk følelse, når vinteren stod for døren.
I titelnummeret har jeg prøvet at beskrive en af de første frostklare vinteraftener, når efteråret bliver til vinter. Sådan en kold aften, hvor luften nærmest føles som et mentolbolsje i lungerne, og det knirker helt sprødt under éns sko. Det er, som om gadelamperne lukker én inde i éns eget rum og lader alle andre på gaden være i deres eget rum. Alle éns tanker eller bekymringer bliver placeret i hver deres små celler og lagt på frost, til foråret kommer igen. Vinteren er for mig en pause og et sted, jeg trækker vejret. Derfor er jeg selvfølgelig bange for, at den er på vej væk.”
P/A: 2020 har budt på adskillige udgivelser fra dig. Ud over “Aldrig mere vinter” har du også udgivet båndene “We Are Forever”, “Introvert musik”, 8”-udgivelsen “Someone Like You” samt “Folded Expressions”, der byder på en række kunstneres genfortolkninger af nogle af dine egne indspilninger. Opererer du med klart adskilte arbejdsprocesser fra start af, eller er det først senere hen i processen, at du ved, hvilke kompositioner der skal bruges til hvilke udgivelser?
BR: “Det er meget forskelligt, og jeg har det sidste års tid prøvet nogle nye metoder af. Men på “Aldrig mere vinter” har jeg først lavet en række numre for så at prøve dem af live. Derefter kasseret nogle og tilføjet nogle nye. Det minder meget om den proces, jeg arbejdede efter i de teenage-rockbands, jeg spillede i. En gammel vane.
Arbejdet med “Introvert musik” og “Folded Expressions” er derimod indspilninger fra en session, jeg havde i KoncertKirken under lockdown. Her indspillede jeg en masse improvisationer på klaver, og derefter optog jeg nogle mindre bidder af cello-stykker til de fleste af numrene, som jeg så kunne arbejde videre med på et senere tidspunkt.
Siden der var lockdown, tænkte jeg, folk sikkert havde tid til at samarbejde lidt. Så jeg sendte en håndfuld af numrene fra den session ud til gode venner og bad dem færdiggøre dem. Det var enormt spændende at høre, hvordan folk havde arbejdet med materialet, og det gav mig nogle gode ideer til, hvordan jeg selv kunne arbejde videre med min musik. Jeg har altid været ret dårlig til at improvisere og arbejde sammen med andre i musikalske projekter, så det var meget lærerigt. Numrene udkom på bånd tilbage i juni. Udgivelsen hed “Folded Expressions”, fordi hele samarbejdet mindede mig om de tegninger, man lavede, da man var lille, på et stykke foldet papir. En anden fik papiret og så kun en lille del af din tegning ogskulle tegne videre, folde papiret igen osv.
En anden håndfuld af numrene arbejdede jeg selv videre med – det udkom på bånd i august med titlen “Introvert Musik”. Jeg spillede senere en cellokoncert over klaverstykkerne og elementer fra “Folded Expressions”, hvilket jeg helt ærligt synes var ret sjovt i konteksten af lockdown, da det pludselig muliggjorde kreativt samarbejde præsenteret i en live-kontekst på tværs af grænser i Alices gårdhave. Båndet bliver genudgivet på vinyl på portugisiske Eastern Nurseries og lander nok i slutningen af november.”
P/A: “Aldrig mere vinter” akkompagneres af en række videoer, der er udarbejdet af Selini Halvadaki, og som dækker hele albummets spilletid. Kan du uddybe, hvorfor Halvadakis udtryk og arbejdsform netop tiltalte dig? Hvordan komplementerer lige netop hendes videoer din musik på “Aldrig mere vinter”?
BR: “Hele projektet startede i foråret 2019, hvor jeg kunne mærke, at musikken til albummet var ved at være klar. På det tidspunkt havde jeg et skrivebord ude i et øvelokale på Mayhem, i et rum uden vinduer, så da foråret kom, følte jeg en stærk trang til at komme ud i det gode vejr, og det var en oplagt mulighed at cykle, mens jeg lyttede til mine indspilninger. Det hele begyndte at forme sig i mit hovede, så jeg begyndte at optage en masse video. Det endte med at blive til godt to timers video efter at have sorteret det værste fra.
Selvom jeg godt kan klippe video til husbehov, var der ingen tvivl om, at jeg havde brug for én, der kunne sætte det hele sammen og arbejde videre med materialet. Jeg har tit hørt Selini fortælle med passion om film, både som kunstner og kurator, og derfor var det oplagt at arbejde med hende. Jeg vidste, at hun ville forstå materialet (som alt sammen er optaget med min telefon) og forbindelsen mellem de scener, jeg havde filmet.
I løbet af lockdown blev tanken om at kunne bruge videoen til koncerter blæst lidt ud af hovedet. Derfor har jeg også lavet en online-version af albummet, hvor man kan se hele videoen og lytte til musikken. Kernen i det projekt er en tidslinje, der er formet som en cirkel, og fungerer som en navigator til at orientere sig i videoen. Det er blevet til et stort loop, hvor idéen er, at man ikke skal tænke så meget på tid, for på den måde at minde om arbejdet med de båndsløjfer, jeg har lavet pladen med.”
Info: “Aldrig mere vinter” udkom d. 16. oktober. Selini Halvadakis visuelle bidrag til albummet kan opleves via http://aldrigmerevinter.net/
