Reveal Party – “Favorite Person” fuldender hjertesorgstrilogien

Anmeldelse af Mathias Schønberg, foto af Christy Dokbua

Med sin tredje EP i hjertesorgs-trilogien færdiggør Emily Holm Nyhuus, kvinden bag Reveal Party, det fulde album Favorite Person, som udkommer 10. marts. Albummet udgør sammen med de to tidligere EP’er “You’re My Favorite Person – I Love You” og “Your’e My Favorite Person I Hate You” de forskellige stadier af sorg og heling i et break up. Tilsammen er det et langt popalbum, der mod slutningen føles som at have fulgt Nyhuus gennem et livsstadie og nu være næsten parat til at bevæge sig videre.

Flere numre fra Reveal Partys tidligere udgivelser har været i rotation på P6 Beat, og på W.A.S. Entertainment er bandet i selskab med andre kvalitetspop-navne som Girlcrush, Moi Caprice og Brimheim, som i øvrigt medvirker på Reveal Partys successingle “You Skip My Turn”. Som album hænger de tre EP’er godt sammen. Det er ikke blot et box-set, men en trilogi udgivet i stadier. Og netop det udgivelsestempo passer godt til albummets samlede fortælling om hjertesorgens stadier fra benægtelse over vrede til accept. Vi kommer igennem det hele, og ligesom i virkeligheden ikke i et terapeutisk perfekt eller helt linært forløb – der er plads undervejs til tilbagefald eller pludselig indbildsk selvsikkerhed, som hurtigt crasher igen.

Albummet igennem kommer man gradvis overens med sorgen, mens man kører ud af billedet til rulleteksterne af forholdet, og nysgerrige små figurer fra keyboard og detunede piano-dråber på forruden lover ny begyndelse.

Musikken er udpræget generation z. Den er lynende intelligent, fascineret af 90’erne og gennemgående queer. Den blander ret frit akustisk op-og-ned-guitar med beats, man måske for et par år siden ville have kaldt new ugly, og kræver sin egen plads i verden, mens den med lag af eftertænksomme keys søger mod sund bearbejdelse af problemerne. Hele tiden fornemmer man Emily som en ægte sangskriver, der nok trækker på en større pladesamling, end hvad der er udkommet efter 2000. Der er en stemning af quirky Midwest emo igennem Reveal Partys sangskrivning, og den nærværende akustiske guitar, der flere steder overtages af fed distortion og stor fuldpanoreret lyd, underbygger associationer til 90’ernes loud-quiet-loud-æra såvel som 00’er-tuderockens arbejde med blide og hårde udtryk. Dog bliver det aldrig hverken helt grunget eller stadion-episk. Emilys stemme er konstant blid og nærværende med enkelte undtagelser, hvor hun viser register med en let vrængende Alanis Morissette-agtig klang og en roadtrippet stik-af-fra-det-hele-energi. Med armen ud af vinduet reflekteres der over alt det, man efterlader i et breakup. Albummet igennem kommer man gradvis overens med sorgen, mens man kører ud af billedet til rulleteksterne af forholdet, og nysgerrige små figurer fra keyboard og detunede piano-dråber på forruden lover ny begyndelse.

Det er et velspillende band, der giver numrene masser af krop fra bas og både programmerede og spillede trommer samt dygtigt komponeret ornamentering fra en bred række af keys, samples og andet godt fra studiets hylder. Flere af sangene findes også på albummet i ubearbejdede versioner, og det er især her, i de nærværende ubehandlede live guitarsange, at man bliver gjort sikker på, at Emily godt kan klare sig selv trods hjertesorgen. At hun når som helst kunne tage sin guitar på ryggen, hoppe på en gråhundbus og lade landevejen og tilfældet styre retningen. Dog nok ikke helt endnu. På det nyudkomne nummer “My Boy, pt.2” er vi endnu i vredesstadiet med åbningslinjen:

”My boy’s at her happiest,

when she get’s to fuck me in a pretty dress,

so I’ll dress up for her parent’s house tonight.

Quiet rebellion making out with me on the balcony”

To make queer a space so wholly not”

Albummet veksler ofte fra fuck-dig-energi og håbefulde ansatser til at frigøre sig til øjeblikket efter at krybe tilbage i stille bedroom-produktioner, hvor man nærmest stadig fornemmer tårernes fugt på hovedpuden. Som f.eks. når samme nummer i sin akustiske version starter med: ”My boy has got another girl, but that’s okay because I love the world” samt et helt andet omkvæd, der kunne have været skrevet til Kashmirs “The Good Life”. I denne version og lignende numre vises det, at det også er ok at give op en gang imellem. Man er ikke helt overbevist om, at hun er okay, men det er heller ikke bittert ironisk. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at nummeret kan være endt med at lyde netop sådan og bearbejde vreden netop sådan, fordi det ligesom så meget nyere pop er skrevet netop derhjemme i soveværelset, hvor roomien i den alt for dyre delelejlighed ikke må forstyrres i de sene timer. Som om ambivalensen også stammer fra den akavede følelse af at høre sin egen stemme i hovedtelefoner i en alt for stille lejlighed. Ikke som Kashmir-tidens musikere, der havde øvelokaler ud til søerne for 50 kroner om måneden, hvor de kunne give fuldt slip på følelserne. Mange af nutidens sangskrivere bruger dynen som vokalboks, hvilket radikalt ændrer betingelserne for at bearbejde og dele de svære følelser gennem musik. Og det kan der på eksempelvis “Favorite Person” komme rigtigt gode ting ud af. Når fortvivlelsen ikke får plads til at blive ventileret for fuld hals og i stedet finder andre veje og forplanter sig i effekternes knapper i lidt kraftige vrid, der bøjer tonerne, giver det et mere forvredet udtryk for smerten som f.eks. på “I’m a a Girl, pt.2″.

Det minder lidt om samme indadvendthed i smerten som John Frusciantes “Niandra Lades and Usually Just a T-shirt” (som han efter sigende skrev i en hytte alene i en kold herionafvænning efter at være smidt ud af Red Hot Chilli Peppers), om end lidt mindre vanvittigt. Den ensomme bearbejdelse skaber en helt anden kompleks og individuelt relaterbar følelsesgengivelse end fællessangen kunne.

Fra de splittede følelser mellem afsavn og forelskelse bevæger sidste EP sig mod accept og ny personlig udvikling.

Albummet er fuld af indre dialog og selvafbrudte tankerækker, hvilket illustreres flot af vokalarrangementerne. Der arbejdes med både kanon, call and response-arrangementer af sang, talk-back effekt, samples af optagede samtaler, som alt sammen føles som ønskede og ikke-ønskede inputs fra de mange stemmer, der kan melde sig fra ens egen hjerne og venner og veninder i løbet af et break up. Men der, hvor jeg oplever elementet af indre dialog klarest, er måske i albummets og første EP’s åbningsnummer “Break”, hvor en enkelt pause og Emliys frasering bærer utrolig meget mening: “The end feels fine with me now. The fear of living for myself isn’t so crushing – now”. Inden det sidste ”now” stoppes op, og det fraseres hurtigt som en lidt humoristisk indskudt eftertanke, der giver sætningen en svimlende dybde af, præcis hvor svært det må have været. På den måde ligger kreativiteten flere steder gemt i de små detaljer i sangskrivningen, selvom også instrumentering og arrangement er opfindsomt og gennemført. På netop “Break” understreges enkelte strofer af cello-akkorder på fjerdedeleslagene, som sammen med en luftig fløjte leder tankerne hen på Nico, og med sætningen “I’m on a break from self improvement and boring dates” virker det nærmest som en bevidst, men nutidig parafrase over ”I don’t do too much talking these days”, hvilket kun er passende for den stemning af lidt ensom tilvænning, albummet arbejder med.

På tredje del af trilogien fortsætter modsætningsfiguren med titlen til de to sammenhængende åbningsnumre “Incomprehensable” og “Understandable”. Fra de splittede følelser mellem afsavn og forelskelse bevæger sidste EP sig mod accept og ny personlig udvikling. En optaget monolog fra en ung kvinde, der reflekterer over et venindesmykke, hun ville købe i Bog&Idé, men som ikke blev gengældt og derfor udløste venindekærestesorg, fungerer sømløst som vers, inden rolig sang igen tager over. Det fungerer godt som undersøgelse af kærlighed som mere end klassisk (heteronormativ) forelskelse og melder ny inspiration til at leve videre. Undersøgelsen fortsætter i et mere bevidstgjort ræsonnementet om ikke-monogame konstruktioner på “Community Love”, men jeg frygter ved albummets udgang, hvor længe denne strategi vil holde. Ideen om at elske et fællesskab og se tosomhed som en konstruktion, der skal aflæres, tilbyder en vej ud og sætter ord på en kollektiv tendens. Men med slutbemærkningen ”You can never really predict what one person is going to do” (og at det derfor er for risikabelt at elske blot én) virker det måske lidt som en resigneret overlevelsesstrategi. Jeg er ikke helt sikker på, at vi er helt ovre sorgen endnu. Men det er også okay.

info: “Favourite Person” udkommer i dag via W.A.S. Entertainment.