Svin – Trold kan tæmmes for meget
Svin, “Monster”, urpremiere 22. maj 2023 på Teater Momentum, Odense – anmeldelse og billeder af Jon Albjerg Ravnholt
Svins støjrock er som skabt til en teaterkoncert. Ikke sådan én, hvor nogen fra TV er klædt ud som djævle og synger sange, publikum kender og elsker, men en koncert med en dramaturgi, der driver den frem, med dansere, der fortolker musikken kropsligt, og en scenografi til at indramme det. “Monster” på Teater Momentum i Odense er bare ikke ordentligt forløst.
Piotr Winiewicz’ enkle scenografi tydeliggør, hvad der mangler i “Monster”: Centralt på scenen (der er stillet skråt i Den Fynske Operas store sal for at tvinge publikum til at sprede sig ud og finde den optimale vinkel at opleve forestillingen fra i stedet for bare at indtage stolerækkerne; det er et enkelt greb, der fungerer vildt godt) står en tom kube af jernsveller. Først efter nogen tid træder de tre dansere, Birgitte Lundtoft, Anna Lea Ourø og Antonia Harke, op på podiet, men det er, som om de ikke vil være i det fokuspunkt.
Det tomme centrum
Det er både en pointe og et problem, at det fokus mangler i “Monster”: De tre dansere mimer hinandens bevægelser mere og mere gennem forestillingen i korte sekvenser, som de danser mere og mere uafhængigt af musikken, fanget i deres egen spejling af hinanden, uden at bidrage med noget til det hele, forestillingen, de skulle være en del af. Og uden at lade sig mærke med, hvad der sker uden for deres egen, sluttede cirkel.
Den pointe er let at afkode som en velmenende kritik af en narcissistisk kultur. Det kommer der bare ikke særligt interessant dans ud af. Det bliver endnu tydeligere, når Svin holder sig tilbage musikalsk for at give plads til danserne, uden at danserne indtager det tomrum.
Der er en ond skæbnens ironi i, at Svin har skabt deres mest stillestående musik endnu til det, der kunne have været en danseforestilling: Bare en uges tid forinden havde jeg set Svin spille live til A Colossal Weekend, og hvis de havde tilført den samme energi og uforudsigelighed til “Monster”, som de havde der, havde det været ren dynamit.
Det er ellers ikke, fordi Svin er uvante med at udfordre sig selv. Det siger næsten sig selv, når de har været en del af Statens Kunstfonds toårige program med det fantastiske navn “Den unge kunstneriske elite”. Svin har lavet værket “Elegi” sammen med strygerensemblet Aarhus Sinfonetta, på sidste års “Introducing Svin” inddrog den ellers instrumentale trio sangerne Bisse og Marie Eline Hansen, og de færdes lige så hjemmevant i jazzmiljøet som på den grænseafsøgende metalfestival A Colossal Weekend og hardcorestafetten Toldermania. Derfor er det påfaldende, så andægtige de er i teaterrummet.
Halvvejs inde, efter koncerten første gang har samlet sig omkring et heavyrock-riff fra guitaristen Lars Bech Pilgaard, bryder Svin så det hele ned, og buldermørket sænker sig. Henrik Pultz Melbye træder ind i en lysstråle i kuben og laver en drone med sin saxofon. Pilgaard sætter sig og spiller med bue på en spansk guitar, percussionisten Thomas Eiler bygger en skingrende sart sekvens af klokkeklimpren, hyl og hvin op. Det er et smukt tableau med de tre skaldede og bebrillede mænd i ens sorte bukser og hvide T-shirts fanget af et spot i loftet.
Der findes ikke monstre
Den spænding, det scene- og temposkift skaber, holder de over midten i en decideret club banger, som Eiler gør sit bedste for at tampe i smadder, mens Melbye topper den op med hvæsende saxofon. Der kommer en selvsikkerhed over de tre dansere i deres aparte uniform af sandfarvede bodystockings, ballerinaskørter og løbesko, og strobelyset gør oplevelsen på én gang mere klaustrofobisk og inkluderende for publikum. Det er næsten ikke til at holde ud, men vi er sammen om lige nøjagtig at holde det ud.
Men så lader Svin desværre det hele fise ud i et par sange mere, hvor truende kaos og sitrende uro viger for tomgangsjam i 4/4. Da det totale mørke igen sænker sig, og det hele er slut, er der ingen uhyrer, der lurer i kulissen.
Svin lykkes ikke med at gestalte deres monster. Det er langt fra kun deres skyld: Hvis der skal en dramaturgi til at skabe en teaterkoncert, skulle Svin have haft nogen til at se kritisk på, om der er en klar fortælling i “Monster”. Eller også skulle de have sluppet monstret løs, spille den vildeste koncert, de kunne, og lade dansere og publikum gøre deres bedste for at tæmme det monster.
