ALTER Festival – Folkemusikken står side om side med elektroniske eksperimenter
Foromtale af Andreas Korsgaard
Den aarhusianske festival Alter afholdes 24.-26. august for tredje gang. Festivalen har rødder i miljøet omkring det hedengangne spillested TAPE, og dens første to udgaver blev afholdt i det nedlagte amtssygehus, hvor den blandt andet har præsenteret navne som Coby Sey, Hailu Mergia, Lotic, MC Yallah & Debmaster, Sote, Space Afrika, Kali Malone, Wolfgang Voigt, Okkyung Lee, Pan Daijing og Silvia Tarozzi, foruden en lang række hjemlige kunstnere og performere. Da amtssygehuset ikke er tilgængeligt i år, er festivalen derfor spredt over fem meget forskellige venues, nemlig Aros, iovermorgen, Kunsthal Aarhus, Møntmestergården og Voxhall.
Der er dog også ting, der ikke har ændret sig. Som altid byder festivalen på et godt og interessant program af nyere og fortrinsvis eksperimenterende elektronisk musik. Headliners som Caterina Barbieri og Loraine James er begge eksempler på navne, som laver mere eller mindre abstrakte kompositioner med solide rødder i dansemusik.
Barbieris abstrakt-ekstatiske udtryk, en slags Berlinerskole-møder-trance, lyder (i lighed med landsmanden Lorenzo Senni) oftest som en dekonstruktion af trance; den for tiden så populære, men historisk udskammede hedonistiske techno-afart par excellence er her pillet fra hinanden og ved hjælp af modulære synths (og så bliver det jo som bekendt ikke meget mere high brow) sat sammen igen til en leg med genrens betegnere. Med ekstatiske og evigt opadstræbende synthlinier laver Barbieri en medrivende, men også ofte cerebral og abstrakt musik, som både omfavner trancens innovationer og påpeger dens underliggende hulhed. Musik der så at sige både blæser og har mel i munden. Hvis man ville problematisere udtrykket lidt kunne man måske sige, at det er musik, der lader til at synes, at den er klogere end den genre, den dekonstruerer, men lad nu det ligge – Barbieri er også bare virkelig dygtig til at opbygge lange tindrende toneforløb over rullende sequencere, og hvis det virker, så virker det.
James kunne nemt blive et af festivalens helt store highlights.
Hos Loraine James er der til gengæld en enorm personlig umiddelbarhed på færde. Hendes melankolske og underspillede udgave af basmusik, helt oplagt udgivet på det toneangivende pladeselskab Hyperdub, er både selvbiografisk og bærer sine inspirationskilder uden på tøjet; eksempelvis på hendes seneste udgivelse fra 2022, Building Something Beautiful for Me, som refererer direkte til værker af den alt for tidligt afdøde amerikanske komponist Julius Eastman, som med værktitler som Crazy Nigger, Gay Guerilla og Feminine problematiserede spørgsmål om race og homoseksualitet – i lighed altså med James, der bruger Eastmans værker til at rammesætte sine egne numre som “Choose To Be Gay (Feminine)”, “The Perception of Me (Crazy Nigger)” eller “Black Excellence (Stay On It)”. James kunne nemt blive et af festivalens helt store highlights.
Men det mest markante ved årets program er, at det slår så stort et slag for folkemusikken, at det virker som et decideret radikalt træk for en festival, der ellers lader til mest at have kigget i retning af festivaler som CTM, Rewire og Unsound med deres fokus på cutting edge elektroniske og eksperimenterende udtryk.
Lankums helt store nummer (om man så må sige) er at påpege en grundlæggende affinitet mellem drone- og doommetal og den irske folkemusiks brug af droneinstrumenter som sækkepiber og drejelire.
Lankums utraditionelle take på irsk folkemusik har gjort dem til et populært navn hos et publikum, der bestemt ikke kun er folkemusiknørder, og er derfor et oplagt hovednavn i denne sammenhæng. Forsanger Radie Peat og resten af gruppens dybe forståelse for og kærlighed til hjemlandets sangtradition, gør det muligt for dem at flytte fokus fra musikkens ofte lidt kliché- og fællessang-på-pubben-prægede aspekter, til dens iboende og ofte meget blodige dramatik.
Lankums helt store nummer (om man så må sige) er at påpege en grundlæggende affinitet mellem drone- og doommetal og den irske folkemusiks brug af droneinstrumenter som sækkepiber og drejelire. Ved at spille det traditionelle materiale i langsomme, drævende tempi (og ved ganske enkelt at spille højt!) bliver sange som “The Wild Rover” (den måske bedst kendte og mest ikonisk pub-egnede af alle irske folkesange) til et dystert slæbende monster af kun med det yderste af neglene tilbageholdt tyngde. Det er så indlysende god en idé, at det ikke kan undre, at gruppen har gjort det på fire plader, senest False Lankum.
Danske Frode Veddinge er lidt af en bookingmæssig genistreg. Den danske folkemusiker, der omtaler sig selv som visesanger, var en af de første til i 1960’erne at bringe den danske folkemusik frem i lyset, blandt andet på flere udgivelser som duo med Trille.
Især bør man fremhæve hans plade Harpens Kraft fra 1978, som er en plade, der står stort set alene i den danske folkemusik. Den kan betragtes som en næsten direkte parallel til den britiske folk rock og folkemusikrevival i 60’erne og 70’erne, hvor navne som Fairport Convention, Shirley Collins, Pentangle og Steeleye Span gravede dybt i det folkemusikalske materiale og moderniserede det – ikke blot ved at tilsætte elektrisk instrumentering (selvom det i høj grad også skete), men ved i det hele taget at rekontekstualisere folkemusikken. Dermed lykkedes det dem at pege på de enorme universelle kvaliteter i den, som for mange virkede – og nok stadig virker – bedagede og støvede; kærligheds- og krigsdramaerne, mordene og ulykkerne, ja alle de fortrædeligheder som folkemusikkens tekstuniverser er så rig på, fremstår hos disse grupper i al deres rædselsvækkende, bloddryppende og tragiske vælde.
Sangene fremstår, når de leveres bedst, som en slags idealformer, men uden af den grund at være blot moralske, skematiske fortællinger. Det er vel den sværeste kunst, når man beskæftiger sig med folkemusik; at lave en egentlig original eller overbevisende fortolkning af et givent materiale, uden at materialet bliver for personligt, for specifikt, uden at det mister sin universelle menneskelige gyldighed.
Harpens Kraft indeholder i denne sammenhæng indspilninger af uhørt høj kvalitet, herunder “Kongemordet i Finderup”, “Djævelens Ni Spørgsmål” og ikke mindst titelnummeret: En intenst og sammenbidt leveret indspilning, der opbyder al den dramatiske og mytologiske middelalder-epik, man overhovedet kunne drømme om. I den kontekst virker det desuden helt rigtigt af Alter at påpege de ritualiserede, mørke og grusomme aspekter af folkemusikken og folkekulturen, med lokale navne som black metal-projektet Grev Trold.
Der er mange andre navne på årets program, som ville være værd at skrive en længere smøre om, heriblandt årets bud på henholdsvis alternativ hiphop og grime, Mykki Blanco og Brother May, eller de mere indie (eller i hvert fald rockede) ting som Crack Cloud og caroline – for slet ikke at snakke om det lokale og mere performance- og installationsbaserede program. Men i det hele taget virker det til at festivalen i år, grundet det meget afvekslende program, men også i kraft af den decentraliserede struktur, er helt oplagt blot at gå på opdagelse i.
Program
Torsdag 24.08.23 / ARoS
Aros Jagthornsskole
caroline
Hatis Noit
Lankum
Fredag 25.08.23 / Møntmestergården, iovermorgen & Voxhall
Anna Norup Lindblad
Crack Cloud
Frode Veddinge
Grev Trold
Lyra Valenza
Moin
Mykki Blanco
Lørdag 26.08.23 / Kunsthal Aarhus, iovermorgen & Voxhall
Bendik Giske
Brother May
Caterina Barbieri
Loraine James
Peter Scherrebeck
SAMLING III
Skjold Rambow
Alle dage / Voxhall & iovermorgen
Anders & Nanna
Anna Norup Lindblad
Korana Jelača
Lou Lange
Mie Mo
Runa Rosgaard
Theresa Bülow
Redaktørens note: Projektet Grev Trold består af Claus Haxholm, som også er skribent ved Passive/Aggressive.
